Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (284)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Dværgmåger i elegant dans tæt på kysten

fredag 24. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Vinden var igen alt for hård, men tog alligevel et kig på de bedste net og de gik ikke. Dog er der et net på 7 meter som næsten altid står i læ, men det plejer næsten aldrig at give noget. Jeg havde prøvet for noget tid siden med lyd til grønsisken men pga vind havde de ikke reageret på det, men efter en dag i går uden fugle som kunne ringmærkes besluttede jeg mig for at sætte lyd til gråsisken istedet og det gav bid og dagen endte på 18 fugle.

De næste dage ser spændende ud for siskner da temperaturen falder og også vinden, så jeg regner med nogle dage med pæne tal.

De fleste fugleposer blev vasket så nu er de klar til foråret, så nu mangler kun de poser som er i den taske jeg bruger.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Gråsisken 7

Nordlig gråsisken/Redpoll 4

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7

Total 18

Trækket på Odden: En smuk, men kold dag med nogen sol og hård vestlig vind gav meget lidt træk. Der kom kun lidt finker fra land ud over havet, og der var yderst få ænder og andre havfugle. Til gengæld var der fin underholdning af mange rastende fugle på havet. Mest bemærkelsesværdigt var, at der konstant var mindst fire Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), der brugte en flydende ø af tang og andre vandplanter som base. Der var både helt unge fugle fra i år (1k, første kalenderår) med deres karakteristiske mørke W på oversiden af vingerne og adulte/voksne fugle i vinterdragter, mens der ikke var nogen at se af dem fra aldersklassen imellem, de et år gamle 2k-fugle.

GFU fd 1207En af fredagens adulte/voksne Dværgmåger. De har ikke noget sort på oversiden af vingerne,  men til gengæld masser af sort på undersiden, og det gør dem let genkendelige selv på stor afstand. Om sommeren har de helt sorte hætter, om vinteren en del mindre sort på hovedet. Det er samme fugl på begge billeder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1208

De elegante små måger skilte sig ud fra alle de øvrige måger med deres lille størrelse, men også på deres ’dansende’ adfærd, hvor det ser ud, som om de kan løbe på vandet. Det var dagens store oplevelse på sydspidsen, og den varede stort set alle fem standardtimer.

GFU fd 1202Ung Dværgmåge i første vinterdragt i 'dans' hen over havoverfladen fredag formiddag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Det kom ikke med i dagbogen for torsdag, at der var et ekstremt lavvande om morgenen. Der var nemlig ikke tid til at skrive om trækket på grund af en gave fra familien til en vidunderlig forestilling for børn i Skuespilhuset ved Det Kongelige Teater i København med pizzaer i Nyhavn bagefter. Lavvandet nåede efter det oplyste 1,47 meter under den normale daglige vandstand, og ved solopgang var der strand helt ud til den gamle kystlinje på den anden side af de gamle tyske kanonfundamenter af beton, som plejer at ligge et godt stykke fra standen.

GFU fd 1196Gedser Odde torsdag og fredag lige omkring solopgang. Selv om stranden torsdag morgen var dækket af tang, var det til at se, at betonklodserne ude i vandet var landfaste, og uden for tangen ses nogle betonklodser, der lignede gamle forsøg på kystsikring. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1199

GFU fd 1197Fredag morgen var Danmark faktisk en snes meter tættere på Tyskland end normalt, som det øverste foto viser. Bemærk den murede stenvold, der plejer at ligge delvis ude i vandet. Selv fredag morgen (nederste foto) var vandstanden lavere, og stranden bredere, end normalt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

GFU fd 1198

Synlige var også nogle rækker af betonelementer, som lignede gamle forsøg på kystsikringer længere ude end kanonfundamenterne. Det var et interessant indblik i kystlinjens historie, og det varede to-tre timer, før vandet steg igen, men selv fredag morgen var stranden et par bredere end normalt efter stormen for nylig.

