Ringmærkning: Dagen bød på lidt færre mærkninger end i går men der var flere spændende arter og individer. Således var en ung Rørspurv (Emberiza schoeniclus) ny art for efterårssæsonen og en ung Bynkefugl (Saxicola rubetra) ny art for hele 2024. Rørspurven blev sammen med en Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix) og en Broget fluesnapper (Ficedula hypoleuca) fremvist for de mange frivillige, der var inviteret til sommer grillfrokost på stationen. Skovsangeren som blev fremvist ses på billedet nedefor.

Under fremvisningen bemærkede den lokale ornotolog Louis A. Hansen, at Skovsanger er sjæden ved Gedser og, at det var hans første i år. Set i det lys er det ganske flot at vi i år har mærket 8 Skovsanger og samtidigt en understregning af at vi gennem ringmærkningen får værdifuld information om flere arters forekomst.  

 Skovsanger som blev fremvist for de frivillige umuddelbart før grillfrokosten. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Som grafen, fra DOF’s punkttællingsprogram, neden for viser, er Bynkefugl gået kraftigt tilbage de sidste 40 år, så det var bare dejligt at pille denne smukke og efterhånden meget fåtallige fugl ud af nettet og efterfølgende ringmærke den.

Bynkefuglen, som var en ungfugl ses på billedet her:

Ung Bynkefugl.

Dagen bød også på en Broget fluesnapper som vi måtte kikke på en ekstra gang. For at afsløre en eventuel Hvidhalset fluesnapper (Ficedula albicollis) tjekker vi rutinemæssigt hvilke af håndsvingfjerene, der har en hvid markering ved basen. En Broget fluesnapper har således normalt hvide markeringer fra den sjette hånsvingfjer medens en Hvidhalset allerede har fra den 3 håndsvingfjer, men den på billedet nedenfor viste fluesnapper havde ingen hvide baser ved håndsvingfjerne! Efter at have tjekket vingeformler m.m følte vi os dog helt sikker på at det var en Broget fluesnapper. Ved en vingeformel forstås hvor lange de enkelte håndsvingfjer er i forhold til hinanden.

Ung Broget fluesnapper som helt mangler hvide markeringer ved baserne af håndsvingfjerne. 

Trækket på Odden: Havet var usædvanligt stille og sølvblankt denne lørdag morgen. En periode med tæt og meget mørkt skydække blev ved truslen om vand. Det stille vejr fristede ikke mange fugle til at flyve, så det var egentlig mest stemmerne af kurrende Ederfugle ved stranden (Somateria mollissima), der fyldte luften.

Mest interessant var en Mosehornugle (Asio flameus), som var meget tidligt på færde. Vi plejer først at se nogle få af dem i efterårstrækket ved Gedser Odde i september og oktober. Dagens fugl blev da også kun set i få sekunder, da undersiden af en af vingerne rakte ud over kystskrænten fra vegetationen af urter øverst på skrænten. Første tanke var, at den hvide vinge med et stort sort ’komma’ måtte tilhøre en Mosehornugle, og det blev bekræftet, da uglen i endnu et kort glimt kom op over vegetationen for så at forsvinde ned bag en bakke og ikke vise sig igen. Det lykkedes at tage et enkelt foto, som heldigvis bekræftede arten, selv om det ofte er vanskeligt at få noget ud af billeder af flyvende fugle bagfra.

 Det er ofte vanskeligt at få tilstrækkelige informationer ud af et foto af en fugl bagfra, men Mosehornugle er næsten den eneste mulige ugle på træk ved højlys dag ved Gedser Odde, og på billedet bliver arten bekræftet af en lys bagkant vingen, som akkurat anes på billedet til forskel fra Skovhornugle (Asio otus), og af brede mørke bånd på oversiden af halefjerene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Med vingen ud over kystskrænten må uglen registreres som trækforsøgende nordfra eller østfra, idet den vendte om og søgte ind i landet igen – eller i hvert fald ikke blev set ude over havet.

Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.

Nyt fra fuglestationen: Efter dagens træktælling og ringmærkning i de fem standardtimer var stationens frivillige inviteret til grillfrokost i haven. Selv om ikke alle kunne komme, nåede vi op på 20 til en hyggelig eftermiddag. Sådan et arrangement viser også, hvor mange mennesker, der er med til at drive fuglestationen.

