Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (5)feb. (7)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (30)juli (16)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (20)

Spurvehøge og nye sæsonarter!

søndag 10. september 2023
Fuld girlpower på ringmærkningen
af Amanda Johannisson

Så skete der noget!
Men et lille vindskifte og en del dis og tåge omkring Odden, har fuglene været koncentreret mere omkring stationshaven. Det gav en god mængde fugle på de første par runder, hvor der blev arbejdet hurtigt. Vi havde flere gode overraskelser i løbet af morgenen, bl.a. en græshoppesanger (Locustella naevia), korttået træløber (Certhia brachydactyla), skovspurv (Passer montanus) samt to nye arter for sæsonen - sangdrossel (Turdus philomelos) og fuglekonge (Regulus regulus)! Marie fik sig også hele 8 nye mærkningsarter, og fik håndteret sine allerførste spurvehøge (Accipitier nisus). Det er jo noget man som ringmærker af primært småfugle ser meget frem til. Hun tog det som en champ og var totalt frygtløs, da hun håndterede en ung han, mens jeg tog mig af en større 2k hun. Vi var begge meget tilfredse med dagens ringmærkning, hvor vi endte op på 80 fugle, og fem nye spruvehøge.

I løbet af anden runde fik vi besøg af mine forældre, som var kørt tidligt afsted fra Hareskovby nord for København, for at overvære vores arbejde på fuglestationen. De fulgte med på samtlige runder, og overværede mærkning af alle dagens 16 arter. Som de gode stations-gæster de er, medbragte de boller og croissanter, som vi kunne nyde efter standarden var færdig. Marie og jeg blev ved med at mærke i et par timer, da der var mange spurvehøge i luften omkring stationen og Odden, efter en tung tåge var trukket ind fra havet.

amanda og marie me spurvehoge
To glade damer med to ikke så imponerede spurvehøge. Til venstre, Marie med en 1k han. Til højre, Amanda med en 2k hun. Læg mærke til størrelsesforskellen på de to indivder - hos rovfugle er det en regel at hunner er større end hanner, og det gælder bestemt også hos spurvehøgene. Dette var min første hun, og Maries første spurvehøg overhovedet.

fuglekonge 1
Sæsonens første fuglekonge, en 1k han. Danmarks mindste fugl - de er simpelthen ikke til at stå for! 

Dagens mærkningstal:
2023 09 10

Trækobsen idag bød på en del ænder og rimeligt med rovfugle. Tågen der kom ind fra havet og lå over området i ca. to timers tid holdt dem nok fra at flyve til Tyskland. Spurvehøgene hobede sig op, og vi fik da også glæde af nogle falke, ikke mindst en skøn ung aftenfalk (Falco vespertinus). Vi havde også en voksen steppehøg (Circus macrourus) han rastende på marken mellem Odden og Fuglestationen, som alle fik set. Da Marie og jeg sen eftermiddag havde været nede og tage en dypper ved Birkemose Strand fandt vi en voksen steppehøg han flyve over markerne på vej tilbage. Vildt fedt syn at se den flotte fugl på vingerne! Det kunne jo meget vel have været den samme vi så tidligere på dagen..

Se dagens tal for trækobservationen her.

Vi har ikke haft meget held med natravn det sidste stykke tid. Jeg tænker, det kan have meget at gøre med det gode vejr, der ikke ligefrem presser fuglene til at trække sydpå efter insekter. Hvis de har det godt hvor de er, bliver de der nok. Lidt mere markant ændring i vejret kan måske hjælpe på det. Vi håber og prøver stadig ihærdigt hver aften!
Lad os da også lige takke Marie for nogle lækre billeder af dagens fugle - det kommer i til at se mere til.

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Kampsveder I også i denne varme?

lørdag 9. september 2023
Styregruppen for fuglestationen holdt møde inde i skyggen
af Amanda Johannisson & Ole Friis Larsen

Ringmærkning: Idag var den første dag jeg prøvede at ringmærke mutters-alene på fuglestationen. Ikke noget jeg var særligt nervøs for, men man er da altid spændt på, om man bliver overrasket over et højt antal fugle lige når alle andre mærkere er taget hjem.
Første runde var rimelig standard med en lille håndfuld fugle, hvorimod anden runde bød på lidt mere gas. Jeg var næsten færdig med runden og var nået til det nordligste hejsenet, da jeg kunne høre noget stort baske rundt. I nettet sad en stor, grå, tyk fugl, som jeg den seneste måned har set meget frem til at kunne ringmærke, efter at have smidt én i Blåvand på min fødselsdag i starten af august. Ikke mindre end en ringdue (Columba palumbus)! De fleste mennesker ville nok kigge mærkeligt på mig, og undre sig over hvorfor jeg lige var så glad for at fange en SÅ almindelig fugl, men disse store dyr ryger meget sjældent i nettene - mest fordi de flyver højt. Her kom hejsenettet til sin ret, og jeg fik hurtigt trukket nettet ned om fuglen, og fik febrilsk løftet den ud af lommen. Jeg havde godt fået det fortalt, men blev stadig overrasket over hvor stærk den var. Den var da også lidt af en udfordring at håndtere, både fordi den var stærk, men også fordi duer (ligesom mange andre fugle), smider deres fjer som en forsvarsmekanisme. Det ser man fx. også rigtig meget hos solsorten. Dette individ blev bestemt til en 2k+ fugl, altså en voksen en af slagsen.