Mest værd at nævne om selve trækket torsdag var nok eksemplet på, hvor hastigt trækket ved Gedser Odde kan ændre sig fra dag til dag med over 420 Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) torsdag og så bare 60 af dem fredag som begge dages mest talrige art i havtrækket.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

Ekstrem lavvande

torsdag 23. november 2023
af Henrik Jørgensen

Da nettene ikke kunne sættes op da vinden var alt for kraftig ville jeg lave datatjek, men ikke længe efter Ole var taget ud på Odden kaldte han over walkien at der var det vildeste lavvande, så jeg droppede datatjek og tog ud og så det og hjalp med dagens tælling istedet.

For min del som ringmærker er det ikke så ofte jeg kommer ud på selve Odden da mit arbejde jo foregår i haven, så det var rart at komme ud og se lidt andet og så er det jo også mere hyggeligt at stå sammen med flere der ude.

Vandstanden ved Gedser i morges lå på -1.47 under normal så de store betonklodser som normalt står et stykke ude i vandet kunne man gå ud til i dag. Det var ca 30 meter ud der intet vand var og det er det kraftigste lavvande jeg nogensinde har set her nede.

Ole tog ind til København efter dagens tælling da ha skal i teater med familien, så derfor ikke meget om trækket i dag, men det kan ses på dofbasen og trektellen. Ole er tilbage sent i aften så han er klar til en ny dag på Danmarks sydligste spids.

Her til aften tog jeg ud for at se om de 2 knortegæs som har stået på marken skulle være der, men de var der ikke og på de siddeliggende marker var der kun harer. Månen var fremme så det er altid skidt når man skal fange med lys. Der stod en flok hjejler næsten helt ud til kanten af skrænten, men jeg ved af erfaring at når de står i flok er det umuligt at fange dem.

I morgen loves 11-12 m/s og vindstød på 15-17, så det ser ikke lovende ud for at nettene kan sættes op.

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Endnu en aflæsning

onsdag 22. november 2023
af Henrik Jørgensen

Det var fuldstændigt vindstille da nettene skulle op så 67 meter net kom op og lyd .

Første runde gav næsten 20 fugle og efter den var det lidt blandet indtil lidt før 11 hvor vinden efterhånden var taget godt til.

I dag blev der kun ringmærket siskner, men der blev fanget 4 fugle som var ringmærket i forvejen. De 3 var her fra haven, men en gråsisken med dansk ring var ikke fra Gedser og en hurtig besked til Skagen fuglestation om det var deres var nej, så det må tiden vise når der kommer svar fra ringmærkningscentralen.  Denne gråsisken er 3 aflæsning, de 2 af dem er svenske.

Hans og Gert var ude før middag og de fik pillet nettene ved søen ned.

I skrivende stund er der 16,5 m/s middelvind og det samme og regn loves i morgen så der vil ret sikkert ikke blive ringmærket i morgen.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/robin 0/1

Solsort/Blackbird 0/1

Musvit/Great tit 0/1

Grønsisken/Siskin 2/0

Gråsisken 17/0

Nordlig gråsisken/Redpoll 7/1

Lille gråsisken/Lesser redpoll 15/0

Total 41/4

På stationen: Hans Lind, Gert Juul Jeppesen, Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Usædvanlig lys Gråsisken

tirsdag 21. november 2023
Første dag med over 300 lommer
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Pga regn kom nettene ikke op helt til tiden, men heldigvis stoppede regnen hurtigt. Dog lå der mere blåt(regn) på radaren så jeg valgte at sætte kun 4 net op og så lyd.

Benny kom ud med morgenbrød og var med hele formiddagen og fik hjulpet med at pille fugle ud.

Da der var fugle på hver runde fortsatte jeg til 14.30 hvor det begyndte at regne.

På en af runderne hænger der en virkelig lys sisken i nettet så jeg tænkte at det måtte være en hvidsisken mere, men på labbet hvor jeg fik kigget lidt mere på den var der intet andet end den meget lyse dragt som kunne gøre noget, så det var bare en ekstremt lyd nordlig gråsisken. Denne er klart lyseste gråsisken jeg har set. Gråsiskner varierer meget i farverne i forvejen, men denne skilte sig virkelig ud til dem jeg før havde set.

