Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (52)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (10)feb. (18)mar. (31)apr. (26)maj (31)juni (30)juli (23)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (20)

Smuk lys Musvåge i godt solskin

lørdag 30. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden lå på syd-sydvest på omkring 10 m/s så havens bedste net var lidt udsat og solen gjorde det ikke nemmere.

Der var tomme runder indtil klokken 11 hvor en lille gråsisken var gået i det ene høgenet, så lidt fik vi ud af dagen.

I morgen loves en del mindre vind men sol så det bliver de første par timer som skal give lidt.

Dagens ringmærkning/todays ringing:

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1

Trækket på Odden: To dage i godt selskab med andre fuglefolk; kulde og vind er ingen hindring for, at det kan være en fornøjelse at se på fugletræk. Derudover er der ikke meget at fortælle om fredagens træk, som foregik med næsten ingen vind og ideelt overskyet til en stor dag med lommer. Sådan gik det. For fuglestationens observatør endte det med 438 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) og 16 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) i løbet af bare tre en halv time, hvorefter en aftale i København skulle overholdes. En af dagens andre observatører, Preben Berg, holdt ud til 15:45 og talte 1.395 af de rødstrubede og 24 af de sortstrubede.

Lørdag bød også på en fin start med lommer, som hurtigt løb op i et par hundrede, men så kom solen frem, og det får normalt lommerne til at stoppe, så vi endte med 310 rødstrubede og 12 sortstrubede på vej ud af Østersøen. Til gengæld kunne vi glæde os over en opvisning i lodrette styrtdyk af op til fem adulte/voksne Suler (Morus bassanus) på samme tid. Der må være masser af mad ud for Gedser Odde for tiden. Der er 7.000 Ederfugle (Somateria mollissima), 1.050 Sortænder (Melanitta nigra) og andre havænder på havet.

Skaermbillede 2024 11 30 163320Trækket af Rødstrubede Lommer har ligget lidt lavt i år (røde søjler) i forhold til gennemsnittet (kurven), men til gengæld lidt højere i de seneste dage. Grafikken fra Trektellen viser intensiteten i trækket som fugle per time. Det er det, vi måler ved at tælle fem timer hver dag. De grønne søjler viser sidste års træk, som især i december lå over gennemsnittet.

De mange rastende ænder gør det sværere at registrere fugle på gennemtræk forbi Odden, fordi rastefuglene ofte er i luften, enten for at flytte sig tilbage, efter at strømmen har ført dem et stykke væk fra, hvor de lå lidt tidligere, eller de flygter fra en af de lodsbåde, der jævnligt sejler gennem området.

Fra land kom der ikke meget nogen af de to dage. Fredag trak et par Musvåger (Buteo buteo) ud over havet. Lørdag kom en Rød Glente (Milvus mulvus) og en Musvåge langt ned mod Odden, men ingen af dem ville ud over vandet i den forholdsvis hårde og kolde modvind fra sydvest.

GFU lord 2306En meget lys Musvåge vendte om lørdag uden at trække ud, selv om den kom sent i trækket, men vi nåede at få en flot oplevelse af en meget lys variant. Mørke øjne og kraftige mørke endebånd på både vingerne og halen viste, at det var en adult/voksen Musvåge. Ofte er lyse fjerspidser på vingernes såkaldte dækfjer på oversen et tegn på en ung fugl, men i dette tilfælde er de lyse spidser en del af den lyse fjerdragt og ikke nogen indikation for Musvågens alder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU lord 2308

Skaermbillede 2024 11 30 163643Trækket af Musvåger har været under gennemsnittet (sort kurve) ved Gedser Odde i september og oktober (røde søjler) og ebber hastigt ud i november. Til sammenligning ses sidste års træk som grønne søjler. Kilde: Trektellen 

Se alle lørdagens observationer i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Marie Reith, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

Når lyden virker

fredag 29. november 2024
af Henrik Jørgensen

Ringmærkningen: Det var næsten vindstille og skyet, så det var det perfekte vejr for fangst.