Ringmærkerne fortsatte morgenens arbejde, indtil stationens øvrige frivillige kom og fik lov at nyde et par fine fangster, som denne ganske unge Rørspurv (Emberiza schoeniclus) - og så var grillen klar til frokosten ... Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Mange tror, at fuglestationen er et sted, hvor nogle få ringmærkere og trækfugletællere arbejder, men den er en arbejdsplads, som samler mange mennesker med forskellige værdifulde kompetencer og interesser. Vi har brug for folk, der kan passe haven, holde bygninger og installationer i orden, styre økonomien, lave kaffe, sælge souvenirs til gavn for fuglestationen, lave fuglekasser til butikken, fortælle børn og voksne om naturen, tage ansvar for vores formidlingsopgaver og meget andet. Mange af os møder ikke hinanden særlig tit, fordi vi arbejder for stationen i forskellige perioder. Derfor er sådan et personalekomsammen en uvurderlig fest.

Folk på fuglestationen: John Stokholm Jensen, Søren Mygind, Ole Friis Larsen + mange andre af stationens frivillige.

Ringmærkningen: Som tidligere nævnt er en del af de fugle vi ringmærker i juli måned lokale ynglefugle. Nu hvor vi er kommet over i august er det derimod tydeligt for os, at mange af de fugle vi mærker er trækgæster. I dag mærkede vi således 4 Brogede fluesnapper (Ficedula hypoleuca), som ikke yngler ved Gedser Fuglestation. De Brogede fluesnapper kan være kommet fra Sverige hvor ynglebestanden er væsentlig større end i de meget forstmæssigt drevene danske skove. Desuden har Broget fluesnapper relativt store vinger og kan derfor flyve langt på det natlige træk. Ligesom Broget fluesnapper yngler Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix) ikke ved Gedser Fuglestation og det samme gør sig formodentligt gældende for Løvsanger (Phylloscopus trochilus), så også her er der tale om trækgæster.

I dag mærkede vi hele 7 Havesanger (Sylvia borin), som alle havde en høj fedtscore, hvilket er tegn på at de er klar til trækket, da de har tanket op. At tanken bl.a. er blevet fyldt op ved hjælp af de mange brombær der vokser omkring Gedser Fuglestation blev åbenlyst for Søren der både under udtagning af net og ved mærkningen af Havesangerne modtag en ordentlig brombærfarvet fugleklat.

Til gengæld er den på billedet nedenfor viste Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus) med stor sandsynlighed en lokal ynglefugl, da den næppe har fløjet langt, da den stadig er i den plettede juvenile dragt, som fuglen anlægger i reden og kort efter udskifter ved at fælde til den postjuvenile dragt, som fuglene normalt ses i når de mærkes under trækket.  

Rødstjert i den plettede juvenile dragt.  Foto: Ole Friis Larsen/GFU

På dagens næst sidst runde pillede Søren en ung Spurvehøg (Accipiter nisus) han ud af nettene. Helt godt gik det ikke da han fik en klo i hånden, men i det mindste har han da lært ikke at sige av når en fugl håndteres og det er da fremgang i forhold til i går.

Ung spurvehøg han. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Trækket på Odden: En noget blegfesen, men dog mild fredag morgen med et udbredt diset skydække fik lidt mere kulør, efterhånden som solen kom op, der kom lidt mere gang i trækket, og Orla Jacobsen dukkede op som både forstærkning og godt selskab. Orla er en af de feltornitologer, der kommer regelmæssigt på Odden uden at være tilknyttet fuglestationen.

Vi kom til at opleve et lidt småt, men fint varieret træk med lige under 800 Sortænder (Melanitta nigra) som dagens mest talrige art. Der var flere oplevelser at være glade for. I en flok Krikænder (Anas crecca) fandt vi to hanner af Atlingand (Spatula querquedula), som skilte sig markant ud med deres lysegrå vingeoversider. Lidt senere så vi to hanner sammen med to hunner i en flok for sig selv. Fint var det også med en flok på 16 Sortterner (Chlidonias nigra) og to unge 1k (første kalenderår) Rørhøge (Circus aeroginosus), som kom ind over land sydfra samtidig. At de fløj den ’forkerte’ vej betød formentlig blot, at de havde forladt deres reder i Tyskland og var begyndt at strejfe om i verden, før de kommer i gang med deres egentlige træk til Afrika.

Dagens største oplevelse blev dog en ung 1k Gøg (Cuculus canorus), som kom op over kystskrænten og forsvandt ned i vegetationen langs kornmarken ud mod kysten. Vi var i første omgang lidt usikre på, om det virkelig var en Gøg, eller det kunne være en Natravn (Caprimulgus europaeus), så vi gav og til at lede efter den og fik et par billeder, som bekræftede, at det var en Gøg. Lidt senere kom den flyvende forbi os langs skrænten, og lidt senere igen opdagede vi den pludselig nede på stranden næsten direkte ud for os. Her kunne vi se, at den fandt larver, orme eller store insekter at æde i vegetation på stranden.

