Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (10)feb. (18)mar. (31)apr. (26)maj (31)juni (30)juli (23)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (3)
Brombærfestival og aftentur
Som vejrudsigten lovede var der dårligt vejr til morgen da nettene skulle sættes op og det blinkede konstant. Et hurtigt kig på radaren viste kraftigt regn lige vest for Gedser, så jeg valgte at vente en time. Da jeg tjekkede en time efter var det stadig tørt men reg ville ramme en lille halv time efter, så jeg ventede endnu en gang en time men der var stadig regn på radaren og mere var på vej.
Så morgenen gik med at få lavet datatjek så alt nu er tjekket.
Til middag var der brombærfestival og lidt over en håndfuld trodsede blæsevejret og fik plukket lidt bær.
Om aften tog vi med Mads op til Stubbekøbing for at kigge efter sløruglen og vi var heldige at se den 2 gange, så derfor er der sen blog i aften.
I morgen skal der fortsat være ret meget vind og lidt byger, men ikke så meget som i dag så forhåbenligt kan der sættes lidt net op.
På stationen: Henrik Jørgensen, Karen Koefoed, Mads, Tina, Gert.
Tilbage til normalen
Vinden lå på 6-7 m/s under morgenen så regnede ikke med meget.
Det var også kun første runde som gav lidt ellers var det stille.
Ikke at det var en dårlig dag, det var bare en normal august dag med 30 nye fugle.
De store sangere er begyndt at røre på sig og munk blev dagens topscore med 8 stk.
Dagen i morgen ser ikke godt ud pt, først loves der regn og så kraftig vind efter.
Karen fik set nøddekrigen inden den fløj mod nord, og om eftermiddagen kørte hun til Kalløgrå, så det bliver spændende og høre hvad hun har set når hun kommer tilbage.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Nattergal/Thrush nightingale 1/1
Kærsanger/Marsh warbler 1/0
Rørsanger/Reed warbler 1/0
Gulbug/Icterine warbler 1/1
Gærdesanger/Lesser whitethroat 5/0
Tornsanger/Whitethroat 3/0
Havesanger/Garden warbler 3/0
Munk/Blackcap 8/0
Løvsanger/Willow warbler 5/0
Broget fluesnapper/Pied flycatcher 1/0
Rødrygget tornskade/Red-backed shrike 1/0
Total 30/2
På stationen: Henrik Jørgensen, Karen Koefoed.
Eksotiske fugle over Gedser Odde
Ringmærkningen:
Der var fart på de 3 første runder, men så var der også ret tomt for resten.
Ved net opsætning blev vagtel hørt i retning mod Birkemose så det var en ny art for mig her nede.
I dag var det gærdesanger som der var flest af(17) og havesanger som nr 2(9).
Selv om der ikke var så meget som de 2 sidste dage var det stadig en pæn dag med 58 ringmærkede fugle.
I morgen kommer der lidt mere vind og fra sydlig retning, så vi må se hvad dagen bringer.
Lige nu forsøges der som de foregående dage fangst af natravn og der kommer opdatering hvis der skulle blive fanget en.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Skovpiber/Tree pipit 1/0
Nattergal/Thrush nightingale 3/1
Rødstjert/Redstart 1/0
Kærsanger/Marsh warbler 1/0
Gulbug/Icterine warbler 4/0
Gærdesanger/Lesser whitethroat 17/0
Tornsanger/Whitethroat 5/0
Havesanger/Garden warbler 9/0
Munk/Blackcap 8/0
Gransanger/Chiffchaff 1/0
Løvsanger/Willow warbler 6/0
Broget fluesnappper/pied flycatcher 1/0
Gråspurv/House sparrow 1/0
Total 58/1
Trækket på Odden: Mandag gav endnu en tør og solrig morgen med næsten ingen vind. Temperaturen kom hurtigt op i bekvemme varmegrader, og den slags vejr er ikke noget, der ligefrem driver fugle ud på farlige trækveje, men skønt var det med over hundrede Gule Vipstjerter (Motacilla flava) ivrigt fouragerende og i småskænderier på den høstede kornmark, hvor halmballerne fungerede som udsigtsposter. Vidunderligt var det også med lyden af Splitterner (Thalasseus sandvicensis), som denne morgen havde Gedser Rev ganske tæt på pynten som stedet, hvor man mødtes og fangede småfisk på vejen sydvestover.
