Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (3)feb. (17)mar. (31)apr. (15)
Sidste dag med lokkemidler
Ringmærkningen: Da der var regn på vej og det smådryppede satte jeg kun 4 net op så jeg hurtigt kunne lukke igen.
Det gav dog alligevel 3 fugle, og alle var solsorte som allerede var ringmærket i forvejen.
Lige efter klokken 10 begyndte det at regne rigtigt og fronten var ved at ramme så der lukkede jeg nettene.
I morgen starter den normale standardringmærkning, så æbler og lyd er ikke længere tilladt, så det betyder at der nok vil blive fanget mindre end de foregående dage hvor der er brugt æbler, brød og lyd til at lokke fuglene til.
Der var ingen træktælling i dag pga møde i København.
Dagens kontroller/Todays recaptures:
Solsort/Blackbird 3
Total 3
På stationen: Marith Mol, Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen
Tåget efteruddannelse
Ringmærkningen: Fyret kunne dårligt ses fra huset og der var meget fugt i luften, men jeg valgte alligevel at sætte nogle net op.
Runderne gik med at ryste vand ud af nettene, så jeg overvejede at lukke, men det blev en smule bedre ved 9.30 tiden så jeg fik kørt de 5 timer som vi skal for at holde standard(standard er dog ikke startet endnu, den starter 1. marts).
Desværre blev det til en dag med en masse vand i nettene og intet andet.
Om eftermiddagen var jeg ude og kigge på de æbler der var lagt ud da vi jo fra 1 marts ikke må bruge lokkemidler mere. og der var både solsorte og vindrosler på dem så jeg satte hurtigt de 2 drosselnet op. Efter 10 minutter begyndte det at regne, så jeg måtte lukke igen.
I morgen loves regn indtil middag, men jeg står op i morgen tidlig og ser om der kan laves noget.
Trækket på Odden: Torsdag blev endnu en morgen med tæt tåge og ingen tælling, fordi vi end ikke kunne se fra fuglestationen til fyrtårnet. Heller ikke på posten ved Hyllekrog på Lolland blev der talt, efter at Preben Berg havde konsulteret os om vejrforholdene. En enkelt dag med uegnet vejr kan være udmærket til tøjvask, rengøring og diverse kontorarbejde, men når det bliver til flere dage i træk, bliver det lidt småfrustrerende. Hele ideen med at være på fuglestationen er at bidrage til arbejdet med systematiske tællinger og ringmærkninger.
Hvorfor skriver du ikke noget om, hvad vi ellers laver på sådan en dag, foreslog Henrik.
Frustrationerne er nemlig heller ikke værre, end at vi sagtens kan finde på en masse andet at lave, som også er en del af arbejdet for fuglestationen, og denne torsdag kunne vi godt kalde for et efteruddannelseskursus. Noget af formiddagen blev brugt på at tjekke Facebook-grupper med relevans for tælleriet af trækket ind og ud af Østersøen, blandt andet grupper om bestemmelse af måger og kjover. Det er ikke de flotte billeder, der er mest relevante, men i højere grad de slørede og grynede billeder af fugle langt ude over havet under dårlige lysforhold. Dem kan man lære en masse af, hvis der er særligt kyndige folk, der orker at skrive om detaljer, som vores felthåndbøger måske slet ikke omtaler, eller som specialisterne kan forklare på en bedre måde og ud fra vores nyeste viden.
Der var også tid til at lede efter tip om, hvordan vi undgår mærkelige striber på de billeder, vi tager af ringmærkede fugle i fuglestationens laboratorium. Moderne LED-lamper pulserer, og nogle af de gode råd, der var på nettet, førte til øvelser med et par nye indstillinger på kameraerne, så vi fremover kan undgå striberne og tage bedre billeder til dagbogen/bloggen og andre steder, hvor vi formidler nyheder og viden fra fuglestationen.