Den unge Gøg i skellet mellem kornmark og vegetation, hvor  den ikke fløj op, men flygtede fra os ved at løbe af sted på jorden. Det runde hoved med det korte buede næb og en hvid plet i nakken afslørede arten.

Især det lyse bryst med tværbåndene fascinerede os. Svalerne var ikke glade for at have Gøgen på stranden, men den ligner også en Spurvehøg (Accipiter nisus) med den tværbåndede underside, lang hale og spidse vinger.

Her var der gevinst for den sultne fugl. Som mange andre arters unge fugle, har også Gøgen lyse spidser på oversidens fjer. Foto: Ole Friis Larsen

Efter endnu lidt flugt langs kysten forsvandt den unge Gøg, formentlig fordi der begyndte at komme flere mennesker på stranden, og vi så den ikke igen. Selv om det ikke er usædvanligt at se en Gøg, kunne ingen af os komme i tanke om, at vi nogensinde havde set en ung Gøg så tæt på i så lang tid.

Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.

På Stationen: Ole Friis Larsen, John Stokholm Jensen og Søren Mygind

Ringmærkningen: På ringmærkningsfronten var dagen i dag meget som i går med Gærdesanger (Curruca curuca) og Gulbug (Hippolais icterina), som de antalsmæssigt dominerende arter. Af det mere kuriøse fik vi mærket to unge banditter af Rødryggede tornskader (Lanius collurio) - og dem var der bid i.

I de fire dage John har været her for at lære at ringmærke har vi snakket en del om, at det for at ringmærke er nødvendigt at aflære en række naturlige reflekser. Når en fugl tages ud af en pose skal man ikke bruge tommelfingeren, men derimod holde fuglens hoved mellem 1 og 2 led på venstre hånd. Ja der stod venstre hånd og ikke højre, som man normalt ville bruge når man skal tage noget vigtigt og værdifuldt ud af en pose her i sommer varmen.

En anden refleks, der skal aflæres er at sig av når en fugl bider, fordi et av ofte hænger sammen med at trække hånden til sig, hvilket kunne skade fuglen. Så når en Rødrygget tornskade mærkes må man pænt finde sig i at blive bidt lidt i og det går også. Især hvis man ved at give den en pose at bide i kan skåne fingrene lidt og så undgår vi at sige av. 

Men da John mærkede en Rødrygget tornskader ville Søren vise John hvordan linealen skal holdes for at opnå de rigtige vingemål. Således fordybet i at opnå præcisionsmålinger og uden at have en fugl i hånden blev Søren bidt og så var alt om aflærte reflekser glemt for en stund. Av for Søren! 

Den unge bandit, som fik Søren til at fravige reglen om ikke at sige av når en fugl ringmærkes. 

Trækket på Odden: En rosafarvet morgen med sart solskin før solopgang på det tynde lag af skyer i øst. Dagen startede et par grader mere køligt nede på 13,1 grad, men det ændrede sig hurtigt, efter at solen kom frem, og det blev en lun morgen med næsten ingen vind – og næsten heller ikke nogen fugle på træk i forhold til de seneste foregående dage.

Måske er lunt vejr med høj sol bare ikke noget, der ligefrem presser trækfugle af sted om efteråret, hvor der ikke er kamp om ynglepladser eller andet, der skal nås. Det gav til gengæld nogle fine timer med god tid til at studere og nyde lokale yngle- og rastefugle.

På havet var der 16 Store Skalleslugere (Mergus merganser) at glæde sig over, mens de svømmede tæt på stranden med kun næb og ansigt i vandet for at finde morgenmaden. Et større antal Splitterner (Thalasseus sandvicensis) fouragerede længere ude, men fyldte luften med deres karakteristiske skrig. En flok unge Stære (Sturnus vulgaris) kunne åbenbart ikke rigtig beslutte sig for, om de skulle trække ud eller blive, men endte med at blive. Når de røg op i luften var det til at se, at de stadig har meget at lære, før de kan flyve synkront og deltage i Sort Sol uden at støde sammen og skabe kaos.

