Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (5)feb. (7)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (30)juli (16)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (20)

Masser af vand får søen til at genopstå

mandag 20. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

GFU so i november 1190

Et vådt efterår med masser af regn betyder, at der kommer vand igen i søen på engen ved fuglestationen. Flere har på det seneste spurgt til søens tilstand. Den har flere gange været helt udtørret, og den er langt fra at være fyldt igen, men vi kan se, at der lige nu kommer mere vand ad mudrede kanaler og ud af gamle drænrør fra engen. Planen er i øvrigt, at søen i løbet af vinteren skal renses for en del af de planter, der ellers kan føre til, at den gror til og forsvinder. Det kommer til at foregå, mens der ikke er frøer, tudser eller snoge ved søen, så det hele står klar, når de vender tilbage igen for at yngle og tilbringe sommeren ved en sø, der forhåbentlig så er i en bedre tilstand for dem.

Ringmærkningen: Det var disset da nettene skulle op og på første runde begyndte tågen at komme og den blev kun værre, så de første runder gav næsten intet, og først da tågen lettede kom der lidt fart på. 

Efter middag kom Gert, Hans og Louis forbi.

I morgen er der pt risiko for en smule regn så der kommer nok kun få net op.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Solsort/Blackbird 7/1

Sabgdrossel/Songthrush 1/0

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Blåmejse/Blue tit 2/0

Grønsisken/Siskin 18/0

Gråsisken/Redpoll 11/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1/0

Total 41/1

 

 

 

Trækket på Odden: Efter en weekend med møder og masser af regn var det dejligt at tage af sted fra fuglestationen på en mandag morgen med tørvejr og næsten ingen vind. Desværre viste det sig til gengæld at blive en meget diset morgen med helt ned til 100 meters sigte og dermed ikke udsigt til ret meget træk. Efter et par timer klarede det op, men vinden drejede i øst og tog til, så der blev hurtigt lukket til igen med maksimalt et par kilometers udsyn.

Dagens tal blev lave, men ikke markant lavere end i samme periode sidste år, og heller ikke lavere, end hvad kollegaen ved Põõsaspea neem i Estland så i samme periode. Ved Gedser Odde blev det til 459 fugle af 21 arter, mens tællingen i Estland gav 554 fugle af 28 arter. Der var det Bjergænder (Aythya marila), Fløjlsænder (Melanitta fusca), Havlitter (Clangula hyemalis) og Hvinænder (Bucephala clangula), der dominerede dagens træk, men ingen af arterne kom over hundrede. Ved Gedser Odde var det Ederfuglene (Somateria mollissima) og de Rødstrubede Lommer (Gavia stellata), som prægede dagens træk, da begge arter endte på lige omkring 100.

Når netop Põõsaspea neem er værd at bemærke til sammenligning med Gedser Odde er det, fordi det ser ud til at være de to eneste steder ved Østersøen, hvor der dagligt bliver holdt organiseret øje med trækket ud af det område gennem hele  efteråret. Desuden ligger den estiske lokalitet cirka 800 kilometer øst for Gedser Odde og kan derfor bidrage til at give en ide om, hvordan trækket ved Gedser Odde kan komme til at se ud et par dage senere – men selvfølgelig er trækket ved Falsterbo og andre lokaliteter også være at lægge mærke til.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Ingen fugle i dag

søndag 19. november 2023
af Henrik Jørgensen

Pga vejret kunne nettene ikke sættes op. Men der var stadig andet som skulle laves, så datatjek blev klaret. Station 1 på labbet blev lukket ned for i år(der er 2 stationer på labbet hvor der kan ringmærkes), der blev printet flere rapportark. Til sidst blev mødelokalet støvsuget og gulvet blev vasket.

Ole kom retur fra Fyn i eftermiddag så i morgen er der både ringmærkning og træktæller.

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Hvidsisken og 2 gange Sverige

lørdag 18. november 2023
af Henrik Jørgensen

Jeg satte nettene op mens det var helt mørkt for at at se om jeg kunne få lidt drosler, men første runde gav ikke det store, men lyd blev sat ud på første runde og så kom der virkelig fart på 8.30 da 2 net var godt fyldt med siskner( ca halvdelen af dagens fangst kom på denne runde). Jeg fik travlt med at hente kasser og så tilbage til labbet og mærke så meget jeg kunne nå før det var tid til næste runde og sådan fortsatte det til klokken ca 10.30.