Silkehale på Gedser Fuglestation. Tegning: Marith Mol/GFU
Flere af vores unge på fuglestationen er dygtige kunstnere, især kvinderne. De bruger blandt andet regnvejrs- og tågedage til at tegne og male. Hollandske Marith, som vi har på stationen i foråret til at bearbejde data og skrive en artikel til sin uddannelse som biolog, tegner og maler i sine pauser og er netop blevet færdig med en tegning af en Silkehale (Bombycilla garrulus), efter at vi forleden havde fem af dem på et kort besøg ved fuglestationen.
Illustration af en af de 13 underarter af den nordamerikanske musvågetype Rødhalet Våge. Underarten abieticola yngler i Canada, og polymorphic betyder, at der findes flere farvevarianter af underarten end den viste. Skærmfoto fra The Red-tailed Hawk Project: Ole Friis Larsen/GFU
I en tid, hvor vi ser stadig flere videoer og fotografier af fugle, er tegninger, akvareller og fuglekunst i det hele taget vidunderligt at opleve, og vi har stadig glæde af præcise håndlavede illustrationer til artikler og bøger om feltbestemmelse, hvad enten vi ser dem på papir eller på computeren. Noget af torsdag formiddag blev brugt på fordybelse i et projekt om den nordamerikanske Rødhalede Våge (Buteo jamaicensis), der svarer til vores Musvåge (Buteo buteo), men er opsplittet i 13 underarter, hvoraf nogle yderligere findes i forskellige varianter – ligesom vores Musvåge. I The Red-tailed Hawk Project har en gruppe amerikanske forskere sat sig for at indsamle viden om de Rødhalede Våger – herunder at illustrere samtlige underarter og varianter. Selv om vi næppe ser en Rødhalet Våge ved Gedser Odde, kan det være med til at inspirere vores interesse og begejstring for variationen i de hjemlige Musvåger, som vi ser på træk i vores arbejde for fuglestationen.
Det var lidt om, hvad vi arbejder med, når vi ikke kan komme ’rigtigt’ på jobbet på en dag med tæt tåge.
Folk på stationen: Marith Mol, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Gråt i gråt
Ringmærkningen: Tågen lå tykt over fuglestationens have og da det var meget vådt kom alle net ikke op.
Der var også rimligt tomt i haven, og jeg troede faktisk at jeg måtte lukke ned da nettene var så våde, men heldigvis var der lidt begyndende opklaring(som dog aldrig blev til noget rigtigt) så nettene kunne blive oppe.
Det lugtede lidt af en nul-dag, men heldigvis fløj årets første jernspurv i nettet. På lukkerunden blev en solsort fanget, den var allerede ringmærket her i haven i oktober sidste år.
I morgen loves der endnu en gang tåge.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Jernspurv/Dunnock 1(0)
Solsort/Blackbird 0(1)
Total 1(1)
Trækket på Odden: Endnu en morgen med tæt tåge. Da vi stop op kunne vi ikke se fra fuglestationen til fyrtårnet 50 meter væk. Det gav det ingen mening at gå ud på Odden for at tælle fugle, som enten ikke trak eller ikke var til at se. I løbet af formiddagen klarede det lidt op, men stadig med ringe udsigt til fyrtårnet. Derfor blev det bogstavelig talt til en dag på kontoret med arbejde ved computeren. Vejrudsigten tegner heller ikke godt for torsdag, og i weekenden er der årsmøde i Projekt Ørn på Tåsinge, så måske får vi ikke talt på Odden igen før mandag.
Folk på stationen: Marith Mol, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Sort og usædvanlig stor
Ringmærkningen: Prognosen holdt næsten stik men ikke helt da der ikke var tåget da jeg stod op, men lidt nordpå var der tæt tåge så jeg åbnede ikke alt men næsten.
Der var rimlig sigt indtil ca klokken 9 hvorefter tågen rullede ind, og der efter var der lidt våde net.
Det blev dog igen en fin dag med 6 fangede fugle hvoraf de 3 var nye.
Dagens mest spændende ting var en gammel solsort uden ring(den fik selvfølgelig en på). Den var så langvinget at den lille lineal vi plejer at bruge var for kort, så jeg måtte bruge den noget større. Største vinge jeg tidligere har målt var 137 eller 138mm, men denne solsort havde en vinge på 142 hvilket er meget højt, årsagen kan være at det er en meget nordlig eller østlig fugl som derfor har længere vinger da dens træk er længere.
Der trak igen i dag en del grønsisken over i de perioder hvor der ikke var tåget eller hvor solen næsten brød igennem, men kun en blev fanget.
I morgen loves der skyet og nordlig vind.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Gærdesmutte/Wren 0(1)
Solsort/Blackbird 1(2)
Musvit/Great tit 1(0)
Grønsisken/Siskin 1(0)
Total 3(3)
Trækket på Odden: Der skal ikke meget til at gøre en dag i fuglestationens tjeneste dejlig lige i øjeblikket. Tirsdagens tælling var ved første blik kedelig med bare 386 fugle på trækruterne fordelt på 15 arter. De fem timers standardtid bød mest på tæt tåge, men det var tørvejr, og vinden kom fra sydvest, så det var til at finde læ ude i det fri ved den gamle marinestation. Alene det var en lise og nok til at komme i forårshumør. Dertil foregik tællingen i godt selskab med Bo Kayser, der er formand for DOF Storstrøm og med i fuglestationens styregruppe, og så var der to gange fem-ti minutter, hvor solen brød igennem tågen oppefra, og luften ligefrem føltes lun.
Det var ikke kun os, der nød de få øjeblikkes lunhed og blå himmel oppe over tågen; det var også i de øjeblikke, der kom flest Sanglærker (Alauda avensis). Fugle reagerer lynhurtigt på omslag i vejret. Vi talte om det mærkelige fænomen, at lærkerne i disse dage trækker mod syd, hvor vi ville forvente et forårstræk af fugle sydfra komme ind over land og fortsætte mod nord. En mulighed kunne være, at Falster virker som en tragt, der samler fugle ned mod Gedser Odde. Derfor ser vi alle de fugle, der flyver mod syd, mens fugle, der på samme måde flyver samlet ud fra et punkt i Tyskland spreder sig over havet og kommer ind over Falster – og den sydlige del af Danmark i det hele taget – meget mere spredt, så vi kun ser ganske få af dem, der flyver den ’rigtige’ vej.
I vores arbejde med at registrere fugletræk er vi begyndt at bruge lydoptagere og kunstig intelligens. Der kommer mere af den slags udstyr og computerprogrammer, som automatisk kan registrere fugle. Der er masser af fejl i automatikken – nogle kender måske til programmet Merlin fra det amerikanske universitet Cornell – men der er også rigtig mange fugle, der bliver bestemt korrekt. På fuglestationen arbejder vi på at få en opsætning til automatisk registrering døgnet rundt, men foreløbig har vi to private såkaldte PUC’er i gang – den ene kommer hver dag med ud på Odden, hvor den lytter efter fuglestemmer, mens vi tæller. Den kan være med til at bekræfte os i vores egne bestemmelser af fuglene, men den kan også høre fugle, der flyver over os, mens vi selv er optaget af for eksempel at tælle en flok ænder ude over havet.
Stationens nye elev på feltarbejde. Ud over vores ekstra øjne - kikkerter og kameraer - har vi fået ekstra ører i form af blandt andet sådan en PUC, der optager alt, hvad den hører af fuglestemmer. Derefter bliver optagelserne til en liste på BirdWeather, hvor enhver kan se den. Ved bogstavelig talt at vende en tommelfinger nedad over for fejlene, er vi med til at lære den kunstige intelligens at blive bedre til selv at kende fuglenes stemmer. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Når vi bruger den slags ny teknologi får vi den også afdramatiseret. På fuglestationen er vi vant til at træne andre i at ringmærke, bestemme fugle og tælle træk. Sådan set er det på samme måde med den kunstige intelligens, der bestemmer fuglestemmer. Vi kan være med til at træne den kunstige intelligens og gøre den bedre ved at markere fejlbestemmelser.