Gråspurve på Odden: Selv om der kommer turister, falder der ikke meget af til spurvene, og det er interessant at se dem klare sig selv med en varieret kostplan, der omfatter frø fra urter, edderkopper i sprækker på den gamle marinestation og meget andet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Skovspurve på Odden: Den grålige kind med diffus sort plet tyder på en ung fugl fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

28 Gråspurve (Passer domesticus) lyder måske ikke af noget særligt, men det er det helt ude på spidsen af Gedser Odde, hvor arten ikke er almindelig, men der har været mindst et ynglepar i år. Flokken er temmelig aggressiv og jager alle andre arter væk, der er mindre end Gråspurvene selv. Tre Skovspurve (Passer montanus) så dog ud til at ligne Gråspurvene så meget, at de ikke vakte synderlig opsigt og forblev uforstyrrede.

Et par unge hybridkrager, som er betegnelsen for krydsninger af Sortkrager (Corvus corone) og Gråkrager (Corvus cornix), har i nogle dage rendt rundt på stranden ved odden, hvor de har tigget mad og er blevet fodret af en adult/voksen Sortkrage. Torsdag løb den ene af de unge hybridkrager efter en adult forældrekrage, der selv var en hybrid. Vi har altså et par krager i nabolaget, hvor den ene er en Sortkrage og den anden en hybrid, og de har fået mindst to unger på vingerne, som man måske så kan kalde dobbelte hybrider.

 Curlingunge: En af de unge dobbelte hybridkrager på Odden råber på fodring ad sin hybridforælder ... og bliver fodret. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Der går en grænse ned gennem Europa, hvor Sortkrager fra Vesteuropa møder Gråkrager fra Østeuropa og yngler med hinanden i et forholdsvis smalt område, der bølger lidt frem og tilbage, men ellers stort set har stået som en konstant grænse gennem tusindvis af år. En antagelse går ud på, at Sort- og Gråkrager oprindelig har været den samme art, men at de blev delt i to bestande af den seneste istid og så udviklede sig til at se forskellige ud. Tidligere blev de også anset for to underarter af samme art, men nu regnes de for to selvstændige arter. Teoretisk skulle de for længe siden være smeltet sammen til en fælles art igen, eller den ene variant skulle have udslettet den anden ved at være bare en lille smule genetisk stærkere eller bedre tilpasset forholdene i Europa efter istiden. Sådan er det bare ikke gået, og der er ikke noget, der tyder på, at der er sådan en proces i gang.

En italiensk undersøgelse i et område af Alperne, hvor de to arter overlapper hinanden viste for 35 år siden, at Gråkrager i grænseområdet mellem de to arter vælger en partner af sin egen slags at yngle med i langt større grad, end man statistisk skulle forvente, og det samme er tilfældet for Sortkrager. I blandede par har en hun Gråkrage samme ynglesucces med en han Sortkrage, som hun ville have med en han Gråkrage, mens en hun Sortkrage har ringere ynglesucces med en han Gråkrage end med en han Sortkrage. Det er altså ikke nogen fidus for en hun Sortkrage at danne par med en han Gråkrage, mens det er hip som hap for hun Gråkragen.

Når grænsen mellem de to arter bevæger sig lidt frem og tilbage, men ikke reelt ændrer sig, kan forklaringen være, at begge arter er lige stærke og godt tilpassede de vilkår, som de lever under.

For de to unge dobbelt hybridkrager på Odden lyder prognosen fra den italienske undersøgelse, at de som hybrider lige så godt kan vælge en anden hybridkrage som en Sort- eller Gråkrage at danne par med, når den tid kommer. De har ingen fordomme på det punkt og kan sagtens få unger.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: John Stokholm Jensen, Søren Mygind, Ole Friis Larsen.

Ringmærkningen: Igen i dag var der kun en ganske let vind fra syd vest da vi åbnede nettene, hvilket normalt er godt for ringmærkningen og vi blev ikke skuffede. Med 38 mærkninger og 8 genfangster blev det således den antalsmæssigt hidtil bedste dag. Specielt Gulbug (Hippolais icterina), Gærdesanger (Curruca curruca) og Kærsanger (Acrocephalus palustris) markerede sig med pæne antal. I morgen ser vejrudsigten fortsat spændende ud, så spændende hvad morgendagen bringer.

Trækket på Odden: Onsdag morgen var lun og blå med næsten ingen vind og flere måner på himmelen før solopgang, idet vores egen måne skinnede i nært selskab med Jupiter, som havde tre måner synlige i teleskopet. Det var ligefrem til at se båndene af storme i planetens atmosfære. På havet lettede hundredvis af Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus) og Stormmåger (Larus canus) fra den blanke havoverflade, hvor de i hvert fald havde tilbragt en del af natten på deres træk ud af Østersøen. Det var så intenst i tiden omkring solopgang, at Hættemågerne ligefrem blev dagens næstmest talrige art ved Gedser odde med næsten 440 i trafikken.