Kyllingen til rovfuglene var væk til morgen, men jeg tænker at kragerne er fløjet med den smule der var tilbage.

Da sæsonen og den standariserede ringmærkning er slut(15 november) kan jeg både bruge lokkemad og bruge lyd. Pt så bruger jeg lyd til både gråsisken og grønsisken, og i dag fik jeg fanget begge dele. Havde jeg ikke brugt lyd i dag havde jeg kun fanget 2 fugle(rødhals og rørspurv).

I morgen kommer der igen en del vind og så sol. Begge dele gør at nettene bedre kan ses så det bliver nok ikke den "store" dag med mange fugle.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Rødhals/Robin 1

Stillits/Goldfinch 1

Grønsisken/Siskin 7

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1

Rørspurv/Reed bunting 1

Total 11

På stationen:Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen.

Små tal på en regnvejrsdag løber også op

torsdag 28. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det havde regnet det meste af natten så nettene måtte rystes for vand, men det var i det mindste tørvejr så alle net kunne sættes op.

Der var dog kun de lokale krager i haven og intet andet som fløj over.

Der blev dog fanget 2 fugle(solsorte), men de var allerede ringmærket. Den ene havde dog en gammel ring på og et tjek viste at den var ringmærket her 6 september 2019, så den var nu 5 år gammel og det er en pæn alder for en solsort!

Nettene måtte lukkes 9.45 da det begyndte at regne, og regnen fortsatte indtil middag.

I morgen falder vinden helt og der kommer ingen regn så det ser godt ud for at kunne holde nettene åbne længere.

Dagens kontroller/Todays recaptures:

Solsort/Blackbird 2

Trækket på Odden: Det bliver en kort beretning på grund af travlhed med andre opgaver for fuglestationen, men der er heller ikke meget at fortælle om torsdagens standardtid. Der var lidt fugle i den tidlige morgentrafik, men blæsten tog hurtigt til, og der kom store bølger, samtidig med at det begyndte at regne. Sigtbarheden faldt, og i sidste halvdel af perioden var der næsten ingen fugle, der fløj – andet end rastende Ederfugle (Somateria mollissima), der af og til flyttede sig. I alt blev det til lidt over tusind fugle af 19 arter i trækket, men selv små tal kan give god mening – 1.000 fugle om dagen bliver trods alt til 30.000 på en måned.

Fredag kommer der ingen blog om trækket på grund af en halv fridag til lidt familieliv.

Se alle dagens observationer i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Mysterium opklaret

onsdag 27. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Der var stadig pænt meget vind, men ikke mere end alt kunne sættes op. Heldigvis faldt vinden rigtigt meget opad dagen.

På runden 9:15 ser jeg på afstand kyllingen jeg har lagt ud som lokkemad for rovfuglene og ved den kan jeg se at der sidder en musvåge så jeg sætter hurtigt farten op og musvågen ryger i nettet. Jeg løber hen mod den og 5 meter fra ryger den ud igen. På 10:15 runden ser jeg kun kyllingen men da jeg kommer hen om hjørnet kan jeg se den hænger i nettet så jeg løber hen og får lukket nettet om den. Den fik dog fat i en finger OG min kikkert. Resten af historien om den kommer længere nede i dagens blog.

Det var en godkendt dag med 16 fugle hvoraf de 14 var nye.

Der er lidt usikkerhed om vejret i morgen tidlig, men pt ser det ud til at jeg kan nå 2 timer inden regnen kommer.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Musvåge/Common buzzard 0(1)

Rødhals/Robin 0(1)

Solsort/Blackbird 1(0)

Stillits/Goldfinch 2(0)

Grønsisken/siskin 11(0)

Total 14(2)

Mysterium opklaret: En Musvåge (Buteo buteo) var allerede ringmærket, da den onsdag formiddag røg i et af nettene ved Gedser Fuglestation. Det viste sig, at Musvågen var den samme, som blev fanget på fuglestationen og ringmærket for fem år siden, 11. november 2019. Den var på det tidspunkt mindst to år (3k+, tredje kalenderår eller ældre), så den er nu syv år eller ældre. Sådan en fugl er lettest at arbejde med, når der er to ringmærkere, så Henrik fik assistance af Hans Lind med blandt andet at måle vingelængden og foretage vejningen.

