Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Blæst og sol
Ringmærkningen og observationer på Odden:
11-15 sekmeter i middelvinden var i dag den begrænsende faktor for opsætning af nettene. For en gangs skyld måtte vi nøjes med det halve antal netmeter af det normale: 142 meter.
Morgenen startede endda med regnvejr, så vi blev en halv times tid forsinket. Snart efter klarede det op til en af og til skyfri himmel, men VSV- vinden fortsatte ufortrødent. Fugle i haven var der ikke mange af, men vi fangede da lidt flere end i går på trods af det lave antal net.
Der havde været overnatning af 4 unge tyskere, samt Andreas Pedersen og Bjørn Frikke. De sidste har lovet at bidrage med en lille beretning om observationerne fra Odden:
Louis, Bjørn og jeg startede dagen ude ved odden, hvor trækket var meget stille og rolig. Men når kvantiteten ikke slår an, må kvaliteten tage over, hvilket den gjorde i meget fin grad. Det hele startede med den flotteste guld Pirol (en gammel han pirol) der trak langs skrænten mod syd. Fuglen var fløjet forbi os, sikkert fordi den fløj for lavt og tæt på skrænten. Det tog dog ikke særlig meget af oplevelsen, da vi nåede at se den flyve et par buer inden den forsvandt ud over en stormomsust østersø. Efterfølgende forsatte trækket i samme stil, så vi blev noget overrasket, da Louis spottede en flot sort glente der trak ud lige nord for obsposten og en "flok" af 2 piroler, der satte sig i nogle træer oppe ved birkemose. Jeg tænkte derfor, om denne morgenobs kunne blive endnu mere mærkelig (ingen træk men godt med hits). Svaret kom kort tid efter, da en flok af 3 piroler passerer os i stor højde over obsposten. Efter pirolerne begynder vi, at snakke om hvilke hits vi 4 nu skal finde, da Henrik Brænder har tilsluttet morgenobsen. Bjørn foreslår, at vi skal finde en stensvale, og kort tid efter finder han en fin rødrygget svale over marinestationen, hvor fuglen jager sammen med de andre land og bysvaler. Vi kan følge fuglen i hvad der virker en evighed, hvor både de sorte bukser og ørentvist halen bliver set ualmindelig godt. Fuglen fosvinder derefter kortvarig men efter få minutter spotter vi den igen, fordi den kalder ivrigt! Efter denne fantastiske oplevelser, er vi allesammen ret høje, og vi slutter morgen obsen af med endnu en sort glente. Inden Bjørn og jeg rammer vores senge får vi dog en hvid stork lige i smasken, som du kære læser kan se kom virkelig godt.
Her kommer dagens mest fotogene:
Tornirisk han (Foto Vagn Lind)
Hvid stork (Foto Bjørn Frikke)
Dagens små fangsttal:
Folk på stationen:
Vagn Lind, Niels Krabbe, Bjørn Frikke, Andreas Pedersen, Hans Lind (dagtiden)
Sølle, sølle, sølle
Endnu en dag i rækken af sløve dage uden fugle i stationshaven. Solen kom til at skinne rart ved slutningen af standardtiden, men det gav jo heller ingen fugle.
Derfor heller ikke meget at berette om. Gert kom på besøg samt Jan L. Rasmussen og vi fik hyggesnakket på bænkene i det gode vejr.
Det var lige før, at der var flere sommerfugle i haven end rigtige fugle: bl.a. disse
Almindelig Blåfugl i parring
Admiral
Dagens mikro-tal
Folk på Stationen til aften: Vagn Lind, Niels Krabbe samt ankomst af 4 unge cyklister fra Tyskland
Pleased to meet you
Farven på himlen ved solopgang markerede næsten hvad der var i vente !
Endnu én af de her dage uden ret mange fugle i haven. Det mest positive at sige om i dag må være kvalitet frem for kvantitet.
Ud af 8 mærkede fugle var der 1 Lille Fluesnapper og 1 længe ventet Karmindompap, - oven i købet en udfarvet gammel han.
Niels Krabbe fra Statens Naturhistoriske Museum er for tiden på stationen for at tage blodprøver af langdistance-trækkerne fra Afrika, med det formål at efterforske udbredelsen af West Nile virus. Det blev ikke til så mange fugle til ham i dag, men 10 blev det da til.
Niels i arbejde med en Gulbug
Dagens små tal:
Folk på stationen: Vagn Lind, Niels Krabbe og endelig Hans Lind (ind i mellem)
Skrabet mandag
Ringmærkningen:
Det blev i sandhed et skrabet antal fugle i nettene i dag på trods af, at vejret ellers var udmærket: stille, lunt og vind fra SØ.
Dagens bedste blev ham her, som ikke er en genfangst fra i forgårs, men en NY han Kernebider.