Ligesom Månen var i godt selskab, var det fint med Mads Elley fra fuglestationen som kollega på observationsposten. To, tre eller flere ser altid mere end en, og vi havde en fælles udfordring i at bestemme alle de terner, der kom forbi, selv om der kom en del færre end mandag. Vi endte med lige under 250 Fjordterner (Sterna hirundo), over 150 Havterner (Sterna paradisea) og lidt over 100 ubestemte på grund af lysforholdene og store afstande. Vores fordeling var anderledes end på andre danske træklokaliteter, hvor der i de seneste dage er set flere Fjord- end Havterner, men i overensstemmelse med en post i Estland længere inde i Østersøen og vores egne resultater i de seneste dage.

Havterne i modlys, hvor man fint ser, at alle håndens svingfjer på yderste del af vingen er gennemsigtige i modsætning til Fjordternen, hvor kun inderste del af hånden er gennemsigtig - se bloggen for mandag 30.07.2024. Den slags kendetegn er gode i det modlys, vi har på Gedser Odde. Foto: Mads Elley/GFU

En indikator, men ikke en sikker identifikation af Hav- og Fjordterner, er, at Havterner ofte kommer i mere kompakte flokke og lavere over vandet end Fjordternerne i mere løst formationer. Reglen gælder bare ikke, når de kommer i blandede flokke, som mange gjorde denne tirsdag, så det var godt, at vi var to til at kigge, vurdere og repetere kendetegn.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: John Stokholm Jensen, Søren Mygind, Ole Friis Larsen.

Ringmærkningen: Når der ringmærkes i juli måned er det til evig diskusion og undren om det er lokale ynglefugle eller trækgæster vi mærker. For Gærdesanger har vi set tydelige tegn på begge dele. Nogle af de Gærdesanger vi mærker er således tydelige ynglefugle, da de har meget korte vinger og haler i vækst, hvilket viser, at det ikke er længe siden at de har forladt reden. I dag fik vi dog et godt tegn på at trækket er gået i gang da der på en enkelt runde sad ca. 10 Gærdesanger i nettene. Samtidigt viser et genfund fra Ungarn af en Gærdesanger mærket i Juli måned ved Gedser for nogle år siden, at trækket kan være i gang til trods for det gode vejr og sommervarmen.      

Trækket på Odden: En forgyldt tirsdag med glødende kanter af solskin på skyerne mod øst. Desuden var det lunt og næsten vindstille. Fugletrækket lagde også hårdt ud med en flok på 59 Sortterner (Chlidonias niger) et par minutter inde i tællingen fra en halv time før solopgang. De var tidligt på færde, men ikke svære at bestemme på, at mange stadig var i tilsyneladende fuld sommerdragt med sorte undersider i skarp kontrast til deres hvide undergumper, selv i det tidlige morgenlys. Kort efter begyndte også en lind strøm af Fjordterner (Sterna hirundo) at passere langt ude, men til at tælle i håndkikkerten og identificere ved hjælp af teleskopet.

Vilkårene er ofte vanskelige ved Gedser Odde, hvor vi ikke bare ser mange af fuglene over havet på stor afstand, men også i modlys. Et af trickene med Hav- og Fjordterner, er, at hele hånden (yderste del af vingen) er gennemskinnelig og lyser op i modlys i kontrast til resten af vingen på Havterner, mens det kun er den inderste del af hånden, der er gennemskinnelig hos Fjordternerne. Døm selv her. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Selv om strømmen tog af efter et par timer, kom der mindst 867 plus formentlig en del flere i de 91, der ikke kunne noteres som andet end ubestemte enten Hav- eller Fjordterner. Der kom nemlig også op mod Havterner (Sterna paradisea) i morgenens træk over havet. De to arter kan være svære at skelne mellem, men fordelingen ved Gedser Odde har det seneste par dage passet fint med, hvad kollegerne ved Põõsaspea neem har talt i Estland som en forpost 800 kilometer længere inde i Østersøen, hvor de også har talt langt flere Fjordterner end Havterner og i øvrigt haft en tilsvarende andel af ubestemte fugle.

Noget anderledes har det været med Sortænderne (Melanitta nigra), hvor observatørerne i Estland havde fornøjelsen af næsten 66.000 mandag. De kom ikke forbi Gedser Odde tirsdag morgen, som dog bød på lige over 1.000 af de sorte andefugle, som plejer at flyve så langt ude, at vi må nøjes med at tælle dem som prikker i lange rækker.