Ung Rørhøg (1k, første kalenderår) i dagens udtræk fra Odden. De er lette at kende på deres chokoladebrune farve med gullige eller hvidlige tegninger på hovedet. De er også til at genkende på lang astand på deres flugt med vingerne hævet i et fladt V. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Endelig var der vores Tyknæbbede Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes), som brugte endnu er morgen på ikke at turde flyve ud over havet. Fra sin post øverst i et træ i mergelgraven på marken ud mod Odden kaldte den forgæves hid og did på artsfæller og foretog seks-otte tilløb i en sværm af vrede svaler, som tydeligt irriterede fuglen. Nyt var dog, at alle dagens trækforsøg for første gang tydeligt foregik mod syd, hvor den ellers har søgt nordpå langs østkysten af Falster. Vi har spekuleret på, om det var de mange svaler, der hele tiden har fået Nøddekrigen til at vende om, men mandag slap den to gange fri af svalerne på vej mod havet og vendte alligevel om. Konklusionen er, at det er ’vandskrækken’, der fastholder Nøddekrigen på Gedser Odde. Dens runde vinger er heller ikke skabt til lange flyveture, slet ikke over vand, men til korte distancer mellem træer, som vi kender det fra Skovskader (Garrulus glandarius) ogHusskade (Pica pica).
Selv årets yngste svaler - den unge Bysvale (Delichon urbicum) med lidt 'grumset' underside lige over Nøddekrigen - er med på, at den skal kanøfles. På billedet herunder er det en Landsvale (Hirundo rustica), der skælder ud. Bemærk ringen på højre ben, som viser, at det er den samme Nøddekrige hver dag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Inde i Gedser by blev der mandag morgen hørt mindst tre Biædere (Merops apiaster). Der er hørt Biæder jævnligt hen over sommeren i Gedser, så der er næppe nogen tvivl om, at en fugl har holdt til der. Tre fugle kunne tyde på, at et par har ynglet i området.
Der er dermed lagt op til flere gode trækdage ved Gedser Odde i den kommende uges tid, måske med små tal, men så til gengæld med spændende arter. Det bliver denne observatør måske snydt for på grund af et ’træk’ til Grækenland i embeds medfør. På samme måde som Nøddekrigen kan han dog forventes at komme retur i slutningen af august.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen, når den virker igen. Mandag aften forekom den desværre at være i udu.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Returnanternes søndag
Ringmærkningen:
Det var næsten vindstille fra NV, men kun12 grader da nettene skulle op.
Allerede på første runde kunne jeg se at der ville komme en del fugle i dag, men jeg var varmet godt op efter gårdagens mange fugle så der kunne nåes at ringmærke en del mellem hver runde og alt biometri blev taget.
Efter gårdagens mange fugle blev der ikke genfanget en eneste derfra og slet ingen brogede fluesnappere blev set så de er alle trukket videre.
Dagens topscore var igen løvsanger med 33 og nr 2 blev gærdesanger med 25.
I morgen loves der igen svag vind fra NV så det kan godt smide en del fugle fra sig igen.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Nattergal/Thrush nightingale 2/0
Rødstjert/Redstart 4/0
Kærsanger/Marsh warbler 1/0
Rørsanger/Reed warbler 2/0
Gulbug/Icterine warbler 4/0
Gærdesanger/Lesser whitethroat 25/0
Tornsanger/Whitethroat 12/0
Havesanger/Garden warbler 10/0
Munk/Blackcap 3/0
Gransanger/Chiffchaff 1/0
Løvsanger/Willow warbler 33/0
Vendehals/Wryneck 1/0
Musvit/Great tit 0/1
Stillits/Goldfinch 1/0
Total 99/1
Trækket på Odden: Ordet returnant findes åbenbart ikke i det danske sprog, men sådan nogle så vi et par stykker af på Gedser Odde denne lørdag. Den Tyknæbbede Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes), som blev ringmærket på Gedser Fuglestation mandag 12.08.2024, og fløj mod nord torsdag 15. august for senere samme dag at blive fotograferet i en have i Hesnæs, blev igen fotograferet søndag 18. august lidt før klokken syv om morgenen i haven i Hesnæs, men klokken 10 var den retur i fuglestationens have. Herfra foretog den et par trækforsøg mod syd, men vendte om ved mødet med havet og slog sig ned i haven, hvor flere af deltagerne i dagens brombærfestival også fik både set og hørt fuglen.
Den ringmærkede Nøddekrige kom retur til fuglestationens have søndag formiddag. Det er teoretisk muligt, men nærmest utænkeligt at en anden Nøddekrige med en ny og stadig lys ring (gylden pil) skulle dukke op lige nu på akkurat samme lokalitet. Vi er sikre på, at det er 'vores' fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Ude på Odden fandt Louis A Hansen fra Gedser endnu en returnant i form af en forvildet Kanariefugl, som kom sammen med en flok svaler torsdag 15. august og trak ud, men åbenbart har fortrudt og er vendt om, ganske givet efter en kort udflugt over havet. Den har så formået at forblive uset i området det seneste par dage.
Den unge Middelhavssølvmåge (1k, første kalenderår) ved Gedser Odde søndag morgen. Ifølge litteraturen skal man især hæfte sig ved det mørke bånd af lange dækfjer på vingernes oversider samt mørke tertiærer helt inde mod kroppen om mørke dækfjer yderst på vingerne + selvføvfølgelig den hvide hale med sort endebånd, som er smalt, men dog bredere end hos Svartbag med samme alder. Bemærk også cirka samme størrelse som hos Sølvmågen med krabben, om end en mørk fugl næsten altid vil 'snyde' og forekomme større end en lys fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Ny var derimod en ung Middelhavssølvmåge (Larus michahellis), som vi fik øje på, da den lagde an til landing på vandet og viste en rent hvid hale med et markant sort endebånd. Det er noget, man ser hos unge fugle af de to fremmede sølvmågearter Kaspisk Måge (Larus cachinnans), som begge er hjemmehørende langt fra Danmark, men breder sig mod nordvest og nu begge yngler i Polen og østlige dele af Tyskland. Vi er vant til at se Kaspiske Måger ved Gedser Odde, men denne var anderledes mørk end de Kaspiske Måger, og det harmonerer netop med unge Middelhavssølvmåger. Flere fik set den unge måge fint, især da den jagtede en helt almindelig lokal Sølvmåge (Larus argentatus), som havde fundet en krabbe – en delikatesse for flere af de arter af fugle, der holder til ved Gedser Rev og leder efter mad der.
Værd at bemærke ved søndagens træk er også et pænt antal Gule Vipstjerter (Motacilla flava) og Skovpibere (Anthus trivialis) i det sydgående ryk ud over havet samt tre Stenpikkere (Oenanthe oenanthe) og et par Bynkefugle (Saxicola rubetra), der rastede og fouragerede på den nyhøstede kornmark. Et kald af en Høgesanger (Curruca nisoria) ved marinestationen førte ikke til et synligt fund af den sjældne fugl, men det er kun nogle få dage siden, at en ung Høgesanger blev ringmærket på fuglestationen for en uge siden søndag 11. august.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Desværre var DOFbasen i udu på mobiltelefonen søndag. Derfor kunne dagens rastende fugle ikke ses på DOFbasen søndag aften, men Middelhavssølvmågen er indtastet af hensyn til dokumentationen.
Havearbejde, pause og bærplukning. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Nyt fra stationen: Søndag var der frit slag for brombærplukkere i fuglestationens have mellem klokken 12 og 15. Vi serverede kaffe, te og småkager. Desuden blev der ryddet op efter en del havearbejde, og mange fik set en Vendehals (Jynx torquilla), som ramte et net og blev ringmærket. Der bliver endnu en dag med brombærfestival onsdag 21. august fra klokken 12 til 15. Vi håber, at datoerne og tidspunkterne for brombærplukning til gengæld bliver respekteret. Det er meget forstyrrende for såvel fugle som ringmærkere, når der er illegal trafik af bærplukkere i haven – og det er unfair over for dem, der overholder vores tilbud om at komme på bestemte datoer.
En forsigtig barnehånd tæt på Vendehalsen, som et øjeblik vagtsomt følger bevægelsen, mens den selv vrider sig, som Vendehalse gør for at minde om en farlig slange. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Folk på fuglestationen: Mads og Tina Elley, Gert Juul Jeppesen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen + John Bang Jørgensen som gæst.
Fascinerende fald af småfugle
Ringmærkningen:
Allerede på første runde var der flere fugle end der var på hele dagen i går, så jeg vidste at der måske kunne komme lidt fart på.
På anden runde kom der så virkelig fart på hvor de fleste var broget fluesnapper og løvsanger, der var så mange at jeg løb tør for poser og måtte ind og hente nye.
Der var dog ikke flere fugle end jeg kunne nå at tage fuld biometri på alle fuglene. Normalt ville man have nøjes med alder køn og vingelængde på store dage, men jeg kunne nå at ringmærke lidt mellem hver runde. Mads og Klaus kom mens der var fart på så de tog 2 runder og så var alle fugle hurtigt klaret.
Da der var en del fugle fortsatte jeg en ekstra time, men sidste runde var der så godt som tomme net selv om der stadig var mange fugle i haven(solen var på nettene så de kunne ses).
I aften forsøger jeg endnu en gang med natravn, så nu må den snart sidde der!
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Nattergal/Thrush nightingale 0/1
Rødstjert/Redstart 2/1
Gulbug/Icterine warbler 3/0
Gærdesanger/Lesser whitethroat 7/1
Tornsanger/Whitethroat 1/0
Havesanger/Garden warbler 3/0
Munk/Blackcap 1/0
Skovsanger/Wood warbler 1/0
Gransanger/Chiffchaff 1/0
Løvsanger/Willow warbler 36/0
Grå fluesnapper/Spotted flycatcher 1/0
Broget fluesnapper/Pied flycatcher 36/0
Gråspurv/House sparrow 5/0
Stillits/Gold finch 1/0
Total 98/3
Trækket på Odden: Lørdag morgen var kold det første par timer, indtil skyerne flyttede sig så langt mod sydøst, at solen kom frem og gjorde det til endnu en smuk morgen på hele Nordens sydligste punkt. Selv om det blev en morgen med endnu færre arter og mindre tal i trafikken med bare lidt over 550 fugle fordelt på 18 arter var lyden af Splitterner (Thalasseus sandvicensis) aldeles vidunderlig, og om kort tid er de alle væk.
