Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Ikke vindstille, men stadig fuglestille
Det blev endnu en stille dag, når man ser bort fra vinden, for den havde noget bedre fat i dag, hvor den ved lukketid var steget til 9,3 m/s med vindstød på 11,2 m/s. Det gav ikke problemer, men føltes bare så meget anderledes end den vindstille dag i går.
Det lykkedes at få sat ring på lidt flere fugle i dag, men totalen incl. aflæsninger var noget nært det samme som i går.
Der var et par unger fra i år, der fik ring på i dag - den ene en Tornirisk og den anden en Stær. Sidstnævnte var nyligt fløjet fra reden, og fjerdragten var endnu ikke fuldt udvokset. F.eks. havde den en vingelængde på 106 mm., hvor en voksen Stær har en vingelængde på 121-137 mm.
Mooaaar, jeg er sulten efter ringmærkningen, så skynd dig at komme med noget mad til mig!
Den nyudfløjne stæreunge blev selvfølgelig sat fri tæt på det net, hvor den var fanget, så den hurtigt kunne finde sammen med resten af familien igen.
Foto: Susanne Primdahl
Jeg fik også hilst på et par Gulbuge i dag. Selvom det lykkedes for mig i går, vil jeg sige, at man kan ikke undgå Gulbugene, når man ringmærker i Gedser.
Det er nemt at forstå, hvorfor den hedder en Gulbug, ikke?
Foto: Susanne Primdahl
Nu har jeg lige fået selskab af en gæst på stationen, så jeg vil vise hende rundt og så ellers håbe, der bliver lidt flere fugle at skrive om i morgen.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Jernspurv / Dunnock 0 (1)
Kærsanger / Marsh Warbler 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 2 (0)
Munk / Blackcap 1 (0)
Blåmejse / Blue Tit 0 (1)
Stær / Starling 2 (0)
Tornirisk / Linnet 1 (0)
Dagens total 7 (2)