GFU onsd 2298Musvågen onsdag formiddag. Ud over dokumentationen med ringen viser de mørke øjne, at det er en adult/voksen fugl.

GFU onsd 2299Musvågen fik et smil med på vejen, før Henrik slap den ud i friheden igen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

I november 2019 røg samme Musvågen i en fælde på engen ved fuglestationen, men nåede at undslippe, før de to ringmærkere Gail Stride og Ramón Soto Madrid kun nå at løbe hen til fælden. Et kvarter senere var Gail på vej ud for at løbe en tur, da hun så, at Musvågen var i fælden igen. Denne gang lykkedes det for Ramon og Hans Lind at få fat i den. Gail satte ring på Musvågen, og de vejede den på en køkkenvægt til 1.152 gram. Den blev ikke kønsbestemt. Hanner af Musvåger er i gennemsnit lidt mindre end hunner, men ellers er der ingen synlige forskelle.

GFU onsd 2305Gail Stride med Musvågen i november 2019. Hun var på vej ud for at løbe en tur, da den røg i fælden. Arkivfoto: Ramón Soto Madrid

GFU onsd 2304Løsladelsen om morgenen 12. november 2019 efter en nat på fuglestationen. Arkivfoto: Gail Stride

I 2019 blev Musvågen fanget så sent på eftermiddagen, at Gail og Ramon besluttede at vente til næste morgen med at slippe den ud i friheden igen.

Sidste år så vi en tilsvarende ringmærket mørk Musvåge ved fælden på engen, men antog, at det måtte være en af de to unge Musvåger, som blev ringmærket på stationen i efteråret 2022. Den gik imidlertid ikke i fælden, så det forblev et mysterium, hvilken af de to Musvåger det var.

Nu er mysteriet så opklaret: Det var ingen af de to fra 2022, men den, som Gail og Ramon fangede i 2019.

En tilsvarende mørk Musvåge bliver ofte set i området ved fuglestationen, så vi kan sikkert roligt fastslå, at der er tale om den samme lokale rovfugl gennem alle årene. Der er stor individuel variation i dragterne hos Musvåger, som kan svinge fra næsten helt hvide fugle til meget mørke. Denne Musvåge skiller sig ud ved at være lidt mørkere end gennemsnittet.

Onsdag formiddag vejede Musvågen 1.048 gram. Det var en smule mindre end for fem år siden, men den virkede i øvrigt sund og rask, og vægtforskellen er så lille, at den sagtens kan skyldes et enkelt måltid, og at den er vejet med to forskellige vægte. Vi glæder os til at se den igen ude i landskabet.

Trækket på Odden: Østersøen forekommer snart at være tømt for trækfugle. I Estland så vores kolleger ved Põõsaspea neem onsdag lidt under 2.800 fugle på træk i løbet af syv en halv time, og det var nok samme trend, der gav dagens resultat ved Gedser Odde, hvor det blev til 1.267 fugle af 28 arter. Der er dog stadig noget at glæde sig over – og til. Ved Põõsaspea neem talte de onsdag 108 Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), og dem mangler vi stadig en del af med bare en enkelt forbitrækkende denne onsdag morgen og formiddag.

Vores estiske kolleger så til gengæld ingen Ederfugle (Somateria mollissima), som vi lige har haft et stort ryk af i denne uge, men afstanden på 800 kilometer betyder også, at vi altid er nogle dage ’bagud’. Der kan også være en forskel i, at tusinder af fugle kan ligge på vandet og raste imellem de to lokaliteter, akkurat som vi lige for tiden har 8.000-9.000 Ederfugle liggende på havet ud for Gedser Odde.

