Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Mandagstrafik præget af høj kvalitet
Ringmærkningen: Fra morgenen var det temmelig blæsende, så vi var nødt til at lade nogle af nettene være lukkede. Men en af fordelene ved den dejlige stationshave er, at der stort set altid kan findes steder i læ af buske og træer, hvor vi kan åbne net. I dag lykkedes det at bruge ca. halvdelen af havens netmeter.
Det blev en meget stille dag, og det var primært fugle fra de seneste dage, der besøgte os. Nogle gange er kvalitet dog bedre end kvantitet, og jeg tror, Lara var helt tilfreds med kvaliteten, da hun satte ring på sin allerførste Rødtoppede Fuglekonge.
Kun 6 fugle fik ring på, og 10 tidligere ringmærket i haven blev aflæst. Vi fik stadig vores daglige motion på netrunderne, og så var der god tid til at udveksle erfaringer og metoder med Roger.
Rødtoppet Fuglekonge. Foto: Lara Winsloe
Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Trækket på Odden: Et fint træk af Fjeldvåger (Buteo lagopus) for tredje dag i træk pyntede på statistikken, og trækket af Fjeldvåger tegner endda til at blive et af de mere imponerende i de seneste år. Fjeldvågerne er kommet senere, end de skulle ifølge gennemsnittet for Gedser Odde, men tidligere end sidste år og de seneste dage i betydeligt større antal.
I gruppen af frivillige, som arbejder med at registrere trækket af fugle på Gedser Odde, besluttede vi mandag morgen at indlede et projekt, hvor vi i de næste fem år dagligt vil alders- og kønsbestemme så mange Fjeldvåger som muligt for at få et bedre overblik over trækket. Det samme vil vi gøre med Hvepsevågerne, men det er ikke længere aktuelt for i år.
Grafikken fra vores tællinger af Fjeldvåger i den hollandske database Trektellen viser, at trækket af Fjeldvåger i de seneste dage (grønne søjler) er eksploderet efter indtil nu at været bagud i forhold til gennemsnittet (stregen), men dog er begyndt tidligere i år end sidste år (røde søjler) og allerede er større. Grafikken viser intensiteten i trækket som fugle per time i vores fem standardtimer. Kilde: Trektellen
Tallene vil fremgå af DOFbasen. Mandag så vi 40 Fjeldvåger i standardtiden. Det var 17, som vi ikke kunne bestemme nærmere på grund af afstand og belysning, 13 adulte/voksne hanner, 5 adulte/voksne hunner, 3 juvenile/1k og 2 adulte/voksne, som vi ikke kunne kønsbestemme på grund af forholdene.
Nogle Musvåger (Buteo buteo) kan til forveksling ligne adulte/voksne hanner af Fjeldvåger som fuglen herover fra mandagens træk på Gedser Odde, men bemærk blandt andet mønstrede knopletter og mørke dækfjer på Musvågen til forskel fra Fjeldvågen herunder. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Over 208 Spurvehøge (Accipiter nisus) pyntede også gevaldigt på et ellers slunkent træk af de små her, der og allevegne-rovfugle, der altid er en storslået oplevelse, når de kommer susende tæt forbi mennesker på Odden.
Trækket af Spurvehøge (grønne søjler) har indtil nu mest ligget under gennemsnittet (stregen), men sidste år var det sene træk af Spurvehøge også større end normalt (røde søjler). Kilde: Trektellen
Adult/voksen han i dagens strøm af Spurvehøge. De unge har bleggule øjne, som efterhånden bliver mørkere. Øjenfarven på denne han passer på en han, der er 1-2 år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mandagens træk var i det hele taget et rovfugletræk med ligeså mange Musvåger (Buteo buteo) som Fjeldvåger og kun beskedne antal fugle i havtrækket ud af Østersøen.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Lara Winsloe, Larissa Britton, Roger Dickey, Ole Friis Larsen og Susanne Primdahl