Man kan følge vores optagelser med PUC’en på en hjemmeside, der hedder BirdWeather. Her kan man se mange af den slags optagere rundt om i verden, men zoom ind på Gedser Odde og klik på et af de to apparater, vi bruger lige for tiden. Der kommer så en liste frem over de fugle, som vores PUC’er registrerer. Nogle af dem vil være forkerte, men tirsdag var der 102 registreringer af 14 arter ude på Odden, og det forekom ganske realistisk i forhold til, hvad vi selv hørte og så.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen
Folk på stationen: Marith Mol, Bo Kayser, Benny Steinmejer, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Verdens hurtigste fugl på besøg langt nordfra
Ringmærkningen: I dag var der næsten ingen sol men så var der til gengæld lidt mere vind, men heldigvis ikke for meget så alt kom op.
Det blev en ok dag med 4 fugle hvoraf de 3 var nye.
Der fløj igen i dag en del grønsisken over, men desværre var der ikke mange der gik ned, men 2 blev fanget. Også en kvækerfinke fik ring på.
Under runden blev silkehale hørt, men desværre ikke set så antal ved jeg ikke.
I morgen er der chance for tåge og dis efter nattens regn, men forhåbenligt kommer tågen og disen ikke.
Dages ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Grønsisken/Siskin 2(0)
Musvit/Great tit 0(1)
Kvækerfinke/Brambling 1(0)
Total 3(1)
Trækket på Odden: Søndag var præget af tæt tåge med en sigtbarhed på helt ned til et halvt hundrede meter på landets sydspids, og derfor gav vores ’vikar’ Louis A. Hansen hurtigt op, mens vi andre var til Ørnens Dag.
Mandag var overskyet og kold med vind på 7-8 meter i sekundet fra sydlige retninger, som er de mest vanskelige at finde læ i, men sigtbarheden var god med lidt dis 4-5 kilometer ude over havet. Der var ikke mange fugle i trafikken over havet, men måske var mandag interessant som ’vendedag’ og indledningen til det store forårstræk. Sortænderne (Melanitta nigra) fortsatte ufortrødent deres vintertræk med lidt under 250 fugle mod sydvest, men hos Ederfuglene (Somateria Mollissima) var det omvendt – også i forhold til lørdag – med 89 i forårsretninger mod øst og nordøst ind i Østersøen og kun 14 med kurs mod sydvest. Også de Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) så ud til at være i opbrud med 25 fugle mod sydvest og 24 på forårskurs ind i Østersøen.
På landruten trak over 200 Sanglærker (Alauda avensis) ud mod syd. Det samme gjorde 35 Stære (Sturnus vulgaris), 75 Grønsiskener (Spinus spinus) og meget overraskende 6 Solsorte (Turdus merula). Solsorte er nattrækkere, men måske ville de også bare nå lidt længere, da de trak ud et kvarter efter den overskyede og ikke særligt lyse solopgang.
En ung Vandrefalk (Falco peregrinus) kom nordfra langs stranden og fløj målrettet ud over havet mod syd, men lidt senere kom den tilbage og fløj lidt rundt i området, hvor trækkende lærker, lokale krager og måger ikke var begejstrede for at have verdens hurtigste fugl til at flyve frit omkring. Lidt småjagt lidt længere inde over Odden gjorde den derfor til en lokalt fouragerende fugl.