Hans og jeg fik repareret lidt net, da et rådyr i går løb tværs igennem ét af dem. Irriterende arbejde, men sådan er det når bukkejagten er gået ind.
Dagens fangster:
Trækket på Odden: En morgentur på et par timer gav samme lave resultat for trækket over havet og over land, som ringmærkerne allerede havde erfaret i fuglestationens have. Der var hverken gæs, rovfugle eller andet i luften – ud over lokale raste- og ynglefugle. En hun Husrødstjert (Black Redstart) fouragerede på p-pladsen og kunne nok knyttes til en han, som vi så søndag på marinestationsbygningen. Det er fugle, som oprindeligt er knyttet til bjergområder, og den stenede p-plads er måske det mest naturlige fourageringssted i området for den art. Svalerne havde travlt med at dyppe strå i mudder til deres reder, og et par Sortstrubede Bynkefugle (European Stonechats) så ud til at håndhæve deres yngleplads på strandengen ved stationen. Ingen af dem er sjældne, men de er fåtallige ynglefugle i Danmark og fine at have i området.
Anderledes liv var der i trækket søndag, som startede overskyet og ind imellem med et par dråber i luften, men senere endte i en flot eftermiddag med blå himmel og et træk med flere overraskelser. Det blev så sent, at der ikke var tid og overskud til at få det med i bloggen for søndag efter start på Odden klokken 4:25 en halv time før solopgang til 16:30.
De små Mørkbugede Knortegæs yngler helt oppe i det nordligste Sibirien, hvor foråret kommer meget sent. Derfor hører de også til blandt de sidste gæs i forårets fugletræk. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Sammenstykket fra flere observatører fik vi nok set op mod 3.500 Mørkbugede Knortegæs (Dark-bellied Brant Geese) passere mod øst ind i Østersøen og videre mod højarktiske ynglepladser i Sibirien. De fleste skød genvej over land, men der kom også nogle fint tæt på ude over odden.
En af søndagens Sorte Glenter så nærmest ud til at have slugt en fodbold til frokost, men det var det nok ikke. Kroen er dog meget fuld og stor i forhold til, hvad man normalt ser på en rovfugl, der lige har ædt af et eller andet bytte. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mest bemærkelsesværdigt for den søndag blev dog de Sorte Glenter (Black Kites). Verdens mest almindelige rovfugl er ikke særlig almindelig i Danmark, men vi så op til fem sammen og havde vores hyr med at holde styr på dem, fordi de fløj lidt hid og did, dukkede op, forsvandt og dukkede op igen i andre kombinationer, flere gange sammen med Røde Glenter (Red Kites). Samlet kan vi dog stå inde for mindst 12 Sorte Glenter, hvoraf otte i løbet af dagen trak ud mod syd, mens fire forsvandt mod nord. Interessant var det også, at en del andre rovfugle allerede trækker mod syd igen. Det gælder især unge fugle fra sidste år, som ikke yngler. Således så vi otte Rørhøge (Marsh Harriers) trække sydover, hvoraf syv med sikkerhed var unge fra sidste år, ni Tårnfalke (Common Kestrels) og en Lærkefalk (Hobby). En Fiskeørn (Osprey) trak syd og en anden så vi flyve mod nord. Desuden trak 12 Hvepsevåger (European Honey Buzzards) mod nord.
Søndagens udtrækkende Lærkefalk mod syd viste også tegn på en ikke ynglende ung fugl fra sidste år med et mix af brunlige ungfuglefjer og blågrå adulte/voksne fjer på oversiden. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Af andre fugle var der en Pirol (Golden Oriole) i området. Fem Hvide Storke (White Storks) trak samlet mod syd om formiddagen, mens en enlig Hvid Stork om eftermiddagen kom mod syd, men vendte om, før den nåede odden, og forsvandt mod nordvest. Specielt for dagen var det også med en Mellemkjove (Pomarine Skua), som kom fra land og forsvandt ud over havet.
En af søndagens Røde Glenter trak mod syd ud over havet. Fuglen på billedet er en ung glente fra sidste år, som er i gang med at skifte til voksendragt på undersiden af kroppen. Også den gule øjenfarve viser, at det er en ung fugl - de voksne/adulte har hvide øjne. Den slags fugle er omstrejfende unge, som ikke yngler og derfor kan trække i alle mulige retninger. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Efter sådan en søndag kan det godt føles lidt mærkeligt med en ’tom’ mandag, men sådan er fugletræk ofte mere uforudsigeligt end forudsigeligt, og det er en del af fornøjelsen.
Folk på stationen: Vagn Lind, Ole Friis Larsen, Niels Krabbe, Hans Lind (af og til)
Stille dag efter blæsten og regnen
Der var rigtig store forventninger til dagen i dag efter at der i de seneste dage var blevet ”rørt grundigt rundt i gryden” vejrmæssigt. Efter regn og blæst var der i dag ret stille vejr, endda vind fra NV, som plejer at være godt i Gedser. Ikke desto mindre udeblev fuglene i de mængder vi havde troet og håbet på.
