Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (294)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (10)feb. (18)mar. (31)apr. (26)maj (31)juni (30)juli (23)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (3)

Her dækker vi trækket af lommer

tirsdag 3. december 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Et kig på vejret for dagen sagde tørvejr på DMI, men den holdt ikke stik da der klokken 8 begyndte at småregne og 20 minutter efter begyndte det at regne rigtigt så der lukkede jeg ned for dagen.

Det småregnede stadig klokken 9 så jeg valgte at kaste håndklædet i ringen for i dag og gik ud på Odden og hjalp med at tælle trækket.

Vejret for i morgen er ret usikkert, så det er ikke helt til at vide.

Hans kom ud ved middag da der skal laves lidt ændringer på rovfuglefælden.

Trækket på Odden: Et blik på den hollandske, men internationalt brugte fugledatabase Trektellen tyder på, at der er lukket og slukket for det daglige tælleri på alle andre nordeuropæiske lokaliteter, og der er ikke meget tilbage at tælle, men det gør det ikke mindre interessant og lærerigt, og på Gedser Fuglestation bliver vi ved til 20. december. Trækket af lommer foregår meget sent og topper først her i første del af december, og da vi begyndte på daglige træktællinger for allerede en del år siden, var der folk, som insisterede på, at vi skulle have trækket af lommer med i vores systematiske program.

Derfor var der også folk fra fuglestationen på plads i mørket – og regnen – en halv time før solopgang denne tirsdag. Heldigvis var det mildt med en temperatur omkring 7 grader og let at finde læ for den aftagende vind fra sydvest. Desuden var der pænt træk af lommer og masser af udfordring i at bestemme dem, fordi de fløj langt ude, hvor de var svære at se i disen.

Dagens samlede tal blev ikke stort, fordi trækket af Ederfugle (Somateria mollissima) næsten er stoppet, og lodsbådenes trafik gennem flokkene af rastende fugle samtidig gør det svært at skelne mellem reelt træk og opflyvende rastefugle. I alt blev det til lidt over tusind fugle på træk fordelt på 25 arter, hvoraf 190 var deltagere i det interessante træk af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) ud af Østersøen.

Dagens største lyspunkt var en Tejst (Cepphus grylle), fordi arten er ret sjælden ved Gedser Odde. Den overvejende lyse alkefugl var enten en adult/voksen i vinterdragt eller en ung fugl i sin første vinterdragt. Den rastede kort på vandet, før den fløj videre mod sydvest, men den var langt ude og ikke til at se detaljer på med sikkerhed, før den var væk.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

Tegn på varige spor af fugleinfluenza

mandag 2. december 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Igen var vinden ikke den bedste for fangst og det kunne også ses både på fangst og i hele haven, faktisk så jeg kun 2 solsorte(og en blev fanget).

Trods en masse tomme runder fik jeg ordnet lidt småting på stationen mellem runderne.

Hans kom ud efter middag og rovfuglefælden blev ordnet og sat ud så nu kan der fanges 2 steder både i haven og ude på engen.

I morgen tidlig er der risiko for regn, men forhåbenligt holder det tørt de første timer, ellers tager jeg ud og hjælper Ole med trækket.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 1

Trækket på Odden: En overskyet og forblæst dag med dis og nedsat sigtbarhed. Vinden kom fra sydvest, og fra land var der overhovedet kun en enkelt lille flok Engpibere (Anthus pratensis) at se på ruten ud over vandet mod syd. På havet var der et pænt morgenryk af Ederfugle (Somateria mollissima), lommer og andre havfugle, men det varede kun en times tid, hvorefter trafikken var beskeden. Det gav tid til at kigge på måger. Især Stormmågerne (Larus canus) er interessant nu med chancer for at se den russiske underart heinei, men det blev ved træningen i mere almindelige versioner.

’Dagens Sule’ (Morus bassanus) viste sig først sent på formiddagen, men den kom relativt tæt forbi, og det var smukt. Den kom dog ikke tæt nok på til, at det var til at se øjenfarven, som er interessant efter den store epidemi af fugleinfluenza i 2021 og 2022.

GFU mand 2314Mandagens Sule ved Gedser Odde. Selv om billedet er grynet og lidt uskarpt på grund af afstanden og de ringe lysforhold, er det til at se, at øjets iris er lysere end pupilen, men farven er ikke til at fastslå med sikkerhed. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Britiske forskere har taget blodprøver på 19 Suler på Bass Rock ud for østkysten af Skotland. Øen har verdens største ynglekoloni af Suler, og Sulerne ved Gedser Odde kan meget vel komme derfra. Otte af blodprøverne var positive for fugleinfluenza som tegn på, at Sulerne havde overlevet den dødbringende sygdom, og samtidig fandt forskerne, at syv af de otte Suler, som havde overlevet at blive smittet, havde sorte øjne i stedet for den blege blågrå farve, som iris i Sulernes øjne normalt har. Forskerne fandt også sorte øjne hos et par af de Suler, der testede negativt for fugleinfluenza, men det var alligevel påfaldende, at syv af de otte overlevere havde sorte øjne. Læs en videnskabelig artikel på engelsk om fugleinfluenza og sorte øjne på Suler her eller en mere populær artikel her.