Værd at nævne fra onsdagens træk ved Gedser Odde er desuden 175 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata). Det viser, at der stadig er gang i lommernes træk, som først topper i begyndelsen af december. De fleste kom i løbet af den første time omkring solopgang. Tidligt på færde var også en adult/voksen han Fjeldvåge (Buteo lagopus) og to Røde Glenter (Milvus milvus), mens en håndfuld andre fortrød ved mødet med vinden, der stadig var hård fra sydvest. Var de kommet en time senere, ville de måske være trukket ud i den da betydeligt svagere vind. Måske ser vi dem igen torsdag.

Se alle dagens observationer i DOFbasen.

Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

For godt vejr til havtræk

tirsdag 26. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden var lige på kanten, men det gik lige at sætte nettene op.

Dog gjorde vinden at der kom en masse blade i det ene net, så der gik en del tid med at tømme det for blade på runderne. Dog lykkedes det mellem bladene at få 3 gråsiskner(som virkelig mangler i år).

Ved 9 tiden kom Benny forbi med morgenbrød, og han blev helt frem til kl 13.

På trods af vinden var det udmærket med de 4 ringmærkede plus 2 aflæste.

Vinden har lagt sig en del så det ser godt ud for i morgen uden sol og for meget vind. Sol gør at nettene kan ses, og for meget vind kan skade fuglene og er der for meget vind sætter vi aldrig net op.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/Robin 0(1)

Solsort/Blackbird 0(1)

Sangdrossel/Song thrush 1

Lille gråsisken/Lesser redpoll 3

Total 4(2)

Trækket på Odden: En smuk dag på hele Nordens sydligste punkt. Luften var lun, og det var let at finde læ for den kraftige vind på 10-11 meter i sekundet fra sydvest. Morgenen startede med livlig trafik over havet af især Ederfugle (Somateria mollissima) allerede før solopgang. De fleste dukkede op som små prikker langt ude i det fjerne mod nordøst, så det var nye fugle og ikke rokeringer blandt de flere tusinde rastende Ederfugle ud for Gedser Odde. Også de Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) fyldte godt, oven i købet med 47 i en samlet flok, men det hele sluttede temmelig brat, da solen kom op over horisonten og fik magt. Sådan er det ofte med solskin på Odden, det er dejligt vejr til fuglekiggeri og -arbejde, men havets fugle tager en slapper.

GFU tirs 2292Unge Knopsvaner på vej mod vest tirsdag morgen. Ungerne fra i år er i gang med at skifte de grå fjer ud med hvide og ser brogede ud. De har ingen knop endnu og kan på afstand ligne de Pibe- og Sangsvaner, som vi også ser i trækket. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Til gengæld bragte det flotte solskin og den blå himmel lidt rovfugle på banen fra nord med først fire Røde Glenter (Milvus milvus) og siden to Musvåger (Buteo buteo), men vinden var for kraftig. Glenterne nåede helt ud til strandkanten ved p-pladsen, før de vente om og forsvandt mod nord. Musvågerne vendte op et par hundrede meter før, de nåede så langt. Småfugle var der kun få af, men det var fint at opleve en håndfuld Små Korsnæb (Loxia curvirostra) og et par Snespurve (Plectrophenax nivalis) blandt dem, der vovede sig ud over havet i modvinden.

Se alle dagens observationer i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Efterårets største ryk af Ederfugle og lommer

mandag 25. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:  Da vinden lå på 11-12 m/s valgte jeg ikke at sætte net op og gå ud og hjælpe med at tælle træk.

Men der blev gjort klar til rovfuglefangst med en kylling og æbler blev lagt ud også til droslerne.

Vejret i morgen og onsdag ser endelig godt ud til fangst!

Trækket på Odden: Mandag startede med overraskende travlhed. Allerede i det overskyede mørke før solopgang var der en livlig trafik af Ederfugle (Somateria mollissima). Vi har i flere dage haft tusindvis af rastende Ederfugle ved Odden, og de flytter sig efter vind og havstrømme, uden at vi regner dem med i dagens træk. Ud over de rastende fugle kom der imidlertid Ederfugle strømmende i hundredvis fra nord rundt om pynten og langt ude over havet fra nordøst. I løbet af den første time blev det til over 10.000 Ederfugle. Hen over formiddagen tog trækket af Ederfugle af, og slutresultatet efter fem timer endte på 18.219 – det højeste antal på en dag i dette efterår og lige til at glæde sig over, selv om det er et godt stykke under vores rekord fra 19. oktober 2021 på 33.810.