I morgen ser det igen fint ud for at ringmærke, så holder vejrudsigten kommer der flere net op.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Rødhals/Robin 2/1

Solsort/Blackbird 1/0

Stillits/Goldfinch 4/0

Grønsisken/Siskin 18/0

Gråsisken/Redpoll 32/0

Nordlig gråsisken 12/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 11/0

Dompap/Bullfinch 1

Total 81/1

GFU tg 1192Denne Gråsisken fra tirsdag er usædvanlig lys for Nordlig Gråsisken (Acanthis flammea) og kunne i felten forveksles med den endnu nordligere Hvidsisken (Acanthis hornemanni). Vingemål og andre mål passer på begge arter, men næbbet er for stort til Hvidsisken, og Hvidsisken har 'kineserøjne' til forskel fra denne Gråsisken.

GFU tg 1194Bemærk den lyse og næsten rent gråtonede overside uden brunlige nuancer.

GFU tg 1195Hvidsisken må have en enkelt mørk stribe på undergumpen. Denne lyse Gråsisken har flere og er dermed en Nordlig/Stor Gråsisken. Det er let at se med fuglen i hånden, men på afstand kan det være svært at se på en fugl i en busk. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Trækket på Odden: Det blev en fin tirsdag på hele Nordens sydpunkt. Selv om dagen startede med småregn, og det blæste pivkoldt fra nordøst, nåede vi på fem fuglefolk i godt selskab, og 341 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) blev det hidtil største antal på en enkelt tælling i dette efterår. De fløj både lavt over vandet, langt væk, tæt på og højt. Flere af flokkene opdagede vi efter først at have hørt kaldende lommer direkte over os, når de skød genvej ind over land.

Samlet set så og talte vi i løbet af standardtidens fem timer 1.789 fugle af 32 arter, hvoraf langt de fleste fløj på havruten ud af Østersøen. Til sammenligning kom der på samme dato sidste år 631 fugle af 25 arter forbi Odden, og kun 52 af dem var Rødstrubede Lommer. Den dags to mest talrige arter i trafikken var Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus), som vi slet ikke beskæftigede os med på dette års 21. november, og Sortand (Melanitta nigra) med 115 mod 599 på dette års 21. november.

Selv om det var en kold morgen og formiddag var temperaturen på 6 grader dobbelt så høj som på samme dato sidste år med 3 grader, lavere sigtbarhed og sne i luften. I dagbogen for mandag 21. november 2021 skrev vi, at ”for første gang i dette efterår var der is på vandpytterne, og de blanke overflader viste vej i morgenmørket som  spejle på ruten til Odden. Ellers var der kun en smal orange streg af solopgang mellem det mørke hav og de mørke snebyger, der kom til at præge trækket af fugle”. Så forskellige kan trækkene på samme dato i to forskellige år se ud efter omstændighederne.

Bemærk desuden, at vi tirsdag så hele tre Suler (Sula bassanus) trække forbi Odden. Det ser ud til, at de hurtigt er ved at vende tilbage til området, efter at fugleinfluenzaen sidste år så ud til at påvirke forekomsten ved Gedser Odde voldsomt.

Tak til alle, der bidrog til tællingen, og var med til at gøre en kold arbejdsdag festlig.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

 

Masser af vand får søen til at genopstå

mandag 20. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

GFU so i november 1190

Et vådt efterår med masser af regn betyder, at der kommer vand igen i søen på engen ved fuglestationen. Flere har på det seneste spurgt til søens tilstand. Den har flere gange været helt udtørret, og den er langt fra at være fyldt igen, men vi kan se, at der lige nu kommer mere vand ad mudrede kanaler og ud af gamle drænrør fra engen. Planen er i øvrigt, at søen i løbet af vinteren skal renses for en del af de planter, der ellers kan føre til, at den gror til og forsvinder. Det kommer til at foregå, mens der ikke er frøer, tudser eller snoge ved søen, så det hele står klar, når de vender tilbage igen for at yngle og tilbringe sommeren ved en sø, der forhåbentlig så er i en bedre tilstand for dem.