Tirsdag var der 7.000 Sortænder forbi observationsposten i Estland, ikke mange terner, men til gengæld over 3.000 Hætte- og Stormmåger, og det peger måske på, hvad der er i vente ved Gedser Odde onsdag/torsdag. Mange af ternerne er det seneste par dage kommet ind mod Gedser Odde fra en meget østlig retning, så det er måske ikke fugle, der har passeret svenske tællepunkter.

Tirsdagens træk af Ederfugle (Somateria mollissima) var interessant med over 800 af de brune hunner/ungfugle og bare 20 af de sort-hvide hanner. Fordelingen svinger op og ned, men hen over sæsonen ser vi mest flokke med et eller andet flertal af hanner.

Fra land var det til at se, at der var træk af Landsvaler (Hirundo rustica) og Bysvaler (Delichon urbicum). Mens der er lokale ynglefugle, kan det være svært at registrere et træk, fordi svalerne ofte også flyver ud over vandet i kortere eller længere tid for at jagte insekter lavt over havet, men tirsdag kom svalerne ikke retur, og der var perioder uden svaler i luften. Det tyder på, at de lokale ynglefugle også er ved at være væk.

 En af de fem Tårnfalke, der kom i flok. De lyse spidser på fjerene og en mere mørkt båndet end pletter overside viser, at det var en ung 1k (første kalenderår) fra i år. Det samme forekom at være tilfældet med dagens øvrige Tårnfalke. På halen ser de mørke tværbånd ud til at være lige så brede som de lyse, og det peger på en hun. Græsstrået er nok bare et, der hænger ved, efter at falken har været nede på jorden under jagten efter mad. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Værd at bemærke er også, at Tårnfalkene (Falco tinnunculus) har indledt et træk. Tæt på sluttidspunktet dukkede der først fem Tårnfalke op nærmest i samlet flok. De fouragerede undervejs over kornmarken, men holdt en sydlig kurs og forsvandt ud over vandet. Senere kom der tre mere hver for sig på samme måde.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på fuglestationen: John Stokholm Jensen, Søren Mygind, Ole Friis Larsen.

Ringmærkningen: I dag var første dag hvor John var med til at ringmærke og vi havde derfor håbet på en god start for John. Desværre var det noget blæsende, da vi åbnede nettene og det blev da heller ikke nogen antalsmæssigt stor dag. Til gengæld var der god tid til at kikke i bestemmelseslitteraturen og diskuterer kendetegn, hvilket jo altid er godt og lærerigt.  

Dagen bød på to nye mærkningsarter for efterårssæsonen i from af Nattergal og Broget fluesnapper, som ses på billede nedenfor. Som det ses bliver den Brogede fluesnapper holdt med to hænder frem for mellem to fingre, som vi normalt gør når vi fotograferer fugle her til bloggen. Dette er fordi den Brogede fluesnapper har store vinger i forhold til benenes tykkelse og for at undgå, at den beskadiger benene hvis den pludseligt bruger vingerne blev den derfor holdt som vist. Den samme forsigtighed bør udvises for andre arter med relativt store vinger og spinke ben, som f.eks. svaler.   

Broget fluesnapper som holdes med to hænder så der kan gribes ind så det undgås at fuglen basker med vingerne og beskadiger sine ben som er meget spinkle i forhold til vingernes størrelse.

Trækket på Odden: Standardperioden for efterårstræktælleriet er ikke begyndt endnu, men det er ingen hindring for at bruge standardreglerne for tællinger uden for perioden. Det er aldrig til at vide, hvad for nogle data, nogen om halvtreds eller hundrede år vil være glade for at finde. Vi tæller for den umiddelbare oplevelse i DOFbasen og her på bloggen af, hvad man måske kan opleve fortsættelsen af i morgen; vi tæller for at kunne sammenligne data år for år, som vi i disse år tænker, at vi kan få brug for, og så tæller vi altså uden at ane, hvad andre kan have glæde af i en fjern fremtid. Det er fascinerende og inspirerende.

Mandag morgen var lilla, og en halv måne lyste højt oppe på himmelen; violet på grund af havets farve en halv time før solopgang og de tunge skyer mod øst, som heldigvis var ved at blive blæst væk af en pæn vind fra nordvest. Trækket kom noget sent og langsomt i gang og var i begyndelsen mest præget af nogle Mursejlere (Apus apus), som noget overraskende kom ind over land sydfra og fortsatte nordover. Det kan sagtens være fugle, som i natten har fløjet over havet fra Sverige, men så søgte ind over land for at jage insekter, før de fortsatte trækket mod syd.

