Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Hvidsisken nummer to i nettet
Ringmærkningen: Nettene var oppe mens det stadig var helt mørkt(7:15) og første runde gav også 3 drosler hvoraf den ene dog allerede var ringmærket. Næste runde gav også 2 drosler hvor den ene allerede havde ring. ialt 8 drosler blev fanget hvoraf de 3 havde ring på i forvejen. Der er dog stadig en hel del solsorte vi ser som ikke har ring på så der er mere at fange efter. Tallet på solsorte i efteråret var i start af november meget lavt, men nu er tallet kommet over normalen da der næsten dagligt fanges en håndfuld af dem.
Der var silkehaler i haven igen i dag så jeg satte lyd ud til dem og det gav ved 10 tiden resultat da 4 var gået i nettet. Silkehale er ikke en fugl som fanges årligt her, men det skyldes ret sikkert at der normalt ikke ringmærkes til længere end 20 november.
På lukkerunden 13.15 hænger der 2 siskner i det ene net og den ene ser meget lys ud så tænker at det lignede hvidsisken og i samme øjeblik jeg tænkte det drejede den lidt så jeg tydeligt kunne se de hvide overgump og dermed er det stationens hvidsisken nr 2 for dette efterår.
Lige nu ser det ud til at der kommer regn ved 8 tiden i morgen tidligt men det skulle være væk efter 9 så forhåbenlig kan jeg få nettene op der efter, men det kan jo nå at ændre sig til i morgen tidlig.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Silkehale/Waxwing 4/0
Solsort/Blackbird 4/2
Vindrossel/Redwing 1/1
Stillits/Goldfinch 1/0
Grønsisken/Siskin 2/0
Gråsisken 2
Nordlig gråsisken/Redpoll 15
Lille gråsisken/Lesser redpoll 4/0
Hvidsisken/Arctic redpoll 1
Total 34/3
Torsdagens Hvidsisken (Acanthis hornemanni) er kun nummer to, der er blevet ringmærket ved Gedser Fuglestation i dette efterår. Et af kendetegnene for arten er den hvide plet nederst på ryggen - og i det hele taget et gråt og hvidt look.
Et andet vigtigt kendetegn er det meget lille næb i forhold til de nært beslægtede to arter af gråsiskener.
Undergumpen har normalt kun en enkelt sort streg hos Hvidsisken til forskel fra gråsiskeners flere mørke streger, men af og til ses nogle med et par streger mere, som hos dagens fugl. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Trækket på Odden: En rigtig hyggelig torsdag morgen og formiddag. Vi var to om arbejdet hele vejen igennem, fordi jeg skulle have været til møde, og Flemming Pagh Jensen havde budt sig selv til som afløser. Egentlig havde han tænkt sig at komme for at være med til at opleve især mange Fløjlsænder (Melanitta fusca), og da mødet så blev aflyst på grund af sygdom, kunne vi alligevel begge deltage i oplevelsen. Det var en ren fornøjelse for mig ikke at stå for tællingen, men at kunne nyde dagens træk ’mere tilbagelænet’. Tak for det.
Som Flemming havde håbet, kom der faktisk et stort antal Fløjsænder. Dagens 622 er det største antal på en dag i dette efterår og samtidig en del større end rekorden på 431 i standardtidens fem timer 10. december sidste år. Også dagens 1.719 Sortænder (Melanitta nigra) er det største dagsantal af den art i standardtiden i dette efterår.
Derimod kom der ikke så mange Rødstrubede Lommer (Gavia stellata), som vi havde håbet på efter 449 på træk mod sydvest onsdag. Det blev bare til 68.
Til gengæld fik vi lidt træk af rovfugle fra land med 5 Røde Glenter (Milvus milvus) ud over havet mod syd uden tøven og fire af de brune Blå Kærhøge (Circus cyaneus), som kan være unge hanner, hunner eller adulte/voksne hunner. Vi bestemte to af dem til adulte hunner og to af dem til unge fugle fra i år (1k, første kalenderår).