Men jeg sad med nogle af de sidste siskner ser jeg hurtigt at en sisken har et meget lille næb og det typiske kineserøjne plus den var rent hvid på undergump og hvid overgump så jeg får hurtigt ringet ud til Louis og han ringer hurtigt til Kenneth som kommer og ser den(desværre var der ikke tid til at melde den ud normalt pga mængden så flere kunne se den). Der er billeder af den på vores facebook side.

Under dagens fangst fangede jeg først en blåmejse som havde svensk ring på og en times tid senere også en svensk gråsisken. Det bliver spændende at se hvor i Sverige de er fra. Begge var ungfugle fra i sommers.

I morgen lover de sørme regn og blæst igen, så det bliver nok arbejde inde der.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Engpiber/Meadow pipit 1/0

Gærdesmutte/Wren 2/0

Rødhals/Robin 2/2

Solsort/Blackbird 11/0

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 4/1

Blåmejse/Blue tit 8/1

Bogfinke/Chaffinch 1/0

Stillits/Goldfinch 4/0

Grønsisken/Siskin 1/0

Gråsisken 22/1

Nordlig gråsisken/Redpoll 22/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 26/0

Hvidsisken/Arctic redpoll 1/0

Dompap/Bullfinch 1/0

Stor dompap 1

Total 108/5

På stationen: Henrik Jørgensen

Sen løvsanger

fredag 17. november 2023
af Henrik Jørgensen

Endelig var der hverken regn eller blæst til morgen så 155 meter net blev sat op og lyd også til 3 forskellige arter.

Første runde gav over 20 fugle hvor de fleste var gråsiskner.

Senere når jeg kommer til net Ø4 som er et af nettene helt oppe i hjørnet af haven ud mod engen sidder der en sanger som ved første øjekast ligner gransanger, men når jeg skal pille den ud kan jeg se at den er for langvinget til at det ville være det så pulsen stiger en smule da det jo ville være mega sent for løvsanger nu. Jeg får hurtigt tjekket vingelængde(71mm) og andre kendetegn så kan hurtigt udelukke både gransanger og de andre sjove phyl som det evt kunne have været, så det var bare en meget sen løvsanger. Der er kun ringmærket en løvsanger her nede i november før og det var 1.nov 2008, så denne er seneste nogensinde på fuglestationen. Muligvis er det fordi det er så mildt oppe nordpå at den er kommet sent afsted, men den overvintrer syd for sahara så den har meget langt at flyve endnu.

Der har de sidste par dage pludselig kommet fart på solsortene som jeg forleden skrev manglede dette efterår og 13 styk blev ringmærket i dag.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Stor flagspætte/Great spotted woodpecker 1

Gærdesmutte/Wren 2

Jernspurv/Dunnock 1

Rødhals/Robin 1

Solsort/Blackbird 13

Løvsanger/Willow warbler 1

Fuglekonge/Goldcrest 4

Blåmejse/Blue tit 9

Kvækerfinke/Brambling 1

Grønirisk/Greenfinch 2

Gråsisken 5

Nordlig gråsisken/Redpoll 2

Lille gråsisken/Lesser redpoll 12

Dompap/Bullfinch 2

Gulspurv/Yellowhammer 1

Total 57

På stationen: Henrik Jørgensen

Så gav kyllingen bingo

torsdag 16. november 2023
af Henrik Jørgensen

Der var både blæst og regn inden nettene skulle op, men det dryppede kun lidt lige før så jeg satte få net op i tilfælde af at der skulle komme regn igen. Desværre kom der til at starte med støvregn on/off og 8.45 blev det for meget så jeg lukkede ned.

Da regnen sluttede lidt før 12 satte jeg nettene op igen selv om der ikke var meget fart på mere. På runden 13.30 ser jeg en mindre rovfugl i høgenettet som ikke var en spurvehøg som vi er vant til, men der imod en tårnfalk som havde været nede og spise på en af de kyllinger jeg havde lagt for at prøve at fange rovfugle, så endelig gav det lidt.

Ved 15 tiden begyndte det at småregne igen så der lukkede jeg ned for dagen.