Trækket består imidlertid ikke kun af de fugle, som vi tæller i deres flugt, men kan også være et betagende skue af fugle, som flyver om natten, men æder og hviler sig om dagen. Inde fra fuglestationen fortalte Henrik i walkie talkien, at der havde han en travl morgen med et stort 'fald' af mange Brogede Fluesnappere (Ficedula hypoleuca). Bestanden er gået meget tilbage i Danmark for den fine insektæder, og mange ser ikke længere ret mange af dem. Desuden fangede Henrik en del Løvsangere (Phylloscopus trochilus), som også hører til de små afrikatrækkere, der er faldet drastisk i antal. Løvsangerne var lette at få øje på helt ude på spidsen, hvor der var en del i fuld gang med at finde morgenmad i krattene.
Et par af dagens måske flere hundrede Brogede Fluesnappere i fuglestationens have. Hannerne er sorte og hvide, men hunner og unge fugle er gråbrune med store hvide felter på vingerne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Lidt længere væk havde 10-12 Brogede Fluesnappere travlt med at fange insekter i luften i et ’hul’ med læ og solskin i mergelgraven mellem fuglestationen og Odden. I teleskopet var de god underholdning, og samtidig dukkede mindst tre Bynkefugle (Saxicola rubetra) op på marken, hvor de rastede på halmballer og jagtede insekter på jorden. Endnu en afrikatrækker i tilbagegang, men også en fornem repræsentant for det småfugletræk, der lige nu hovedsagelig foregår om natten.
Løvsanger i buskene yderst på Odden. Den skal over Sahara og har brug for at holde sig i topform hele vejen ned over Europa for at kunne komme over ørkenen. De unge fugle fra i år er lige nu meget mere gule på undersiden end de adulte/voksne Løvsangere. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Ingen af de tre arter er sjældne, men de er heller ikke noget hverdagssyn i det østlige Danmark, og de gjorde det til endnu en skøn dag med fuglene på Gedser Odde.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen + John Bang Jørgensen som gæst.
En snert af rovfugle
Ringmærkningen:
Da nettene skulle op var der en del mere vind end de andre dage og der kom et par dryp, men mere kom der heller ikke.
Første runde var der lidt fugle på men så sluttede det også. Jeg havde ellers troet at der blev ringmærket omkring 20, men 1/3 af fuglene havde allerede ring på.
Tina kom ud lidt efter 8 og en tysk famillie gik med et par runder, og de var heldige at en løvsanger fra tidligere fra morgenen blev genfanget så de fik set en fugl.
Forklaringen på at der ikke var flere fugle var nok at der lå regn lige vest for Falster.
Senere i aften vil jeg forsøge igen med natravn, og der kommer opdatering hvis der fanges en.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Nattergal/Thrush nightingale 2/1
Rødstjert/Redstart 1/0
Solsort/blackbird 0/1
Gulbug/Icterine warbler 0/2
Gærdesanger/Lesser whitethroat 2/0
Tornsanger/Whitethroat 1/0
Havesanger/Garden warbler 0/2
Munk/Blackcap 2/0
Løvsanger/Willow warbler 1/0
Broget fluesnapper/Pied flycatcher 3/0
Total 12/6
Trækket på Odden: Selv om trafikken på trækruterne over havet og fra landsiden fortsætter med lave antal, er der forandringer at spore i luften. Fredag morgen trak fem Spurvehøge (Accipiter nisus) ud, og yderligere et par at de lavtflyvende rovfugle vendte om efter konfrontationen med havet og vinden fra sydvest. Læg dertil tre unge Tårnfalke (Falco tinnunculus), som også fløj ud mod Tyskland, og det lignede et oplæg til mere af det træk af rovfugle, som vi godt ved er på vej.
Der var mindst tre Rørhøge (Circus aeroginosus) på samme tid over marken ud mod Odden, en ung 1k/første kalenderår og to adulte/voksne hanner, som var til at skelne fra hinanden på, at den ene havde fældningshak inderst i hånden, mens den anden ikke var i synlig fældning.
En af dagens Fjordterner i næsten uvant morgenbelysning ind over land. Hvide pletter på den ellers grålige underside viser, at skiftet til vinterdragten er i gang. Det kan vi ikke se, når de flyver forbi i modlys. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En lille flok Fjordterner (Sterna hirundo) skød genvej ind over land og lod sig for en gangs skyld beundre i fint medlys. På undersiden skilte nye hvide fjer sig ud i let kontrast til sommerdragtens mere grålige fjer, og det var fint at se de mørke spidser på håndsvingfjerenes/primærernes undersider som en bredere og mere diffus vingebagkant end hos Havternerne (Sterna paradisea). Næbbene bliver mørkere hen over sommeren, men i sollyset var det stadig til at se de sorte næbspidser.