Der var overskyet til efter nettenes lukketid, hvorefter der hen på eftermiddagen blev det dejligste solskinsvejr. Hans og jeg er nu holdt op med at spå om morgendagen, - det holder alligevel ikke stik !
Vi fik besøg af Jürgen Katz, den tyske ringmærker, som har hus her i Gedser og havde en hyggelig snak på terrassen over en kop kaffe avec.
Dagens fangster bestod mest af almindeligheder, men nævnes skal da lige denne:
en partiel leucistisk Rørsanger med de hvide fjer både på hoved, i vinge og hale.
Rødstjert hun
Gulbugen er meget svær at fotografere: den har ikke meget ro i r****
Sommerfuglefælden kunne i dag byde på en Aftenpåfugleøje (venstre) og en Poppelsværmer (højre)
Ligeledes en Hermelinskåbe
Dagens fangster:
Folk på stationen: Vagn Lind og Ole Friis Larsen, Hans Lind møder op til morgenkaffetid
En god dag efter nattens regn
Vi var til morgen nødt til at udsætte netopsætningen en time på grund af regnvejr. Der var faldet 15 mm i løbet af natten, men heldigvis holdt det da tørt efter kl. 5:30. Vi håbede, at det våde vejr ville få fugle til at gøre et ophold i haven efter nattens træk. Det lykkedes da også i nogen grad. Ikke mange fugle i nettene, men dog så mange, at der var lidt at vise frem til den store familiegruppe, som vi i dag stod for formidlingen overfor.
Både store og små fulgte interesserede med i Gulbugen, som skulle have ring på.
Der var stor begejstring over specielt Kernebideren, som mange af vore gæster ikke kendte i forvejen og imponerende er den jo også med sit fantastiske næb.
Kernebider han.
Også en fin Rødrygget Tornskade han blev det til
Samt flere Grå Fluesnappere.
Dagens fangst:
Trækket på Odden: Der var ingen egentlig tælling af trækfugle, men i forbindelse med dagens arrangement på fuglestationen, var vi ude at se på træk i cirka tre timer. Desuden blev det til lidt observationer ved Kroghage under et eftermiddagsbesøg på lokaliteten lige vest for færgehavnen.
Det viste, at vi blev ’snydt’ for dagens træk af Mørkbugede Knortegæs (Dark-bellied Brent Geese), som ikke fløj omkring Gedser Odde, men skød genvej over land i et mere nordligt træk. Ved Hyllekrog og Torsø Strand på Lolland blev der set henholdsvis 525 og 1.750, ved Masnedsund 350, Møn 550 og ved Feddet, Præstø Fjord 4.500, hvor det bare blev til 15 omkring Gedser Odde. 67 ved Kroghage og 70-75 ved Gedesby lidt nord for Gedser var ligeledes tilfældige observationer, men viste også, at selv de sydligste af dagens flokke skød genvej over land nord for Gedser.
Derimod var formiddagen ved Gedser Odde fin med en rastende Tejst (Black Guillemot) i sommerdragt og lidt indtræk af Mursejlere (Common Swifts), en Bjergvipstjert (Grey Wagtail), en Gøg (Common Cuckoo) og to Hvepsevåger (European Honey Buzzard) i relativ hård vind.
Tejst i sommerdragt ud for Gedser Odde. Den burde nok have været på en af ynglelokaliteterne, men på odden var vi glade for en fin oplevelse. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Hvepsevåge på indtræk. Den ene af to hunner, som kæmpede mod vinden tæt på hinanden. Den mørkt brune overside og mønsteret på vingeundersiden afslører kønnet på en temmelig mørk variant. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se dagens observationer og ringmærkninger ved Gedser Odde i DOFbasen ved at klikke her.
Tilbage på stationen er nu Vagn Lind og Ole Friis Larsen, - og Hans Lind dukker nok op igen i morgen tidlig.
Oriolus
Det blev, uanset at vinden var drejet om i V, en antalsmæssig noget mager affære igen i dag.
Stillits
Vi havde en større familiegruppe på besøg fra kl. 9 og ville jo gerne vise dem lidt fugle i hånden, så vi frygtede da en del, at dette ville blive svært. Det blev det også, men de så dog både Bogfinke og Rødrygget Tornskade helt tæt på.
Dagens helt store højdepunkt blev jo dog da Hans kom storsmilende op i labbet og proklamerede, at han for en sjælden gangs skyld nu skulle have en ny ringmærkningsart. Og frem af posen trak han jo så en fugl vi har ventet, hørt og misset i flere omgange i de senere år: en PIROL. Desværre skete dette 1½ time før gæsterne ankom, så de måtte nøjes med at se billeder.