Ole var ude og tælle træk og han ville lægge dem på dofbasen til aften. Han har møde de næste dage så jeg kommer til at være her selv til søndag hvor han kommer tilbage.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Tårnfalk/Kestrel 1

Gærdesmutte/Wren 1

Solsort/Blackbird 4

Sjagger/Fieldfare 2

Vindrossel/Redwing 1

Fuglekonge/Goldcrest 5

Gråsisken 4

Nordlig gråsisken 7

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7

Total 32

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Solsort på 140 og sæsonafslutning for ringmærkningen

onsdag 15. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: I dag var sæsonafslutning på ringmærkningen. Standard kunne ikke gennemføres i dag pga regn, men så blev datatjek klaret. Da jeg kunne se der ville blive tørt fra 10 tiden gjorde jeg et par højtalere klar så der evt kunne fanges lidt med lyd.

Det dryppede stadig lidt ved 10 tiden, men så lidt at 6 net kom op.

Det gav hurtigt en stribe solsorte(som virkelig har manglet dette efterår).

Ved 13 tiden begyndte det at dryppe igen så valgte at lukke da klokken blev 14.

En solsort han blev ringmærket og målet på vingen sagde 140mm. Normalt ligger de gamle hanner på 130+ så denne var virkelig en langvinget en og helt sikkert den længste vinge jeg har set på en solsort. Denne solsort er nok langt oppe fra nord da de ofte er mere langvinget da de har længere træk end dem vi har her hjemme. De fleste solsorte overvintrer i England, men de kan også sagtens overvintre her i Danmark når vi har milde vintre.

Selv om der var sæsonafslutning vil ringmærkningen dog stadig fortsætte i år så længe der stadig er noget at fange.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Rødhals/Robin 4/0

Solsort/Blackbird 13/0

Vindrossel/Redwing 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 0/1

Blåmejse/Blue tit 2/0

Stillits/Goldfinch 2/0

Grønsisken/Siskin 7/0

Gråsisken/redpoll 2/0

Nordlig gråsisken 1/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 5/0

Dompap/Bullfinch 1/0

Total 38/1

Trækket på Odden: Onsdag morgen med silende regn, men dog opklaring efter klokken 10, så det blev muligt at rykke uden for halvtaget på marinestationen. Heldigvis har vi walkie-talkie-forbindelse med hinanden, ellers var 24 Røde Glenter (Milvus milvus) trukket ud direkte over bygningen uden at blive registreret. Det var et opkald fra ringmærkerne inde på fuglestationen om en stor flok glenter lige over bygningen, der sikrede, at de blev set og talt. De fleste fugle over havet er dog til at se og registrere.

Værd at bemærke var især 61 Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), som overgik det hidtil største dagstal for arten på 55 dagen før. En ung fugl oven i var endda stationær og fouragerede tæt på langs stranden flere gange.

GFU ondg 1182En ung Dværgmåge ledte efter mad langs stranden, den hører til W-mågerne på grund af den mørke tegning på oversiden af vingerne, men adskiller sig blandt andet fra de meget tilsvarende Rider (Rissa tridactylos) på den mørke række af pletter langs bagkanten af vingerne og et lille sort mærke under vingerne bagtid - og så er den mindre, men det kan faktisk være svært at se nogle gange. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vinden fra nordøst aftog med opklaringen, og der var fint læ med udsigt over havet, men bortset fra pæne tal for Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) med næsten 170, Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med over 100 og Røde Glenter med 47 plus en flok på 15 efter standardtiden, blev det ved noget spredt småtrafik i dagens træk.

GFU ondg 1179En ung Rød Glente (hvide tegninger på undersiden af kroppen) fløj alene onsdag formiddag med en voldsom skade på venstre vinge. Nogle fjer er tydeligt ødelagte, andre steder er der nye på vej ud. Det sker, når en fjer bliver rykket helt ud, og viser, at glenten har klaret sig med den vinge et stykke tid og lært at holde balancen med vingernes forskellige bæreevne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Der er intet som vejret i november...

tirsdag 14. november 2023
af Anne Hermanns & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vejret har været intet mindre end frygteligt set fra en ringmærkers perspektiv... regn og blæst har nemlig umuliggjort nettene i at komme op overhovedet, og der har derfor ikke fundet ringmærkning sted i dag.

Op af formiddagen kiggede Hans forbi, og han og Henrik påbegyndte konstruktionen af fuglestationens nye rovfuglefælde. Det er et større projekt som forhåbentlig vil muliggøre mere fangst og ringmærkning af kragefugle og rovfugle i fremtiden.

