Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (9)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (20)juli (19)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (8)

Temposkift, men endnu go'e vilkår for efterårs-trækdrift

lørdag 9. oktober 2021
Efterårets rødhals nummer 1800 fik ring på, mens haven gik lidt ned i aktivitet efter to dage med tusinde mærkninger i alt.
af Adam

På Odden var der endnu traner+våger og 10 x dværgmåge, + anden go' træk - se obs fra dagen her

Tillykke til Blåvand med jeres svedige blåstjert. Vi havde altså også fotodokumentation af dagens ret sæson-sene rørsanger, men Henriks telefon løb tør for batteri mens han tog fotoet.

Vejrmæssigt ligner det en række dage med skifte i vindretning og enkelte byger inden daggry mandag og tirsdag. Ikke ringe for udsigten til stærke mærke-dage, og andre optimistiske profetier om fugletræk.

vejr091021.png


Mærkninger:

print091021.png

På stationen: Henrik Jørgensen, Susanne Primdahl, Adam, Daniel Bloche og Lars Ulrich Rasmussen

… og fuglene fortsætter…

fredag 8. oktober 2021
af Lars Ulrich Rasmussen

Vi fortsatte hvor vi slap i går.

Fra morgenstunden vrimlede det med fugle i haven. Der var Rødhalse overalt men også andre gamle kendinge såsom Gransangere og Fuglekonger.

Efterhånden må det vist være på tide, at vise et billede af Den hyppigste fugl i haven:

 Rodhals

Rødhals 1K, foto: Henrik Jørgensen

 

I går fangede vi en Korttået Træløber, den fortjener også at blive vist frem:

korttaet traelober 20211007 095041

Foto: Gert Jeppesen

Dagens ringmærkninger:

Skaermbillede fra 2021 10 08 20 41 11

På Stationen Henrik Jørgensen, Susanne Primdahl, Adam Qvist, Daniel Bloche og Lars Ulrich Rasmussen

Smuk dag med pause i trækket og travlhed ved nettene.

torsdag 7. oktober 2021
Ederfugle og Sortænder i tusindvis har åbnet deres store oktobertræk.
af Lars Ulrich Rasmussen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

Vi stod op til en meget stille og lun morgen med stort set ingen vind. Det vrimlede med fugle og der sad Rødhalse i alle buskene.

Vi lagde ud med reduceret antal net og det viste sig at være en god beslutning. I alt 494 fugle blev ringmærket med 268 Rødhalse som absolut vinder i dag.


fido44.png

Trækket på Odden: Timerne rakte til en beskrivelse af trækket onsdag på grund af et møde i DOF/BirdLife Danmarks internationale udvalg i Fuglenes Hus på Vesterbrogade i København, men det kan gøres kort: Der var et stort træk af Spurvehøge (Sparrowhawks), et pænt træk af Røde Glenter (Red Kites) og et lidt overraskende stort antal Dværgmåger (Little Gulls), og så var det i øvrigt en fantastisk stjernehimmel at komme tilbage til fra København. Selv om der kom lys fra fyrtårnet, var himlen alligevel så smuk sort, at Mælkevejen kunne ses, og det er efterhånden et sjældent syn.

Gedser fredag solopgang 00001 01Torsdagens solopgang foregik næsten uden vind og skyer. Der var lun luft fra starten.

Fredag morgen var himlen stadig skyfri; der var næsten ingen vind og mange kald fra småfugle i stationens have. Det betød frit udsyn over hele området fra den bedste observationsplads ved hybenbusken ude på odden – også til dagens betagende solopgang. Der var Ederfugle (Eiders) over havet, så snart det overhovedet var muligt at se dem som sorte silhuetter over vandet.

Det blev en dag i smukt og lunt vejr, men med overraskende lidt træk. Småfugle og rovfugle nåede aldrig for alvor helt ned til sydspidsen af landet, men så ud til at trække ud over vandet nord for fuglestationen, hvor Spurvehøge og Røde Glenter godt kunne identificeres ved hjælp af teleskopet, men så heller ikke mere. Småfuglene trak ikke i nævneværdig grad, men foretrak tilsyneladende at æde, æde og æde for at blive klar til at trække i endnu en stjerneklar nat torsdag aften. I hvert fald myldrede det med dem overalt i buske og krat helt ud til odden, hvor der var Stillitser (Goldfinches), Blåmejser (Blue Tits), Grønirisker (Greenfinches) og på et tidspunkt helt op til 18 Gransangere (Chiffchaffs) i hybenbusen.