Den Tyknæbbede Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes), som har været i området en uges tid og blev ringmærket på fuglestationen mandag 12.08.2024 kom i luften over stationen kvart i otte fulgt af en sværm af vrede svaler, som dog hurtigere end i de foregående dage lod den flyve i fred. Nøddekrigen flaksede sig hurtigt højere op og forsvandt efter nogle minutter ud af syne mod nord. Resten af dagen så eller hørte vi ikke mere til den. Omkring klokken 18 blev en ringmærket Nøddekrige fotograferet i en have i Hesnæs på Falster 30 kilometer nord for Gedser. Det kan næsten kun være den fra fuglestationen.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Om eftermiddagen gik John amok med hækkesaks og sin medbragte le for at rekonstruere udsigten over havet fra fuglestationens havemøbler. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen + John Bang Jørgensen som gæst.
Kanariefugl i fri flugt med svaler
Ringmærkningen:
Igen i dag var det med varmt og fugtigt, men til gengæld var der lidt flere skyer og det er altid godt da nettene så ikke er så synlige.
Der var også tydeligt flere fugle som gik i nettene, så jeg fortsatte en ekstra time.
Joakim havde sidste dag i denne periode, men han tog afsted lige før standard sluttede da der var set brilleterne i Jylland så jeg sagde jeg bare kunne tage det sidste hvis han ville tage afsted på den. Men vi havde nogle hyggelige dage selv om vi ikke fangede så mange, men til gengæld var der så fine ting i nettene og vi fik en del svaler om eftermiddagen.
I aften vil jeg forsøge med natravn igen, så der vil komme opdatering hvis heldet er med mig.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Skovpiber/Tree pipit 1/0
Jernspurv/Dunnocok 1/0
Rødstjert/Redstart 2/0
Kærsanger/Marsh warbler 1/0
Gulbug/Icterine warbler 5/1
Gærdesanger/Lesser whitethroat 11/0
Tornsanger/Whitethroat 8/2
Munk/Blackcap 3/0
Gransanger/Chiffchaff 2/0
Løvsanger/Willow warbler 4/1
Broget fluesnapper/Pied flycatcher 1/0
Rødrygget tornskade/Red-backed shrike 1/0
Gråspurv/House sparrow 2/0
Total 42/4
Trækket på Odden: De små tal fortsatte torsdag, der var ligeså smuk og lun som de foregående dage, men med vind fra vest, hvorfra der også kom noget tiltagende dis og tog en del af udsigten over havet. Vi mistede dog næppe meget, men disen gav et kortvarigt ryk af svaler, som åbenbart ville væk fra tågen. Tællingen foregik desuden i godt selskab med DOF Storstrøms formand og medlem af styregruppen for Gedser Fuglestation, Bo Kayser, samt hen mod slutningen flere andre.
Dagens sjoveste observation blev en gullig og okkerfarvet tamfugl, som kom i rykket af svaler, rastede et øjeblik ved den gamle marinestation, og så trak ud mod syd. Det var antagelig en undsluppet Kanariefugl, i hvert fald en finke, men tamfugle kan være svære at bestemme. De er ofte større end originalerne og har helt andre farver.
Det korte kraftige næb peger på en finkefugl. Resten kan der være tvivl om, men det er formentlig en undsluppet Kanariefugl, der rastede og trak ud fra Gedser Odde torsdag morgen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mindre modig, men ikke desto mindre meget trækvillig var ’vores’ Tyknæbbede Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes), som i lighed med onsdag morgen kastede sig ud i endnu et trækforsøg torsdag klokken 07:00. Den blev fulgt af en sværm af vrede svaler, som den tydeligt forsøgte at slippe væk fra. Først fløj den langt og højt mod nord for derefter at returnere og gøre et nyt forsøg i en mere nordøstlig retning. Vi slap den af syne og antog, at nu havde den endelig forladt landets sydspids, men lige efter klokken 10 var den tilbage ved fuglestationen. Nøddekrigen har nu sørget for god underholdning i flere dage, men det er selvfølgelig også interessant at kunne følge en bestemt fugl – med ring fra fuglestationen på højre ben og på et tidspunkt, hvor der ikke er andre af arten i området – i talrige forsøg over flere dage på at trække ud. Fuglen har tydeligt en voldsom trang til at komme videre, men vover det ikke.