En af dagens Blå Kærhøge så ud til at være en ung han (1k, første kalenderår) med lys iris i øjet (som måske ikke ses så tydeligt på nogle skærme), men også en generelt lys bundfarve på bugen og undersiden af vingerne samt en tydelig halskrave. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En anden af dagens Blå Kærhøge forekommer derimod at være en ung hun med mindre markeret halskrave, og mørkere bundfarve på den inderste del af vingen (armen) i kontrast til en lysere bundfarve på yderste del (hånden). på oversiden af vingen har de såkaldte lange dækfjer lyse spidser, som viser, at det er en ung fugl fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Flere har talt om, at der har været en god forekomst af Blå Kærhøge ved Gedser Odde i dette efterår. Et tjek af vores indtastninger i DOFbasen og på den hollandske database Trektellen viser, at vi ganske rigtigt har set et pænt antal Blå Kærhøge, men ikke væsentligt flere end sidste år. På Trektellen har vi registreret 99 Blå Kærhøge på udtræk fra Odden i anden halvdel af 2022 og indtil nu 103 i 2023 i vores standardtid. I DOFbasen bliver det til lidt flere, fordi vi også har indtastet fugle, der ikke trak ud, og andre har indtastet fugle, som er set efter standardtiden. Inklusive de fugle ser det ud til, at der er registreret cirka (det kan være svært, at afgøre om nogle af observationerne gælder dobbeltgængere eller nye fugle) 112 Blå Kærhøge på Gedser Odde i DOFbasen siden 1. september i år.
Antallet af Blå Kærhøge ved Gedser Odde har i år været nogenlunde det samme som i 2022, men de røde søjler for i år viser, at trækket er foregået senere end i 2022, som er markeret med grønne søjler. Den sorte streg viser gennemsnittet over flere år. Kilde: Trektellen
Se alle torsdagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Pæne tal på trækket
Da der var meget vind og regn på vej kom der kun 2 net op 7.15 og allerede 9.45 måtte jeg lukke igen pga regnen. Pga blæsten var der kun en flok på ca 30 silkehaler som fløj rundt i haven, men en del drosler rastede uden rigtigt at flytte på sig.
Et par poser med æbler blev lagt ud så forhåbenligt kommer der en masse drosler til og måske silkehaler som så flyver i nettene efter at have spist(hvis harene ikke spiser dem for hurtigt som sidst).
Efter nettene blev lukket kom Gert forbi og så tog vi ud og hjalp Ole med at tælle trækket. Der var pænt med lommer og fløjlsænder og også 5 suler kom forbi. Dagens observationer kan ses på dofbasen.
Om eftermiddagen kom Mads og Tina forbi og fik set det store arbejde der er sket ved søen.
Ole er taget til møde så derfor ikke så meget om trækket i dag.
På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen
Seneste Husrødstjert ringmærket
Ringmærkningen: Igen kom nettene op mens det var helt mørkt i håbet om enten skovsneppe eller drosler, første runde gav en solsort og en vindrossel, solsorten havde dog ring på i forvejen.
Om formiddagen kom Benny forbi med morgenbrød og hentede nye ringe da han var løbet tør for en størrelse. Lidt senere kom Hans og Gert som tog de 2 hejsenet ned, så nu er der kun de 4 net tilbage som jeg bruger.
På 10:45 runden kommer jeg ud til det ene som som er fyldt med fugle og efter de var mærket og talt viser det sig at der var 43 fugle i bare et net(Det skal dog siges at de blev lokket med lyd hvilket fungerer super godt).
På næstsidste runde sidder der en fugl som ser lidt sjov ud så pulsen steg lige en smule, men det viste sig at være en husrødstjert som normalt ikke kommer ind i haven. Et kig på databasen viser at det er den seneste som er ringmærket her på fuglestationen, næstseneste var 17.november for nogle år siden.