IMG 20230909 075331
Ringdue, 2k+. Læg lige mærke til den mega mærkelige 'pupil'. Det er dog slet ikke selve pupillen der er mærkeligt formet - duer har en helt normal, rund pupil. Grunden til, at formen ser sådan ud, er fordi der er sort pigment lige nedenunder pupillen i øjet (iris), som får det til at ligne, at pupillen flyder ud og får en aflang form. The more you know.

Jeg fik på samme runde pillet en løvsanger (Phylloscopus trochilus) ud, som jeg lige måtte pudse brillerne en ekstra gang for (jeg bruger ikke briller, men i ved hvad jeg mener). Den havde nemlig nogle helt hvide primærdækfjer og en enkelt helt hvid primær svingfjer (for dem der ikke er kendt med denne terminologi, er det strengt taget nogle af de yderste fjer i fuglens vinge). Efter at have studset lidt over vingen, konstaterede jeg, at det altså ikke var en sjældenhed, men blot IGEN en variation i fjerdragten. I kender det måske fra solsorte, hvor man nogengange ser et individ der er lidt hvid i det, eller måske faktisk meget hvid. Det samme var tilfældet her, og det kaldes for leucisme - en gen-fejl der gør at fuglen optræder med nogle enkelte hvide fjer (partiel), eller en helt hvid fjerdragt (komplet).  Leucisme optræder, når der mangler pigmenter som eumelanin eller feomelanin, og derfor lagres forkert i fjererne. Det er umiddebart den mest almindelige pigmentforandring hos fugle. Nu vil nogen måske tænke - jamen når et dyr er hvidt, så er de da albino!? Albinisme er dog en anden type pigmentvariation, hvor der slet ikke er melanin tilstede (så ingen af de to typer nævnt ovenfor). Jeg vil ikke gå mere i deltajen om dette, google er din ven hvis du vil vide mere ;)

IMG 20230909 075630
Løvsanger med leucistiske fjer i vingen. Den yderste svingfjer (primær svingfjer) er svær at se, da den er gemt bag ved sin nabo, men det er tydeligt på de små dækfjer (primær dækfjer).

Dagens mærkningstal:
2023 09 09

Her til eftermiddag kørte jeg ind til Nykøbing F. for at hente Marie, som skal ringmærke sammen med mig i den næste uge. Vi har mærket ynglefugle sammen en del gange henover sommeren på CES Vestamager i København, og det er nu tid for hende at prøve kræfter med fuglestationslivet. Det bliver dejligt at have selskab! Vi nød lige den varme eftermiddag med en dukkert i havet ud for Birkemose Strand, hvorefter vi kunne sidde og øve os i vores vadefugle, ænder og hvad der ellers dukker op ude over havet på den tid af døgnet.

Trækket på Odden: Lørdag blev en meget varm dag på Odden, men der kom mange fuglefolk for at opleve noget træk, og den ene af os fra fuglestationen slap fra de varmeste timer for at deltage i et møde i fuglestationens styregruppe. Uden bureaukrati og praktisk planlægning går det ikke at drive sådan en døgnaktiv arbejdsplads, som stationen er.

På Odden var Jimmy – som var den, der stod for dagens tælling – godt tilfreds med resultatet, som lidt imod forventning på en varm dag med blå himmel og ikke særlig meget vind bød på et varieret septembertræk af svømmeænder – mest Pibeand (Anas Penelope) med store hvide felter på vingeoversiderne hos hannerne, Spidsand (Anas acuta) med et langstrakt og tyndhalset look, Skeand (Anas clypaeta) med store næb, der får fuglen til at ligne en, der er ved at falde forover i flugten, samt den meget lille Krikand (Anas crecca).

GFU lordag 823Pibeænder kom i nogle tilfælde lige over observationspladsen på Odden. Nedefra kendes de på formen, størrelsen og de hvide maver, som nogle andre arter dog også har. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Også rovfuglefolkene fik noget for indsatsen med en Fiskeørn (Pandion haliaetus) tæt forbi (det lignede en adult/voksen han uden mørk hagesmæk), en ung Hvepsevåge (Pernis apivorus), som blev så anstrengt af først at bakse med nogle krager og derefter en Tårnfalk (Falco tinnunculus), at den måtte hvile sig i et træ og var smuk at se på, før den gjorde et par trækforsøg og endte med at opgive det projekt for den dag. Senere blev det til en Aftenfalk (Falco vespertinus) og en Steppehøg (Circus macrourus).

Søndag bliver det tilsvarende varmt, men vinden vil være slået om fra øst til sydvest og vest, men det får næppe nogen betydning, for det bliver praktisk talt vindstille med højst et par meter i sekundet ifølge DMI. Vi håber, at vi står op til en flot solopgang og træk af både ænder og rovfugle.