En af dagens to Rørhøge. Der kan være nogen variation i dragten hos unge Rørhøge. Nogle har lysere tegninger eller mangler dem helt, nogle kan være mere eller mindre lyse på forvingerne som adulte/voksne hunner, og nogle kan vise lyse pletter på undervingerne som denne med et 'komma' af hvidt inderst på håndsvingfjerene/primærerne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
To unge Rørhøge (Circus aeroginosus) fra i år (1k, første kalenderår) repræsenterede dagens rovfugletræk. Den ene kom af sted over havet, den anden blev. Rørhøge hører ellers til de rovfugle, der ikke har problemer med at flyve ud over vandet. De fortsætter ofte deres målrettede kurs direkte ud over havet. En Sølvhejre (Ardea alba) tog en kort pause ved vandhullet på engen ved fuglestationen, før den fortsatte med blikket rettet mod syd.
Selv om dagens tal forblev små, ved det bemærkelsesværdigt med flere arter af svømmeænder. Især 32 Skeænder (Spatula clypeata) var et fint antal.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen + John Bang Jørgensen som gæst.
Svaler i luften
Ringmærkningen: Det blev ikke til de store tal i standardtiden i dag. Til gengæld lykkedes det Henrik og jeg at fange pænt med svaler og et par gule vipstjerter ved søen om eftermiddagen. Det er altid sjovt med lidt andre arter end dem man er vandt til.
Ung landsvale fik en ring om benet, foto: Joakim Matthiesen
Trækket på Odden: Endnu en dag med småt træk, der akkurat nåede over 600 fugle på de fem standardtimer, fordelt på 31 arter. Det kan måske se lidt kedeligt ud, men det foregik i vidunderlig solskin, og når der kommer få fugle, er der mere tid til at øve sig i at tælle godt og indentificere fuglene under de vanskelige forhold ved Gedser Odde med modlys og ofte store afstande. Desuden sker der næsten altid et eller andet interessant.
Denne onsdag kom en Tyknæbbet Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes) susende ud mod Odden i retning fra fuglestationens have klokken 7:10. Den var let at få øje på, som den blev forfulgt af en flok larmende Landsvaler (Hirundo rustica), der åbenlyst ikke brød sig om det selskab. Det blev et superkort trækforsøg, da Nøddekrigen vendte 180 grader ude ved spidsen af Odden og fløj direkte tilbage til stationshaven.
To timer senere kom Nøddekrigen igen susende ud mod Odden klokken 9:50. Denne gang forsøgte den sig et par gange med et udtræk, hvorefter den fulgte kysten mod nord, arbejdede sig højt op og fløj ud over vandet på en sydøstlig kurs, indtil den ikke var til at se længere. I løbet af eftermiddagen hørte vi den igen i stationshaven. Der skal flere tilløb til.
Den ringmærkede Nøddekrige i et af dagens forsøg på at samle mod til turen ud over havet. Underarten afgøres blandt andet af det kraftige og lidt buede næb på oversiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Nøddekrigen var ringmærket for nylig med en ring, der stadig var blank, og der er næppe nogen tvivl om, at det var den samme adulte/voksne fugl, som blev ringmærket på fuglestationen mandag 12.08.2024. Tyknæbbet Nøddekrige er den nærmeste underart; den anden underart, Tyndnæbbet Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes macrorhynchus) hører til længere mod øst i Sibirien, men forekommer også i Danmark i såkaldte invasionsår. Tyknæbbet Nøddekrige yngler i Sydsverige, så fuglen ved Gedser Odde kan udmærket komme derfra, men vores kolleger på træklokaliteten Põõsaspea neem i Estland har i den seneste uge set 50-60 Nøddekriger om dagen på sydvestligt træk, så det kan også være en af dem, der er nået til Gedser Odde. Invasioner af Nøddekriger i Danmark foregår normalt senere på efteråret.
Denne adulte/voksne han Tårnfalk (Falco tinnunculus) tjekkede lige, om der skulle være noget at fange, før den trak ud over havet mod syd. De meget firkantede sorte spidser på halen givet et nemt tip om, at fuglen er mindst et år gammel og af hankøn (2k+, andet kalenderår eller mere). Bemærk også fældningen i vingerne som et tegn på alderen. De første halefjer har mere runde spidser og er ikke så markant sorte, som hos den unge Tårnfalk på billedet herunder. Den er en af de faste falke på Odden lige for tiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Dage med få fugle er desuden en naturlig del af det samlede træk, og der er stadig masser at undre sig over og at finde svar på. Tirsdag var der masser af terner i luften over havet tæt på Gedser Odde på en solrig dag med vind fra sydøst. Onsdag var der stort set ingen at se under næsten de samme forhold. Hvorfor mon det?
Ved Põõsaspea neem har de i de seneste dage mest set Sortænder (Melanitta nigra), Strandskader (Haematopus ostralegus) Havterner (Sterna paradisea), Fjordterner (Sterna hirundo), Skarver (phalacrocorax carbo) og Stormmåger (Larus canus), så der er formentlig stadig en del terner på vej mod Gedser Odde plus et nyt træk af Stormmåger (Larus canus). Desuden må der snart dukke nogle flere arter af rovfugle op.
En Dværgfalk (Falco columbarius) prøvede sidst på eftermiddagen at fange svaler over engen ved fuglestationen. Det var den første ved Gedser Odde i dette efterår.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Sodfarvet Skråpe forbi Gedser Odde
Ringmærkningen:
Efter vinden havde gået i syd-øst og vinden havde taget en smule mere til var der mere stille end i går.
Solen var selvfølgelig på hele dagen og det gjorde hurtigt at nettene var synlige.
Hele 3 runder havde vi tomme net selv om der var fugle i haven, men net med sol på er ikke det bedste for fangst. Men vejret og de fugle vi fangede nød vi.
Om eftermiddagen satte vi igen net op og fangede efter svaler, vi fik også gråspurv, gul vipstjert og tornirisk som bi-fangst, men alt i alt en rigtig god fangst på de 2 net ved søen.
I går aftes forsøgte vi fangst af natravn uden held og i aften forsøger vi igen.
Landsvale, foto: Joakim Matthiesen
Trækket på Odden: En overraskende fin dag i det tidlige efterårstræk på sydspidsen. Der var ganske vist stadig ikke nogen stor trafik med 1.250 fugle fordelt på 30 arter, men der var flere bemærkelsesværdige observationer over bølgerne, som kom med hvide skumtoppe fra sydøstlige retninger, og så foregik tællingen i godt selskab med Orla Jacobsen. Tusind tak for det.
Dagens mest bemærkelsesværdige fugl blev en Sodfarvet Skråpe (Ardenna grisea), en mørk stormfugl som yngler omkring Antarktis og ellers strejfer om på verdenshavene mod nord til Island, Grønland og ind i Skagerrak, når kraftig blæst fører enkelte fugle derind. Dagens fugl fløj relativt langt fra land omkring Odden mod sydvest, men påkaldte sig straks opmærksomhed ved at flyve meget anderledes, end vi er vant til at se fugle gøre.
Skråper kaldes på engelsk for shearwaters, fordi de synes at skære ned i vandoverfladen med deres vingespidser. Flere af arterne suser af sted i en bølgende flugt uden at bevæge vingerne, som holdes vinkelret ud fra kroppen, mens fuglene hele tiden udnytter lave vinde ved at rotere halvt om sig selv, og det ser ud, som om først den ene vinge, så den anden skærer ned i vandet, og præcis sådan fløj denne skråpe. I teleskopet forekom den selv i godt solskin nærmest ensfarvet mørk på både over- og underside, og så var det en Sodfarvet Skråpe.
I Danmark ses Sodfarvede Skråper mest langs den jyske vestkyst og i hård vind langs kysten af Nordsjælland. Vores kolleger på Blåvand Fuglestation så fredag 9. august 40 Sodfarvede Skråper ud for Danmarks vestligste punkt, men ved Gedser Odde er arten et sjældent syn dybt inde i de danske farvande. Dagens fugl er således kun den fjerde observation af arten ved Gedser Odde i DOFbasen med tre tidligere observationer i november 2001, oktober 2011 og oktober 2013.
Der er muligheder, om end meget små, for at se yderligere skråper ved Gedser Odde i de kommende dage med vind fra sydøst. Forleden blev en Almindelig Skråpe (Puffinus puffinus) set så dybt inde i Østersøen som ud for Estland – på vej mod sydvest.
Det er næsten ikke til at se det. To af dagens Almindelige Kjover i silhuet. Vi vil altid gerne dokumentere observationer af fåtallige og sjældne fugle ved Gedser Odde, men det er ofte svært på grund af store afstande, og i godt solskin, som i disse dage, foregår det yderligere i stærkt modlys. For skråpen var der ikke noget at gøre. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En anden fin oplevelse tirsdag morgen var hele fem Almindelige Kjover (Stercorarius parasiticus); de kom først tre og senere to sammen, alle fem var af den mørke type. Med pæne træk af terner har vi i dagevis spejdet forgæves efter kjover, som i høj grad lever af at forfølge terner og stjæle deres mad. Tirsdag var der mange fouragerende terner ud for Gedser Odde, men alle fem kjover trak hastigt og målrettet forbi, tilsyneladende uden at interessere sig for ternerne, måske var de allerede mætte.
Ung Splitterne - med mørke tegninger på oversiden til forskel fra de adulte/voksne - øver sig i at klare sig selv ud for Gedser Odde tirsdag morgen, men er stadig afhængig forældrefuglenes omsorg. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Bemærkelsesværdige var netop også ternerne, hvoraf vi så seks arter inklusive fire af verdens største terneart, Rovterne (Hydroprogne caspia), som netop nu ses på træk mange steder, og verdens næstmindste art, Dværgterne (Sternula albifrons). Over 110 Splitterner (Thalasseus sandvicensis) trak noget uventet den ’forkerte’ vej i store flokke mod øst og nordøst ind i Østersøen. Det var måske fugle, som i de foregående dage er trukket forbi og endt på Rødsand vest for Gedser, som fandt det attraktivt at søge den vej efter føde. Mange terner strejfer for tiden mere om efter mad, end de er på et egentligt målrettet træk. De har ungerne med sig og bruger en del tid på at finde mad og fodre dem.