Ringmærkningen: Det var disset da nettene skulle op og på første runde begyndte tågen at komme og den blev kun værre, så de første runder gav næsten intet, og først da tågen lettede kom der lidt fart på. 

Efter middag kom Gert, Hans og Louis forbi.

I morgen er der pt risiko for en smule regn så der kommer nok kun få net op.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Solsort/Blackbird 7/1

Sabgdrossel/Songthrush 1/0

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Blåmejse/Blue tit 2/0

Grønsisken/Siskin 18/0

Gråsisken/Redpoll 11/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1/0

Total 41/1

 

 

 

Trækket på Odden: Efter en weekend med møder og masser af regn var det dejligt at tage af sted fra fuglestationen på en mandag morgen med tørvejr og næsten ingen vind. Desværre viste det sig til gengæld at blive en meget diset morgen med helt ned til 100 meters sigte og dermed ikke udsigt til ret meget træk. Efter et par timer klarede det op, men vinden drejede i øst og tog til, så der blev hurtigt lukket til igen med maksimalt et par kilometers udsyn.

Dagens tal blev lave, men ikke markant lavere end i samme periode sidste år, og heller ikke lavere, end hvad kollegaen ved Põõsaspea neem i Estland så i samme periode. Ved Gedser Odde blev det til 459 fugle af 21 arter, mens tællingen i Estland gav 554 fugle af 28 arter. Der var det Bjergænder (Aythya marila), Fløjlsænder (Melanitta fusca), Havlitter (Clangula hyemalis) og Hvinænder (Bucephala clangula), der dominerede dagens træk, men ingen af arterne kom over hundrede. Ved Gedser Odde var det Ederfuglene (Somateria mollissima) og de Rødstrubede Lommer (Gavia stellata), som prægede dagens træk, da begge arter endte på lige omkring 100.

Når netop Põõsaspea neem er værd at bemærke til sammenligning med Gedser Odde er det, fordi det ser ud til at være de to eneste steder ved Østersøen, hvor der dagligt bliver holdt organiseret øje med trækket ud af det område gennem hele  efteråret. Desuden ligger den estiske lokalitet cirka 800 kilometer øst for Gedser Odde og kan derfor bidrage til at give en ide om, hvordan trækket ved Gedser Odde kan komme til at se ud et par dage senere – men selvfølgelig er trækket ved Falsterbo og andre lokaliteter også være at lægge mærke til.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 

Ingen fugle i dag

søndag 19. november 2023
af Henrik Jørgensen

Pga vejret kunne nettene ikke sættes op. Men der var stadig andet som skulle laves, så datatjek blev klaret. Station 1 på labbet blev lukket ned for i år(der er 2 stationer på labbet hvor der kan ringmærkes), der blev printet flere rapportark. Til sidst blev mødelokalet støvsuget og gulvet blev vasket.

Ole kom retur fra Fyn i eftermiddag så i morgen er der både ringmærkning og træktæller.

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Hvidsisken og 2 gange Sverige

lørdag 18. november 2023
af Henrik Jørgensen

Jeg satte nettene op mens det var helt mørkt for at at se om jeg kunne få lidt drosler, men første runde gav ikke det store, men lyd blev sat ud på første runde og så kom der virkelig fart på 8.30 da 2 net var godt fyldt med siskner( ca halvdelen af dagens fangst kom på denne runde). Jeg fik travlt med at hente kasser og så tilbage til labbet og mærke så meget jeg kunne nå før det var tid til næste runde og sådan fortsatte det til klokken ca 10.30.

Men jeg sad med nogle af de sidste siskner ser jeg hurtigt at en sisken har et meget lille næb og det typiske kineserøjne plus den var rent hvid på undergump og hvid overgump så jeg får hurtigt ringet ud til Louis og han ringer hurtigt til Kenneth som kommer og ser den(desværre var der ikke tid til at melde den ud normalt pga mængden så flere kunne se den). Der er billeder af den på vores facebook side.