Nyt fra fuglestationen: Lørdag havde vi møde i stationens styregruppe. Blandt emnerne på dagsordenen var en diskussion om principperne for diæter til frivillige ringmærkere og træktællere og arbejdsvilkårene for frivillige, der vil tage det, vi har besluttet at kalde en ’fuglestationsuddannelse’.

Et andet stort punkt på dagsordenen var et besøg af Kenneth Rude, en feltornitolog med erfaring i arbejde med blandt andet sociale medier – som Facebook. Vi fik et spændende indblik i, hvordan vi kan bruge Facebook bedre og mere målrettet, ligesom vi også trænger til at optræde på Instagram. Desuden fik vi nogle forslag til ændringer i brugen af Gedser Fuglestations hjemmeside.

GFU lordag 824Styregruppens møde med Kenneth Rude om bedre brug af some - sociale medier.

Et tredje stort punkt handlede om en udvidelse af fuglestationens arbejde med blandt andet kontrol af fuglekasser og registrering af ynglefugle rundt om på Falster.

Styregruppen besluttede på et møde tidligere i år at offentliggøre referater af gruppens møder på hjemmesiden. Det vil også ske hurtigst muligt for mødet lørdag.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen her.

 

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Marie Rubæk Holm & Amanda Johannisson

Troglo-hvad-for-en-dyt?

fredag 8. september 2023
Er i klar til mere fugle-fakta?!
af Amanda Johannisson

Det stabile sensommervejr holder antallet af fugle markant nede her på egnen. Med den samme østenvind, ingen skyer og bagende sol er der ikke mange småfugle der går i nettene. Det samme galdt også på dagens trækobservation, hvor mængden af fugle heller ikke har været til at prale af.
Vi kan dog holde gejsten oppe ved stadig at have en god diversitet i arterne. På morgenens første runde i haven havde vi kun 10 fugle, men disse var fordelt på syv forskellige arter. Det er da meget hyggeligt :)

IMG 20230908 065735
Stemningsbillede fra solopgangen på anden runde under morgnenes ringmærkning.

De arter vi fik kunne vi også fryde os lidt over, da vi bl.a. fangede sæsonens første nye gærdesmutte (Troglodytes troglodytes). Ja det er ikke ligefrem en sjældenhed i det danske land, da det er en fugl der ofte er meget talrig i fx villahaver, parker, skov mv. Men her i stationshaven er det ikke hverdagskost på denne tid af året. Gærdesmutten er også en fugl, der ikke rigtigt trækker sydpå. De kan godt finde på at rykke en smule fra et sommerophold til et lidt mere sydligt vinterophold, men anses nok ikke som en reel trækfugl - det kalder vi en standfugl. Ligesom igår vil jeg have lov til at fremhæve artens fantastisk dejlige videnskabelige navn, som betyder "huleboeren" eller "eneboeren". Dette referer sjovt nok til artens karakteristiske levevis som en udpræget kratfugl, der yngler i små huler eller huller, og aldrig forekommer i flok! Den har nok i sit eget selskab. Gærdesmutte hanner er også notoriske svindlere og udprægede skørtejægere, da de i yngletiden har en helt særlig måde at sørge for, at få sine gener spredt så meget som overhovedet muligt. Når hannen har fundet et perfekt redehul, synger han en hun til sig, parrer sig med hende, indlogerer hende i den nye bolig, og så skulle man tro legen var slut. Men næh nej - han skynder sig videre og laver samme nummer med en anden hun! Dette kan han finde på at gentage op til flere gange, hvorpå han til sidst vender tilbage til hun nr. 1, og hjælper hende med at opfostre unger. Ej men magen til frækhed skal man da lede længe efter.

Nå, nok om gærdesmutten. Vi havde nemlig også en anden lidt sjov fjerdragt idag. Jeg fik en fin broget fluesnapper af Adam, som vi efterhånden nyder til fulde. De er snart ved at være færdige med at trække igennem landet. Men denne ene fugl, en voksen (2k+) hun manglede en hel del hvidt i sin hale. Når i ser billedet nedenfor, kan der i venstre side (fuglens højre halefjer) ses hvide markeringer i de to yderste halefjer - dette er normalen. Men se så lige i højre side (fuglens venstre halefjer), her mangler hun fuldkommen det hvide! Det strider meget imod den normale fjerdragt for arten, og husker os på, hvor variable fugle kan være i sin fjerdragt, selvom vi mennesker sætter regler for hvordan disse bør se ud. Så husk altid at have de kritiske briller på!

 

BrogetFlue
Broget fluesnapper, 2k+ hun. Vi holder den ALDRIG kun i benene, da arten har nogle ret små ben og nogle ret lange, kraftige vinger. Hvis man ikke passer på, kan fuglen gøre skade på sig selv når vi holder i benene, fordi vingerne har sådan en kraft i sig. Derfor får i altså kun et udsnit af den forreste del, men det er heldigvis også den bedste at se på! :)

BrogetFlueHale
Broget fluesnapper, 2k+ hun, hale, hvor der mangler to hvide felter i de venstre halefjer. Et eksempel på at fugle kan have en del variation i deres fjerdragt.