Dagens observationer byder ofte på sjove oplevelser, og vi spøgte med flere muligheder med den hvide due, der blev jaget væk af en Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus) på stranden, hvor der åbenbart ikke var plads til nogen fredsbebuder. Senere så vi den hvide due flyve mod syd. Sandheden var dog nok blot, at Hættemågen bare ville have fødemulighederne på det stykke strand for sig selv, og at den tilfældigvis hvide due var en undsluppet tamfugl på vej ud i sin egen frihed. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Flodsanger og Nøddekrige
Ringmærkningen: Vinden havde lagt sig i løbet af natten og vi håbede derfor på, at der var kommet lidt fugle til haven. Det virkede da også sådan da vi åbnede nettene og vi glædede os til at få nogle fugle gennem hænderne. Med gårsdagens fangst af høgesanger var jeg allerede godt tilfreds rent arts-mæssigt. Det skulle dog vise sig at blive mange gange vildere i dag. Allrede på første runde sad en mørk sanger i nederste netlomme. Henrik og jeg havde over morgenkaffen talt om flodsanger og om hvor sjælden den er at fange. Utroligt nok var det netop denne art jeg en halv time senere stod med i hånden. Hvor vildt er det ikke lige med flodsanger dagen efter en høgesanger! Henrik fangede også en flodsanger i 2023, men ellers skal vi helt tilbage til 2017 for at finde sidste forekomst.
Flodsanger, foto: Joakim Matthiesen
Da Mads og Tina ankom til stationen får at se flodsangeren kunne vi pludselig hører en nøddekrige kalde fra træerne ind mod fyrhaven. Samme fugl som forleden dag tænkte vi. Glade og tilfredse med flodsanger i hånden og obs af nøddekrige kørte de hjem igen. De var dog ikke mere end nået ind gennem døren inden vi måtte kalde dem tilbage til stationen - nøddekrigen var gået i nettet!
Tyknæbbet nøddekrige, der skullige lige sammenlignes med stationens to udstoppede fugle (en af hver race), foto: Joakim Matthiesen
Jeg tror stadigvæk ikke helt jeg har forstået hvor heldige vi har været. Selv Henrik måtte indrømme, at han aldrig har oplevet noget lignende! Mere end tilfredse kan vi nu gå i seng, også må vi se hvad morgendagen vil bringe.
Trækket på Odden: Endnu en dag uden store tal, men alligevel en interessant brik til efterårstrækkets puslespil, og så foregik det i vidunderligt vejr med næsten ingen vind og masser af sol. Det er blevet mærkbart koldere om morgenen før solopgang, men solen fik denne mandag hurtigt luften varmet op. Blandt lidt over 1.200 fugle fordelt på 19 arter var der især et pænt træk af Splitterner (Thalasseus sandvicensis) med over 190 fugle foruden de 12, som det gav mere mening at registrere som lokalt rastende og fouragerende – selv om de selvfølgelig også ender med at trække væk på et tidspunkt.
Sjovt var det også at konstatere, at det er ved at være ’store skiftetid’ for Skarverne (Phalacrocorax carbo). Ofte bemærker man det måske ikke, men en stor del af den danske bestand af ynglefugle flyver til Sydfrankrig og Nordspanien for at tilbringe vinteren der.
Ung Skarv i en af mandagens flokke. Mange unge Skarver har mere eller mindre hvide undersider, og i den lokale jargon kalder vi dem for 'pingviner'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Til gengæld kommer her svenske og finske Skarver for at overvintre. De er mage til og holder til de samme steder. Ved Gedser Odde er der i et stykke tid hver morgen kommet 60-100 Skarver fra Rødsand for at finde mad. Mandag morgen kom der ingen ud over de ni, som havde overnattet på betonklodserne i vandet ud for stranden, men i løbet af morgenen kom der over 170 på træk mod syd. Det kunne tyde på, at de danske Skarver så småt er på vej væk, mens overvintringsfuglene nordfra er begyndt at indfinde sig.
Hver nat er der lige for tiden omkring 300 Ederfugle (Somateria mollissima), som overnatter på stranden ved Gedser Odde. Her har en adult/voksen han i såkaldt eklipsedragt et øjebliks ro i lyset før solopgang, og så var der en anden, yngre han, som gjorde krav på lige netop den plads. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
… og så var det en fest at være med på fuglestationsholdet på en dag, som gav ringmærkerne dobbelt gevinst med først en Flodsanger (Locustella fluviatilis) og lidt senere en Tyknæbbet Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes). De skal have tak for, at observatøren ude på Odden fik besked om begge fugle og kom til at se den ene ind imellem tælleriet.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Henrik Jørgensen, John Hartwich, Gert Jeppesen, Ole Friis Larsen.