Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Jeg mødte en vampyr i haven i formiddag
I dag var vinden blevet væk, eller det føltes i hvert fald sådan. DMI's målinger siger, at vindstyrken har ligget fra 0 til 2,6 m/s, men i stationshaven giver træer og buske også læ, selvom der ikke er så mange blade på endnu.
Temperaturen startede ved 4 grader, og med sol hele dagen havde den sneget sig op på 13 grader, da jeg lukkede nettene kl. 14.15.
Jeg startede med 18 fugle på første runde, så det lovede godt for dagen, og efter anden runde var jeg over gårsdagens antal.
Det fortsatte desværre ikke i samme tempo, men det blev trods alt til 38 ringmærket og 13 aflæsninger.
Dagen gav ingen nye årsarter, men jeg vil mene, at den til gengæld gav farver i rigelige mængder. Bedøm selv på de fotos, jeg har udvalgt fra dagens ringmærkning.
Gulspurv han. Det er ikke svært at forstå, hvorfor arten har fået det navn.
Tornirisk han med det flotte røde bryst og rød plet i panden.
Stillits hun, som leder tankerne hen på en hel farvelade.
Og så til dagens uhyggelige møde med en fra vampyrfamilien!
Det skete ved et net, der står lidt skummelt i havens nordlige ende. Der falder tit et halvvissent blad ned i det net, og så piller jeg det ud, når jeg går runde.
Det skete også denne gang, men da jeg tog bladet, bevægede det sig og gav sig til at kravle hen ad min hånd.
Bladet, eller hvad det nu var, så sådan ud:
Billedet er taget med min mobiltelefon, og farverne er ikke gengivet helt korrekt. Aftegningerne var meget mere klart orange i farven.
Men hvor kommer vampyren så ind i billedet?
Jo, sværmeren er en Husmoderugle (Scoliopteryx libatrix), som hører til en familie der hedder Vampyrerne (Calpinae).