Oven i dagens store træk var der 7.000 rastende Ederfugle, mindst 450 Sortænder (Melanitta nigra) og andre andefugle på havet ud for Odden.

Heldigvis kom ringmærkeren, Henrik, og hjalp med at finde andre fugle i trækket samtidig med at være godt selskab. Der var meget andet godt at blive begejstret over. Mellem alle Ederfuglene så vi fine flokke af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata). Den første større flok var på 32, senere talte vi 58 i samlet flok og endte med 428, som også er dagsrekord indtil nu i dette efterår.

GFU mand 2287Et udsnit af en af dagens større flokke af Rødstrubede Lommer lavt over vandet. De er ret lette at bestemme med deres hvide undersider og lyse grå oversider, men dukker alligevel ofte lidt overraskende op. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU mand 2286Rødstrubet Lom i mandagens træk. Det synlige øje er karakteristisk for arten i vinterdragt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Der er set Små Skalleslugere (Mergellus albellus) rundt omkring, men en hunfarvet i en lille flok Bjergænder (Aythya marila) var den første, vi har set ved Gedser Odde i dette efterår. Andre godbidder i mandagens flotte træk var en flok på 12 Pibesvaner (Cygnus columbianus), som betød, at vi så alle tre europæiske arter, samt i det hele taget pæne tal for nogle af de typiske arter i trækker ud af Østersøen – næsten 1.000 Sortænder, lidt over 200 af de smukke sorte og hvide Fløjlsænder (Melanitta fusca) og lige over 250 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator).

I alt blev det til 20.712 fugle af 30 arter på træk trods overskyet gråvejr, men måske hjulpet af blæsten fra syd, som har presset trækket tættere på land. Fra land kom der til gengæld ingen fugle for at trække ud over bølgerne.

Se alle dagens observationer i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Regn og rusk ingen hindring for en Kongeederfugl

søndag 24. november 2024
af Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: På grund af regn og blæst foregik der ingen ringmærkning søndag.

Trækket på Odden: En interessant søndag morgen, som mest blev tilbragt godt inde i tørvejr under den gamle marinestations halvtag. Vi var to observatører gennem alle fem standardtimer, mens regnen silede ned, og vinden kom fra syd med omkring ni meter i sekundet. Mørkt var det også med helt overskyet himmel, men vi blev godt belønnet med et lidt overraskende træk på næsten tusind fugle af 29 arter. De kom konstant i små flokke. Ifølge den ene af de to databaser, som vi bruger - Trektellen – foretog vi lige omkring 320 indtastninger af observationer i løbet af standardtidens 300 minutter, altså cirka en indtastning hvert minut.

Flere observationer var fine og værd at nævne. Seks Suler (Morus bassanus), hvoraf tre adulte/voksne fugle kom sammen, var et flot udtryk for, at bestanden tilsyneladende kommer sig hurtigt efter en hård omgang fugleinfluenza for et par år siden. Tre arter af lappedykkere, hvoraf tre var Nordiske Lappedykkere (Podiceps auritus), var også helt fint. Vi var glade for en lind strøm af Dværgmåger (Hydrocoleus minutus), som nåede op i 32, som så var der Kongeederfuglen (Somateria spetabilis), som Louis A. Hansen fik øje på i en lille flok Ederfugle (Somateria mollissima) ude i regndisen.

Kongeederfuglen var tydeligt mindre end Ederfuglene og mørkere end hannerne. Vingerne var sorte på oversiden med en hvid oval, som er med til at skille arten ud fra Ederfuglene. Flokken landede på vandet, og noget senere genfandt vi flere gange Kongeederfuglen mellem de cirka 5.500 Ederefugle, der rastede på havet. Det gav og flere detaler, som det rosafarvede bryst, grålig nakke og kinder. Kongeederfugle er (næsten) årlige i trækket ved Gedser Odde. Det er fugle, som af den ene eller anden grund kommer med i flokke af Ederfugle, som trækker fra nordkysten af Norge og Rusland ind over land og videre ned gennem Østersøen.

Vores interesse for Kongeederfuglen førte til nogle betragtninger over de tusindvis af rastende Ederfugle, hvor vi især noterede en enorm forskel på antallet af adulte/voksne hanner og de langt færre brune hunner og ungfugle. Vi er så langt henne på året, at årets unge hanner begynder at skille sig ud fra deres brune søstre og mødre. De unge hanner er ved at anlægge et hvidt bryst og et hvidt bånd inderst på vingerne langs ryggen. Det får antallet af hunner til at se endnu mindre ud.

GFU sondag 2285Et udsnit af 5.500 rastende Ederfugle ud for Gedser Odde søndag formiddag. Bemærk hvor få mørke hunner og ungfugle, der er i forhold til antallet af sort-hvide adulte/voksne hanner. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU sondag 2283De unge hanner fra i år er begyndt at skille sig ud fra hunnerne i fældningen til deres første vinterdragt med hvide fjer på brystet og på oversiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Småt med træk i lunt solskin

lørdag 23. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:  I dag havde jeg ringmærkningen selv da Larissa skulle pakke.

Det var stille mellem runderne efter hun tog hjem, så det var lidt trist.

Dagen blev dog på trods af ret meget vind rimlig med 6 fugle.

I morgen loves der regn, så der bliver ret sikkert ingen ringmærkning.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 1

Grønsisken/Siskin 5

Total 6

Trækket på Odden: Larissa Britton skulle køres til bussen efter mere end et par måneders arbejde med ringmærkning og træktælling for fuglestationen, og vi havde kun en enkelt bil til rådighed, så stationens træktæller kom ikke ud, før lidt efter klokken ni. Heldigvis kom Louis A Hansen fra Gedser forbi lidt før klokken syv for at låne et teleskop og starte tællingen klokken 7:28. Tusind tak for det. Den slags kollegialitet er med til at gøre det til en fornøjelse at arbejde for fuglene og fuglestationen.

Lørdagens træk forblev moderat med lidt under tusind fugle af 32 arter trods nogen sol og i det hele taget mildere vejr end fredag. Det viste sig blandt andet ved, at 17 Røde Glenter (Milvus milvus) trak ud over havet mod Tyskland, mens kun en lille håndfuld gav op og forsvandt tilbage mod nord. Fredag var det lige omvendt. Fint var det også med 5 Sølvhejrer (Ardea alba) udtrækkende og 2, som søgte ind over land.

GFU lordag 2279De Røde Glenter udgør den sene del af rovfugletrækket. De er ikke bare elegante, men ofte også overraskende, når de flyver ganske lavt over landskabet, og der pludselig er en håndfuld eller to i luften over Odden. En af dagens udtrækkere var denne fugl med den karakteristiske lyse øjenfarve for adulte/voksne Røde Glenter. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

På havet var der over 7.000 rastende fugle. Langt de fleste Ederfugle (Somateria mollissima), men også Sortænder (Mellanitta nigra) og andre havænder. Det er et normalt syn med de store antal andefugle omkring Gedser Odde om vinteren. Der er mad til dem, og de behøver ikke at flyve videre, før det eventuelt bliver hård vinter.

GFU lordag 2277Sortænderne raster mest langt ude på havet, bag Ederfuglene, men ind imellem kommer nogle af dem tæt på land, som denne gruppe, der bogstaveligt talt pjaskede rundt mellem bølgerne, måske fordi det var hanner, der hver især ville påkalde sig den enlige huns opmærksomhed. Bemærk den brune fugl med lyse kinder - det er en hun. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

 

A biting cold morning with af Christmas Tree

fredag 22. november 2024
af Larissa Britton og Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: A light frost coated the garden this morning, which meant one of the nets was white and had to remain closed. We had a lot of movement around the garden earlier in the morning, and were hearing a mix of Kvækerfinke/Brambling, Grønsisken/Siskin, Stillits/Goldfinch, and Bogfinke/Chaffinch. We only hoped to capture some of these. Luck was on our side. A “mini Christmas tree” of vivid green Grønsisken/Siskin, about 20-or-so birds, in one net. The "mini Christmas tree" name, coined by Henrik, refers to the occurence of several green Siskin in the net, resembling a Christmas tree, and bringing similar excitement that a child experiences at Christmas. We carefully extracted them and happily skipped to the lab to ring them and take biometrics.

