Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (288)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Regn og radar, radar, radar...

fredag 1. maj 2020
af Susanne Primdahl

I går ankom Søren Mygind, som skal være med til ringmærkningen til og med søndag. Vi var godt klar over, at regnen kunne komme til at genere os fra morgenstunden, men et kig på DMI's radar, da vækkeuret ringede, viste, at regnen ville stoppe kl. 4 - perfekt timing i forhold til, at nettene for tiden skal være åbne og klar kl. 5.

Men regnen fortsatte, og efterhånden havde vi det som et par væddeløbsheste, som står og skraber i startboksen. Det endte med, at vi kunne åbne nettene med en times forsinkelse, så det betød heldigvis, at vi kunne gennemføre dagens standardmærkning. Men radaren blev brugt flittigt, for der var flere gange optræk til mere vand.

Vi har haft en overskyet dag, hvor solen først kom frem, efter standardtiden var overstået. Vind mellem 0,0 og 5,7 m/s med skiftende retninger fra nord over nordøst til syd. Temperaturen har ligget på 6-9 grader.

Antal mærkninger blev over gennemsnittet for en forårsdag på GFU, så vi var tilfredse. Der var mange forskellige arter i dag, og det gav rig mulighed for at snakke om aldersbestemmelse og for nogle arter også arts- og kønsbestemmelse.

Den flotteste fyr i nettene i dag var en Stær - sikkert en af dem, der hører til i havens boligkompleks. Der er noget helt eksotisk over den flotte, metalglinsende fjerdragt.

IMG 3564 red
Adult Stær han

IMG 3633 red
Havens stæreboliger

01 05 2020 19 04 41

Kun 3 timer og 10 minutter, før regnen kom

torsdag 30. april 2020
Så ingen standardmærkning i dag
af Susanne Primdahl

Til morgen var alt vådt efter nattens regn, men iflg. vejrudsigten skulle det med lidt held være muligt at nå at gennemføre en standardmærkning, inden regnen atter tog fat.
En overskyet dag med middel sigt, vinden i sydøst med en styrke på 5-7 m/s, og omkring de 9 grader hele perioden. 

På radaren så det ud til, at regnen ville ramme os ved 8-tiden, så jeg var klar til at holde et vågent øje med den, så jeg kunne nå at få tømt nettene og klappe dem sammen, så ingen fugle skulle risikere at blive våde.

Jeg var også forsigtig med antal net og åbnede kun 144 meter i den ende af haven, hvor både hus og laboratorium ligger.
Men jeg skal da lige love for, at jeg ikke havde været forsigtig nok.
Rolig nu, der var ingen fugle, der blev våde i nettene, men da klokken nærmede sig 7, måtte jeg erkende, at der kom flere fugle ind end ud af laboratoriet, så jeg måtte ringe til en ven.

Hans var hurtigt på pletten og gik to runder for mig, mens jeg fik bragt antallet af ventende fugle ned, og han sørgede også for at klappe nettene sammen, inden regnen kom.

På godt 60% af en normal standardtid og med kun halvdelen af fuldt antal netmeter blev 80 fugle ringmærket og 5 aflæst. Så tror da pokker, at jeg følte mig presset. :-)

Og man må sandelig sige, at Afrika-trækkerne har taget magten i nettene i en grad, så der næsten ikke levnes plads til kortdistancetrækkerne.
Der ankom da også en ny Afrika-art i dag, nemlig Skovpiberen.

IMG 3545 red
Den ene af dagens 2 Skovpibere stikker næbbet i sky over at figurere i fuglestationens database som årets første ringmærkede af sin art.

IMG 3548 red
Jeg ringmærkede årets første Brogede Fluesnapper for to dage siden. I dag ankom yderligere 4, alle unge hanner fra sidste år.

IMG 3553 red
Årets anden Skovsanger blev ringmærket i dag. Skovsangeren er så smuk og elegant, så den får en plads i bloggen i dag, selvom det ikke er længe siden, jeg viste billedet af den første ringmærkede.