 

Dagens mærkningstal:
2023 09 08

På trækobsen kunne Jimmy som sagt berette om ikke så mange fugle, men til gengæld nogle gode arter. Tre sortterner (Chlidonias niger) dukkede op, og det er ved at være lidt usædvanligt på dette tidspunkt. Der var også kun unge hvepsevåger (Pernis apivorus). Jimmy måtte være lidt på dupperne, da der kom en sortand (Melanitta nigra) forbi med et måske liiiiiidt for gult næb. Han pønsede på, om det nu ikke kunne være en amerikansk sortand (Melanitta americana), som han er vant til at se i Blåvand. Frem kom kameraet, men fuglen var allerede forbi i en dårlig vinkel, og siden det er en SU art (en art der er sjælden og hvis observation skal godkendes af sjældenhedsudvalget), skal der et ret godt dokufoto til for at få denne godkendt. Next time!
En sidste overraskelse kom i form af en meget sen gøg der ombestemte sig ude på Odden og dykkede ned i stationshaven. Adam så den med det samme da han, som sædvanligt, var ude og lave havearbejde. Straks kom han løbende indenfor, for at hente højtaler til at afspille lyd, for forhåbentligt at lokke fuglen i et af de åbne net. Desværre havde han ikke held, men det er altid et forsøg værd!

Se dagens tal for trækobservationen her.

Idag kørte jeg Adam ind til Nykøbing F., da han skulle have en bus hjem til Berlin. Det har været en kæmpe fornøjelse at arbejde med ham, og jeg håber vi ses i Gedser igen! Ud gik den ene, og ind kom den anden - Ole Friis Larsen nåede lige aftensmaden, og vi fik en god lang snak om havørne, spurve/duehøge og nattælinger. Nu tjekker jeg nettene for natravn igen, der var desværre ikke held igår. Vi har virkelig brug for et vejrskifte så der kommer lidt gang i fuglene igen. Det bliver nok ikke imorgen, men forhåbentligt kan søndag bringe nye tider til os på stationen. Ses!

På stationen: Jimmy Skat, Ole Friis Larsen, Amanda Johannisson

Tid til at nørde!

torsdag 7. september 2023
af Amanda Johannisson

Haven var meget stille under netåbning, kun en solsort og et par rødhalse gav lyd fra sig. Det skulle også vise sig at blive en meget stille dag, med kun 19 nye mærkninger under morgenens standard. Men selvom vi ikke havde de høje tal idag, var der stadig fin diversitet. Vi havde endda to nymærkede Broget Fluesnapper (Fidecula hypoleuca), hvilket efterhånden må være nogle af de sidste vi fanger i løbet af efteråret.

Når nu vi ikke har spændende fortællinger om store antal, må vi fokusere på noget andet, og idag har jeg valgt at fremhæve en sjov fældning hos Løvsanger (Phylloscopus trochilus). Men før vi kan dykke ned i denne art, må jeg lige nævne et par ord om fældning generelt.
Ungfugle og voksne fugle fælder ofte deres fjer forskelligt i løbet af et år. Om sommeren/tidligt efterår efter yngletiden fælder mange voksne fugle HELE deres fjerdragt - det inkluderer kroppen, hovedet, alle vingefjer og halefjer (kaldet post-breeding moult) - hvorimod mange ungfugle kun fælder NOGET af deres fjerdragt - inkluderer oftest kun kroppen, hovedet, nogle dækfjer, måske halefjer (kaldet post-juvenile moult). Der er meget variation fra art til art, så dette er en meget grov generalisering. Men det betyder altså, at hos en del småfugle vil man om efteråret kunne genkende ungfugle fra voksne fugle ved at de unge både har nogle nye fjer fra deres post-juvenile moult, samt ældre juvenile fjer som de groede ud i reden - altså flere generationer af fjer, der adskiller sig i farve og mængde af slid. Voksne fugle vil have en helt frisk fjerdragt, hvor alle fjer er af samme generation, og disse er også af bedre kvalitet end ungfuglenes juvenile redefjer. Som sagt er der variationer, og der er også tilfælde hvor det er totalt umuligt at kende forskel på ungfugl og voksen fugl når de har gennemgået deres sommerfældning, fordi de begge fælder hele fjerdragten (eks. skovspurv).
Så er det slået på plads, jeg håber ikke jeg har tabt jer helt, for nu kommer den interessante fokus-fugl:
Løvsangeren har en rimelig udsædvanlig fældning, sammenlignet med andre lignende småfugle. De voksne fugle har nemlig hele TO KOMPLETTE FÆLDNINGER på et år - det vi kalder en summer complete (SC) og en winter complete (WC). De skifter altså HELE fjerdragten både om sommeren efter de har ynglet i norden, og når de opholder sig på deres overvintringsplads i Afrika syd for Sahara inden de skal tilbage og yngle. Og som om det ikke skulle være svært nok, så kan de også finde på at bremse deres fældning, hvis der ikke er tid eller føde nok til at kunne nå skifte alle fjer inden de skal på træk - dette kaldes suspended molt/arrested moult. Og sådan et eksemplar havde vi lige forbi stationshaven idag.