Om eftermiddagen fik vi handlet og jeg fik køb en masse æbler som jeg vil ligge ud til droslerne i håb om at fange flere af dem.
Vejret for i morgen tidlig ser ikke helt godt ud og de lover regn fra 9 og frem, men det må jeg se i morgen tidligt.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Husrødstjert/Black redstart 1/0
Solsort/Blackbird 5/3
Vindrossel/Redwing 5/0
Grønsisken/Siskin 52/0
Gråsisken 1/0
Nordlig gråsisken/Redpoll 5
Total 69/3
Tirsdagens Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) efter ringmærkningen. Indtil der kom sne, var der et par stykker, som holdt til ved marinestationen, men så forsvandt de, og det er måske en af dem, der blev fanget, hvis de er søgt ind i haven i stedet for at flygte mod syd. De var især glade for den nye kløft helt ind til bygningen. Husrødstjert er oprindeligt en klippefugl, og sådan en skrænt minder selvfølgelig om et bjergområde. Den grå farve tyder på, at det er en hun til fra en han, som burde have noget sort nu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Trækket på Odden: Mandag og tirsdag gav to gode dage med fint havtræk af især Ederfugle (Somateria mellissima) og Sortænder (Melanitta nigra), men de var også ok for Fløjlsænder (Melanitta fusca) og Rødstrubede Lommer (Gavia stellata). Begge dage var overskyede med svag vind hovedsagelig fra sydøst, men mandag føltes lun med temperaturer omkring 5 grader, mens tirsdag føltes frysende kold med 3 grader og højere luftfugtighed.
Mandag kom der 2.700 fugle af 25 arter, tirsdag næsten 5.000, men kun fordelt på 19 arter. I december kan vi godt have store tal af nogle få arter, mens der er færre arter end på gode dage i september og oktober, og de fleste af dem kommer i små antal. På to dage har vi således fået 3.500 Ederfugle lagt til statistikken og 2.600 Sortænder. Fra land var det mest interessant, at der mandag kom 3 Fjeldvåger (Buteo lagopus).
Inklusive ringmærkningen fik vi registreret 28 arter på Gedser Odde tirsdag. Det er ikke så ringe endda på en kold decemberdag.
Se alle tirsdagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Fart på fuglene igen
Da Ole har møde i aften kommer der ikke noget om trækket, men hans observationer fra Odden kan selvfølgelig ses på dofbasen.
Da der var chance for regn satte jeg først nettene op 7:45 Og selvfølgelig skræmte jeg en skovsneppe op da jeg var på vej hen og åbne nettet.
Der var en del siskner i luften og det gav hurtigt resultat, og ude fra Odden meldte Ole også at der var fart på efter flere dage med lave tal, men det kan muligvis være den lille kuldeperiode som skubbede fuglene længere sydpå og de så nu er tilbage da der er mildt. Ud over siskner var der også en hel del solsorte.
Der loves lidt regn på de tidlige timer, men pt ser det ud til at holde tørt når nettene skal op.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Solsort/Blackbird 7/4
Vindrossel/Redwing 2/0
Blåmejse/Blue tit 1/0
Grønirisk/Greenfinch 1/0
Grønsisken/Siskin 22/0
Gråsisken 12/0
Nordlig gråsisken/Redpoll 18/0
Lille gråsisken/Lesser redpoll 2/0
Total 65/4
På stationen: Ole Friis Larsen, Henrik Jørgensen
Ingen ringmærkning, få fugle i havtrækket
Småregn hen over morgenen og formiddagen betød, at der ikke kunne ringmærkes i haven. Kombinationen af regn og kulde med vind fra sydøst på om til 9,6 meter i sekundet ville være at udsætte fuglene for en stor risiko. Mindre hensyn kan vi tage til os selv med varmt tøj, så vi gik begge ud på Odden for at tælle det kuldetræk, der var til at se med kun 1.500 meters sigte over havet som følge af regn og dis.