30 04 2020 15 57 40

Kedelig grå dag

onsdag 29. april 2020
af Susanne Primdahl

Det regnede, da jeg stod op i morges - ikke voldsomt, men nok til at jeg ikke ville åbne net, fordi DMI's radar viste, at et område med mere vand var på vej.

Da klokken nærmede sig 6.00, og det kun støvregnede, åbnede jeg 7 net, så jeg kunne gå hyppige runder og lukke hurtigt, hvis der kom rigtig regn. Når jeg kiggede på radaren, virkede det, som om regnområderne gik i opløsning, lige før de nåede Gedser Odde, og efterhånden holdt støvregnen også op.

Det lykkedes mig at gennemføre en standardmærkning, men det var bestemt ikke med prangende fangsttal - 8 fugle ringmærket og 5 aflæst.

Jeg fik heller ingen billeder til bloggen i dag, og så kan man vist ikke synke dybere som GFU-blogskribent. :-(
Jeg har fundet nogle stykker i bunken fra de 2½ uger, jeg har været her - alle under temaet "Jeg kigger fuglen dybt i øjnene".

IMG 2746 red
Engpiber

IMG 2909 red
Halemejse

IMG 3069 red
Gulspurv

IMG 3298 red
Husrødstjert

IMG 3394 red
Gærdesanger

IMG 3440 red
Broget Fluesnapper

IMG 3525 red
Tornsanger

29 04 2020 18 52 59

Det var ren gaveregn

tirsdag 28. april 2020
af Susanne Primdahl

Rigtig fint ringmærkningsvejr i dag med en nordvestlig vind på 3-5 m/s, og overskyet næsten hele standardperioden. Solen viste sig kun i et par korte øjeblikke, indtil standardperioden var slut, hvor det blev højt solskin. Temperaturen har ligget mellem 9 og 12 grader.

Lige fra første runde og standardtiden ud havde jeg travlt. Og man skulle næsten tro, at fuglene kendte klokken, for allerede 2. runde efter standarden, var der ikke en eneste fugl.
Ja, jeg blev som sædvanligt fristet til at holde længere åbent, men efter standardtidens afslutning kl. 10.15, og til jeg lukkede nettene kl. 14.30, kom der kun 13 fugle ekstra i bogen.

I dag har jeg lært, at i Gedser skal man bare ønske, så får man. Jeg undrede mig i går over, at vi ikke snart skulle have nogle flere Løvsangere, og vupti, som at gnide på Alladins lampe, som kom der lige 23 på besøg i dag.

IMG 3457 red
Jeg ved godt, at I fik et billede af en Løvsanger i går, men med 23 mærket i dag, må det alligevel være på sin plads at vise en af dem.

I går fik jeg årets første Tornsanger, som jeg havde forventet, men jeg tvivlede på, at jeg kunne nå at få Havesangeren med. Men i Gedser er intet åbenbart umuligt - faktisk fik jeg hele to af dem i dag.

IMG 3425 red
Årets første Havesanger

Med både masser af Løvsangere og 2 Havesangere kunne jeg ikke tillade mig at ønske mere, men gaverne kommer åbenbart også helt uden at ønske.

IMG 3450 red
Årets første Brogede Fluesnapper kom også i hus i dag. Sikken gaveregn jeg har fået i dag.

Jeg har ikke ønsket noget bestemt til i morgen, så jeg er spændt på, hvad dagen vil bringe.

28 04 2020 20 53 15

Så kom Tornsangeren

mandag 27. april 2020
af Susanne Primdahl

I dag var vi tilbage på mere normale fangsttal, og det endda med nettene åbne dobbelt så længe, som en standardmærkning kræver.