På billedet nedenfor ser i en voksen løvsanger (2k+), som umiddelbart har en flot og frisk fjerdragt, men en sekundær svingfjer afslører, at denne fugl har valgt at stoppe sin fældning, og derfor efterlade fjeren til at blive fældet på et senere tidspunkt (måske først når den når Afrika). Pilen indikerer den fjer der ikke er fældet, og det kan ses hvordan den både er mere brun, slidt og længere end de ved siden af nye og mørke fjer af samme længde. Det er mega nørdet, men også super fedt når man endelig ser det i hånden! Vi ringmærkere er bare nørdede, men det er også det der gør denne kunst så utroligt interessant. Og så er vi færdige med det tekniske ;)

Lovsanger 2k med suspended moult
Løvsanger, 2k+. Pilen viser en ufældet sekundær svingfjer, som står i stor kontrast til de andre svingfjer i både farve og længde. Fugle fælder symmetrisk i begge vinger, og der er derfor en tilsvarende ufældet fjer i højre vinge. Prøv om du selv kan finde den!

 

Dagens mærkningstal:
2023 09 07

Heldigvis for Jimmy var dagens trækobs en del mere spændende. Særligt havde han igen glæde af en Lille Kjove (Stercorarius longicaudus), og kan vi lige dvæle kort ved det videnskabelige navn for denne art! Slægtsnavnet "Stercorariusbetyder "of dung", og refererer til kjovernes særlige måde at søge føde på, hvilket indebærer at stjæle mad fra andre havfugle, fx måger og terner, men som man altså førhen troede var disse fugles hømhøm de spiste. Vi er heldigvis blevet klogere, og ved nu, at kjoverne faktisk får fuglene til at smide deres nyfangne fisk eller ligeftem gylpe deres måltid op, fordi de konstant mobber og chikanerer. Artsnavnet "longicaudus" betyder lang hale (longus = lang, cauda = hale), og referer til denne specifikke arts bagerste karakteriska. Sikke kloge i bliver idag!
Jimmy er nok lidt skuffet over den østenvind der har presset havfugle, særligt kjover, ind over land i stedet for sydpå over Gedser Odde, som han derfor ikke får at se, selvom de ses længere nordpå i landet. Derudover bød morgenobsen på en dejlig Nordisk Lappedykker (Podiceps auritus), to usædvanlige Fiskeørne (Pandion haliaetus) i dagens ikke så gode vejr og masser af lækre svømmeænder.

Se tallene for dagens trækobservation her.

Imorgen skal Adam hjem, og det er lidt bittersweet. Han har, udover det vigtige ringmærkningsarbejde, også været helt utroligt flittig i fuglestationen have. Der har været fuldt fokus på vedligeholdelsesarbejde i det gode vejr vi har haft de sidste par dage. Bl.a. er de to hejsenet blevet klippet fri fra de tætteste træer, hvilket også skaber lidt luft i buskadset så småfuglene gerne vil flyve igennem (og dermed flyve i nette - ja tak!). Derudover har han renset havedammen, så den ikke er fyldt med andemad, hvilket også kan trække lidt fugle til som søger føde og væske i sensommervarmen. Fantastisk indsats, der er godt nok noget at leve op til.
Vi har sammen grundigt rengjort ringmærkningslaboratoriet som vi mærker fugle i hver eneste dag. Der var godt med hømhøm på borde og vinduer, masser af snavs på gulvet og fjer i alle kroge. Når der ikke er mange fugle, må man finde på andre ting at lave...

 IMG 20230907 140022
Rent og lækkert arbejdsbord i ringlab! Rengøringstornadoen, aka. mig, var på spil da jeg ikke kunne holde ud at sidde blandt løse fjer og gamle fugleklatter.


Så er jeg også færdig. Tak fordi i gad læse med helt til enden! Nu vil jeg tjekke nettet en sidste gang for natravn, og så er det på hovedet i seng :)

 

På stationen: Jimmy Skat, Adam Qvist & Amanda Johannisson

 

Et had-kærlighedsbrev

onsdag 6. september 2023
A love-hate letter to the parasitic Hippoboscidae
af Adam

Endnu et morgengry under dugpunktet.
Med vanddråber på nettene fik vi indsamlet halvfjers fugle på de første runder og lukkede tilfreds lidt efter standard med 90 nymærkninger.

Vores sidste 8 fugle var alle unge Svaler fra engsøen, de to arter her i portræt:
                IMG_20230906_154319.jpg
      BFF. Landsvale + Digesvale (Barn Swallow + Sand Martin)

Hvad man ik' kan se på sådan et mugshot, er at svaler ganske ofte har ubudne gæster i pelsen: Lusefluerne - Hippoboscidae                            
                                      10193898_800_600_FFFFFF_IMG_4629_a.jpeg

Man skal lede ganske længe for at finde en ringmærker som har noget opløftende at sige om sådan een.
Den mellemstore og svært specialiserede insektfamilie, kender du eventuelt fra varme dage hvor de flade Hjortelusefluer ikke er blege for at lande på dine arme og ben.
Akkurat som dens værter Bomlærken og Spætmejsen, er Lusefluen naturligvis hverken lus eller flue. Over 80% af Hippoboscidae er parasiter, så som Struthibosca struthionis, som udelukkende er tilknyttet Struds. Den er fjernt beslægtet med flagermusefluerne og de skrappe tetsefluer, og forunderligt nok nogle af de få insekter som giver en slags levende fødsel, altså klækker æggene inde i kroppen. Too much detail for nogen, spændende fakta for andre.