Lørdag er der igen et større formidlingsarrangement, så vi håber at både vejr og fugle vil smile til os igen i morgen.
Dagens små tal:
Folk på stationen: Vagn Lind, - og fra senere i aften både Ole Friis-Larsen og Søren Mygind, samt Hans Lind, som er taget hjem og prale i privaten.
Så kom sommeren
Her til morgen var optimismen faktisk temmelig meget på nulpunktet. Vi har i de sidste dage gået og ønsket os at fange noget GODT, men var nået til , at vi vist bare ønskede os at fange NOGET !
Det blæste lidt kl . 4:30 da nettene skulle op og de første 2 runder var meget magre. 3 mærket og en aflæsning. Her burde vi jo allerede have fanget halvdelen af dagens fangst. Det så ikke godt ud.
Kl. 7: 40 løjede vinden aldeles af og varmen begyndte at skylle op over Gedser sydfra. I løbet af et kvarter dukkede der 4 Biædere op ved søen for at drikke og holde rast i de yderste træer ved P-pladsen. Samtidig så vi årets første Rødryggede Tornskade og lidt senere så sandelig også en stor sjældenhed: en Svalehale (sommerfugl) som er ekstremt sjælden i DK.
Det fik humøret til at stige adskillige grader og selv om vi kun fik fanget tornskaden, kom der da lidt gang i Havesangere, Tornsangere, Rørsangere mm.
Efter standardtiden lukkede vi op for nettene ved søen og holdt dem i gang resten af eftermiddagen. Det gav da lidt nye ting. Landsvale, Bysvale, Engpiber og Gul vipstjert.
Gul Vipstjert
Engpiber
Vi er med andre ord fulde af forventning til, hvad morgendagen måtte bringe
Det var godt nok tæt på nettet !
Dagens samlede fangst:
Folk på stationen: Vagn Lind og Hans Lind (gæstevisit i de lyse timer)
Ingen fugle har vi nok af i dag
Det bliver i dag en ultrakort blog, ikke pga travlhed med fuglene, men fordi der er for lidt at skrive om.
Der var bare ikke fugle i haven i dag. Punktum. Vi håber virkelig på et vejrskifte og håber det bedste for i morgen.
Tornirisk han, med et lidt defekt undernæb (ligner næsten en mini Træskonæb)
John var forbi og fik slået græsset, der efterhånden var blevet lidt vel højt i netbanerne. Hans og jeg fik også lavet lidt datatjek, indtil jeg proklamerede, at nu ville jeg altså ned og fange en fisk! Det gik næsten bedre end fuglefangsten: ikke prangende, men jeg fik da 2 hornfisk.
Bedre held i morgen
Dagens elendighed:
Folk på stationen: Vagn Lind samt storebroren Hans, der kun er her i dagtimerne
Småt med fugle
Morgenstund har guld i mund
Det var med lettere skepsis, at vi i dag skulle have besøg af et hold fra Højskolen sammen med Simon Wikstrøm. Skepsis, fordi vi måske ikke kunne vise dem en fugl i hånden. Der var bare ikke gang i tingene i Gedser i dag. Men alligevel lykkedes det at vise dem et par Gærdesangere og en Tornsanger og de var glade og tilfredse i det flotte vejr, hvor vi heldigvis kunne sidde ude ved bordene. Som altid var vi overvældet over deres store generøsitet over for uglen, hvilket vi takker meget for !
Endvidere havde vi besøg fra Skive-egnen af Valdemar Juhl, en ung fugleinteresseret gut, som var med på runderne ved nettene og som måske påtænker en fremtid som ringmærker. Du skal være så meget velkommen!
Meget få fugle sad i nettene og blandt dem var der faktisk flest Havesangere, hvoraf de 3 var ringmærket tidligere. Meget tidligere:
Husk lige på, at disse Havesangere hvert år flyver til Sydøstafrika og overvintrer og derefter har mestret at finde tilbage til Gedser Fuglestation og yngle. En tur på op til 16.000 km hver vej.
Her følger så lidt opremsning af deres historik:
Havesanger mærket her som 2k+ 21/7-2018 af HNL
Aflæst 5 gange her i forsommer 2020, 3 gange ligeledes i 2021 og nu 2 gange i 2022
Havesanger mærket her som 2k+ 30/5-2018 af HNL
Aflæst 4 gange i 2018, 6 gange i 2019, 5 gange her i forsommer 2020, 4 gange ligeledes i 2021 og nu 1 gang i 2022
Havesanger mærket her som 2k+ 24/7-2019 af Ramon
Aflæst 3 gange her i 2020, 3 gange i 2021 og 1 gang 2022
Havesanger
Dagens små tal:
På stationen: Vagn Lind, - og storebror Hans, som sover hjemme.