Vejret startede skyet, men det klarede ret hurtigt op, og vi fik endnu en flot solskinsdag. Temperaturer på 8-12 grader, og en svag vind på 1-5 m/s.
Vinden har svinget lidt frem og tilbage mellem syd og sydvest.

Jeg var forberedt på mange fugle igen i dag, for der var masser af fuglesang i haven til morgen. Men det stod hurtigt klart, at det slet ikke blev en dag på niveau med i går.
Der var rigtig mange aflæsninger i dag, faktisk 38% af de fugle, der blev fanget. I går udgjorde aflæsningerne kun 15%.

Endelig kom den næste ventede årsart, nemlig Tornsangeren. Det var kun den ene fugl i dag, men der kommer sikkert hurtigt flere til.

IMG 3360 red
Årets første ringmærkede Tornsanger.

Det undrer mig lidt, at vi ikke snart får nogle flere Løvsangere. Der var en enkelt i dag, og den poserede til gengæld villigt for fotografen.

IMG 3333 red
Løvsanger

Når man ringmærker, ser man også ind imellem en fugl med skavanker eller sygdom.
I dag fangede jeg en Bogfinke, hvis ben og fødder var angrebet af papillomavirus. Sådan en fugl får selvfølgelig ikke ring på, men bliver sat fri med det samme.

IMG 3361 red
Bogfinke hun

IMG 3365 red
Her kan I se, hvordan Bogfinkens ben og fødder så ud.

27 04 2020 19 09 24

Min bedste dag

søndag 26. april 2020
af Susanne Primdahl

Vejret har været lidt anderledes og køligere, end jeg ellers har vænnet mig til igennem den forgangne uge.
Temperaturen har ligget mellem 7 og 9 grader. Vinden startede med 1 m/s fra nordvest, men drejede ret hurtigt i vest og tiltog henover dagen til 8 m/s. Skydækket har skiftet lige fra næsten helt overskyet og til blå himmel med ganske få lette skyer.

Det har åbenbart været godt rejsevejr for fuglene, for dagen har givet det største antal ringmærkninger i de to uger, jeg har været her. Og de har været fordelt på hele 17 forskellige arter.

For tiden åbnes nettene, så de er klar kl. 5.15, og så går jeg første runde kl. 5.45. Lige fra første runde var jeg travlt beskæftiget med fuglene, og jeg havde ikke min første pause før standardperioden var slut kl. 10.15. Men da havde 67 af dagens 75 fugle også allerede været forbi ringmærkningslaboratoriet - de fleste for at få ring på, og andre for at få aflæst den ring, de allerede havde.

Da det nu gik så godt, blev jeg fristet til at holde nettene åbne lidt længere, men det gik, som det næsten altid gør. Efter standardperioden går det i stå, og de sidste 4 timer gav kun yderligere 8 fugle.

Men det gav mulighed for at tænke på lidt billeder til bloggen, for det havde jeg slet ikke tid til at tænke på, mens jeg havde travlt.

IMG 3312 red
Jeg har ringmærket to Rødstjert hanner i dag. Begge var unge fugle fra sidste år, så de havde endnu ikke de helt klare farver, som fuldvoksne hanner, men halen er aldrig til at tage fejl af.

IMG 3318 red1
Sidst i perioden kom der også nogle få mejser forbi, deriblandt denne Blåmejse. 
En Blåmejse er en lille hidsig krabat, som gerne giver sin mening tydeligt til kende. Her er den fotograferet i en helt karakteristisk situation, hvor den har et godt, fast bid i ringmærkerens nærmeste finger.
Det er en lille fugl, men det gør faktisk ondt, når den hakker og bider i vores fingre.

IMG 3325 red
Gærdesmutten kan måske være lidt svær at genkende uden halen strittende lodret i vejret, som man oftest ser den i haven.
Men den er god nok - det her er den lille, hurtige fugl med den kraftige stemme.

IMG 3330 red
Sortmejsen ser vi ikke så tit her på stationen. Dagens fugl er faktisk kun den tredje, vi har ringmærket i år.