Vi ser dem dagligt i ringmærkningen når de kripler på ryggen af fuglene, kikker ud mellem fjerene, flyver op i dit ansigt og får en masse hårde ord i nakken fra de forbitrede ringmærkere. Ornithomya avicularia er beskæftiget med at suge blod fra sangfugle og dem ser vi tit. Crataerina pallida (afbilledet ovenfor) derimod er nok særligt talrige blandt svaler grundet svalernes sociale koloniadfærd.
At være højt specialiseret så som Phthona på Falkonetter, 
Proparabosca på Limurer og ovennævnte Crataerina pallida på Mursejlere og Svaler, har sine fortrin og ulemper. Et klassisk eksempel på sådan komplekse forhold er Colpocephalum californici, en lus hvis vært udelukkende var den Californiske Kondor. Mens fuglen akkurat undgik at uddø i slutningen af 1980'erne, ophørte den oversette lus med at eksistere fordi de sidste fangeskabskondorer blev behandlet med pesticider. Det er først når man har mistet, at man fatter hvad der er gået tabt.
Hvilken rolle Lusefluen spiller, hvilket forhold værten har med parasitten og hvad der også er at sætte pris på, er måske uvidst helt ned i de mikrobiologiske og økosystemiske detaljer.
Selvom den er mega klam.

 

Dagens mærkninger:
06092023.png


På Odden havde Jimmy godt med andefugle og svaletræk, dagens hit var en 1k Lille Kjove (1cy Long-tailed Skua)!
Se dagens obs' her:



På stationen:
Amanda, Adam og Jimmy Skat

Hvad forventer vi egentlig at fange i september?

tirsdag 5. september 2023
Once more, a 10 year pie-chart of the month. What to expect in the nets in the month of September, based on past numbers
af Adam og Amanda

Dug i græsset under en klar himmel mødte os i den lune morgen før solopgangen, kun enkelte fuglestemmer i haven. Dagen blev forventlig hurtig hed, og kun de første netrunder gav nye fugle at mærke. Varmen kunne sandeligt også mærkes ude på obsen på Odden, hvor Dværgmåge (Little Gull), Dværgfalk (Merlin) og nogle tusinde Sortænder (Melanitta nigra) var highlights. Slangeørnen (Short-toed Eagle) ovre på Lolland synes i dag at være forsvunden i ukendt retning.  

September er den første rigtige efterårstræktid, og over de sidste 10 år bli'r der i gennemsnit mærket 2.700 fugle på Gedser Fuglestation i denne kalendermåned.
Vi har lavet en lille oversigt over artsfordelingen for nymærkninger.1

      Kategorier / Categories:
Rødhals / Red Robin
Drosler (Solsort, Sang- Vindrossel) / Thrushes
Rødstjert (P. phoenicurus)
Curruca (Gærde- Tornsanger)
Sylvia ( Munk Havesanger)
Fuglekonger (Rødtop+Fuglekonge) / Gold- Firecrest
Svaler / Swallows
Blåmejse
/ Blue Tit
Gærdesmutte / Wren
Bog- Kvækerfinke / Chaffinch+Brambling
Jernspurv / Dunnock
Hvidbrynet Løvsanger / Yellow-browed Warbler
Phylloscopus (Løv- Gransanger) / Willowwarbler+Chiffchaff
Lille Fluesnapper / Ficedula parva
Spurvehøg / Sparrowhawk
Natravn / Nightjar
Øvrige / Other 

     
        2013-2023 Gennemsnit: fugle mærket i september  (minus året 2020 2)
gennemsnit_September_minus_2020.png1 talene repræsenterer gennemsnit af alle mærkninger i perioden, ikke kun standard.
  2 for en god ordens skyld har vi helt undladt talene fra outlier'en året 2020, fordi de 2.306 Rødhalse (ud af 5.863 fugle sammenlagt) godt kan skævvride det overordnede billede for hvordan et normalt år ser ud. Langt størstedelen af Rødhalsene kom på kun få dage.

 

Af de Honorable Mentions som årligt udgør en stor del af kategorien Øvrige, er en del Skovspurve og Skovpibere. I dag tirsdag nåede vi akkurat 50 fugle takket være hjælp fra en ung Sortmejse (Coal Tit) og en ung Skovspurv (Treesparrow), hvoraf Sortmejsen var den første hernede i tre år. Arten var ellers ganske hyppig i nettene tilbage i 2007-2012.

IMG_20230905_112223.jpg             First Coal Tit (1cy) ringed in three years


IMG_20230905_114546.jpg
                       Pas på! Det er en Skovspurv: Den er farlig.

