Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (283)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (2)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (15)juli (17)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (29)dec. (18)

Åh nej, ikke omkørsel nu igen!

søndag 5. juni 2022
af Susanne Primdahl

Jeg havde åbnede net i vindstyrke 0 m/s, og det var lunt, men med dis og masser af dugperler overalt. Da jeg trådte ud ad døren for at gå første runde, var solen lige stået op, og jeg blev mødt af dette vue ud over vandet.

DSC 0475 redstr
Der lå en flot lyserød dis ude over vandet kl. 4.45.
Foto: Susanne Primdahl

Da jeg kom hen i den anden ende af haven, måtte jeg have mobiltelefonen op af lommen igen, for få endnu et billede af den smukke morgen.

DSC 0478 redstr
Morgenbillede ud over markerne langs Poststien, og læg også mærke til "Bambi", som nysgerrigt fulgte med i, hvad jeg mon lavede.
Foto: Susanne Primdahl

Der blev ved med at være dugperler i nettene gennem det meste af standardtiden, så det var sikkert medvirkende til, at der heller ikke kom mange fugle i nettene i dag. De små vanddråber gør nettene synlige, og selvom jeg rystede nettene ved hver omgang, hang der bare nye dråber ved næste runde.

De daglige gæster i nettene svigtede dog ikke. Det er de samme ynglefugle, jeg fanger igen og igen, men kun én gang hver dag. Det virker helt klart, som om de kender haven så godt, at de bare undgår nettene, når de har opdaget, at de er åbne.
I dag bildte jeg mig ind, at jeg hos flere af dem kunne fornemme et sagte "åh nej, ikke omkørsel igen", eller hvad det nu kaldes, når det handler om luftveje og ikke asfaltveje.
Fem af havens ynglefugle landede i dag i et af havens net, før de fandt en hurtigere omvej.

I går ringmærkede jeg to nyudfløjne Tornirisk-unger, som sad lige ved siden af hinanden i nettet. I dag blev endnu en af samme kuld ringmærket.
Og hvordan kan jeg nu vide, at den var fra det samme kuld?  Det kan jeg heller ikke være 100% sikker på, men den blev fanget i nøjagtig samme net, så der må være meget stor sandsynlighed for det.

DSC 0484 redstr
Nyudfløjen Tornirisk, som blev fotograferet lige før, den blev sluppet ved det net, hvor den var fanget.
Foto: Susanne Primdahl

Her er meget stille på stationen, efter de overnattende deltagere i Operation Overshooter er taget hjem. Det har ellers været nogle søde, hyggelige og hensynsfulde mennesker at dele huset med.

Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Jernspurv / Dunnock   1 (1)
Solsort / Blackbird   0 (2)
Rørsanger / Reed Warbler   1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   0 (3)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   1 (2)
Havesanger / Garden Warbler   0 (1)
Bogfinke / Chaffinch   1 (0)
Tornirisk / Linnet   1 (0)

Dagens total   6 (9)

Lidt flere fugle i nettene og en masse birdere til Operation Overshooter

lørdag 4. juni 2022
af Susanne Primdahl

I dag havde vi en rigtig sommeragtig dag med svag vind fra NNØ og en temperatur, der var nået op på 16 grader, da nettene blev lukket.
Udover temperaturen lunede det også, at der var lidt flere fugle end i går. Pia havde valgt at følge ringmærkningen i dag og havde fornøjelsen af mange forskellige arter. De 17 fugle, der blev fanget, var fordelt på 10 forskellige arter.

Det er altid sjovt at se arter tæt på, som man ikke så ofte ser godt ude i felten, og det var ekstra fint at se Kærsanger og Rørsanger til sammenligning.

0P7A5143 Kaersanger
Kærsanger
Foto: Pia Odgaard

0P7A5323 Rorsanger
Rørsanger
Foto: Pia Odgaard

Det er ikke altid farver, der giver en smuk fugl. Det må de to andre billeder være bevis på.

0P7A5157 Gaerdesanger
Gærdesanger
Foto: Pia Odgaard

0P7A5282 Havesanger
Havesanger
Foto: Pia Odgaard

 

 

Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Jernspurv / Dunnock   0 (1)
Rødhals / Robin   1 (1)
Rødstjert / Redstart   1 (0)
Kærsanger / Marsh Warbler   1 (0)
Rørsanger / Reed Warbler   1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   3 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   1 (0)
Havesanger / Garden Warbler   0 (2)
Bogfinke / Chaffinch   1 (0)
Tornirisk / Linnet   2 (0)

Dagens total   11 (6)


Operation Overshooter:
Tekst ikke klar endnu

To fugle mere

fredag 3. juni 2022
af Susanne Primdahl

Svag vind fra det vestlige hjørne og ingen udsigt til regn. Det så ud til at blive en god dag, og det blev det da også, selvom fuglene ikke gav travlhed.

Ganske som i går fik jeg øget det totale dagstal med 2 fugle, så det kom op på 11. Det er nødvendigt at fejre de små sejre. ;-)
Der var dog kun 3 nye, som fik ring på, mens 8 blev aflæst, hvoraf de tre Gærdesangere og den ene Havesanger med sikkerhed er lokale ynglefugle.

To af Gærdesangerne blev faktisk ringmærket her på stationen i 2020 og var ynglende i haven i både 2020, 2021 og 2022. Det er nogle af de interessante oplysninger, vi får via ringmærkningen.

