Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (284)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Svensk Gråsisken snydt af net i baglås

mandag 13. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det regnede da jeg stod op, men heldigvis kunne jeg se at det ville være overstået så jeg kunne nå at få dem op til tiden.

De første par timer gav igen i dag en del fuglekonger, men efter klokken 9 begyndte der at komme en del tomme net.

Dagens overskrift skyldes at jeg ved sidste net net på lukkerunden fik problemer med hejsenettet som havde sat sig fast oppe i toppen og der var selvfølgelig en fugl(stor dompap) og den kunne nåes heldigvis. Ole og Gert kom i det samme tilbage fra Odden så de kunne hjælpe med at få ordnet hejsenettet. Mens vi var i gang med at ordne det og nettet var halvt åbent røg en gråsisken i, og den havde allerede ring på så jeg regnede med at det var en fra i morges, men ringen startede med EA hvor vores pt starter med 9DS, så jeg fik hurtigt kigget og det viste sig at være en svensk fugl, så det bliver spændende at se hvor i Sverige den er fra.

Dagen var helt sikkert godkendt når man tænker på at vi er midt i november!

Allerede nu er vinden taget til og det regner, og ifølge DMI skal det regne hele dagen i morgen så jeg regner ikke med at der kommer nogen net op.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 6/0

Jernspurv/Dunnock 1/0

Rødhals/Robin 4/0

Solsort/Blackbird 1/1

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 31/1

Blåmejse/Blue tit 5/0

Musvit/Great tit 0/1

Træløber/Treecreeper 1/0

Gråsisken/Redpoll 1/1

Lille gråsisken/Lesser redpoll 5/0

Dompap/Bullfinch 2/0

Stor dompap 5/1

Total 63/5

GFU mndg 1169

 Den svenske gråsisken

Trækket på Odden: Ti minutters morgenregn, og så begyndte opklaringen. Dagens træk kom i gang med småflokke og uden det store ryk af Ederfugle (Somateria mollissima), som vi ellers har set i det første par timer af de seneste dage. Mange bække små gør som bekendt også en å, og Ederfuglene blev hen over formiddagen alligevel til over 1.500. På samme måde var det med de øvrige arter; morgenen og formiddagen bød på et konstant sivetræk, som hobede sig som de foregående dage op i ganske pæne tal for Bjergænder (Aythya marila) med over 170, Sortænder (Mellanitta nigra), som rundede 200 og Havlitter (Clangula hyemalis) med tæt på 190 samt Toppede Skalleslugere (Mergus serrator) med over 240 – blot i mindre grupper spredt over hele standardtiden.

GFU mndg 1166En ung Ride (Rissa tridactyla) kom mandag formiddag tæt forbi. Den hører til W-mågerne, som er flere arter, hvor de unge fugle har næsten den samme karakteristiske mørke tegning på oversiden af vingerne. Der mangler et par fjer i højre vinge, men det så ikke ud til at genere mågen. Rider er fåtallige, men årlige i efterårstrækket ved Gedser Odde. De kommer måske med østenvind fra Ishavet ned over Finland og når på den måde Østersøen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Antallet af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) steg igen og kom over 230 med 6 Sortstrubede Lommer (Gavia arctica) og et ubestemt som et af mysterierne i dagens træk af lommer. Den så stor ud, havde store fødder og fløj i en langsommere kadence med åbent næb, og vi ville måske gerne have, at det skulle være en af de store arter, men afstanden og det ringe lys gjorde det for vanskeligt at sætte et artsnavn på den.

Efterhånden nåede vi op på fem folk med kikkerter og teleskoper og takket være så mange kyndige folk blev det en af de gode tællinger, hvor fuglestationens observatør ikke selv får set ret mange af fuglene, men til gengæld har travlt med at indtaste strømmen af tal fra andre. Tusind tak til alle for godt samvær og ivrig deltagelse.

GFU mndg 1168Ung Rød Glente fra i år over Gedser Odde. Den kom alene og vendte om uden at flyve ud over havet. Derfor er den i DOFbasen markeret som trækforsøgende. Unge Røde Glenter har lige nu hvide striber af lyse fjer på undersiden til forskel fra ældre fugle, der har sorte striber på langs af undersiden i deres mere rødtonede fjerdragter. Det kan få nogle af de unge glenter til at forekomme næsten hvide på stor afstand. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Oven i havtrækket fik vi et ganske pænt udtræk af rovfugle. Det begyndte med et tip fra ringmærkerne om en halv snes Røde Glenter (Milvus milvus) på træk over fuglestationens have, og hen over formiddagen nåede vi op på 27. En Fjeldvåge (Buteo lagopus) viste sig fint, men ville ikke ud over havet. Det ville til gengæld 4 Blå Kærhøge (Circus cyaneus), som altid er en vidunderlig udfordring, når det gælder de brune fugle, og de kommer tæt nok forbi, til at vi kan beskæftige os med detaljer i dragten for at prøve at få dem bestemt til unge hanner, unge hunner eller voksne/adulte hunner. Med i rovfugletrækket var også tre håndfulde Spurvehøge (Accipiter nisus), men det var til gengæld ikke særlig imponerende i forhold til de store spurvehøgedage ved Odden, som vi allerede har haft.

GFU mndg 1167 Blå Kærhøg på udtræk ved Gedser Odde mandag formiddag. De lyse øjne viser sammen med den bruntonede underside, at det er en ung han fra i år. Det er netop de unge fugle, der dominerer blandt de Blå Kærhøge lige nu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen