Ringmærkningen: As a guest ringer, only spending six days here, I was not expecting to describe our ringing exploits here as it will take me at least that time to work out protocols and ring sizes, and without understanding a word of Danish. So it was a bit of a surprise to be asked to write a blog on the wettest day of the visit – the offer declined until today when the sun emerged at dawn and the wind dropped to allow us to continue our capture of Goldcrests (Fuglekonger) and Wrens (Gærdesmutte) in good numbers. These were interspersed with Firecrests (Rødtoppet Fuglekonge), a bird rarely seen in the UK but seemingly not uncommon here. But back to the Wrens which are moving in family groups of one or two adults with up to four youngsters. It’s a novelty to see what is usually a sedentary bird moving in migration. This is unlike the extraordinary number of Goldcrest which we know move across seas in the spring and autumn but demand respect that such a small bird of only a few grams can fly such long distances.

So far, the scene is set for a routine morning’s ringing but just to keep us on our toes, a Short-toed Treecreeper (Korttået Træløber) was caught. Not that difficult to tell from my usual Common Treecreeper (Træløber), as the long, curved bill, seen in the photo, is the most obvious and striking feature. There are several other distinguishing features between the species but most are small in detail and best left to the black-art practised by ringers.

Short-toed Treecreeper.   Photo: Roger Dickey

When ringing in a different country or environment, it is rather nice to come across old friends, in this case, Chiffchaffs (Gransanger), a solitary House Sparrow (Gråspurv), and a young female Bullfinch (Dompap). Soon after having her ring checked, the sparrow retired to a nearby tree and expressed her lack of amusement with a long tirade of alarm calls.

House Sparrow female.   Photo: Susanne Primdahl

And with all these small birds about and with so many Eurasian Sparrowhawk (Spurvehøg) flying overhead, it was almost inevitable that one would chance its luck but become caught in one of our nets. A cold glare from this yellow-eyed raptor makes one almost sorry for any unfortunate potential prey. Ours today was a young female, looking so much larger than the males, and probably an inexperienced hunter, hence becoming trapped in our net.

Today's ringed (RI) and recaptured (RC) birds:

Trækket på Odden: Dagens største udfordring på landets sydligste punkt kom aldrig tæt nok på til at blive set ordentligt, men den trak heller ikke ud, så måske er vi heldige at se rovfuglen igen. Det var en Rørhøg (Circus aeroginosus), som så ud til at have nogle interessante lyse tegninger på undersiden af vingerne, en såkaldt hun-farvet brun fugl. Fugle, som ser anderledes ud, end vi forventer er altid spændende; det kan være usædvanlige mønstre eller tegninger inden for rammerne af den normale variation hos mange arter, men det kan også være sjældne repræsentanter for andre bestande, hybrider af to arter, underarter eller ligefrem arter end dem, vi er vant til at se i den daglige trafik af fugle.

Standardtiden bød ellers på et varieret udvalg af 47 arter uden nogen imponerende antal, med et samlet resultat på 6.000 fugle, hvoraf halvdelen var Ringduer (Columba palumbus) – svenske, finske og russiske fugle på vej til overvintring i Vesteuropa.

Onsdag bød på to udtrækkende Musvåger (Buteo buteo). Statistikken viser med røde søjler, at trækket af Musvåger er kommet godt i gang i anden halvdel af oktober efter længe at have været svagere end normalt (kurven). Trækket tegner lige nu også til at blive større end sidste år, da det også foregik i sidste halvdel af oktober. Grafikken viser intensiteten i trækket som fugle per time i vores standardtid. Kilde: Trektellen.

En af Musvågerne i efterårstrækket ved Gedser Odde sidste år var denne meget lyse variant - bemærk de mørke øjne, som er karakteristiske for adulte/voksne Musvåger og her er særlig tydelige. En af gevinsterne ved at arbejde meget med trækket er oplevelsen af de store variationer, der forekommer hos mange arter. Arkivfoto: Ole Friis Larsen/GFU

Det meste havtræk så ud til at foregå langt ude over havet, hvor vi akkurat kunne ane uskarpe mørke prikker af andefugle flimre i disen og modlyset. Sådan et træk kan vi ikke forholde os til med usikre antal, der for de flestes vedkommende er umulige at bestemme. Standarden ved Gedser Odde siger – som mange andre steder – at vi skal tælle de fugle, vi kan se i håndkikkert og kun bruge teleskopet til hjælp til at bestemme de fugle. Det kan ingen helt overholde, men det er en tommelfingerregel om ikke at bruge tid på de allerfjerneste fugle.

Fra land kom der lidt mere gang i trækket af Spurvehøge (Accipiter nisus). To adulte/voksne hanner af Blå Kærhøg (Circus cyaneus) vakte også opsigt, og flere fik tid til at øve sig på at bestemme småfugle. Ofte er det ikke muligt at bruge detaljer i fjerdragten til identifikation, men så kan vi arbejde med flokkenes størrelse, bevægelsesmønstre og tæthed i kombination med fuglenes silhuet – og når der er folk med særlig god hørelse: fuglenes kald.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Lara Winsloe, Larissa Britton, Susanne Primdahl, Roger Dickey, Mads Elley, Ole Friis Larsen.