Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
To fugle mere
Svag vind fra det vestlige hjørne og ingen udsigt til regn. Det så ud til at blive en god dag, og det blev det da også, selvom fuglene ikke gav travlhed.
Ganske som i går fik jeg øget det totale dagstal med 2 fugle, så det kom op på 11. Det er nødvendigt at fejre de små sejre. ;-)
Der var dog kun 3 nye, som fik ring på, mens 8 blev aflæst, hvoraf de tre Gærdesangere og den ene Havesanger med sikkerhed er lokale ynglefugle.
To af Gærdesangerne blev faktisk ringmærket her på stationen i 2020 og var ynglende i haven i både 2020, 2021 og 2022. Det er nogle af de interessante oplysninger, vi får via ringmærkningen.
Jeg formoder, at den Rødstjert, der blev ringmærket i dag, var den, der siddet i æblehaven og drillet mig med sin sang de tre dage, jeg har været her. Den blev i hvert fald fanget i lige netop det net, der står der, så nu er den registreret i vores database.
Rødstjert han.
Foto: Susanne Primdahl
Det var en meget bleg Løvsanger, der blev ringmærket i dag.
Foto: Susanne Primdahl
Jeg sagde smil til fotografen, da dagens Rørsanger skulle fotograferes, så det her må være et rørsangersmil.
Foto: Susanne Primdahl
Der har været mange folk på stationen i dag. John har slået alt græsset, Gert har lavet lidt småreparationer, og Benny har haft besøg af en gruppe, der skulle høre om fuglene og vores arbejde på stationen.
I skrivende stund er de første gæster ankommet for at være klar til Operation Overshooter.
Dagens ringmærkninger med aflæsninger i parentes:
Jernspurv / Dunnock 0 (1)
Rødstjert / Redstart 1 (0)
Rørsanger / Reed Warbler 1 (0)
Gulbug / Icterine Warbler 0 (2)
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 0 (3)
Havesanger / Garden Warbler 0 (2)
Løvsanger / Willow Warbler 1 (0)
Dagens total 3 (8)