26 04 2020 17 01 59

Det har været en lang dag

lørdag 25. april 2020
af Susanne Primdahl

Det har været en lang dag, og jeg er rigtig godt træt. Derfor vil jeg for en enkelt gangs skyld spise jer af med nogle billeder af to Gråsiskener, jeg ringmærkede i dag.

Og så selvfølgelig listen med de fugle, jeg har ringmærket og aflæst.

IMG 3283 red
3K+ Lille Gråsisken han

IMG 3280 red
3K+ Lille Gråsisken han

IMG 3260 red
2K Lille Gråsisken

IMG 3257 red
2K Lille Gråsisken

25 04 2020 19 51 18

Sylvia'ernes dag

fredag 24. april 2020
af Susanne Primdahl

Det var den første morgen, hvor jeg ikke frøs om fingrene, da nettene skulle åbnes. Temperaturen var også oppe på 10 grader allerede før solopgang - til gengæld var den kun steget 2 grader, da nettene blev lukket.

I går og i dag har det været så vindstille om morgenen, at jeg har bemærket, at jeg har selskab om morgenen, når jeg åbner net. Det er de Grønne Frøer, der synger morgensang for mig sammen med de tidligste fugle, og det er faktisk rigtig hyggeligt.

Vinden startede på 1,5 m/s, og så steg den i styrke i løbet af perioden, så jeg var ikke i tvivl om, da det var lukketid. Vindstyrken var nået helt op 11,8 m/s, da jeg var færdig med at lukke. Der er noget læ i haven, men når det blæser så meget, bevæger nettene sig alligevel så meget, at fuglene kan se dem.

Vinden var stadig omkring det vestlige hjørne i dag. Den startede i nordvest og flyttede i direkte vest i løbet af dagen. Ligesom i går kunne det ses på antallet af fugle, at vinden ikke længere er i øst. 
Der blev endda ringmærket flere end i går, og et antal aflæsninger på kun 5 vidner om, at de fugle, der har været i haven nogle dage, er draget videre mod deres ynglelokaliteter.

Det var Sylvia sangernes dag i dag. Det vil på nuværende tidspunkt sige Munk og Gærdesanger. De to arter står for halvdelen af dagens ringmærkninger.
Årets første Munk blev ringmærket den 7. april, og det er ikke mere en 3 dage, siden den første Gærdesanger blev mærket. Nu bliver det spændende at se, hvornår de to andre almindelige Sylvia'er, Tornsanger og Havesanger dukker op. Måske kan Tornsangeren nå at komme, inden jeg tager hjem om godt en uge. Havesangeren er nok mere tvivlsom.

IMG 3221 red
Gærdesanger

Vi fangede årets første Skovsanger for et par dage siden, men den fik ikke ring på, fordi den i forvejen var ringmærket i Finland. I dag sad endnu en Skovsanger i nettet, og denne gang var det en, der skulle have en ring.

IMG 3203 red
Skovsanger

24 04 2020 19 01 02

Jeg mødte en vampyr i haven i formiddag

torsdag 23. april 2020
Ja, jeg troede også, de kun var fremme om natten, især ved midnatstid.
af Susanne Primdahl

I dag var vinden blevet væk, eller det føltes i hvert fald sådan. DMI's målinger siger, at vindstyrken har ligget fra 0 til 2,6 m/s, men i stationshaven giver træer og buske også læ, selvom der ikke er så mange blade på endnu.

Temperaturen startede ved 4 grader, og med sol hele dagen havde den sneget sig op på 13 grader, da jeg lukkede nettene kl. 14.15.

Jeg startede med 18 fugle på første runde, så det lovede godt for dagen, og efter anden runde var jeg over gårsdagens antal.
Det fortsatte desværre ikke i samme tempo, men det blev trods alt til 38 ringmærket og 13 aflæsninger.