 

 

 Dagens mærkninger her:

05092023.png

 



På stationen: Jimmy Skat, Adam Qvist, Amanda Johanisson


Få fugle får os ikke ned med nakken!

mandag 4. september 2023
Gedser byder igen på lækkerier og særheder, der imponerer båe ringmærkere og observatører
af Amanda Johannisson

Vi kunne næsten allerede fra start mærke, at dagens tal nok ikke blev særligt høje, da det ikke ligefrem summede af liv ved åbningstid. Rigtigt nok havde vi nogle rimeligt sløve runder under ringmærkningen. Morgenen blev dog afsluttet med en noget så lækker art. Lige i det vi starter sidste runde og begynder at lukke net dumper der en Lille Korsnæb (Loxia curvirostra) ned i et af hejsenettene! Jeg kunne næsten ikke være i mig selv af bare glæde, da det er en ny mærkningsart for mig. Det er en relativt sjælden art i nettet hernede sydpå, oftest ser og hører man blot flokkene trække over stationshaven.
Efter standard var ovre fortsatte Adam i et par timer mens jeg fik arbejdet lidt. Det gav ikke så meget, men til gengæld var det nogle gode arter som spætmejse og spurvehøg. Begge blev nydt og studeret nøje. Særligt spurvehøgen var fed for mig, da det var første gang jeg fik håndteret arten fra start til slut (ja fra den skulle pilles ud af nettet til den blev sluppet fri). Man skal jo lige tage sig i agt for de skarpe kløer, også selvom de ikke er særligt store.

IMG 20230904 115302
Lille korsnæb, 1k. Man kan ikke andet end blive imponeret over dette eksempel på vild evolutionær tilpasning til at spise en bestemt type føde. Det krydsede næb er perfekt til at vrikke frø fri fra grankogler, hvilket arten primært lever af, og særligt om vinteren når der ikke er meget andet at komme efter heroppe nordpå. Individet her er meget ung, og havde stadig en næsten nøgen undervinge med rester af dun. Det kunne tyde på, at den kommer fra et sent kuld her fra egnen, måske Bøtø? Forhåbentligt tager den ikke turen til Tyskland endnu, da den ikke var særligt god til at flyve. Måske vi ser noget til den de næste par dage.


Trofaste som vi er åbnede vi to net lige inden det blev mørkt for forhåbentligt at fange en natravn, og sørme om der ikke var bid! Et smukt, ungt individ sad i nettet efter en lille halv time, og det blev endnu en ny mærkningsart for mig. Så kan jeg sove sødt i nat :)
Vores held med natravn skyldes helt sikkert vejledning fra selveste natravn-viskeren Joakim Matthiesen, der forlod os igår. Han har givet os alle de gode fifs og tricks til at fange denne seje fugl, og det har givet pote selv uden han er tilstede. Tusind tak for det!

IMG 20230904 212650
Natravn, 1k. Formodet han, men vi må være lidt påpasselige, da der kan være noget variation og stadig usikkerhed om korrekt kønsbestemmelse af unge individer (se Ottenbys Digiguide). Lukkede øjne er vejen frem i et oplyst rum, når man er tilpasset nattens mulm og mørke. Den fik god tid til at vænne sig til mørket igen, inden den, under kyndig supervision fra undertegnede, selv fløj videre i natten.

IMG 20230904 214210
I skal ikke snydes for et vingebillede! Her ses det tydeligt, at alle fjer er af samme generation, og derfor vokset ud på samme tidspunkt. Det er et typisk kendetegn for ungfuglenes fjerdragter. Den lysegule plet på den yderste lange svingfjer kan tyde på, at individet er en han, men som nævnt vælger vi det sikre valg og venter med at kønsbestemme til fuglen genfanges som voksen ;)


Dagens mærkningstal (uden natravn):
040923.png

Dagens obs var der ikke monster meget tryk på, og det stilnede da også rimelig hurtigt af. Os ringmærkere ved når det har været en rolig dag på obsen, for Jimmy kom tilbage til stationen omkring frokosttid, og der var altså ikke mange fugle at blive siddende i bagende sol for. En lækker steppehøg tog turen over odden rimelig tidligt, og må nok have været dagens fugl i skysovs.
Der skal også gives en stor ros til Benjamin Bechgaard Lisse, som har bidraget med gode obser-evner de sidste par dage. Han bliver ved med at imponere de garvede observatører, og vi glæder os til at få ham tilbage om 10 dages tid.

Se dagens officielle trækobs fra Gedser Odde HER


På stationen:
Jimmy Skat, Adam Qvist & Amanda Johannisson

.. det er igen september, og igen skal sikkerhed og viden vejres hen ..

søndag 3. september 2023
af Adam

Godt træk af spurvehøge - een enkelt i nettet på en dag hvor der blev tid til net-pleje og studsning af de mest krasbørstige hække i stationshaven.

  IMG_20230903_082553615_HDR2.jpg IMG_20230903_093241.jpg  

En førsteårs Spurvehøge han (1cy Sparrowhawk male) på ringmærkerlaboratoriet i haven. Der bli'r snakket juvenile træk, så som de brune bremmer på bryst og rygfjer, samt gulige øjne - inden den igen fik lov at gå på vingerne.
Efter standardperioden sagde vi farvel til Joakim for dette efterår. Også Bjørn og Andreas satte i dag kurs mod Fyn og fastlandet, så nu er det kun minimumsbesætningen tilbage - men det passer udemærket når vi kan forvente flere dage med vestenvind og lige syd for de halvtreds fugle i nettene.

kl. 16.00 lokal tid gjorde en ung Steppehøg et ellers godt forsøg på at snuppe en Rødstjert lige ved stationen - flot syn. Den blev også obset godt 2 timer senere nede i Gedser.