Det blev ikke til det store, med 535 fugle af 16 arter mod 2.327 og 21 arter på samme dato sidste år. Da var vinden også i sydøst, men væsentligt svagere, der var solskin mellem skyerne, og vi kunne se 10 kilometer ud over havet.
Søndag talte vi langt færre af nogle af de mest almindelige arter i trækket lige nu i forhold til samme dato sidste år. 149 Sortænder (Melanitta nigra) mod 839, 17 Fløjlsænder (Melanitta fusca mod 431 og 110 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) mod 185.
Det er dog ikke en enkelt dato, der gør forskellen, og der er næsten tre uger tilbage af december endnu, selv om vi på fuglestationen har 20. december som sidste dag. I 2022 blev der i hele oktober, november og december (der var andre, som talte videre helt til nytårsaften) registreret 29.388 Sortænder ved Gedser Odde i standardtiden. Om det kan indhentes med lige nu 13.369 Sortænder i de samme tre måneder i år, kan vi ikke vide, men det kan sagtens være, at mildt vejr har fået mange Sortænder til at udsætte sidste del af rejsen ud af Østersøen i år.
De røde søjler for 2023 og de grønne søjler for 2022 følges pænt ad for Sortænderne, hvor den sorte kurve er gennemsnittet over flere år, men især i begyndelsen af november og nu i december er det betydeligt mindre træk per time end sidste år. Det kunne tyde på, at fuglene venter med deres decemberryk. Kilde: Trektellen
På samme måde med Fløjlsænderne. Oktober, november og december 2022 bragte 4.021 af de elegante sorte ænder med hvide vingefelter forbi Gedser Odde, og indtil nu har vi registreret 2.237 i samme periode i år med især et tydeligt mindre træk i det seneste par uger.
For Fløjlsænderne er billedet næsten det samme som for Sortænderne, men med lidt større træk i overgangen mellem oktober og november en sidste år, og så tilsyneladende en tilbageholdenhed med rykket i december. Kilde: Trektellen
For to arter af svømmeænder, som er almindelige på træk forbi sydspidsen af Danmark, ser det lidt anderledes ud. De har overstået deres træk, og vi har ingen af dem set i den seneste tid – eller kun ganske få af dem. Når vi tager vejr og vind med i regnestykket, fordi dis kan betyde, at vi ser færre, pålandsvind at vi ser flere, fralandsvind at vi ser færre og så videre, er der ikke den store forskel på, at vi sidste efterår så 10.489 Pibeænder (Mareca penelope) og i år 9.688. For Spidsænderne (Anas acuta) gælder oven i købet, at vi i dette efterår har set flere end sidste år, nemlig 707 mod 604.
Trækket af Pibeænder er overstået, og kurverne viser slutfacit for 2022 med grønne søjler og 2023 med røde søjler, hvor det ser ud til, at det første store ryk i starten af september har ligget senere i år, og at det lidt mindre tal for i år, skyldes færre fugle midt i oktober. Kilde: Trektellen
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Tredje Skovsneppe på fire dage
Ringmærkningen: En Skovsneppe (Scolopax rustica) røg lørdag morgen i et net i fuglestationens have som den tredje af sin art på fire dage. Mange observationer i DOFbasen viser, at der er en del Skovsnepper i Danmark lige nu, hvor de formentlig er på flugt fra kulde mod nord og øst. Når vi har fanget tre i fuglestationens have på få dage, kunne det se ud til, at der er endnu flere i området, hvilket mange spor i sneen også har tydet på.
Ingen af de tre Skovsnepper var ringmærket i forvejen, så vi kan ikke vide, hvor de kommer fra, men vi måler og vejer også fuglene, så vi kan bidrage med noget om deres sundhedstilstand.
Lørdagens Skovsneppe var livskraftig og vejede 327 gram. Vægten røber, at trækket tærer på fedtet og måske endda ekstra meget på grund af sne og kulde. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
De tre Skovsnepper fra de seneste dage vejede 338, 265 og 327 gram. Det fortæller noget om deres vanskeligheder med at finde mad, når jorden er dækket af sne, og de får svært ved at finde orme og andet, som de lever af. Skovsnepper vejer normalt mellem 250 og 420 gram, så ingen af dem var kritisk undervægtige, men de kunne alle bruge lidt mere sul på kroppen - og det er sikkert forklaringen på, at de kommer her nu på vej væk fra Sverige, Finland og Rusland for at finde mildere klima i England og Frankrig, men trækket tærer nok også i det hele taget på deres helbred.
En Skovsneppe, som blev ringmærket på Gedser Fuglestation 21. oktober i år - længe før der kom sne og kulde - vejede 293,8 gram.
Om eftermiddagen kom Kristian og Benthe forbi med hjemmebagt kage, det smagte skønt, tak !
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Skovsneppe/Woodcock 1/0
Solsort/Blackbird 3/0
Blåmejse/Blue tit 0/1
Total 4/1
Trækket på Odden: Vi fik ikke nogen ud at tælle trækfugle denne lørdag, fordi der var møde i DOF’s fælles fuglestationsudvalg for alle tre fuglestationer i Skagen, Blåvand og Gedser. Mødet skulle have foregået i Skagen, men på grund af usikkerhed om vinterføret på vejene, blev det lavet om til et elektronisk møde, så vi heller ikke skulle bruge en hel weekend på at køre til landets nordligste punkt og tilbage til det sydligste. Derfor kan vi tælle på Odden igen søndag morgen. Mødet var i øvrigt godt.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Engpibere begejstrede for gravearbejde ved engsøen
Ringmærkningen: Der var intet i nettet før 9.45 selv om jeg havde dem oppe 7.15 i håb om lidt sjagger, men så var der til gengæld gået endnu en skovsneppe i høgenettet hvilket er den 4. for i år. Denne skovsneppe var dog meget mager med en vægt på 265 gram hvor den forrige lå på 338 gram.
Mellem runderne blev de sidste net som ikke bruges i denne periode taget ned for i år, så nu er der kun 2 normale net, 2 høgenet og de 2 hejsenet tilbage hvor de første 4 tages ned når jeg tager hjem på et tidspunkt.
I morgen ser det pt ud til at der kan komme lidt regn så der forsvinder det sidste sne nok.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Skovsneppe/Woodcock 1
Solsort/Blackbird 1
Sjagger/Fieldfare 1
Gråsisken 2
Nordlig gråsisken/Redpoll 1
Lille gråsisken/Lesser redpoll 1
Total 7
Den lille røde spids på fjeren afslører, at den har siddet på højre vinge af en Silkehale (Bombycilla garrulus). Henrik fandt den i haven under dagens ringmærkning. Måske har den bare tabt fjeren, men det kan også være, at den er blevet til mad for en Spurvehøg (Accipiter nisus), som har flået fjeren af sit bytte. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Trækket på Odden: Fredag med tøvejr som torsdag, men vinden kom fra sydøst med op til ni meter i sekundet, så det blev alligevel en kold udfordring at holde til standarden på Odden. Heldigvis kom der flere fugle end torsdagens 99 fordelt på 12 arter. Fredag blev det til 19 arter og næsten 670 fugle over bølgerne. Det var til at se, at nogle arter nærmest er i vintermål, når de kommer til sydspidsen af Falster, da der passerede 91 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator) mod sydvest ud af Østersøen, men samtidig røg 13 den anden vej mod nord og nordøst.
Mest fornøjeligt var det med op til flere Havørne (Haliaeetus albicilla), som roligt afsøgteDe brændingen langs kysten og ledte efter noget at æde ud over den nærmeste havflade midt i en højlydt utilfreds flok måger. Vi kan se på de forskellige aldersklassers dragter, at der komme en del måge over markerne på Odden og ud over havet, selv om vi kun ser en enkelt af gangen. Fredag kom en adult ørn ind over land med bytte fra havet. Det var ikke en fisk, men så ud til at være en mindre andefugl. Det er lidt usikkert, hvor de adulte/voksne Havørne kommer fra, men de yngre ørne holder formentlig til på Rødsand, hvor vi ofte i teleskop kan se, at der er seks-otte ’ørneprofiler’ mellem de tusindvis af andre fugle ude på den ubeboede sandrevle.
Og så var det sjovt at opleve, hvordan de græsflader, der dukkede frem, efterhånden som sneen forsvandt, virkede som magneter på småfugle som Rødhalse (Erithacus rubecula), Solsorte (Turdus merula) og Engpibere (Anthus pratensis), hvoraf der på et tidspunkt var seks tæt sammen ude på en lille stykke græs ved observationsposten.
Gravearbejdet ved søen har blotlagt store mudderflader, der tiltrak masser af Engpibere på jagt efter orme, larver og andet at mætte sig på. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
På tilbagevejen viste de nye mudderflader ved søen på engen sig at fungere som tag selv-bord for endnu flere Engpibere. De var tydeligvis også glade for de spor, som gravemaskinen havde kørt fri for sne. Vi talte umiddelbart omkring 30 Engpibere i området.
Søen er nu renset for tilgroning og har fået de meget bredere og fladere skrånende sider, som den oprindelig skulle have haft, men dengang var det ikke muligt, fordi der ikke var noget sted at lægge al den jord, der blev gravet op. Den har vi så siden fundet plads til i en lavning med krat i nordlig forlængelse af fuglestationens hovedbygning. Her er krattet nu fjernet, og fordybningen fyldt op. Det er vi meget tilfredse med.
Den nye rydning har skabt mere lys og luft omkring huset, vi har fået mere lys i stuen, og der blev skabt plads til en masse jord fra søen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Ret fugletom dag
Ringmærkningen: Jeg satsede lidt på drosler og skovsneppe så nettene kom op 7.15 og da det ene af det gode net var tøet op kom det også op så 4 net var aktive.
Første runde gav 3 fugle hvoraf den ene var fra november, resten af tiden gav kun en fugl så det var virkelig en dag med få fugle, men det kan være at det var pga dis hvor sigten var under 500 meter, så fuglene valgte nok at blive på land.
Da flere net var fri for is kunne de tages ned for i år, så nu er der snart kun de net som bruges tilbage, så de sidste net som ikke bliver brugt mere i år tages ned for i år i morgen.
Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:
Solsort/Blackbird 0/2
Sjagger/Fieldfare 1/0
Vindrossel/Redwing 1/0
Total 2/2
Trækket på Odden: Torsdag var det tøvejr, der var næsten ingen vind, og en af de hyppige ornitologer på lokaliteten, Orla Jacobsen, kom ud på Odden, så der var godt selskab til at tælle de næsten ingen fugle, der kom.
Vi kan aldrig vide, om der var flere, end vi så, for tøvejret indebar tilsyneladende også, at der opstod tåge over havet. Hele perioden var der skiftende intensitet i tågen, men vi kunne aldrig se mere end højst 300-500 meter ud over vandet. Mange af de rastende andefugle på vandet kunne også kun ses af og til.
Det blev heller ikke til mere end 99 fugle af 12 arter på træk i løbet af fem timer, men det er stadig værdifuldt for vores samlede registrering af efterårets trafik af trækfugle ved Odden.
Imens blev der arbejdet med store maskiner ved søen på strandengen. Det vender vi tilbage til i dagbogen i morgen.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Skovsnepper og larvefødder i haven
Ringmærkningen: Det havde sneet en smule i nat, men det var let rystet ud af nettene så de kunne sættes op.
Jeg havde lige sat det ene spurvehøgenet op og mens jeg var ved at sætte det næste op fløj en skovsneppe i det jeg lige havde sat op. En del ryger sikkert i nettene oppe langs hegnet ved de høje træer, men pga dens størrelse kommer de let ud af nettet igen, men høgenettet har større masker og derfor slipper den ikke ud der.
Dagens første fangst i trygge hænder. Spor i sneen tyder på, at der er flere Skovsnepper (Scolopax rusticola) i haven, men det er sjældent, at en bliver ringmærket ved Gedser Odde. Ringmærkningsdata viser, at fuglen på billedet kan stamme fra Sverige, Finland, Rusland eller de baltiske lande, og den er formentlig på vej mod Nordfrankrig for at overvintre der. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Sneen begyndte igen, men kun let drys og ikke våd sne så runderne blev gået konstant. Kort før 10 begyndte det at sne for meget og sneen begyndte at lægge sig i nettet så der lukkede jeg da det ikke er godt for fuglene. Dog var de 2,5 time ganske gode med 8 ringmærkede fugle.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Skovsneppe/Woodcock 1
Solsort/Blackbird 1
Gråsisken 1
Nordlig gråsisken/Redpoll 5
Total 8
Onsdag blev der ikke talt noget træk, fordi der var så meget andet at tage sig af på fuglestationen, hvor gravemaskinen – med fører – ankom og skulle tages imod klokken otte efter en del praktiske problemer med overhovedet at få den frem. Blokvognen med maskinen kunne nemlig ikke køre på de isglatte veje ud til fuglestationen. Da den endelig var inde på området, gik det til gengæld hurtigt.
Vi havde længe talt om, at det ville være dejligt at få ryddet haven i forlængelse af fuglestationsbygningen for slåen, så der kunne komme mere lys ind ad nordvinduet i stuen, men det forekom at være et voldsomt projekt. Det klarede maskinen med fører på et kvarters tid.
Vi har tidligere brugt en del af det areal til langtidsparkering af biler, når der er frivillige på stationen, men det sluttede, da nogle store grene fra gamle træer i storme faldt ned meget tæt på de parkerede biler. Nu er området ryddet, fordi det skråner nedad, og der kan blive plads til at anbringe en masse jord fra graveriet ved søen på fuglestationens strandeng.
Tidligt onsdag morgen, den 3,8 meter brede maskine på larvefødder når frem til fuglestationen.
Rydning af brombærkrat, træstubbe og andet for at få plads til jord fra søen på engen.
... og så får vi mere lys i stuen gennem nordvinduet.
Så er der gang i oprensningen af søen på engen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Senere på formiddagen kom arbejdet med at rense søen op. Den er i et par år groet mere og mere til, derfor bliver siv, rør og dunhammer gravet væk, og samtidig bliver søens kanter gjort fladere og bredere, så der kan samle sig mere regnvand. Der er ikke noget tilløb til søen, så den skal have vand oppefra. Den må gerne tørre ud i kortere perioder om sommeren, men helst ikke i længere tid.
Arbejdet vil tage et par dage, og det er netop nu, det skal udføres, mens frøer og tudser ikke er i søen, men ligger i vinterhi andre steder i området.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen
Blå kærhøg ringmærket for første gang
Før nettene skulle sættes op jokede vi lidt med at nu kom den blå kærhøg i nettet (pga en fløj igennem haven for få dage siden).
Der var igen i dag en del solsorte i haven og en del blev også fanget. Ud over det var der 2 andre drosselarter i nettet.
Lyd som var sat ud gav kun 2 fugle i dag, men vinden har nok gjort at mange småfugle ikke kom ud på odden.
Under runderne blev en del net taget ned for i år, flere var der dog stadig is i så de kunne ikke tages ned endnu.
På vej ud fra huset da jeg skal på runde kommer en blå kærhøg han flyvende så jeg kalder hurtigt Ole på walkien så den kunne komme med for dagen. Kort efter ser jeg den så hænge i det første høgenet så jeg får hurtigt løbet hen til den og pillet den ud og kalder igen ud til Ole at jeg havde fanget den.