Mandagens unge Vandrefalk på Gedser Odde var en 2k (andet kalenderår) havde meget lyse hovedtegninger, men også nogle bånd på tværs på flankerne. Bemærk især den lyse isse på nederste foto og de meget lange lyst øjenbrynsstriber. Det peger i retning af underarten Tundrafalk (F.p. calidus), men striberne på undersiden burde være smallere, og derfor er det bedst at kalde denne for 'nordlig type', idet der højt mod nord er mellemformer, som dagens fugl snarere repræsenteret. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Ørnens Dag: Gedser Fuglestation har mange gange bidraget til DOF/BirdLife Danmarks landsdækkende Ørnens Dag med sit eget arrangement ved Hasselø syd for Nykøbing Falster sidste søndag i februar. Erfaringen tyder imidlertid på, at det er de store arrangementer, der tiltrækker flest gæster. Derfor sendte vi i stedet repræsentanter fra fuglestationen til DOF Storstrøms to arrangementer søndag 23. februar.
Anne Marie og vores hollandske studerende Marith kørte til Avnø Naturskole og Ole Friis til naturskolen ved Maribosøerne. Begge steder var der mange frivillige til at tage imod, og der var pænt besøg trods den tætte tåge. Fra fuglestationen kunne vi bidrage med fuglepins til børnene, brochurer og tip om at kigge efter ørne ved Bøtø til folk med sommerhus på Falster.
Ørnens Dag ved Avnø. Foto: Marith Mol/GFU
Ørnens Dag ved Maribosøerne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Marith var glad for at se en Mosehornugle (Asio flammeus) ved Avnø, og ved Maribosøerne kom der ligefrem en Havørn (Haliaeetus albicilla) ud af tågen og landede tæt på naturskolen lidt efter klokken 13, så i hvert fald nogle af dagens gæster fik set den art, de kom for at opleve.
Søndag aften var alle med fast ophold på fuglestationen lige for tiden inviteret til middag hos Louis i Gedser. Det var skønt, og derfor kom beretningen om vores medvirken i Ørnens Dag ikke med i bloggen for søndag.
Se alle dagens observationer op Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Marith Mol, Anne Marie Reith, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Tåge og dis
Ringmærkningen: Som prognosen sagde i går så holdt den stik med at der skulle komme tåge. Allerede i stuen kunne jeg ikke se lyset fra færgehavnen, og da jeg kiggede mod fyret var den slem, så kun 101/177 netmeter blev sat op.
Når det er tåget rør fuglene sig ikke så meget, men heldigt nok så gik 2 fugle i nettene hvoraf solsorten ikke havde ring på i forvejen, så lidt gav dagen trods alt.
Da der var ørnenes dag i dag tog Ole til Maribo, og Marith tog med Anne Marie til Avnø. Der vil komme lidt i bloggen om det i morgen.
Louis tog træktællingen i dag, men måtte give op efter 3 timer da sigten det meste af morgenen lå på omkring 100 meter.
I morgen siger prognosen bare skyet vejr hvilket er fint for fangst, så vi må se hvad dagen bringer.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Solsort/Blackbird 1(0)
Rødhals/Robin 0(1)
Total 1(1)
På Stationen: Ole Friis Larsen, Marith Mol, Louis, Anne Marie, Henrik Jørgensen.
I fuld fart den forkerte vej
Ringmærkningen: I dag var tågen væk så alt kom op.
Solen var pænt fremme det meste af perioden og det gjorde at nettene hurtigt blev synlige.
Der trak en del grønsisken over, men det gode vejr gjorde at de ikke ville gå ned selv om jeg bruger lyd til dem for tiden. Dog fik jeg fanget 2 af dem.
Der var kun fugle på 2 af runderne, så på alle runder blev der klippet lidt hist og her hvor der var behov.
Om eftermiddagen var Louis på stationen og da han var på vej hjem kom han hurtigt ind igen da der sad 5 silkehaler i det sædvanlige træ ved fuglestationen. Det er de første som vi alle havde set denne vinter her nede. Jeg prøvede at samle resterne af æblerne på græsset og satte et net op ved æblerne, men silkehalerne fløj kort efter op i de høje træer mod odden og der efter forsvandt de.