20231114_105725.jpg

Stormen i sidste måned ødelagde ikke kun klinten omkring odden, men fyldte også stranden op med affald fra havet... et grimt og yderst ubehageligt syn for både mennesker og dyr. Klædt godt på til vejret, har jeg derfor været en tur nede ved vandet og forsøgt at rense noget af stranden igen. Det var en blæsende og mudret oplevelse, og alt for nemt fik jeg fyldt skraldeposen op. Det skræmmende ved at begynde at fjerne affald er, at man pludselig opdager hvor meget der egentlig ligger. Selvom det kun blev til et par hundrede meter ren strand, kan jeg trøste mig ved, at der på denne korte strækning foreløbig ikke sidder sæler, ederfugle og skarver fast i plastikposer og fiskesnører.

På Gedser fuglestation kommer fuglenes helbred og beskyttelse i første række, og vi opfordrer derfor altid folk til at hjælpe med at passe på den natur de lever i. 

20231114_151437.jpg
Opskyllet skrald fra havet ved Gedser odde.

Trækket på Odden: Silende regn og hård vind fra sydvest på op til 15,9 meter i sekundet forekommer næppe fristende for mange, der gerne vil ud at se nogle fugle, og så i fem timer med det mest vanskelige menneske, man kan være tvunget til at være alene i selskab med, nemlig sig selv – for der kom ikke andre for at være med til at tælle tirsdag morgen og formiddag inde fra dybet under halvtaget på marinestationen.

GFU tidg 1178Begrænset udsyn på en arbejdsdag med dårligt vejr, men ly for regnen og læ for vinden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Alligevel var det ikke så ringe endda; der foregår faktisk fugletræk i den slags vejr, og det er interessant at se, hvordan det foregår, og hvem, der er i trafikken. Nogle vil formentlig væk fra vejrforhold, der er endnu værre, andre er vant til regn og rusk og flyver i næsten al slags vejr, og andre har måske bare opdaget lidt sent, at de skulle have været af sted for længe siden. Tirsdag var den eneste småfugl overhovedet at se ved sydspidsen en enlig Landsvale (Hirundo rustica), som passerede hastigt ude over havet uden at komme ind over land; måske var den rosinen i pølseenden af svalernes efterårstræk.

Måske kommer der endnu sådan en rosin om et par dage. Ved en af de ganske få andre lokaliteter i østersøområdet, hvor der bliver talt træk dagligt og systematisk, så vores kolleger ved Põõsaspea neem i Estland 800 kilometer øst for Gedser Odde tirsdag formiddag en Splitterne (Thalasseus sandvicensis) flyve mod sydvest. Der bliver stadig set nogle her og der, men ved Gedser Odde er det næsten en måned siden, der blev set Splitterner (seks af dem) på vej ud af østersøområdet.

Ellers var det måger og de sene andefugle, der dominerede tirsdagens træk, om end med små tal – Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus), Stormmåge (Larus canus), en enkelt ung Ride (Rissa tridactylos), Toppet Skallesluger (Mergus serrator) med over 100, Havlit (Clangula hyemalis), Ederfugl (Somateria mollissima) og 17 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) over et oprørt hav, hvor sigtbarheden vekslede med regnens intensitet fra højst et par kilometer og helt ned til 500 meter.

GFU tidg 1170 Ude i regndisen lyste de sorte vingeundersider på dagens adulte/voksne Dværgmåger op og gjorde det let at registrere trækket af de små måger inden for synsvidde. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Lidt overraskende var der et pænt træk af Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus) som med i alt 55 blev det hidtil største antal for november i år og samtidig foregik tættere på land end i de foregående dage.

Dagens store overraskelse kom som en lys Mellemkjove (Stercorarius pomarinus), der fløj så tungt og støt, at det i sig selv gav en ide om arten, og ellers så langt ude, at den kun lige akkurat var mulig at dokumentere med et par billeder, beskåret til bristepunktet. De to uger midt i november er den bedste tid for træk af Mellemkjover ved Gedser Odde, så det er forventeligt med nogle nu, men dagens fugl var kun nummer to, siden en fin dag med 8 Mellemkjover 19. oktober, og derfor fik den humøret til at stige ganske betragteligt på en dag med fem pjaskvåde standardtimer i fuglestationens tjeneste. Mellemkjoverne ved Gedser Odde kommer fra det nordligste Sibirien for at overvintre i blandt andet Nordsøen.