Gedser fredag Gransanger 00001Gransanger på udkig efter morgenmad. Den stjerneklare nat havde bragt mange fugle til området. Dagen blev brugt på en spisepause, før trækket formentlig fortsatte natten til fredag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

På havet holdt morgenens forventninger om mange Ederfugle. Dem kom der 3.400 af i løbet af standardtidens fem timer og yderligere 540 i løbet af en ekstra time med hektisk myldretid den første halve time, før trafikken så ud til at gå helt i stå. På samme måde var der et pænt mylder af Sortænder (Common Scoters), som nåede over 1.300, før også de stoppede. Til gengæld var der ikke ret meget andet trafik på havet med næsten ingen svømmeænder og noget af et afbræk med fem Dværgmåger (Little Gulls) efter onsdagens flotte træk på næsten 60. Trækket af Ederfugle og Sortænder kan sikkert godt ses som starten på det traditionelt store træk af de to arter i oktober.

Gedser fredag Skarver 00001Noget træk er vanskeligt at registrere. De danske Skarver (Cormorants) flyver til Frankrig og Spanien om vinteren, men så kommer der svenske og finske fugle for at overvintre i Danmark. De er mage til vores, så man bemærker ikke udskiftningen. Torsdag gav dog nogle flokke, som mere lignede Skarver på forbitræk end pendlere mellem Rødsand og det lokale havområde. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

EuroBirdwatch 2021: Endelig har vi fået en opgørelse over EuroBirdwatch 2021 i den forløbne weekend. De 35 deltagere ved Gedser Odde var i godt selskab med 28.000 andre deltagere i over 1.800 arrangementer spredet ud over 41 lande i Europa og Centralasien (blandt andet Rusland helt til østkysten). Den russiske organisation Fugle og Folk stod for 729 og dermed flest arrangementer, men der kom flest deltagere til arrangemterne i Ungarn, hvor landets BirdLife-organisation kunne tælle 5.415 deltagere. I Finland og Sverige så de flest fugle, nemlig 1,5 millioner i hvert af landene med Lithauen på tredjepladsen med en million fugle. De mest talrige arter var Bogfinker (Chaffinches), Bramgæs (Barnacle Geese) og Stære (Starlings) – vi så alle tre arter ved Gedser Odde.

Af mere pudsige oplevelser kan nævnes, at en af turene i Polen blev blokeret af jægere, som spærrede for adgangen til nogle ellers offentligt tilgængelige fiskedamme. I Rusland var landets – og verdens – største olieselskab sponsor for et 160 kilometer langt ’birdrace’; det ville nok være svært at forestille sig i fleste andre lande. Og så var de rigtig glade ved et arrangement i forbindelse med ringmærkning i Slovenien, da en Sivsanger (Sedge Warbler) med en finsk ring røg i et af nettene, og alle dermed kunne opleve et konkret eksempel på fugletræk. I Usbekistan blev der sat fokus på ’årets fugl’ Steppeørnen (Steppe Eagle) med indvielsen af et nyt naturformidlingscenter i et reservat netop i weekenden med EuroBirdwatch 2021.

Ved Gedser Odde blev det uden småfuglene alligevel til 6.700 trækkende fugle af 42 arter i løbet af seks timers observationer til lidt over torsdag middag. Tjek tallene for de enkelte arter ved Gedser Odde søndag i DOFbasen ved at klikke her

Nyt fra stationen: Fra fredag og en uge frem er det Christian Glahder, der står for trækfugletællingerne, og ringmærkerne er blevet forstærket med Susanne Primdahl og Adam.

Folk på stationen: Adam, Henrik Jørgensen, Lars Ulrich Rasmussen, Ole Friis Larsen.

 

Masser af morgenfugle - derefter ro på

onsdag 6. oktober 2021
af Ole Friis Larsen & Lars Ulrich Rasmussen

Vejret var i dag optimalt og der var mange fugle i haven. Det vrimlede med Spurvehøge/Sparrowhawks i luften men ikke i nettene. De kom ind over haven i god højde og fortsatte mod syd. Ved 10-tiden ebbede det ud og resten af standarden var stille og rolig.