I morgen sigger prognosen dis og tåge så der vil nok kun blive sat et begrænset antal net op hvis det bliver sådan et vejr.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Musvit/Great tit 1(1)
Grønsisken/Siskin 2(0)
Toal 3(1)
Trækket på Odden: Det blev en fin lørdag uden fredagens tåge, og så foregik dagens tælling i godt selskab. Det er altid både fagligt og socialt meget bedre at være flere om dagens arbejde. Solen var til at se under opgangen, stor og rød. Vinden kom stadig koldt fra sydøst, men tog af hen over formiddagen, og det blev helt lunt, hvor der var læ.
Havtrækket var fortsat vinterligt med flest fugle mod sydvest, men der var tegn på forandring. Småflokke af Ederfugle (Somateria mollissima) fløj, som var det en håndholdkamp med tæt løb og snævre føringer til henholdsvis ’sydvestholdet’ og ’nordøstholdet’ hen over formiddagen. Mod slutningen satte vinterspillerne hårdere ind og vandt med 192 Ederfugle mod sydvest, mens de forårskåde artsfæller måtte nøjes med 163 på den nordøstlige rute mod ynglepladserne inde i Østersøen.
I alt blev det til 1.876 fugle af 22 arter på træk. Den mest talrige art var lidt over 700 Sortænder (Melanitta nigra) mod sydvest og kun 9 mod nordøst.
Nogle af lørdagens Hulduer på vej ud over havet. Hulduerne er tydeligt mindre og lettere i luften end de mere almindelige Ringduer (Columba palumba). Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Landtrækket bød også på fine oplevelser, som dog mindede om forår, men med en snert af vintergreb i fuglene med 268 Sanglærker (Alauda arvensis), der alle kom nordfra og fortsatte ud over havet mod syd. På samme måde med 49 Hulduer (Columba oenas), der i småflokke trak ud fra kysten mod syd. Sidste år blev de første Hulduer ved Gedser Odde registreret en dag tidligere, da fem af de små duer trak ind mod nord 21. februar 2024.
Det er almindeligt, at fugle på ydertidspunkter i deres træktid flyver i retninger, som vi kalder ’forkerte’. Forklaringen er nok, at de første flyver ind i område med omskifteligt vejr, som kan få dem til at fortryde og vende om, eller de bliver påvirket af forskellige vinde.
Grågæssene er karakteristiske med deres store lyse næb og tofarvede vinger. Dagens to fugle ville mod syd. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Trækket af Grågæs er ikke særlig stort ved Gedser Odde, men om foråret ser vi dem netop i februar og marts. Kilde: Trektellen.
To Grågæs (Anser anser) ville også til Tyskland. Selv om Grågæs er meget almindelige og talrige i vores del af verden, er det en af de arter af gæs, vi ser færrest af på træk ved Gedser Odde. I de seks år, vi har lavet systematiske træktællinger for fuglestationen, har det højeste antal på en dags standardtid været 158 Grågæs på en septemberdag i 2020, og set over et helt år er rekorden 997 i 2024. I år kom de første for en uge siden, da fire trak ud mod syd 15. februar.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Marith Mol, Anne Marie Reith, Louis A. Hansen, Anders Zuschlag, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.
Våd og tåget start på træktællingen
Ringmærkning: Vi kunne se tåge mod fyret og det er sjældent godt da der jo så er meget fugt i luften.
Jeg tjekkede radaren og der var intet, men det dryppede lidt men ikke mere end at nettene kunne sættes op men drypperiet stoppede mens jeg satte de sidste 8 net net op.
På 9.15 runden da jeg skulle ud dugregnede det og alle net var synlige med de dråber der hang i nettene, det var ikke slemt men da det stadig var det samme på 9.45 runden valgte jeg at lukke da det var for vådt for fuglene.