Under dagens fangst fangede jeg først en blåmejse som havde svensk ring på og en times tid senere også en svensk gråsisken. Det bliver spændende at se hvor i Sverige de er fra. Begge var ungfugle fra i sommers.

I morgen lover de sørme regn og blæst igen, så det bliver nok arbejde inde der.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Engpiber/Meadow pipit 1/0

Gærdesmutte/Wren 2/0

Rødhals/Robin 2/2

Solsort/Blackbird 11/0

Gransanger/Chiffchaff 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 4/1

Blåmejse/Blue tit 8/1

Bogfinke/Chaffinch 1/0

Stillits/Goldfinch 4/0

Grønsisken/Siskin 1/0

Gråsisken 22/1

Nordlig gråsisken/Redpoll 22/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 26/0

Hvidsisken/Arctic redpoll 1/0

Dompap/Bullfinch 1/0

Stor dompap 1

Total 108/5

På stationen: Henrik Jørgensen

Sen løvsanger

fredag 17. november 2023
af Henrik Jørgensen

Endelig var der hverken regn eller blæst til morgen så 155 meter net blev sat op og lyd også til 3 forskellige arter.

Første runde gav over 20 fugle hvor de fleste var gråsiskner.

Senere når jeg kommer til net Ø4 som er et af nettene helt oppe i hjørnet af haven ud mod engen sidder der en sanger som ved første øjekast ligner gransanger, men når jeg skal pille den ud kan jeg se at den er for langvinget til at det ville være det så pulsen stiger en smule da det jo ville være mega sent for løvsanger nu. Jeg får hurtigt tjekket vingelængde(71mm) og andre kendetegn så kan hurtigt udelukke både gransanger og de andre sjove phyl som det evt kunne have været, så det var bare en meget sen løvsanger. Der er kun ringmærket en løvsanger her nede i november før og det var 1.nov 2008, så denne er seneste nogensinde på fuglestationen. Muligvis er det fordi det er så mildt oppe nordpå at den er kommet sent afsted, men den overvintrer syd for sahara så den har meget langt at flyve endnu.

Der har de sidste par dage pludselig kommet fart på solsortene som jeg forleden skrev manglede dette efterår og 13 styk blev ringmærket i dag.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Stor flagspætte/Great spotted woodpecker 1

Gærdesmutte/Wren 2

Jernspurv/Dunnock 1

Rødhals/Robin 1

Solsort/Blackbird 13

Løvsanger/Willow warbler 1

Fuglekonge/Goldcrest 4

Blåmejse/Blue tit 9

Kvækerfinke/Brambling 1

Grønirisk/Greenfinch 2

Gråsisken 5

Nordlig gråsisken/Redpoll 2

Lille gråsisken/Lesser redpoll 12

Dompap/Bullfinch 2

Gulspurv/Yellowhammer 1

Total 57

På stationen: Henrik Jørgensen

Så gav kyllingen bingo

torsdag 16. november 2023
af Henrik Jørgensen

Der var både blæst og regn inden nettene skulle op, men det dryppede kun lidt lige før så jeg satte få net op i tilfælde af at der skulle komme regn igen. Desværre kom der til at starte med støvregn on/off og 8.45 blev det for meget så jeg lukkede ned.

Da regnen sluttede lidt før 12 satte jeg nettene op igen selv om der ikke var meget fart på mere. På runden 13.30 ser jeg en mindre rovfugl i høgenettet som ikke var en spurvehøg som vi er vant til, men der imod en tårnfalk som havde været nede og spise på en af de kyllinger jeg havde lagt for at prøve at fange rovfugle, så endelig gav det lidt.

Ved 15 tiden begyndte det at småregne igen så der lukkede jeg ned for dagen.