Derfor vil vi nok prøve at kigge efter øjenfarven igen, næste gang der kommer Suler forbi Gedser Odde. De næsten daglige forekomster er alle adulte/voksne fugle eller næsten voksne fugle, så det er Suler, der har oplevet fugleinfluenzaen i 2021 og 2022. Enten har de været heldige ikke at blive smittet, eller de har overlevet sygdommen.

Tak til Louis A. Hansen for links til de to artikler om Sulerne.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

Et ekstra tjek af en Musvåge

søndag 1. december 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden lå godt på nettene i dag så der var ikke nogen problemer, men solen stod fra en skyfri himmel.

På trods af solen blev der fanget indtil næsten middag, og 13.45 lukkede jeg ned da der i 2 timer ikke var gået noget i.

En adult spurvehøg røg i nettet hvor der blev afspillet lyd, men den røg hurtigt ud igen.

Det blev en ganske god dag hvoraf de 8 blev fanget på lyd på de 60 meter net som var oppe.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Grønirisk/Greenfinch 2

Grønsisken/Siskin 8

Total 10

Trækket på Odden: Den første dag i december bød på en blændende smuk solopgang og godt selskab, idet vi var tre fra start til slut om dagens tælling – og oplevelser. Det kommer tid til at handle om tal, men arbejdet med tallene handler selvfølgelig også om udfordringer at blive klogere af og fine oplevelser af fugle.

Denne søndag var der fine tal med over 130 af de sorte Fløjlsænder (Melanitta fusca) med deres kridhvide felter på vingerne, over 350 Bjergænder (Aythya marila), som først kommer forbi i større flokke her i sidste del af efterårstrækket ud af Østersøen. Over 180 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) og 11 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) var heller ikke dårligt på en dag med meget solskin, som får havtrækket til at gå i stå.

Vi talte om, at vi har haft et pænt træk af Sortstrubede Lommer i den seneste tid, selv om antallet aldrig bliver højt.

GFU sond 2310Skarver (phalacrocorax carbo) er også trækfugle. Det er bare ikke særlig synligt, at mange i den danske bestand flyver sydpå om vinteren, for de bliver afløst af andre, som kommer fra Sverige og andre steder i Østersøen, for at overvintre i Danmark. Af og til ser vi dog flokke, som tydeligt er på træk ved Gedser Odde. Denne unge fugl af 'pingvintypen' var med i en flok på 52 søndag morgen, og i det tidlige solskin så de ekstre flotte ud. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mest bemærkelsesværdigt denne søndag var imidlertid en flok på 43 Snespurve (Plectrophenax nivalis). Den nordlige småfugl er ikke noget sjældent syn i Danmark om vinteren, men antallet er usædvanlig højt for Gedser Odde. Der er ikke nogen tegn på hård vinter eller andet pres på arten, så det var nok en tilfældighed, at vi så sådan en flok. De kom fra nord langs kystskrænten og fortsatte langs kysten ind mod Gedser.

En del af det sjove ved at opleve fugle er de udfordringer, der giver lyst til at arbejde videre hjemme for at opklare et eller andet. Lørdag havde vi en lys Musvåge (Buteo buteo) med hvide fjerspidser på oversiden på trækforsøg ved Gedser Odde. Vi fik fine billeder af den særegne dragtvariation i dagens solskin. De kom med i dagbogen på Gedser Fuglestations hjemmeside, og ved en sammenkomst inde i Gedser lørdag aften kiggede vi igen på billederne og talte om detaljer i fjerdragten, blandt andet de meget fine bånd på undersiden af vingerne og halefjerene. De lyse spidser på oversiden af vingernes fjer gav os lyst til at spørge andre, om vi nu også havde bestemt Musvågen rigtigt til en adult/voksen fugl.

 GFU lord 2309På dette billede af den lyse Musvåge lørdag morgen ved Gedser Odde kan man se på spidserne af de lange fjer på vingerne, at der er flere generationer af fjer, idet nogle tydeligt er falmede og mindre mørke end de nyere fjer. Det er med til at vise, at der ikke er tale om en helt ung fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Derfor lagde vi nogle af billederne ind i Facebookgruppen Rovfugle i Felten. Det kan både gøre en selv dygtigere og mere sikker, og det kan være med til, at andre bliver bedre til at bestemme fuglene rigtigt. Der var flere, som var enige i vores aldersbestemmelse til adult/voksen/3k+ (tredje kalenderår eller ældre), så det var helt fint, men det havde selvfølgelig været ligeså interessant og lærerigt, hvis resultatet havde været anderledes.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.


1