Haven var så godt som fugletom, men 3 fugle blev fanget og alle var fugle som havde ring på i forvejen. De 2 af dem var nye fra de sidste dage og den sidste var en blåmejse som jeg selv havde ringmærket i november 2021, så den er lidt gammel.
I morgen loves samme vejr med tåge og dis, så det er ikke den bedste prognose, men vi må se hvad dagen bringer.
Dagens kontroller/Todays recaptures:
Blåmejse/Blue tit 1
Sjagger/Fieldfare 1
Solsort/Blackbird 1
Total 3
Trækket på Odden: Der har været folk ude at tælle træk på Odden tidligere i år, men fredag 21. februar var den første dag i fuglestationens forårsstandard, og hvis det ikke havde været den første dag, var det aldrig blevet til en hel standardtid på fem timer i småregn og tåge med en sigtbarhed helt ned til 100 meter i perioder. Der kom så få fugle, at det efter vores regler for tællingerne ville være tilladt at pakke sammen efter et par timer og gå hjem, men …
… fordi det var den første dag, var det alligevel sjovt at blive og få et indtryk at situationen netop nu. Det svære ved Gedser Odde om vinteren er, at nogle af de arter, der trækker mest i det sene efterår og tidlige forår også er de arter, der er flest lokalt overvintrende af på havet, og de flytter sig hele tiden efter strøm og vind. På en tåget dag som denne fredag er det derfor nærmest umuligt at afgøre, om 24 Ederfugle (Somateria mollissima) mod sydvest og 27 af samme slags mod nordøst var lokale rokader, eller de fløj så langt forbi Odden, at der var tale om egentligt opbrud og træk.
Af dagens meget beskedne antal på 113 fugle af 12 arter på trækruterne var det måske kun 15 Viber (Vanellus vanellus), der kom ind over land fra havet, som reelt kunne anses for lidt forårstræk. Alle tal var dog så små, at det ingen betydning har i vores samlede tælling, om nogle af dem ikke var rigtigt på træk. Selv de overvintrende fugle trækker på et eller andet tidspunkt.
Dagen var også den første i den syvende sæson med daglig overvågning af trækket på hele Nordens sydspids for Gedser Fuglestation. Det er endnu ikke lykkedes at få gennemført en hel forårssæson af mangel på frivillige, som vil lave sådan noget arbejde, men vi har gennem årene samlet mange data ind og har en form for overblik over det samlede træk ved Odden hen over hele året. Der kan vi også se, hvorfor det giver god mening at står ude på Odden hver dag fra nu, selv om starten i år måske kan forekomme lidt kikset. Se bare disse grafer:
Trækket hen over et år af alle de arter, vi registrerer på Odden. Den mørke streg er gennemsnittet i de fem timers standardtid siden 2019. De røde søjler viser trækket alene i 2024. Fra slutningen af februar tager forårstrækket ind i Østersøen til og er på sit højeste fra midt i marts til midt i april. Grafen er fra den hollandske database Trektellen, som vi bruger sammen med DOFbasen.
Det er ikke for ingenting, at Ederfuglen er fuglestationens logo-fugl. Det er Ederfuglene, der skaber den store 'pukkel' af træk fra sidst i februar ind i marts og april. Kurven er gennemsnittet siden 2019, de røde søjler viser trækket i 2024. Det toppede tidligere end gennemsnittet, men fortsatte i efteråret over normalkurven, så det bliver interessant at se, hvordan det forløber i denne sæson. Kilde: Trektellen
En af fredagens fine oplevelser var en flok på 32 Snespurve (Plectrophenax nivalis), som ledte efter mad langs asfaltvejen ud til Odden. Mange observationer tyder på, at den flok har holdt til på Odden hele vinteren. I DOFbasen har vi noteret, at 43 fløj mod nordvest 1. december sidste år. Det kan være nogle af dem, der er endt med at blive her. Siden er der flere gange indberettet flokke på mellem 10 og de 32 yderst på Odden.