Se alle dagens officiele trækobs ude fra Odden her!


 

 

Dagens ringmærkningstal:            (minus spurvehøgen, som tastes ind efter aftensmad ..)

03092023.png

 

På stationen:
Adam Qvist, Jimmy Skat, Amanda Johannisson

Bevingede ord

lørdag 2. september 2023
af Amanda Johannisson, Joakim Matthiesen

Så er der sat gang i efteråret, og det kan mærkes på fuglestationen!

På odden viste Slangeørnen (Short-toed Eagle) sig igen for alle de hertil sydtrukne fuglekikkere. Men tre dage var måske nok herovre, da den ved middagstid var smuttet over til Saksfjed på Lolland, hvor den sansynligvis overnatter.
Trækket fortsatte hele dagen lang, med 100 Spurvehøg (Sparrowhawk), 50 Rørhøg (Western Marsh Harrier), 4 Hvid Stork (White Stork), en del Lærke-, Tårn- og Dværgfalke og 27 Fiskeørne (Western Osprey), blandt andre fine fugle på en blå himmel.

Også ude i landet er der godt gang i trækket. Andreas og Bjørn tog en eftermiddagstur til Bøtø, hvor de havde ikke mindre end 600+ sydgående Hvepsevåger (Honey Buzzard) på kun et par timer. Med meldingen om alle de hvepser på vej mod Gedser, gik Joakim ud for at se om han også kunne spotte dem. Her fik han til sin overraskelse en Gøg (Cuckoo) i flugt, ik' så langt fra stationen - den første september-gøg han har set.

I stationshaven var det også en rigtig god dag for ringmærkerne, hvor vi endte på hele 127 nye ringmærkede fugle, med få genfangster imellem. Det er altså primært trækfugle, og særligt mange unge individer, der opholder sig i haven på deres vej mod varmere himmelstrøg. Der var relativt travlt på de første tre runder, hvorefter det stilnede en smule af. Dagen blev prydet af et større ryk af rødhals, som stille og roligt overtager curruca (Tornsanger og Gærdesanger) i antal. Vi har dog stadig en god håndfuld fluesnappere i nettene, dem nyder vi så længe vi kan! Dagens fede fugle blev en 1k spurvehøg han og en mega tyk havesanger, der tydeligvis har mæsket sig og fyldt fedtepoterne så den er forberedt sig til rejsen mod vinterkvarteret hele vejen syd for Sahara.

IMG_20230902_073840.jpg
Den tykkeste havesanger i byen! Al det lyse under fjererne er fedt.

IMG_20230902_072159.jpg

Vi nød rigtig godt af de mange flotte rødstjerter. Særligt de voksne hanner (2k+) bliver man aldrig træt af.

IMG_20230902_075215.jpg
Spurvehøg 1k han

Dagens mærkninger:

02092023.png
Natsværmere:
Jeg (Joakim) har de sidste par uger prøvet at registrere natsværmere på Gedser Fuglestation. Det har jeg gjort ved brug af en lysfælde der har stået tændt om natten. Det har giver nogle meget fine fund af blandt andet Rødt Ordensbånd og Strand-ært Ugle. I dag lykkedes det at fange to af de specielle sværmere. Først den meget imponerende og super flotte Snerresværmer, som er ret alimindelig i det meste af landet. Her ud over sad der også en sværmer jeg ikke kunne kende. Med vejledning fra Hans og Gert kunne vi bestemme den til Kriger Træk-Ugle (hold da k*ft et navn!). Kriger Træk-ugle er en sjælden art i Danmark der kommer flyvende til landet sydfra.

svaermere020923
Snerresværmer (venstre) og Kriger Træk-Ugle (Højre), foto: Joakim Matthiesen

Jeg vil også gerne sige tak for denne gang, da jeg tager hjem i morgen. Det har været 3 gode uger og jeg glæder mig allerede til at komme igen! 


På stationen: Jimmy Skat, Adam Qvist, Joakim Mathiessen, Andreas Pedersen, Bjørn Frikke, og Amanda Johannisson

Smukke natravne og flot ørn

fredag 1. september 2023
af Philip Elbek

Det blev til 2 natravne på gårsdagens aftenfangst! Det er utroligt spændende at håndtere disse usædvanlige dyr som man meget sjældent ser i naturen. 

20230831_212912.jpg
2 Natravne, begge 1k. Foto: Philip Elbek

Slangeørnen viste sig ude på odden klokken 9.38 og forsøgte at trække til Tyskland. Den opgav dog forholdsvis hurtigt og endte oppe ved Bøtø ved aftenstid. Så må vi se om vi får den at se igen i morgen eller om den ryger til Hyllekrog.

20230901_072724.jpg
Rødstjert. Foto: Philip Elbek

Dagens mærkninger:

Skaermbillede_2023-09-01_190612.jpg

 

Folk på stationen: Joakim Matthiesen, Adam, Philip Elbek, Amanda Johannisson, Ole Friis


FORRIGE     1  |  2  |   3