 GFU tidg 1175Den lyse Mellemkjove var selv på teknisk dårlige billeder let at bestemme på de to hvide felter, der dannede et artstypisk dobbelt ’komma’ omkring en mørk plet på undersiden af vingerne, men litteraturen peger også på den mørke krave omkring halsen og den lyse undergump i kontrast til de mørkere halefjer som typiske for en yngre Mellemkjove. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Svensk Gråsisken snydt af net i baglås

mandag 13. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det regnede da jeg stod op, men heldigvis kunne jeg se at det ville være overstået så jeg kunne nå at få dem op til tiden.

De første par timer gav igen i dag en del fuglekonger, men efter klokken 9 begyndte der at komme en del tomme net.

Dagens overskrift skyldes at jeg ved sidste net net på lukkerunden fik problemer med hejsenettet som havde sat sig fast oppe i toppen og der var selvfølgelig en fugl(stor dompap) og den kunne nåes heldigvis. Ole og Gert kom i det samme tilbage fra Odden så de kunne hjælpe med at få ordnet hejsenettet. Mens vi var i gang med at ordne det og nettet var halvt åbent røg en gråsisken i, og den havde allerede ring på så jeg regnede med at det var en fra i morges, men ringen startede med EA hvor vores pt starter med 9DS, så jeg fik hurtigt kigget og det viste sig at være en svensk fugl, så det bliver spændende at se hvor i Sverige den er fra.

Dagen var helt sikkert godkendt når man tænker på at vi er midt i november!

Allerede nu er vinden taget til og det regner, og ifølge DMI skal det regne hele dagen i morgen så jeg regner ikke med at der kommer nogen net op.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 6/0

Jernspurv/Dunnock 1/0

Rødhals/Robin 4/0

Solsort/Blackbird 1/1

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 31/1

Blåmejse/Blue tit 5/0

Musvit/Great tit 0/1

Træløber/Treecreeper 1/0

Gråsisken/Redpoll 1/1

Lille gråsisken/Lesser redpoll 5/0

Dompap/Bullfinch 2/0

Stor dompap 5/1

Total 63/5

GFU mndg 1169

 Den svenske gråsisken

Trækket på Odden: Ti minutters morgenregn, og så begyndte opklaringen. Dagens træk kom i gang med småflokke og uden det store ryk af Ederfugle (Somateria mollissima), som vi ellers har set i det første par timer af de seneste dage. Mange bække små gør som bekendt også en å, og Ederfuglene blev hen over formiddagen alligevel til over 1.500. På samme måde var det med de øvrige arter; morgenen og formiddagen bød på et konstant sivetræk, som hobede sig som de foregående dage op i ganske pæne tal for Bjergænder (Aythya marila) med over 170, Sortænder (Mellanitta nigra), som rundede 200 og Havlitter (Clangula hyemalis) med tæt på 190 samt Toppede Skalleslugere (Mergus serrator) med over 240 – blot i mindre grupper spredt over hele standardtiden.

GFU mndg 1166En ung Ride (Rissa tridactyla) kom mandag formiddag tæt forbi. Den hører til W-mågerne, som er flere arter, hvor de unge fugle har næsten den samme karakteristiske mørke tegning på oversiden af vingerne. Der mangler et par fjer i højre vinge, men det så ikke ud til at genere mågen. Rider er fåtallige, men årlige i efterårstrækket ved Gedser Odde. De kommer måske med østenvind fra Ishavet ned over Finland og når på den måde Østersøen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Antallet af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) steg igen og kom over 230 med 6 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) og et ubestemt som et af mysterierne i dagens træk af lommer. Den så stor ud, havde store fødder og fløj i en langsommere kadence med åbent næb, og vi ville måske gerne have, at det skulle være en af de store arter, men afstanden og det ringe lys gjorde det for vanskeligt at sætte et artsnavn på den.

Efterhånden nåede vi op på fem folk med kikkerter og teleskoper og takket være så mange kyndige folk blev det en af de gode tællinger, hvor fuglestationens observatør ikke selv får set ret mange af fuglene, men til gengæld har travlt med at indtaste strømmen af tal fra andre. Tusind tak til alle for godt samvær og ivrig deltagelse.