Dagens Snespurve så noget våde og forpjuskede ud. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
I dagens våde og kolde vejr kom der også kun en enkelt turist ud på Odden. Det var en kvinde fra Rügen, som var ude at gå med sin hund. Hun ville gerne vide, hvordan det stod til med trækket af Traner (Grus grus), som hun savnede at se hjemme på Rügen. Hun følte sig beroliget ved, at de nok ikke er kommet så langt endnu. Da jeg rejste fra Berlin torsdag for at være klar til at tælle fredag morgen for Gedser Fuglestation, så jeg en del traner fra toget, men kun i grupper på 2-5. Det lignede mere fugle, som har overvintret i Tyskland (der er også overvintrende fugle i Danmark), end flokke af trækfugle fra de store overvintringsområder i Sydfrankrig og Spanien.
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Marith Mol, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Nogen gange skal man være heldig
Som prognosen sagde i går så var der næsten 10 m/s middelvind og temperaturen lå på minus 2,3 da jeg satte nettene op, så jeg begrænsede hvor mange net der kom op.
Første runde var tom, men så på anden kunne jeg se fælden jeg havde sat ud for et par dage siden havde en fugl i, og det var den grønbenede rørhøne fra forleden som jeg havde sat fælden ud til. Det var en 2k han, og det er den første som er mærket på fuglestationens område. For første gang siden jeg kom her ned var der ikke en eneste sjagger i haven i dag, men det er muligvis på grund af vejrskiftet så de er trukket videre.
For første gang i flere dage kommer der ikke frost i morgen, og vinden ligger sig en lille smule så der kan alt sættes op. Der er dog mulighed for lidt regn i nat og måske lige når nettene skal sættes op.
Lige før kom Ole, så fra i morgen tidlig dækker han træktællingen indtil april.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Grønbenet rørhøne/Moorhen 1(0)
Solsort/Blackbird 0(2)
Musvit/Great tit 1(0)
Total 2(2)
På stationen: Marith Mol, Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen
Hvide vægge
Da jeg skulle ud var der 4,7 graders frost, og ikke nok med det så så det ud som om det havde sneet, men det var kraftig frost og rim som dækkede alt. Nettene var dækket af 1mm frost så nogle var ikke nemme at åbne. Da der var så meget frost i nettene åbnede jeg ikke alle. Det var ikke muligt at tø så meget op med hænderne, så alle net var som en hvid væg(og meget synlige).
Her ses hvordan nettene så ud indtil ca klokken 10 hvor solen fik lidt magt.
En af havens hyben som havde fået en iskrystal.
En dompap blev fanget på en af runderne, og den var allerede ringmærket. Et tjek senere viste at den var ringmærket her i maj 2023 af Robert.
I morgen tidlig loves der 0 grader og en middelvind på 9, så vind og temperaturen er en dårlig en for fuglene da de hurtigt bliver nedkølet så det bliver med begrænset net hvis vejrudsigten holder, og så skal der gåes oftere runder.
I eftermiddags kom Louis forbi da han ville ud og kigge på de snespurve som holder til langs stranden ude ved odden, så Marith og mig gik der ud og mødte ham efter jeg var færdig med at taste dagens fugle ind. Der var en god flok snespurve med nogle få bjergirisker imellem, og på stranden var der også 3 sortgrå ryle og et par flokke med sandløbere.
Dagens fangst endte ret godt på trods af de hvide net, sjovt nok fløj 2 sjaggere i mens de var værst, men de blev nok skræmt i da jeg gik på runden. Dagen gav 7 fugle, hvoraf de fleste blev fanget efter 10. De 5 af dem var nye.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Sjagger/Fieldfare 2(1)
Grønsisken/Siskin 3(0)
Dompap/Bullfinch 0(1)
På stationen:Marith Mol, Henrik Jørgensen