Dagen gav ingen nye årsarter, men jeg vil mene, at den til gengæld gav farver i rigelige mængder. Bedøm selv på de fotos, jeg har udvalgt fra dagens ringmærkning.

IMG 3178 red
Gulspurv han. Det er ikke svært at forstå, hvorfor arten har fået det navn.

IMG 3196 red
Tornirisk han med det flotte røde bryst og rød plet i panden.

IMG 3176 red
Stillits hun, som leder tankerne hen på en hel farvelade.

Og så til dagens uhyggelige møde med en fra vampyrfamilien!
Det skete ved et net, der står lidt skummelt i havens nordlige ende. Der falder tit et halvvissent blad ned i det net, og så piller jeg det ud, når jeg går runde.
Det skete også denne gang, men da jeg tog bladet, bevægede det sig og gav sig til at kravle hen ad min hånd.
Bladet, eller hvad det nu var, så sådan ud:

IMG 20200423 091135 red
Billedet er taget med min mobiltelefon, og farverne er ikke gengivet helt korrekt. Aftegningerne var meget mere klart orange i farven.

Men hvor kommer vampyren så ind i billedet?
Jo, sværmeren er en Husmoderugle (Scoliopteryx libatrix), som hører til en familie der hedder Vampyrerne (Calpinae).

23 04 2020 18 38 27

Jævnt ned ad bakke

onsdag 22. april 2020
- og dog...
af Susanne Primdahl

Med hensyn til vejret kan jeg egentlig bare henvise til bloggen i går, for i øjeblikket sidder vi åbenbart fast i den samme vejrtype. Vi havde en anelse svagere vind, og så var den flyttet fra øst til nordøst.

Den lille ændring gjorde ikke noget godt for antallet af fugle - tværtimod.
Jeg fik kæmpet mig op på 15 ringmærkninger og 9 aflæsninger ved at holde nettene åbne, indtil der var helt tomt.

Jeg fik ikke fanget Ringduen i æblehaven. Da jeg kom derind for at tjekke nettet, nåede jeg bare at se den sidde i øverste netlomme, og den lettede fuldstændig ubesværet derfra, da jeg kom til syne.
Er det mon ved at blive moderne med hængekøjer til fugle? Jeg er i hvert fald spændt på, om jeg overrasker den i hængekøjen igen i morgen.

Det er åbenbart efter kl. 7, tingene sker her på GFU. I går kom der pludselig fugle i nettene, og i dag fik vi en ny årsart - ikke ringmærket, men en aflæsning tæller vel også på disse fuglefattige dage.

Det var denne smukke Skovsanger, som sad og ventede på mig:

IMG 3168 red

Da jeg så, den var ringmærket, tænkte jeg, at det var en, jeg havde ringmærket sidste år, for den havde ring på venstre ben. Det var jo nærliggende at tro, at den havde valgt samme rute som sidste forår, og de andre ringmærkere hernede sætter ringen på fuglens højre ben.

Men et nærmere kig på ringen afslørede, at fuglen var ringmærket i Finland, så nu bliver det spændende at høre fra Ringmærkningscentralen, hvor i Finland og hvornår den blev ringmærket.

Med tanke på, at den lille fugl er rejst den lange vej fra sit vinterkvarter i tropisk Afrika, var jeg overrasket over, at den havde en fedt-score på 6 på en skala fra 0 til 9. Så meget fedt er der ikke mange af de andre fugle, der har.

Når fuglene ikke lægger så meget beslag på min tid, får jeg overskud til andre gøremål. Sådan en gang bolledej kunne klaskes sammen mellem to netrunder, og så passede bagetiden perfekt med lukkerunden.

Færdigt arbejde og en kop kaffe med lune boller - det dur.

IMG 20200422 135202 red

22 04 2020 17 31 19


FORRIGE     1  |  ...  |  131  |  132  |  133  |  134  |  135  |  ...  |  225     NÆSTE