GFU mndg 1168Ung Rød Glente fra i år over Gedser Odde. Den kom alene og vendte om uden at flyve ud over havet. Derfor er den i DOFbasen markeret som trækforsøgende. Unge Røde Glenter har lige nu hvide striber af lyse fjer på undersiden til forskel fra ældre fugle, der har sorte striber på langs af undersiden i deres mere rødtonede fjerdragter. Det kan få nogle af de unge glenter til at forekomme næsten hvide på stor afstand. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Oven i havtrækket fik vi et ganske pænt udtræk af rovfugle. Det begyndte med et tip fra ringmærkerne om en halv snes Røde Glenter (Milvus milvus) på træk over fuglestationens have, og hen over formiddagen nåede vi op på 27. En Fjeldvåge (Buteo lagopus) viste sig fint, men ville ikke ud over havet. Det ville til gengæld 4 Blå Kærhøge (Circus cyaneus), som altid er en vidunderlig udfordring, når det gælder de brune fugle, og de kommer tæt nok forbi, til at vi kan beskæftige os med detaljer i dragten for at prøve at få dem bestemt til unge hanner, unge hunner eller voksne/adulte hunner. Med i rovfugletrækket var også tre håndfulde Spurvehøge (Accipiter nisus), men det var til gengæld ikke særlig imponerende i forhold til de store spurvehøgedage ved Odden, som vi allerede har haft.

GFU mndg 1167 Blå Kærhøg på udtræk ved Gedser Odde mandag formiddag. De lyse øjne viser sammen med den bruntonede underside, at det er en ung han fra i år. Det er netop de unge fugle, der dominerer blandt de Blå Kærhøge lige nu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Søde siskner

søndag 12. november 2023
af Anne Hermanns & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen:

De fleste af fuglene fra i går er allerede trukket videre, dog har det stadig været en fin ringmærknings dag med 64 nye mærkninger. 

Henrik overraskede mig med en fin nordlig gråsisken, som er en ny ringmærknings art for mig og derudover bare en skøn fugl at opleve i hånden!

Sisknerne er nogle af de vinterarter vi hvert år ser frem til kommer pga. af deres rolige temperament og bedående udseende.

20231112_104649.jpg
Nordlig gråsisken til venstre og lille gråsisken til højre. Foto: Anne Hermanns.

 

20231112_105138.jpg
Nordlig gråsisken. Foto: Anne Hermanns.

 12.11.23.JPG

 

Trækket på Odden: Vejrudsigten havde truet med regn søndag morgen og formiddag, men virkeligheden viste sig at være tør og med ikke ret meget vind. Det gav gode arbejdsforhold på sydspidsen af landet, og vi nåede i løbet af formiddagen op på fem observatører, da Lærke og hendes far Andreas fordelte deres sidste dag på fuglestationen ligeligt mellem ringmærkning og træktælling – tusind tak til begge for solid assistance på nogle af de mest travle dage, mens de var her.

Især Ederfuglene (Somateria mollissima) og de Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) lagde hårdt ud med massive træk allerede før solopgang, men trækket af Ederfugle ebbede hurtigt ud efter en times tid og endte på lidt over 2.100, hvilket stadig var helt fint. De Rødstrubede Lommer endte i overensstemmelse med forventningerne på dette tidspunkt på 170, og det var smukt med tre sikre Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) til sammenligning. Bemærk også pæne tal efter årstiden for Bjergand (Aythya marila), Sortand (Mellanitta nigra) og Havlit (Clangula hyemalis) i vores indtastninger i DOFbasen.

Trækket af småfugle forblev minimalt på Odden, men efterhånden som det klarede op, og der dukkede lidt blå himmel frem over skyerne, kom der både en lille flok Traner (Grus grus) og lidt rovfugle sivende fra land ud over havet, og en enkelt af dagens tre Blå Kærhøge (Circus cyaneus) kom endda ganske tæt på vores observationspost, før den røg ud over vandet.

 GFU sndg 1162Blå Kærhøg på udtræk ved Gedser Odde søndag formiddag. Det slanke look viste sammen med den bruntonede underside, lyse fjerspidser på oversiden af vingerne og de lyse øjne, at der er tale om en ung han fra i år. NB: Der er ikke noget i vejen med næbbet. Der ser bare ud til at hænge en lille fjer. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mest opsigtsvækkende i søndagens standardtid var en Landsvale (Hirundo rustica). Et opslag i DOFbasen viser, at der stadig bliver set nogle få svaler hist og pist i landet, men mest enlige fugle på efterhånden meget sent træk.