Der var nogle sene trækgæster i haven i dag:

IMG 20211006 192129

Rødstjert 1K foto:Henrik Jørgensen

IMG 20211006 192213

Broget Fluesnapper 1K, foto: Henrik Jørgensen

Dagens Fangster:

Skaermbillede fra 2021 10 06 19 26 06

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen, Lars Ulrich Rasmussen

Gransangere og Fuglekonger fyldte godt op i nettene

tirsdag 5. oktober 2021
Storlommen er blevet til en Islom. Imponerende træk af finker.
af Ole Friis Larsen og Lars Ulrich Rasmussen

Ringmærkningen: Vejrudsigten lovede tørvej hen til omkring 10-tiden og det holdt stik.

Vi nåede at ringmærke 144 fugle inden regnen kom og satte en stopper for vores behjertede forsøg på at holde en såkaldt standard, nemlig fangst i 5 timer.

Der var mange småfugle i luften over stationen og Gransanger blev dagens hyppigste fugl i nettene.

Det var mest finker, der fyldte luften, men dem fangede vi til gengæld ikke ret mange af. Til gengæld fløj en flot udfarvet Spurvehøg i høgenettene.

Resized 20211005 093246Spurvehøg 2K hun, foto: Henrik Jørgensen.

I dag var Kirstens sidste dag hernede som lærling i den ædle kunst at arbejde på en Fuglestation. Vi ønsker Kirsten god vild fremover.

fido33

Trækket på Odden: En dag med gråvejr og forventninger om regn fra klokken 11. Vandet fra himlen begyndte dog at dryppe ned allerede klokken 10:15, så en fjerdedel af standardtiden måtte tilbringes i ly godt inde i vindfanget på bygningen ved odden med udsigt over havet, men ikke ind over land. Her droslede trækket dog også ned i takt med den tiltagende regn, men indtil da var det intet mindre end forrygende.

Straks fra arbejdets start før solopgang var der optakt til en stor dag på alle fronter. Kort efter solopgang hobede en samlet flok på 31 Røde Glenter (Red Kites) sig op langs kystskrænten, og de gled som mørke silhuetter ud over vandet. Meget tyder på, at det var samme flok, som mandag blev set 14 kilometer nord for Gedser ved Marrebæk sidst på eftermiddagen. De har formentlig overnattet sammen et sted mellem Marrebæk og Gedser og er lettet derfra ved daggry. Samtidig var der Spurvehøge (Sparrowhawks) og Tårnfalke (Common Kestrels) i luften ud over havet i det tidlige dagslys.

På havet kom en flok Ederfugle (Eiders) strygende omkring solopgang og virkede som et optræk til et større træk. Det kom så ikke, som enhver vil kunne se af tallene i DOFbasen.

Glenterne og Ederfuglene afgjorde dog dagens prioritering af arbejdet, og småfuglene blev valgt fra, selv om de kom talrigt og i flere bånd, der forekom uendelige. Den frivillige medhjælper fra mandag dukkede op igen og gav en fin håndsrækning til observationerne, men småfuglene ’nøjedes’ vi med at nyde med begejstring og i fulde drag. Det er et usædvanligt privilegium at stå midt i et sådan et enormt træk – mange af fuglene kom ganske lavt over jorden – og opleve de mange tusind fugles forskellige kald.

For at give et enkelt tal på strømmen får I dog en beregning baseret på tre gange tre minutters tælling per time af alle småfugle, der kunne ses med det blotte øje. Fra det samlede tal er trukket 10 procent til andre arter af finker (finches), Hvide Vipstjerter (White Wagtails), Engpibere (Meadow Pipits) med videre. Dermed landede tallet for mange Bogfinker (Chaffinches) og få Kvækerfinker (Bramblings) på lige over 65.000 udtrækkende fra Gedser Odde. Det reelle tal var sikkert mindst tre gange så højt, for i håndkikkert var der flere at se til begge sider af strømmen, som kunne ses uden kikkert.