Jeg formoder, at den Rødstjert, der blev ringmærket i dag, var den, der siddet i æblehaven og drillet mig med sin sang de tre dage, jeg har været her. Den blev i hvert fald fanget i lige netop det net, der står der, så nu er den registreret i vores database.

IMG 3401 red
Rødstjert han.
Foto: Susanne Primdahl

IMG 3397 redstr
Det var en meget bleg Løvsanger, der blev ringmærket i dag.
Foto: Susanne Primdahl

IMG 3394 red
Jeg sagde smil til fotografen, da dagens Rørsanger skulle fotograferes, så det her må være et rørsangersmil.
Foto: Susanne Primdahl

Der har været mange folk på stationen i dag. John har slået alt græsset, Gert har lavet lidt småreparationer, og Benny har haft besøg af en gruppe, der skulle høre om fuglene og vores arbejde på stationen.
I skrivende stund er de første gæster ankommet for at være klar til Operation Overshooter.


Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Jernspurv / Dunnock   0 (1)
Rødstjert / Redstart   1 (0)
Rørsanger / Reed Warbler   1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   0 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   0 (3)
Havesanger / Garden Warbler   0 (2)
Løvsanger / Willow Warbler   1 (0)

Dagens total   3 (8)

Ikke vindstille, men stadig fuglestille

torsdag 2. juni 2022
af Susanne Primdahl

Det blev endnu en stille dag, når man ser bort fra vinden, for den havde noget bedre fat i dag, hvor den ved lukketid var steget til 9,3 m/s med vindstød på 11,2 m/s. Det gav ikke problemer, men føltes bare så meget anderledes end den vindstille dag i går. 

Det lykkedes at få sat ring på lidt flere fugle i dag, men totalen incl. aflæsninger var noget nært det samme som i går.
Der var et par unger fra i år, der fik ring på i dag - den ene en Tornirisk og den anden en Stær. Sidstnævnte var nyligt fløjet fra reden, og fjerdragten var endnu ikke fuldt udvokset. F.eks. havde den en vingelængde på 106 mm., hvor en voksen Stær har en vingelængde på 121-137 mm.

IMG 3369 redstr
Mooaaar, jeg er sulten efter ringmærkningen, så skynd dig at komme med noget mad til mig!
Den nyudfløjne stæreunge blev selvfølgelig sat fri tæt på det net, hvor den var fanget, så den hurtigt kunne finde sammen med resten af familien igen.
Foto: Susanne Primdahl

Jeg fik også hilst på et par Gulbuge i dag. Selvom det lykkedes for mig i går, vil jeg sige, at man kan ikke undgå Gulbugene, når man ringmærker i Gedser.

IMG 3372 redstr
Det er nemt at forstå, hvorfor den hedder en Gulbug, ikke?
Foto: Susanne Primdahl

Nu har jeg lige fået selskab af en gæst på stationen, så jeg vil vise hende rundt og så ellers håbe, der bliver lidt flere fugle at skrive om i morgen.

Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Jernspurv / Dunnock   0 (1)
Kærsanger / Marsh Warbler   1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler   2 (0)
Munk / Blackcap   1 (0)
Blåmejse / Blue Tit   0 (1)
Stær / Starling   2 (0)
Tornirisk / Linnet   1 (0)

Dagens total   7 (2)

Hvor var velkomstkomitéen?

onsdag 1. juni 2022
af Susanne Primdahl

Hvis jeg havde ventet en velkomstkomité på min første dag i denne periode, blev jeg skuffet, for fuglene stod bestemt ikke i kø for at tage imod mig.
Men det var alligevel dejligt at være tilbage ved de smukke morgener, som gør det til en fornøjelse at gå i gang med dagens arbejde, selvom arbejdstids start er omkring kl. 3.45, når alle net skal være åbne kl. 4.15.

Her til morgen blev jeg ydermere mødt af den skønneste blomsterduft, fordi masser af vild kørvel står i fuldt flor rundt i hele haven.

DSC 0467 redstr
Stemningsbillede taget kort før klokken 5, hvor jeg havde gået første netrunde, som ikke gav nogen fugle.
Foto: Susanne Primdahl

Selvom der var masser af fuglesang i haven, skulle jeg gå tre netrunder, før jeg havde dagens første fugl. Dagen var domineret af de lokale ynglefugle, idet 4 ud af de 7 fugle havde en stor rugeplet, som viser, at de har æg eller små unger i reden.

Hvad jeg ikke fik i antal fugle, fik jeg til gengæld i antal skridt, for de sidste par timer småregnede det, så jeg fik kun lige akkurat hevet en standardmærkning i hus ved at gå runder hvert kvarter i stedet for hver halve time, som er det normale.

På sådan en dag var det ekstra rart at både Hans og Bo kom forbi for at sige go'daw.
Bo havde været ude på odden og lave træktælling, så der kommer nok et facebook-opslag senere på Gedser Fuglestations Venner. Det plejer han at være god til.

Jeg fik slet ikke taget et billede af en fugl, så I må nøjes med en af havens andre søde beboere.

DSC 0472 redstr
Billedet er taget med mobiltelefonen, så jeg er ret tæt på. Jeg tror snart, de stationsharer kan håndfodres, så tamme er de.
Foto: Susanne Primdahl


Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:

Jernspurv / Dunnock   0 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat   1 (0)
Tornsanger / Common Whitethroat   0 (1)
Havesanger / Garden Warbler   0 (1)
Munk / Blackcap   1 (0)
Gransanger / Chiffchaff   1 (0)

Dagens total   3 (4)


FORRIGE     1  |   2