Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Flodsanger og Nøddekrige
Ringmærkningen: Vinden havde lagt sig i løbet af natten og vi håbede derfor på, at der var kommet lidt fugle til haven. Det virkede da også sådan da vi åbnede nettene og vi glædede os til at få nogle fugle gennem hænderne. Med gårsdagens fangst af høgesanger var jeg allerede godt tilfreds rent arts-mæssigt. Det skulle dog vise sig at blive mange gange vildere i dag. Allrede på første runde sad en mørk sanger i nederste netlomme. Henrik og jeg havde over morgenkaffen talt om flodsanger og om hvor sjælden den er at fange. Utroligt nok var det netop denne art jeg en halv time senere stod med i hånden. Hvor vildt er det ikke lige med flodsanger dagen efter en høgesanger! Henrik fangede også en flodsanger i 2023, men ellers skal vi helt tilbage til 2017 for at finde sidste forekomst.
Flodsanger, foto: Joakim Matthiesen
Da Mads og Tina ankom til stationen får at se flodsangeren kunne vi pludselig hører en nøddekrige kalde fra træerne ind mod fyrhaven. Samme fugl som forleden dag tænkte vi. Glade og tilfredse med flodsanger i hånden og obs af nøddekrige kørte de hjem igen. De var dog ikke mere end nået ind gennem døren inden vi måtte kalde dem tilbage til stationen - nøddekrigen var gået i nettet!
Tyknæbbet nøddekrige, der skullige lige sammenlignes med stationens to udstoppede fugle (en af hver race), foto: Joakim Matthiesen
Jeg tror stadigvæk ikke helt jeg har forstået hvor heldige vi har været. Selv Henrik måtte indrømme, at han aldrig har oplevet noget lignende! Mere end tilfredse kan vi nu gå i seng, også må vi se hvad morgendagen vil bringe.
Trækket på Odden: Endnu en dag uden store tal, men alligevel en interessant brik til efterårstrækkets puslespil, og så foregik det i vidunderligt vejr med næsten ingen vind og masser af sol. Det er blevet mærkbart koldere om morgenen før solopgang, men solen fik denne mandag hurtigt luften varmet op. Blandt lidt over 1.200 fugle fordelt på 19 arter var der især et pænt træk af Splitterner (Thalasseus sandvicensis) med over 190 fugle foruden de 12, som det gav mere mening at registrere som lokalt rastende og fouragerende – selv om de selvfølgelig også ender med at trække væk på et tidspunkt.
Sjovt var det også at konstatere, at det er ved at være ’store skiftetid’ for Skarverne (Phalacrocorax carbo). Ofte bemærker man det måske ikke, men en stor del af den danske bestand af ynglefugle flyver til Sydfrankrig og Nordspanien for at tilbringe vinteren der.
Ung Skarv i en af mandagens flokke. Mange unge Skarver har mere eller mindre hvide undersider, og i den lokale jargon kalder vi dem for 'pingviner'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Til gengæld kommer her svenske og finske Skarver for at overvintre. De er mage til og holder til de samme steder. Ved Gedser Odde er der i et stykke tid hver morgen kommet 60-100 Skarver fra Rødsand for at finde mad. Mandag morgen kom der ingen ud over de ni, som havde overnattet på betonklodserne i vandet ud for stranden, men i løbet af morgenen kom der over 170 på træk mod syd. Det kunne tyde på, at de danske Skarver så småt er på vej væk, mens overvintringsfuglene nordfra er begyndt at indfinde sig.
Hver nat er der lige for tiden omkring 300 Ederfugle (Somateria mollissima), som overnatter på stranden ved Gedser Odde. Her har en adult/voksen han i såkaldt eklipsedragt et øjebliks ro i lyset før solopgang, og så var der en anden, yngre han, som gjorde krav på lige netop den plads. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
… og så var det en fest at være med på fuglestationsholdet på en dag, som gav ringmærkerne dobbelt gevinst med først en Flodsanger (Locustella fluviatilis) og lidt senere en Tyknæbbet Nøddekrige (Nucifraga caryocatactes caryocatactes). De skal have tak for, at observatøren ude på Odden fik besked om begge fugle og kom til at se den ene ind imellem tælleriet.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Henrik Jørgensen, John Hartwich, Gert Jeppesen, Ole Friis Larsen.