Gedser tirsdag Hvepsevage 00001Dagens unge Hvepsevåge blev overfaldet af både måger og krager, men havde vist alligevel travlt med at komme sydpå. Bemærk til forskel fra Musgåver (Common Buzzards), at Hvepsevågen har længere vinger, som er smallere ud mod spidsen, ligesom halen også er længere. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Blandt dagens rovfugle var en ung Hvepsevåge (Honey Buzzard), som blev jaget på vej af måger og krager, men i øvrigt selv så ud til at have travlt med at komme sydover. Der er sikkert ikke mange tilbage af dem, og enhver observation kan let vise sig at være årets sidste i Danmark. Sidste år blev den sidste i Danmark registreret i DOFbasen 12. oktober – den sidste ved Gedser Odde 10. oktober. I 2019 blev den sidste i Danmark set 20. oktober og den sidste ved Gedser 3. oktober.

Blandt havfuglene var en håndfuld Dværgmåger (Little Gulls) bemærkelsesværdige samt en mørk Almindelig Kjove (Arctic Skua). Desuden så vi Sulen (the Gannet) med den blå plastsnor i næbbet fouragere. Den blev med sikkerhed set i området 25. september og måske allerede 20. september. Den har altså klaret sig trods sit handikap i mindst 11. dage ved Gedser Odde.

Det hører også med i dagens indtryk, at den store lom fra mandagens træk nu er endeligt bestemt som en Islom (Great Northern Diver). Det er en art, som yngler i Nordamerika, Grønland og Island, men om vinteren kan ses langs kyster i den østlige del af Atlanterhavet. I Danmark ses Islommer mest ved Skagen og under storme langt inde i Skagerrak ved Nordsjællands kyster, men de er sjældne i den sydlige del af Danmark, selv om nogle få årligt ser ud til at overvintre i den vestlige del af Østersøen. Mandagens Islom var en adult/voksen fugl i gang med at skifte fra sommerdragt til vinterdragt.

Gedser lom sp 2 00001Den store lom fra mandag formiddag er en Islom på grund af næbbets form og mørke farve. Den anden store lom, Hvidnæbbet Lom (Yellow-billed Diver) ville vise et større, lysere og anderledes næb. Desuden er fødderne meget store. Det er en adult/voksen fugl, hvor sommerdragtens mønster med små hvide felter på oversiden stadig er tydelig. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vores lidt usikre bestemmelse til Islom kunne heldigvis bekræftes af mere kyndige folk på basis af fotos i Facebookgruppen Feltornitologen. Det er altid godt at få taget nogle billeder, og det behøver ikke at være knivskarp fotokunst. Nogle gange kan selv grynede og uskarpe billeder fra stor afstand og i dårlige belysninger vise afgørende detaljer.

Med de mange Bog- og Kvækerfinker blev det til 65.500 trækkende fugle af mindst 29 arter i løbet af fem timers observationer. Tjek tallene for de enkelte arter ved Gedser Odde søndag i DOFbasen ved at klikke her.

 

På stationen i dag: Ole Friis Larsen, Kirsten Bregn, Henrik Jørgensen, Lars Ulrich Rasmussen.

Storlom og andre fine trækgæster

mandag 4. oktober 2021
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

Efter nogle dage med vind kunne alle net sættes op og der var ingen regn i sigte. Det var den første time de fleste fugle blev fanget, men der var ingen tomme runder under standardtiden. Fra 12.30 fortsatte Kirsten og Lars med 4 net mens undertegnede tog ud på Odden. 

Dagens ringmærkning/Todays ringing:
spurvehøg/Sparrowhawk 2

Tårnfalk/Kestrel 1

Gærdesmutte/Wren 4

Jernspurv/Dunnock 5

Rødhals/Robin 8

Sangdrossel/Song thrush 3

Gærdesanger/Lesser whitethroat 1

Munk/Blackcap 5

Gransanger/Chiffchaff 7

Fuglekonge/Goldcrest 2

Blåmejse/Blue tit 3

Spætmejse/Nuthatch 1

Skovspurv/Tree sparrow 2

Kvækerfinke/Brambling 1

Grønirisk/Greenfinch 1

Rørspurv/Reed bunting 1

Total 47

 

Trækket på Odden: Ingen imponerende tal fra denne mandag, men det blev en fin dag med flere gode observationer, og så foregik det i godt selskab. Kort efter tællingens start dukkede en gammel kollega fra indsatsen mod krybskytteri på Malta op på sit første besøg nogensinde ved Gedser Odde. Hun ville blandt andet gerne se Dværgmåger (Little Gulls). Dem har der ikke været nogen af i et par uger, men i løbet af formiddagen dukkede flere smågrupper op, og fire af dagens 11 små måger kom tilmed forholdsvis tæt forbi. Sådan kan man også have heldet med sig på en ellers grå mandag på en træklokalitet.