Ole var ude og tælle træk og han ville lægge dem på dofbasen til aften. Han har møde de næste dage så jeg kommer til at være her selv til søndag hvor han kommer tilbage.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Tårnfalk/Kestrel 1

Gærdesmutte/Wren 1

Solsort/Blackbird 4

Sjagger/Fieldfare 2

Vindrossel/Redwing 1

Fuglekonge/Goldcrest 5

Gråsisken 4

Nordlig gråsisken 7

Lille gråsisken/Lesser redpoll 7

Total 32

På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen

Solsort på 140 og sæsonafslutning for ringmærkningen

onsdag 15. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: I dag var sæsonafslutning på ringmærkningen. Standard kunne ikke gennemføres i dag pga regn, men så blev datatjek klaret. Da jeg kunne se der ville blive tørt fra 10 tiden gjorde jeg et par højtalere klar så der evt kunne fanges lidt med lyd.

Det dryppede stadig lidt ved 10 tiden, men så lidt at 6 net kom op.

Det gav hurtigt en stribe solsorte(som virkelig har manglet dette efterår).

Ved 13 tiden begyndte det at dryppe igen så valgte at lukke da klokken blev 14.

En solsort han blev ringmærket og målet på vingen sagde 140mm. Normalt ligger de gamle hanner på 130+ så denne var virkelig en langvinget en og helt sikkert den længste vinge jeg har set på en solsort. Denne solsort er nok langt oppe fra nord da de ofte er mere langvinget da de har længere træk end dem vi har her hjemme. De fleste solsorte overvintrer i England, men de kan også sagtens overvintre her i Danmark når vi har milde vintre.

Selv om der var sæsonafslutning vil ringmærkningen dog stadig fortsætte i år så længe der stadig er noget at fange.

Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:

Rødhals/Robin 4/0

Solsort/Blackbird 13/0

Vindrossel/Redwing 1/0

Fuglekonge/Goldcrest 0/1

Blåmejse/Blue tit 2/0

Stillits/Goldfinch 2/0

Grønsisken/Siskin 7/0

Gråsisken/redpoll 2/0

Nordlig gråsisken 1/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 5/0

Dompap/Bullfinch 1/0

Total 38/1

Trækket på Odden: Onsdag morgen med silende regn, men dog opklaring efter klokken 10, så det blev muligt at rykke uden for halvtaget på marinestationen. Heldigvis har vi walkie-talkie-forbindelse med hinanden, ellers var 24 Røde Glenter (Milvus milvus) trukket ud direkte over bygningen uden at blive registreret. Det var et opkald fra ringmærkerne inde på fuglestationen om en stor flok glenter lige over bygningen, der sikrede, at de blev set og talt. De fleste fugle over havet er dog til at se og registrere.

Værd at bemærke var især 61 Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), som overgik det hidtil største dagstal for arten på 55 dagen før. En ung fugl oven i var endda stationær og fouragerede tæt på langs stranden flere gange.

GFU ondg 1182En ung Dværgmåge ledte efter mad langs stranden, den hører til W-mågerne på grund af den mørke tegning på oversiden af vingerne, men adskiller sig blandt andet fra de meget tilsvarende Rider (Rissa tridactylos) på den mørke række af pletter langs bagkanten af vingerne og et lille sort mærke under vingerne bagtid - og så er den mindre, men det kan faktisk være svært at se nogle gange. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vinden fra nordøst aftog med opklaringen, og der var fint læ med udsigt over havet, men bortset fra pæne tal for Toppede Skalleslugere (Mergus merganser) med næsten 170, Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med over 100 og Røde Glenter med 47 plus en flok på 15 efter standardtiden, blev det ved noget spredt småtrafik i dagens træk.

GFU ondg 1179En ung Rød Glente (hvide tegninger på undersiden af kroppen) fløj alene onsdag formiddag med en voldsom skade på venstre vinge. Nogle fjer er tydeligt ødelagte, andre steder er der nye på vej ud. Det sker, når en fjer bliver rykket helt ud, og viser, at glenten har klaret sig med den vinge et stykke tid og lært at holde balancen med vingernes forskellige bæreevne. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen

 


FORRIGE     1  |  ...  |  30  |  31  |  32  |  33  |  34  |  ...  |  224     NÆSTE