Efterhånden kom der gang i lidt træk af Ederfugle (Somateria mollissima), som langt overvejende var brune hunner eller unger fra i år. Omvendt var det med dagens Sortænder (Melanitta nigra), hvor det fine solskin og forholdsvis begrænsede øvrige arbejdspres gjorde det muligt at skelne mellem sorte hanner og brune hunner/ungfugle. Her var forholdet 4:1 i hannernes favør.

Søndag var der et stort træk på flere tusinde terner, især Havterner (Sterna Paradisea) og Fjordterner (Sterna hirundo), som altid er en udfordring at skelne imellem. Mandag var det noget mindre og derfor en glimrende øvedag. De fleste forekom med deres udseende og adfærd at være Fjordterner, og heldigvis var andre nået til samme resultat andre steder i landet ifølge DOFbasen og på databasen Trektellen ifølge kolleger i Finland og Estland, så der er over en bred front enighed om, at det mest er Fjordterner, der trækker lige nu.

De fleste fugle kom forbi som prikker langt ude over havet. Det var en fin udfordring for arbejdet med teleskopet, men det gav ingen billeder af Hav-, Fjord- eller andre terner. Det må blive en anden dag.

Denne træktæller er lige for tiden mest på fuglestationen for at male og reparere vinduer på bygningerne, men der bliver nok også tid til at registrere trækket omkring landets og hele Nordens sydligste punkt det næste par dage.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Ole Friis Larsen, John Stokholm Jensen og Søren Mygind.

Efter den nyeste systematik tilhører bl.a. Rødstjert (Phoenicurus phoenicurus), Husrødstjert (Phoenicurus ochruros) og Rødhals (Erithacus rubecula) familien Muscicapidae, som kan oversættes til familien af fluesnapper.

Dette slægtskab afslører sig bl.a. ved at den juvenile dragt, som anlægges i reden, udviser nogle fællestræk så som pletter. Den juvenile dragt udskiftes i løbet af få måneder til den såkaldte post juvenile dragt, som ofte minder noget om de voksne fugles dragt og typisk er den, der vises i de fleste gængse felthåndbøger.

Når man som ringmærker eller feltornitolog møder en fugl i juvenil dragt kan man derfor godt blive lidt overasket, da fuglen ikke ligner det der fremgå af de gængse felthåndbøger. Som eksempel herpå kan vi se på fuglen på billedet nedenfor. Umiddelbart afslører den rødlige hale, at der er tale om enten en Rødstjert eller en Husrødstjert, men hvilken af arterne?

Rødstjert eller Husrødstjert?

Et hurtigt kik i "Fugle i felten", som er "biblen" for en del feltornitologer, giver ikke megen hjælp, da den juvenile dragt ikke er vist. Når man som ringmærker skal afgøre hvilke af arterne der er tale om får man hjælp af den såkaldte vingeformel, som fremgår af den litteratur som er skrevet specielt til ringmærker. Som det fremgår af billedet nedenfor er der en indskæring på den femte håndsvingfjer, men ikke på den sjette. Det viser, at der er tale om en Rødstjert, da en Husrødstjert også har en indskæring på den sjette håndsvingfjer.

Vinge af Rødstjert. Håndsvingfjerene numereres ude fra og den første håndsvingfjer er den lille fjer der ses over ringmærkerens tommelfinger. Ved at tælle fjerene kan det ses, at der er indskæringer i yderfanen på den fjerde og  femte håndsvingfjer men ikke på den sjette. En Husrødstjert ville også have en indskæring på den sjette håndsvingfjer.. 

På stationen: Ole Friis Larsen, John Stokholm Jensen og Søren Mygind.

Det blev endnu en stille dag med 9 mærkninger og 2 aflæsninger. Fire ud af de fem Gulbuge der blev mærket var voksne fugle (2k+), som alle havde en fedtscore på 3 til 4, hvilket tyder på at de er ved at fylde tanken med brændstof og gøre sig klar til rejsen mod syd.

Selv om det er små dage er det rart med nye arter af fugle for efterårssæsonen. En sådan kom igen i dag i form af en Korttået træløber, som ses på billedet nedenfor. 

Endeligt er det en fornøjelse med net hvor under græsset er slået som greenen på en goldbane. Ved ringmærkning er det således vigtigt med lavt græs, så fugle der går i den nederste lomme i nettet ikke kommer i kontakt med vådt græs. Så stor tak til John Hartwich, der som frivillig ved GFU slog græsset for to dage siden

Korttået træløber blev ny art for efterårssæsonen

På stationen: Frederik Busk og Søren Mygind

Når vi ringmærker fuglene bestemmer vi også deres alder en den såkaldte fedtscore. Fedtscoren bestemmes, som det er vist på billedet nedenfor, ved at fuglen pustes på maven hvorved fjerene spedes, så det er muligt, at se hvor meget fedt fuglen har på maven og brystet. 