 GFU sndg 1163To Husrødstjerter (Phoenicurus ochruros) på taget af marinestationen ved Gedser Odde søndag formiddag. De fleste flyver til Spanien om vinteren, men nogle bliver og overlever i vores milde vintre, det gælder især unge fugle i havneområder. Foruden de to ved marinestationen blev alene i Gedser og omegn søndag set tre i færgehavnen og to i lystbådehavnen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Lærke Winding, Andreas Winding Mønsted, Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Masser af fugle i fangsten

lørdag 11. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Jeg havde forventet at der ville komme fugle da jeg så vejret til morgen, men der kom langt flere end jeg havde troet. Allerede på første runde var der over 100 fugle(de fleste fuglekonger) så vi fik travlt. Heldigvis kom Anne ud og hjalp til så fuglene kom hurtigt ind på labbet og blev ringmærket.

Lige nu forsøger Anne at fange ugler efter en lille pause da der kom lidt regn ved 19.30 tiden.

Pt ser det ud til at der kommer regn i morgen tidlig, men prognosen ændrer sig hele tiden så det er bare at vente at se i morgen tidlig.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Spurvehøg/Sparrowhawk 1/0

Gærdesmutte/Wren 13/0

Rødhals/Robin 7/2

Solsort/Blackbird 8/5

Vindrossel/Redwing 4/0

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 144/2

Rødtoppet fuglekonge/Firecrest 2/0

Blåmejse/Blue tit 40/3

Musvit/Great tit 1/2

Bogfinke/Chaffinch 1/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1/0

Dompap/Bullfinch 12/1

Stor dompap 3

Lille dompap 1

Total 239/15

GFU lrdg 1156

Rødtoppet fuglekonge/Firecrest

Nyt fra fuglestationen: Lørdag var der møde i styregruppen for Gedser Fuglestation. Ledelsen af fuglestationen mødes to-tre gange om året for at gøre status og tage beslutninger om økonomi og drift af fuglestationen samt for at diskutere problemer, visioner og nye initiativer.

På dagsordenen var blandt andet en diskussion om, hvordan fuglestationen løser et problem med at skaffe folk til at tælle trækket af havfugle ved Gedser Odde. Det er et vigtigt arbejde, som får endnu større betydning af, at trækket af fugle ud af og ind i hele Østersøen kun blive registreret systematisk på to-tre andre lokaliteter. En af de løsninger, vi vil satse på for Gedser Fuglestation bliver et forsøg på at rekruttere flere praktikanter til generel træning i feltarbejde, hvor de vil komme til at arbejde med såvel ringmærkning som træktælling og andet feltarbejde. Gedser Fuglestation vil på den måde imødekomme en generel bekymring for, at der kan blive mangel på folk, som er i stand til at identificere fugle og foretage faglige registreringer på et højt niveau.

GFU lrdg 1158Møde i styregruppen lørdag om blandt andet fuglestationens økonomi og visioner som træningscenter for feltarbejde. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Derfor har Gedser Fuglestation og besluttet at udvide sit arbejde ved at engagere sig i registrering af ynglefugle på øer og holme i et samarbejde med Guldborgsund Kommune. På mødet blev det også foreslået at oprette et CES (Constant Effort Site) – en lokalitet til standardringmærkning af ynglefugle.

Økonomien ser fin ud for fuglestationen, selv om vi har fået afslag på flere ansøgninger om penge fra fondsmidler. Derfor besluttede styregruppen at gennemføre noget vedligeholdelsesarbejde på stationen for andre midler. Fuglestationen bliver drevet af DOF/BirdLife og får en del af sine penge til driften derfra, men det forventes også, at stationen selv skaffer en del af udgifterne til driften ved at søge forskellige fonde, gennem en venskabsforening og ved at gennemføre registreringer af fugle og biodiversitet i det hele taget for offentlige myndigheder.

Referater fra styregruppens møder er offentligt tilgængelige på fuglestationens hjemmeside, når der er blevet godkendt. Det besluttede styregruppen i sit møde i juli i år, og derfor kan referaterne fra det møde og et møde i september nu ses på hjemmesiden.

Læs referater fra møderne i styregruppen.

Trækket på Odden: På grund af møde i fuglestationens styregruppe er der ikke lavet en standardiseret træktælling lørdag morgen og formiddag, men andre har været i kortere tid på Odden, hvor de har oplevet et fint træk og tastet deres observationer ind i DOFbasen.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Lærke Winding, Andreas Winding Mønsted, Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 


FORRIGE     1  |   2   |  3     NÆSTE