A really fulfilling last day of ringing for me at Gedser Fuglestation. I want to express my gratitude to each and everyone who has taught me with both support and patience over the last couple of months. I hope to see you in the Spring, mange tusind tak.

22 11Udklip

Trækket på Odden: Endnu en kold morgen med rimfrost i græsset på vej ud til Odden og tiltagende vind fra sydvest, men med to observatører til at holde gejsten oppe. Tusind tak til Louis A. Hansen fra Gedser for godt selskab gennem dagens fem standardtimer, som bød på mere end dobbelt så mange fugle på træk som dagen før med næsten 1.500 fugle af 32 arter, deriblandt lidt Dværgmåger (Hydrocoleus minutus) og en enkelt ung Ride (Rissa tridactyla) som nogle af de mest interessante forekomster.

GFU freda 2273På Gedser Odde ser vi mest måger og Ederfugle med krabber i næbbet, men fredag kom en Sølvmåge (Larus argentatus) flyvende med en Ulk (Myoxocephalus scorpius), som den senere landede og åd på vandet efter at være sluppet af med andre måger, som gerne ville have haft den godbid. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

318 Ederfugle (Somateria mollissima) bidrog til det samlede regnestykke på nu 144.751 af arten i løbet af efteråret. Vi står med en fornemmelse af, at der har manglet flere store trækdage med Ederfugle i efteråret, men tallene viser, at de er kommet mere jævnt fordelt, og at vi faktisk har registreret flere end i 2023, der endte på 113.880. Antallet i år er næsten det samme som i 2021, men alle tre år har været noget lavere end de 156.414, som vi registrerede i 2022.

 Skaermbillede 2024 11 22 173355Et udtræk af vores indtastninger på den hollandske database Trektellen. i de seneste tre-fire år har vi ud over DOFbasen også brugt Trektellen flittigt, mens tallene for 2020 og 2021 er mere usikre. Trektellen er til gengæld nem at få samlede tal ud af. Tallene med federe tekst er de største i tabellen.

Dagen bød også på tre Pibeænder (Mareca penelope) til et samlet tal på 33.432, som er mere end dobbelt så mange, som vi har registreret i 2023 og i det hele taget det største antal i flere år.

Sortænderne (Melanitta nigra) og de Toppede Skalleslugere (Mergus serrator) ligger stadig lidt lavt, men deres træk er heller ikke overstået endnu. Alt i alt ser det ikke så galt ud for trækket af ænder, som det gør for landfuglene. Vi registrerer kun de større landfugle systematisk, men har undret os over et beskedent træk af Spurvehøge (Accipiter nisus), som selvfølgelig også siger noget om den forundring, der har været over fravær af småfugle i dette efterår, idet det er de små fugle som bestemmer antallet af de rovfugle, der lever af dem. Trækket af Spurvehøge ved Gedser Odde er mere end halveret gennem de seneste tre år fra 4.461 i 2022 til 3.153 i 2023 og i dette efterår 2.050.

Derimod har trækket af Fjeldvåger (Buteo lagopus), som Gedser Odde er kendt for at være en af de bedste danske efterårslokaliteter for, været helt fint med 270 – mere end dobbelt så mange som i 2023, men stadig langt fra de 475, vi registrerede i 2022.

GFU freda 2275En af dagens fem Røde Glenter, som trak ud, fløj lavt ud over bølgerne i modvinden fra sydøst. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mens vi er ved rovfuglene, varede det længe, før nogen dukkede op fredag formiddag. Først da blæsten havde taget til, og tilløbet til solskin var overstået, sad der pludselig et par håndfulde Røde Glenter (Milvus milvus) i et træ tæt på Odden. Fem af dem trak ud og forsvandt mod syd i gråvejret, mens 13 andre tog nogle tilløb, landede på marken og endte med at forsvinde mod nord igen. Da vi sluttede dagens tælling, sad der stadig en enkelt i et af træerne.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Larissa Britton, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

De smukke mønstres dag

torsdag 21. november 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Der var regn på radaren, men jeg tog chancen da det kun var en kort byge som var på vej.

Vinden gjorde dog at jeg måtte lukke 4 af de 5 net på første runde. DMI for Gedser virker pt ikke så det er svært at vide hvor meget vind der rigtigt er før man kommer ud til nettene.

Det eneste vi fik fanget i dag blev nogle blade, men heldigvis ser vejret godt ud for fangst i morgen.

Kristian og Benthe kom på besøg om eftermiddagen og havde kage med, stort tak for det!

Dagens fangst/Todays catch

Blade/Leafs 123

Trækket på Odden: En kold og grå morgen med kun en enkelt observatør til at registrere ikke ret mange fugle, det er et vilkår i den sene del af november, men uvant for dette efterår, som har været præget af, at vi har været heldige at have flere folk på fuglestationen med interesse i at registrere trækket. Kedeligt var det dog ikke at stå i læ af hækken på hele Nordens yderste spids mod syd med udsigt til dramatiske skyformationer og brusende bølger lige under klinten.

Der kom lige over seks hundrede fugle på træk i løbet af de seks timer, svarende til to fugle per minut. På sådan en dag uden travlhed var der til gengæld tid til at kigge efter specialiteter blandt mågerne; der var ingen, men træningen var god. Desuden kom der fugle forbi med smukke detaljer i fjerdragterne. Undersiderne på hannerne af de Store Skalleslugere (Mergus merganser) er okkergule for tiden, og det var en af dagens store glæder at få et par stykker tæt forbi. En iransk flygtning i Holland skrev for nogle år siden en roman om familiens liv i en moske, før præstestyret kom til. Ef af afsnittene handlede om medlemmer af familien, som satte fælder på taget for at fange trækfugle for at tegne detaljer i fjerdragterne af som inspiration til mønstre i tæpper, hvorefter fuglene (naturligvis) blev sluppet fri igen. Sådan kan man også stå på Gedser Odde og glæde sig over detaljer i de forbitrækkende fugles dragter.

GFU torsd 2268De voksne hanner af Store Skalleslugere, som kommer forbi nu lyser op over de grå omgivelser i deres stærkt farvede pragtdragter. Undersidens farve kan variere efter kosten. Nogle er laksefarvede, andre med gullige. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU torsd 2272Tid til fordybelse: Vi ser både hunner og hanner af Hvinænder (Bucephala clangula) i trækket. Nogle dage er der tid til at kigge dem bedre igennem. Her er det til at se, at det er en ung hun fra i år på det ufuldstændige mørke bånd gennem det hvide felt på oversiden af vingen. Øjet er og næbbet er ikke kun mørkt på grund af gråvejret, men afslører også en ung fugl til forskel fra en voksen hun med lyst gult øje og lysere næb. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Ud over trækket har der samlet sig flere tusinde Ederfugle (Somateria mollissima) til det årlige vinterophold ud for Gedser Odde. De ligger mest lidt langt ude, men det er noget af et skue, når der sejler en lodsbåd gennem flokken, og alle letter for at flytte sig. Der er også Sortænder (Melanitta nigra) og de små, elegante Havlitter (Clangula hyemalis) med i showet, men langt de fleste er Ederfugle, som røber sig med mikset af sort-hvide hanner og brune hunner og ungfugle.

GFU torsd 2271Tusindvis af Ederfugle har slået sig ned på vandet ud for Gedser Odde. De ses bedst, når de flytter sig for en lodsbåd. Blandingen af lyse sort-hvide hanner og brune fugle afslører arten. Foto: Ole Friis Larsen

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: Larissa Britton, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.


FORRIGE     1  |  2  |  3  |  4  |  5  |  ...  |  32     NÆSTE