Fedtscoren bestemmes ved at puste på fuglens mave hvorved omfanget af fedtdepoter kan bestemmes ved en såkaldt fedtscore.

På baggrund af de i alt 20 Kærsanger der er mærket i perioden fra den 20 til den 26 juli 2024 har jeg lavet en lille minianalyse af sammenhængen mellem alder, fedtscore og mediandato.

Sammenhæng mellem alder, fedtscore og mediandato for Kærsanger mærket i perioden 20 til 26 juli 2024.

Som det ses af tabellen er medianen af fedtscoren væsentligt højere for de voksne (2k+) end for de unge (1k) Kærsanger. Vurderet ud fra fedtscoren har de voksne Kærsanger derfor i langt højere grad end de unge fyldt tanken med fedt og gjort sig klar til efterårstrækket. At de voksne Kærsanger er klar til efterårstrækket passer fint med at halvdelen (medianen) af de gamle Kærsanger er blevet mærket den 21-7 eller før medens median datoen for de unge Kærsanger ligger to dage senere. Samtidigt er antallet af voksne Kærsanger (2k+) væsnetligt højere end antallet af unge (1k), hvilket også kan indikere at trækket af gamle Kærsanger er godt i gang medens det først lige er startet for de unge.

Nogle mulige forklaringer på at de voksne Kærsanger er federe end de unge kan bl.a. være at de har haft længere tid til at spise sig fede end de unge og at de er mere rutinerede og derfor bedre til at finde føde end de unge.

Ovesntående talmateriale er selvfølgeligt for lille til at drage større konklusionener om Kærsangerens træk. Men kan indlægget blot give lidt inspiration til nogle analyser der kan foretages på baggrund af de mange data der indsamles ved GFU har dagesn blog ikke været helt overflødig. 

Bodil rejste hjem igen efter et døgn på stationen og fik et rigtigt godt indblik i ringmærkning. 

På stationen Frederik Busk og Søren Mygind

Ved afslutningen af en ringmærkningssæson på Stigsnæs Fuglestation i min pure ungdom i starten af firserne konstaterede min daværende lærermester i ringmærkning, Ebbe A. Hansen, at vi på hele efterårssæsonen havde ringmærket to Hvidbrynede Løvsangere (Phylloscopus inornatus) og en Bogfinke (Fringilla coelebs). Unægteligt en slående kontast til, at Bogfinken også dengang var en af de mest almindelige og talrige fugle, medens Hvidbrynet Løvsanger dengang var en SU-art. Ved en SU-art forstås en fugl, som skal dokumenteres og forelægges DOF Sjældenhedsudvalg før fundet officielt kan anerkendes.

Som ovenstående viser afspejler det antal individer, vi mærker af forskellige arter, langt fra altid artens faktiske forekomst. Dette skyldes bl.a., at sangere ofte færdes i krat tæt på jorden og derfor relativt nemt bliver fanget i vores net, som typisk når op til en højde af 2,5 m, medens Bogfinken og andre finker typisk færdes højere oppe i træerne. For at forøge fangsten af finker har vi på Gedser Fuglestation udvilket de såkaldte hejsenet, som når op i en højde af 4,5 m, hvilket øger chancen for bl.a. at fange Bogfinker. Og det var netop også i et af hejsenettene, at Bogfinken på billedet nedenfor blev fanget. På Stigsnæs Fuglestation blev hejsenet ikke anvendt.

På Gedser Fuglestation fanger vi jævnligt Bogfinker og enkelte topdage med flere hundrede mærkninger. Dette skyldes dog ikke kun, at vi bruger hejsenet, men også forskelle i fuglenes vaner ved henholdsvis Stigsnæs og Gedser. Stigsnæs kan således karakteriseres, som et forbitrækssted hvor fuglene sjældent går ned og raster, men kun flyver forbi. Ved Gedser sker det derimod oftere, at fuglene bliver fanget i den sydvendte tragt, som Gedser Odde udgør og herefter går til rast. Men uanset at det også er geografien, som gør at vi jævnligt fanger Bogfinker og andre finker på Gedser Fulestation, er vi alligevel stolte af vores hejsenet, som hvist nok blev opfundet på Gedser Fuglestation.

I dag ankom Bodil, som besøger Søren indtil i morgen og hjælper til med fotografering m.m. Desuden ankon Frederik fra DOF-ung, som opholder sig på stationen ind til søndag. 

På Stationen: Bodil Marie Little; Frederik Busk og Søren Mygind