Gedser mandag Rode Glenter 00001Mandagen bød blandt andet på tre grupper af Røde Glenter, og mindst 30 fugle trak ud over havet i løbet af standardtiden og eftermiddagen. De karakteristiske lange og dybt kløftede haler er svære at se på billedet, men bemærk de lyse hoveder og meget lange vinger, som er gode indikatorer for de elegante rovfugle, når de ses lige forfra. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Der var flere andre bemærkelsesværdige og smukke observationer. Tre hold Røde Glenter (Red Kites) kom tæt forbi, før de trak ud. En anden af hendes ønskearter for dagen dukkede i øvrigt ligeså uventet op som Dværgmågerne, de to Store Tornskader (Great Grey Shrikes) med få meters mellemrum trak direkte ud fra sydspidsen. Usædvanligt var det også med tre Suler (Gannets), som kom sammen og fouragerede ivrigt under deres ellers hastige passage af odden.

Endelig var der lommerne. Vi så både Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) og en Sortstrubet Lom (Black-throated Diver), før vi begge bemærkede, at endnu en lom virkede temmelig kraftig og havde en tydelig hvid halsring. Det var ikke til at afgøre med sikkerhed, om det var en Islom (Great Northern Diver) fra Island/Nordamerika eller en Hvidnæbbet Lom (Yellow-billed Diver) fra Sibirien. Hjemme ved komputeren tyder billederne nok mest på Islom, men det kan andre forhåbentlig hjælpe med at bestemme, så bloggen kan give et svar i morgen.

Gedser lom sp 3 00001En stor lom med kæmpe fødder og hvid halsring var enten en Islom eller en Hvidnæbbet Lom. De meget store fødder tyder nok mest på Islom. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi havde ikke tid til at dække småfugletrækket særlig detaljeret. De fløj lidt højere mandag end i de foregående dage, og vi nød de mange tusind småfugle og deres kald. Desuden fik vi talt en del om, at det overskyede vejr med et blødt lys gjorde mågerne særligt smukke. En medlemsundersøgelse i DOF/BirdLife Danmark indeholder blandt andet en kritik fra et medlem af, at DOF taler ’mandesprog’. Måske handler det mere om at få poesien og skønheden med, når vi taler om fuglene, men det er vel ikke specielt kønsspecifikt.

Det var i hvert fald en festlig dag på odden med flotte fugleoplevelser og en lidt anderledes snak om trækket undervejs. Tusind tak for mange sjove bemærkninger og god assistance til dagens arbejde med trækket.

Gedser mandag Hvid Vip 00001En af mandagens tusindvis af småfugle. En ung Hvid Vipstjert (White Wagtail) tog en pause på taget af oddens bygning, før flokken, som den rejste med, fortsatte ud over havet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Samlet blev det til 6.300 trækkende fugle af 43 arter i løbet af fem en halv times observationer. Tjek tallene for de enkelte arter ved Gedser Odde søndag i DOFbasen ved at klikke her.

Folk på stationen: Kirsten Bregn, Henrik Jørgensen, Lars Ulrich Rasmussen, Ole Friis Larsen.

Lunt efterår og hård vind bremser trafikken

søndag 3. oktober 2021
Splitterner, måger og lommer er de mest bemærkelsesværdige over havet lige nu.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

Da vi skulle ud og sætte nettene op blæste det kraftigt så vi bestemte os for at vente til det blev lyst så vi kunne se hvor meget vind der var i nettene. Vi fik nogle stykker op, men efter 2 timer valgte vi at lukke nettene igen da der konstant var middelvind på over 12m/s. Det var dog ikke helt forgæves. Vagn tog hjem til middag efter en periode her nede og senere kom Lars Ulrich som skal være her nede noget tid.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Bogfinke/Chaffinch 2

Fuglekonge/Goldcrest 2

Gærdesmutte/Wren 1

Total 5

 

 

Trækket på Odden: Endnu en dag med blæst og begrænset lyst hos fuglene til at flyve ud over bølgerne. Søndag kom vinden hårdt direkte fra syd med 10-12 meter i sekundet. Skydækket var tæt det meste af formiddagen, og om morgenen var der tilmed en smule regn i luften. Det gav spredt trafik af havfugle i smågrupper, færre småfugle nordfra og af større rovfugle kun en enkelt Rød Glente (Red Kite), som hurtigt vendte om og forsvandt tilbage mod nord.

Gedser Rod Glente hav 00001Lige ved og næsten ... Dagens enlige Røde Glente fløj lavt i modvinden, men vendte alligevel om ved mødet med havet. De hvide spidser på vingernes dækfjer tyder også på en uerfaren ung fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Til gengæld fortsatte lørdagens optræk til et større ryk af lommer med 22 Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers), og der var et tydeligt træk af Splitterner (Sandwich Terns). Det kan ofte være svært at afgøre, om det er Splitterner på træk, vi ser, eller det er lokale rastefugle, som flyver ud fra Rødsand for at fouragere og senere på dagen vender tilbage dertil. Søndag var der ingen tvivl om trækket af tavse smågrupper på vej mod sydvest lidt længere ude fra kysten end normalt og uden tendenser til at fouragere. Nu vil Splitternerne åbenbart videre. Også hos mågerne foregår der nu et tydeligt træk, selv om tallene stadig er små – og vi ikke altid vil kunne finde tid til at registrere deres træk.

Gedser Rod svommeaender 00001Pibeænder og Spidsænder flyver ofte smmen i blandede flokke, og der er ikke lang tid til at skelne mellem dem. Her en af dagens flokke. Pibeænderne er korte og har 'tunge' runde maver. Spidsænderne er langstrakte og virker slankere. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Samlet blev det til 4.700 trækkende fugle af 34 arter i løbet af seks timers observationer. Tjek tallene for de enkelte arter ved Gedser Odde søndag i DOFbasen ved at klikke her.

Nyt fra stationen: Vagn Lind har sluttet sin periode som ringmærker i denne omgang og bliver fra mandag morgen afløst af Lars Ulrich Rasmussen.

Folk på stationen: Kirsten Bregn, Henrik Jørgensen, Lars Ulrich Rasmussen, Ole Friis Larsen.

Åbne, lukke, åbne, lukke, åbne ...

lørdag 2. oktober 2021
EuroBirdwatch med tusindvis af fugle. Årets første Fjeldvåge og fortrop af lommer.
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

Da der var regn i luften da nettene skulle sættes op kom nettene en halv time senere op, men allerede efter en time måtte vi lukke igen pga regn. Vi forsøgte igen senere og igen fik vi kun en time inden regnen gjorde at vi måtte lukke. Det klarede dog lidt op ved middag så vi satte igen nettene op og denne gang holdt det så endeligt tørt og 16.45 valgte vi så at lukke for dagen.

På trods af vejret kom der stadig lidt fugle i nettet og det gav 35 nye.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:
02okt21

 

 

Trækket på Odden: Dagens solopgang var forrygende at skue, men der, hvor vi stod for at opleve trækket, regnede og blæste det, så man godt kunne frygte for, om der overhovedet ville dukke nogen op til EuroBirdwatch 2021, men der var mange, som ikke lod sig kue af obsternasige vejrguder, og i løbet af formiddagen nåede vi op på omkring 35 deltagere. Det var et fornemt fremmøde, og fuglestationens to guider til arrangementet, John Hartvich og Per Sander var glade for at underholde folk, mens andre hjalp med et tælle. Tusind tak til alle.

Gedser sol lordag 00001Smuk, men våd solopgang.

Takket være en pæn trafik af småfugle, nåede vi op på 9.170 træk i løbet af de fire timer med Eurobirdwatch fra klokken 9 til 13. De tre mest talrige arter blev Bogfinker/Kvækerfinker (Chaffinches/Bramblings) med 5.200, Grønsiskener (Siskins) med 1.300 og Sortænder (Common Scoters) med 1.020. Det var langt over sidste års total på 5.200 fugle, selv om vejret var slet det meste af tiden. Det samlede resultat for EuroBirdwatch i alle 27 lande med arrangementer i løbet af weekenden forventer vi i starten af næste uge.

Sidst på formiddagen klarede det op, og der var en periode hen over middag med blå himmel og lidt lunhed i blæsten, før det lukkede til igen. Flere blev på odden i længere tid, så der er lidt forskel på tallene i DOFbasen. Fra fuglestationen var vi med fra standardtidens start klokken 6:46 til 13:46 – de fem faste timer plus to mere. I hele den periode blev det til næsten 12.500 udtrækkende fugle af over 40 arter. Efter perioden indfandt der sig endelig noget beslutsomhed blandt de Røde Glenter (Red Kites), der havde kredset rundt i området en stor del af formiddagen, og op mod 30 trak ud. Godt at vide, at Røde Glenter søndag derfor er nye fugle og ikke oversiddere fra lørdag.

Gedser a kjove 3 00001De forlængede halefjer i midten er typiske for Almindelig Kjove. Det gælder også unge fugle, som denne lørdagspassant. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mest bemærkelsesværdigt fra lørdagens træk ved Danmarks sydspids var foruden det dominerende havtræk af Sortænder blandt andet en ung Almindelig Kjove (Artctic Skua), som tog en runde ind mod kysten, så alle fik set den fint. Det var kun den anden kjove i længere tid. To Mursejlere (Swifts) var så sent på færde, at de meget vel kan vise sig at være de sidste på lokaliteten i år. En lidt usædvanlig lys adult/voksen han Fjeldvåge (Rough-legged Buzzard) var til gengæld årets første af sin art over Gedser Odde.

Gedser Fjeldvage ad han 00001Efterårets første Fjeldvåge ved Gedser Odde. Den mørke strube og lysere bug er typisk for adulte/voksne hanner, men denne forekom især i felten at være usædvanlig lys på undersiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Endelig indvarslede et fint antal Rødstrubede Lommer (Red-throated Divers) på omkring 30 fugle efterårets reelle træk af lommer. At det var fortroppen i trækket, vi så, bekræftes af de seneste dages tal fra vores kolleger ved Põõsaspea neem i Estland 870 kilometer længere inde i Østersøen. Her har de i den seneste uges tid registreret stigende daglige passager af lommer fra omkring 50 til lørdag 413 Rødstrubede og 326 Sortstrubede Lommer (Black-throated Divers), som kollegerne selv har markeret som et bemærkelsesværdigt antal.

Tjek tallene for de enkelte arter ved Gedser Odde lørdag i DOFbasen ved at klikke her.

Folk på stationen: Kirsten Bregn, Vagn Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

 

Aftagende vind med tiltagende træk

fredag 1. oktober 2021
Efter torsdagens storm kom der gang i rovfuglene igen, men det blæste stadig for meget til at gennemføre standardringmærkningen.
af Vagn Lind & Ole Friis Larsen

Ringmærkning på stationen: Ingen standardfangst på stationen i dag. Først klokken 11 i formiddags valgte jeg at sætte et par net op. Mest så der var lidt at lave for Kirsten Bregn, som er kommet for at få lidt erfaring på en fuglestation med mange fugle. Det blev dog ikke til ret mange i dag, men til gengæld var der god tid til at gå i detaljer omkring ringmærkningsteknikker, aldersbestemmelser mm. Vejret forventes at ændre sig til noget meget bedre i morgen og det vil vi glæde os til.


01okt21

Trækket på Odden: Torsdag blev der ikke tid til at skrive om trækket i regn og rusk på grund af et privat ærinde, som varede resten af dagen efter standardtiden, men det åbner for at sammenligne en barsk dag med middelvind fra sydvest på 15-17 meter i sekundet, lav sigtbarhed, store bølger på havet og regn meget af tiden med en fredag, der stadig var blæsende, men med middelvind fra syd på 10-12 meter i sekundet, tør og med opklaring til blå himmel og solskin hen over formiddagen. Et eller andet sted imellem de to intervaller lå grænsen for mange fugles lyst til at trække.

Gedser Pibeaender bolge 2 00001Torsdag: En lille flok Pibeænder syner ikke af meget over et oprørt hav. De er lette at genkende på de store hvide felter på hannernes vinger. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Gedser Sule snor 00001En Sule (Gannet) med 'vedhæng' har i flere dage holdt til ved Gedser Odde. I stormen torsdag kom den så tæt på land over revet, at det var til at se, at der er tale om en blå snor af plast. Et livstruende eksempel på plastikforurening af havene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Torsdag kom der således kun 370 fugle af 14 arter i løbet af standardtidens fem timer, og langt de fleste var bare to arter, nemlig Ederfugle (Eiders) med 112 og Landsvaler (Swallows) med 160. Kun en enkelt rovfugl blev overhovedet set i området, da en Dværgfalk (Merlin) lidt uventet jog ud over havet i den hårde modvind. Landsvalerne og en enkelt Bysvale (House Martin) var de eneste arter af småfugle, der blev set på odden og trak ud.

Fredag kom der 1.800 fugle af 34 arter på fem tilsvarende timer, men med noget lavere vind. På havet var det småflokke af Ederfugle og Sortænder (Common Scoters), der dominerede, men der kom også lidt lommer (divers) og vadefugle (shorebirds). Bemærkelsesværdigt var også, at der så ud til at foregå et træk af Stormmåger (Common Gulls) og Sølvmåger (Herring Gulls) ud af Østersøen. Der var også flere rastende og fouragerende måger langs stranden, end der har været i de seneste uger, så noget sker der for de hvide fugle. Fra land kom en del småfugle, men det blev for meget både at holde styr på dem og det rovfugletræk, der opstod. Derfor forblev mange finker og måske andre småfugle ubestemte, men der var flere rene flokke af Grønsiskener (Siskins) og en del Landsvaler (Swallows) om end færre end torsdag formiddag – det må snart være slut med dem.

På rovfuglefronten kom der straks fra morgenstunden Spurvehøge (Sparrowhawks) og Tårnfalke (Common Kestrels), som overraskede lidt ved at stryge af sted ganske lavt over jorden på samme måde som Spurvehøgene. Det gav lidt ekstra arbejde med at sortere de to arter fra hinanden. trækket af Tårnfalke blev ganske pænt med 23. I samme dur kom 7 Dværfalke (Merlins). En enkelt ung Blå Kærhøg trak ud, en anden nøjedes med at jage lidt i området. Dagens Røde Glenter (Red Kites) skulle heller ikke nyde noget. Først en og siden en flok på 11 vendte om og forsvandt mod nord. Det var nok samme flok, der forsøgte igen, da 10 Røde Glenter halvanden time senere var helt ude at vende langs kystskrænten, før de forsvandt mod nord.

Gedser Spurvehog lav 00001Fredag: Der kom igen gang i trækket af Spurvehøge, og de fløj meget lavt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Gedser Tarnfalk lav 3 00001Fredag: Tårnfalkene fløj overraskende lavt som Spurvehøgene. Det gav lidt ekstra arbejde med at holde rede på dagens pæne mængde af dem. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Store europæiske trækdag: Husk, at fuglestationen lørdag fra klokken 9 til 13 deltager i EuroBirdwatch 2021 samme med fuglestationerne i Blåvand og Skagen. Det betyder, at vi sørger for ekstra folk ved observationsposten på sydspidsen af Danmark til at fortælle om trækket og hjælpe med at identificere fuglene. Vejrudsigten virker måske ikke opmuntrende, men det skal man ikke lade sig kyse af. Pludselige huller i skylaget og pauser i vinden kan give store oplevelser af eksplosive fugletræk.

Tjek tallene for de enkelte arter fredag formiddag i DOFbasen ved at klikke her.

Folk på stationen: Kirsten Bregn, Vagn Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.

 

 

Stormende kuling

torsdag 30. september 2021
- eller hvad den særdeles kraftige vind nu betegnes som !
af Vagn Lind og Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Som vi nok havde forudset blev dagen i dag lidt anderledes. Storm og regn fra morgenstunden umuliggjorde netfangst, så vi sov længe (helt til 7:30). Efter morgenkaffen gik vi i gang med at tjekke indtastede data over fuglene fra de seneste uger. Et møghamrende kedeligt stykke arbejde, som nødvendigvis skal overstås. Helt færdig blev vi ikke, men nåede da også at udsætte huset for en portion lettere rengøring. I Guder, hvor det pyntede. De seneste mange dage har været så travle at dette arbejde har stået lidt i stampe.
Daniel er blevet bragt til færgen og han kommer igen på næste torsdag.
Nu håber vi bare på, at vejret må arte sig lidt bedre i de næste dage. Chancerne er vist desværre ikke så gode

IMG 20210930 144550 edit 398528362817312Det oprørte hav er fra kl 15, hvor solen igen var kommet frem, men blæsten stadig var kraftig.
Foto: Vagn Lind


FORRIGE     1  |  ...  |  5  |  6  |  7  |  8  |  9  |  ...  |  28     NÆSTE