Et kig på databasen viser at det er den første som er ringmærket på fuglestationen(og det er selvfølgelig også en ny ringmærkningsart).
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Blå kærhøg/Hen harrier 1
Solsort/Blackbird 6
Sjagger/Fieldfare 1
Vindrossel/Redwing 1
Grønsisken/Siskin 1
Nordlig gråsisken/Redpoll 1
Total 11
Trækket ved Odden: Det blev kun til en times tid med træktælling, før Henrik slog alarm fra fuglestationen om en Blå Kærhøg (Circus cyaneus) i et af nettene. Efter arbejdet med kærhøgen kom der et møde med en skovfoged om vores sø på engen, som skal renses op. Det var mest et møde om det praktiske arbejde, som begynder onsdag morgen klokken 8. Derefter gav det ingen mening at fortsætte en tælling efter vores regler om standarden.
Søen ved fuglestationen tirsdag eftermiddag. Vi har været lidt ængstelige for, at den var ved at gro til, men onsdag morgen begynder arbejdet med at rense den op. Det skal ske om vinteren, når der ikke er frøer eller tudser i vandhullet.
I stedet gik dagen med andet arbejde og aldersbestemmelse af den Blå Kærhøg.
Vi mente umiddelbart, at det måtte være en et år gammel han i sit andet kalenderår (2k) på grund af en meget bruntonet overside, men rovfugleeksperten Klaus Malling Olsen har før hjulpet os med, at hanner af Blå Kærhøge, som vi har set på træk ved Odden, kan have et brunligt skær på oversiden, uden at det betyder, at det er en yngre han, så vi spurgte ham igen. Ud fra billederne i lille format på en mobiltelefon pegede han på, at dagens Blå Kærhøg godt kunne være ældre end 2k, blandt andet på grund af slitage på de sorte håndsvingfjer, som fuglen først har fået i år. Vi aftalte også at lægge billeder på Facebookgruppen Rovfugle i Felten.
Derefter gik en anden specialist i rovfugle, norske Andreas Gullberg, i gang med at nærstudere vores billeder og fandt to brunlige juvenile dækfjer, som ikke var skiftet endnu på den ene vinge. Han var i øvrigt enig med Klaus Malling Olsen om, at den brunlige overside på vores Blå Kærhøg ikke kunne bruges til nogen aldersbestemmelse, fordi der er stor individuel forskel hos hanner i adulte/voksne fjerdragter.
Bemærk Andreas Gullbergs røde ring om de to juvenile dækfjer. Sådan noget kan man kun klare ved nærstudier af gode billeder - eller hvis man har fuglen i hånden - og da var vi på stationen mere fokuserede på den bruntonede overside - som altså ikke kan bruges til aldersbestemmelse af Blå Kærhøge-hanner i voksne/adulte dragter. I felten ville denne fugl altså kun kunne bestemmes til en adult han. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Det var lærerigt at få kommentarer af de to specialister i rovfugle, og forhåbentlig har mange andre på samme måde haft glæde af vores opslag på Rovfugle i Felten.
På dette foto af den Blå Kærhøg under ringmærkningen indendørs i fuglestationens laboratorium er bruntoningen af fjerdragten særlig tydelig. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Vi skrev på Facebook, at den Blå Kærhøg forekom ’lidt afmagret’, fordi vi kunne mærke brystbenet på den, men det nok ikke været, for den vejede 373 gram og var dermed godt i stand i forhold til, at sunde hanner af Blå Kærhøge kan veje mellem 290 og 400 gram.
Alt i alt en sund og rask yngre han Blå Kærhøg.
Noget af det, der fascinerede os på fuglestationen mest ved at have den Blå Kærhøg i hånden, var de fine grå 'pile'på den hvide underside af fuglen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen