Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (282)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: feb. (2)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (15)juli (17)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (29)dec. (18)

8. december 2022

torsdag 8. december 2022
af Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen & Kristina Winther Pedersen

Da det stadig sneede lidt måtte nettene vente så de kom først op 8.30 og heldigvis lige der var sneen ikke våd så den kunne nemt rystes af nettene. Buskene rundt om nettene var fyldt med sne så det var nok ikke det bedste for fangst da de så ikke havde så mange muligheder for at lande, men alligevel blev ialt 17 fugle fanget. Der kom lidt lommer flyvende og stationshaven og jeg opdagede dem kun på deres specielle kald som jeg jo slet ikke er vant til at høre inde i haven så det var en særlig oplevelse.

Den svenske gråsisken som blev aflæst forleden kom der svar på i dag og den var ringmærket 37 dage før på den svenske sydkyst ved noget som hedder Bingsmarken, som ligger mellem Falsterbo og Ystad.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Rødhals/Robin 0/3

Solsort/Blackbird 1/0

Grønsisken/Siskin 8/0

Nordlig gråsisken/Common redpoll 4/0

Lille gråsisken/Lesser redpoll 1

Total 14/3

Trækket på Odden: Vi vågnede op til et lag sne og mange skyer, men det klarede op og endte med at blive en solrig smuk dag, med mørke skyer længere ude. Solen varmede og sneen var med til at gøre det en dejlig lys dag.

Dagens træk bød på 2247 individer fordelt på 17 arter. Af disse var 1068 Sortænder (Melanitta nigra) og 431 Enderfugle (Somateria mollissima). Trækket af Lom var stort idag, med 331 Rødstrubet Lom (Gavia stellata).

9.12_Sne_pa_fuglestationen.jpgSne på Gedser Fuglestation fra morgenen. Foto: Kristina Winther Pedersen

Vi var ikke alene ude på Odden idag. I den fyldte skraldespand havde vi hørt det rumsterede noget lige siden vi kom derud. Det viste sig at være en lille Brandmus (Apodemus agrarius), der søgte efter føde nede i skraldet. Brandmusen har en global bestand der ikke er truet, men i Danmark har den en begrænset udbreddelse og er derfor en sjælden art, dog med en fast bestand på Lolland og Falster.

8.12_Brandmus.jpegDagens gæst på Odden. Brandmusen har en kropslængde på 9,7-12,2 cm med en 6,6-8,8 cm hale. Den er let genkendelig på dens sorte rygstribe, som lige kan anes på dette billede, og rødbrune rygside. Foto: Kristina Winther Pedersen. 

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen:Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Måneskin, sol og sne

onsdag 7. december 2022
af Henrik Jørgensen, Kristina Winther Pedersen & Ole Friis Larsen

Første runde startede godt med 20 fugle og på næste var der 3. Fra 9.30 og frem til klokken 12 var der tomme net pga sol på det ene net og så var fuglene bare væk så der blev lukket ned for dagen.

Hans kom forbi og vi fik ryddet det meste af vejen op til den lille p-plads ved huset. Snart bliver der lagt nyt grus på hele vejen ind til fuglestationen så der skal jo være plads til at lastbilen kan komme ind og ligge gruset.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Rødhals/Robin 1

Grønsisken/Siskin 11

Gråsisken/Redpoll 3

Nordlig gråsisken/Common redpoll 6

Lille gråsisken/Lesser redpoll 2

Total 23

Trækket på Odden: Onsdag kunne give en formiddag med tre årstider på nogle få timer og måske en eksplosion af trækfugle, skrev en lokal ornitolog i en sms, og det med årstiderne kom næsten til at passe, men eksplosionen udeblev.

GFU onsd 046Tunge byger over havet med udsigt til orange skyer i solopgangen og fuld damp på kraftværket i Rostock ...

Dagen startede lyst med flot måneskin over fuglestationens have, og det var let at finde vej ud til Odden, hvor vi oven i købet mente at kunne se, hvor solen stod op bag skyerne til en kold morgen med vind fra nordvest. Det var helt anderledes end de foregående grå dage uden læ for vinden fra øst. Det klarede hurtigt op, himlen viste sig stadig at være blå oven over skyerne, og det føltes ligefrem lunt at kigge efter fugle ude over havet i nogle timer, indtil himlen blev lukket til igen, og vi om eftermiddagen kunne nyde en snebyge uden for fuglestationens lune indre.

 GFU onsd 047... men lidt senere blev himlen blå og luften lun i solskinnet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Der kom ikke ret mange fugle på træk, men vi så tusindvis af rastende Sortænder (Melanitta nigra), Ederfugle (Somateria mollissima) og Havlitter (Clangula hyemalis) flyve op, hver gang en af lodsbådene sejlede gennem flokkene af rastende fugle længere ude på havet. Mest bemærkelsesværdigt var nok hele ni Suler (Morus bassana), og det var fint med en ung Dværgmåge (Hydrocoleus minutus), som kom forholdsvis tæt på.

 7.12_Stor_Skallesluger_hun_han_resized.JPGTo Stor Skallesluger (Mergus merganser) kom tæt forbi, med hannen til højre med metalgrøn hoved, rødt næb og lyse svagt laksefarvet fjerdragt. Hunnen ses til venstre med brunt hoved og noget mere grå fjerdagt, som til tider kan forvekles med Toppet Skallesluger (Mergus serrator). Foto: Kristina Winther Pedersen.

Fra land kom to Røde Glenter (Milvus milvus) og en Musvåge (Buteo buteo). Endnu en Musvåge var nok trukket ud længere nordpå, før den fortrød med udsigt til tunge regn- eller sneskyer mod syd og kom ind over land igen. Desuden havde vi besøg af en Hare (Lepus europaeus), der nåede helt ud til den yderste spids, før den vendte om.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Svensk gråsisken

tirsdag 6. december 2022
af Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen & Kristina Winther Pedersen

Der var en del siskner i luften, men de fleste fløj højt og kom ikke ned, men 38 fandt dog vej til nettene så stadig en ganske god dag. 

På en runde var der et net hvor der ca hang 20 gråsiskner i og da jeg skulle mærke dem havde en allerede ring, så tænkte at det måske var en fra runden før, men da jeg kiggede startede den ikke med 9DN som den serie jeg bruger til sisknerne nu men istedet startede den med DK, og der vidste jeg at det var en svensk da jeg tidligere i år har haft fanget en svenskmærket blåmejse der startede med det samme. Nummeret på denne var dog meget langt fra det som blåmejsen havde så den behøver ikke at være fra samme sted, men jeg må vente og se når Sverige svarer.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Solsort/Blackbird 0/2

Grønsisken/Siskin 14/0

Gråsisken/Redpoll 4/0

Nordlig gråsisken/Common redpoll 17/1

Lille gråsisken/Leser redpoll 3/0

Total 38/3

Trækket på Odden: I dag har vejret virket noget mere mildt, hvilket har været tiltrægt efter mange kolde grå dage, og vi så endda en smule blå himmel. Temperaturen var stadig kun omkring de 3 grader, men vinden var drejet og kom fra nord med 2,6-5,1 meter i sekundet, hvilket gjorde at vi kunne stå i læ lags muren, i stedet for at skulle gemme os inde under halvtaget.

6.12_Bramgaes_flyver_ud.JPGDer var Bramgæs (Branta leucopsis) på roemarken bag os, her ses de ude og vende og havet, før de fløj tilbage til roerne. Foto: Kristina Winther Pedersen

Selve trækket var ganske stille i dag. Vi observerede 887 fugle der træk, fordelt over 17 arter, dog udgjorde 300 fugle af disse Hjejler (Pluvialis apricaria). Udover Hjejlerne, var de mest talrige arter Toppet Skallesluger (Mergus serrator), Sortand (Melanitta nigra) og Rødstrubet Lom (Gavia stellata). To Musvåger (Buteo buteo) træk ud kort efter hinanden. 

6.12_To_Stor_Skallesluger.JPGTo Store Skallesluger (Mergus merganser), hanner, kom forbi. Foto: Kristina Winther Pedersen.  

 

6.12_Tre_havlit.JPGTre Havlitter (Clangula hyemalis), to hanner til venstre med deres lange "haler", og en hun til højre. Foto: Kristina Winther Pedersen

6.12._Havorn_mellem_Sortaender.JPGHavørn (Haliaeetus albicilla) fouragerende lagt ude over havet, hvorved det vrimlede op med Sortænder (Melanitta nigra) der havde ligget uforstryrret. Havørnen havde et bytte i sine kløer, som vi kunne observere at den åd af mens den fløj videre mellem alle Sortænderne, måske på udkig efter næste bytte. Foto: Kristina Winther Pedersen.

 

6.12_Forugerende_Stilits.JPGFouragerende Stillits (Carduelis carduelis) på Odden. Foto: Kristina WInther Pedersen.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Endelig net med fugle igen

mandag 5. december 2022
Yderst spagfærdigt træk i diset vejr over havet.
af Henrik Jørgensen, Kristina Winther Pedersen & Ole Friis Larsen

Der var lovet regn hele formiddagen, men heldigvis holdt det ikke stik så de 2 net kom op og lyd blev lagt ud til 3 arter. Det gav allerede på første runde en lille flok grønsiskner så dagen var reddet. Lidt senere var en stor flok gråsiskner røget i det andet net så dagen endte langt bedre end jeg havde regnet med da det var gråt, fugtigt og der af og til kom et par dryp.

Hans kom ud og et par læs grene blev kørt væk, men der er lang vej med at rydde haven endnu.

Dagens ringmærkning/Todays ringing:

Fuglekonge/Goldcrest 1

Grønsisken/Siskin 13

Gråsisken/Redpoll 1

Nordlig gråsisken/Common redpoll 28

Total 43

Trækket på Odden: Mandag blev en overordentlig grå dag; der var tæt skydække hele morgenen og formiddagen, og på landets yderste punkt mod syd havde vi en fornemmelse af, at de aldrig blev rigtig dag, og sådan syntes det også at være med fuglene. Bortset fra en lidt overraskende Spurvehøg (Accipiter gentilis), som uden videre susede forbi og fortsatte ud over havet, var der ikke meget at kigge på ud over det disede og indimellem bygeprægede hav.

Der kom dog en del Rødstrubede Lommer (Gavia stellata); ingen flokke over fem og de fleste i dryp på en eller to af gangen ude i disen, men det løb alligevel op i dagens mest talrige art med 124 af de i alt 431 fugle af 17 arter, som vi fik registreret i løbet af standardtidens fem timer på en tynd dag med vanskelige forhold. Kun en enkelt art mere nåede over hundrede fugle, nemlig trækket af Toppede Skalleslugere (Mergus serrator).

Det var antagelig også den lave sigtbarhed på kun cirka 1.500 meter, som gjorde, at vi kun kunne se meget få rastende fugle på vandet, hvor vi ellers det seneste par dage har kunne se tusindvis af fugle lette fra vandet, når en af lodsbådene har passeret.

 GFU mand 041En Hættemåge (Chroicocephalus ridibundus) i flot vinterdragt fandt en godbid efter at have afsøgt en 'ø' af tang i længere tid.

GFU mand 042En ung Sølvmåge (Larus argentatus) svævede i modvinden tæt på land for at finde mad - og gav fine muligheder for at nærstudere dragten. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Dagens underholdning fik vi af mågerne, som ledte efter mad i bræmmerne af tang tæt på land lige neden for obervationsposten. Det var også en god anledning til at kigge efter mindre almindelige arter og underarter, som vi dog ikke så noget til.

 

Tirsdag tegner vejret til at blive det samme med blæst fra øst, overskyet og fugtigt, hvilket får det hele til at føles endnu koldere, end det er, men onsdag ser det ud til, at meteorologerne stadig tror på noget mere tørt vejr og endda noget solskin i løbet af formiddagen – det glæder vi os til. Det er efterhånden flere dage siden, at vi har oplevet en solopgang.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

 

Stort træk af Dværgmåger

søndag 4. december 2022
af Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen & Kristina Winther Pedersen

 Halvdelen af dagen gik med at få revet grusvejen ind til fuglestationen og så få flyttet lidt flere grene. De 2 net kom op med hjælp fra Hans så nu kan der fanges siskner igen og hvad der ellers kan komme i dem.

Vejret for i morgen ser pt ikke godt ud til fangst da der loves småregn hele dagen, men de har før taget fejl, men nu er der ihvertfald klart.

Trækket på Odden: Det var koldt på Odden idag, men vi fik alligevel selskab af Louis A. Hansen, Anne Marie Reith og John Hartwich. Vi observerede 1662 fugle der træk forbi, fordelt på 21 arter. 

Der var et stort træk af Dværgmåge (Hydrocoloeus minutus) med hele 328 individer. Derudover havde vi 222 Sortand (Melanitta nigra), 197 Ederfugl (Somateria mollissima), 187 Rødstrubet Lom (Garvia stellata), 149 Toppet Skallesluger (Mergus serrator), 142 Havlit (Clangula hyemalis) og 126 Fløjlsand (Melanitta fusca). Igen havde vi Lille Skallesluger (Mergellus albellus) forbi, 9 styks, så ikke nær så mange som igår, hvor vi havde 64, men stadig fint at se.

 

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen:Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Sjælden måge forbi Odden

lørdag 3. december 2022
Gløgg og æbleskiver for lokale frivillige med tilknytning til fuglestationen.
af Henrik Jørgensen, Kristina Winther Pedersen & Ole Friis Larsen

Efter en ordentlig omgang maskinel beskæring af træer og buske i fuglestationens have er området stadig temmelig ufremkommeligt, så der blev ikke sat net op eller gjort forsøg på at fange fugle og ringmærke dem på andre måder lørdag morgen og formiddag.

I stedet arbejdede Henrik på at rydde et par af 'netgaderne' for afskårne grene for at få net sat op i de kommende dage, mens Kristina og Ole gik på Odden for at tælle træk sammen med Louis A. Hansen fra lokalområdet.

Trækket på Odden: Lørdag formiddag bød på et voldsomt skifte i vejret. Fra solopgang havde vi skiftende vind helt nede omkring en meter i sekundet, men klokken halv elleve drejede vinden pludselig til at komme fra sydøst og tog til i styrke til over otte meter i sekundet – ledsaget af en temperaturstigning fra 3,0 til 3,5 grader, men det føltes betydeligt koldere på grund af den regn, der også kom. Vi holdt til vejret standardtiden igennem og oplevede et varieret sent træk med næsten 130 Bjergænder (Aythya marila), over 180 af de sorte og hvide Fløjlsænder (melanitta fusca), over 100 Hvinænder (Bucephala clangula) og næsten 300 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator).

Fra land trak to Røde Glenter (Milvus milvus) uden tøven direkte ud i dis og byger over havet. 

Mest interessant for et par af os var dog at opleve et egentligt træk af Små Skalleslugere (Mergellus albellus) på 64, hvoraf 30 kom i en enkelt samlet flok. Vi er vant til at se dem på søer og lavvandede fjorde om vinteren, men ikke på træk – det hører den sene årstid til og er med til at gøre det spændende at stå i regn og kulde for at observere træk i december.

GFU lordag 035 Lørdagens Ride med sort halskrave og typisk vingetegning for artens unge fugle fra i år. Foto: Ole Friis Larsen/GFU 

Flot var det også med en stor variation i mågerne, takket være især en meget overraskende og sjælden Sabinemåge (Xema sabini), som vi vist ikke alle nåede at se, før den var forbi Odden og væk, og vi derfor heller ikke fik taget billeder af den til dokumentaiton, samt en ung Ride (Rissa tridactyla), der til gengæld kom forbi tæt på kysten og tog er par runder til glæde for hele holdet – Kristina, Ole og Louis A. Hansen, før den også fløj videre. Sabinemågen var en adult/voksen fugl uden sort endebånd på halen og lidt mere grålig end ungfuglene, men ellers med samme mørke, grå og hvide tegning på vingerne, som er karakteristisk for arten.

Bemærkelsesværdigt var desuden et meget stort antal Sortænder (Melanitta nigra), som rastede langt ude på havet. Når de lettede, kunne vi se dem og opgøre antallet til næsten 13.000. Muligvis var nogle af dem også på træk, men det var vanskeligt at afgøre. Under alle omstændigheder har sådan en flok rastende fugle ud for Gedser Odde også noget at gøre med efterårs- og vintertrækket. På mere indlysende og direkte træk registrerede vi næsten tusind Sortænder tættere forbi Odden.

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

GFU lordag 039Ude var det koldt og vådt, inde i stuen var der varme og hygge lørdag eftermiddag. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Om eftermiddagen inviterede holdet på stationen lokale frivillige med tilknytning til fuglestationen til hvid gløgg med æbleskiver, og vi holdt fri et par timer fra alt muligt arbejde for at hygge os sammen i stuen. Det gør vi gerne igen en anden gang.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Nytrimmet have

fredag 2. december 2022
af Henrik Jørgensen & Kristina Winther Pedersen

 Topskæring af haven blev færdig og det kan virkelig ses da rigtigt meget er skåret ned. Så nu venter et kæmpe arbejde med at få fjernet alle de grene og brombærkrat som er skåret ned. Nogle bunker blev dog samlet i dag og en netgade er klar til at der kan sættes net op igen, og det er andet er påbegyndt, så hvis alt går godt skulle de 2 net gerne komme op i morgen igen så de er klar nogle dage endnu inden det slutter for i år.

Trækket på Odden: I dag havde vi endelig et par glimt af solen igen, hvilket føltes godt, efter mange dage omgivet af tåge og mørke. Sigtbarheden var god, og vi havde 1967 fugle der træk forbi Odden i dag, fordelt på 19 arter. Trækket var domineret af Sortand (Melanitta nigra), med 1006 individer. Stadig et fint træk af Rødstrubet Lom (Garvia stellatta), Ederfugl (Somateria mollissima), Toppet Skallesluger (Mergus serrator), Fløjlsand (Melanitta fusca) og Havlit (Clangula hyemalis). 

Vi havde lidt rovfugle ude og vende, 2 Vandrefalk (Falco peregrinus) og en Havørn (Haliaeetus albicilla) men kun en enkelt Rød Glente (Milvus milvus) trak ud, uden at tøve. Der blev også set den Tårnfalk (Falco newtoni) med de manglende centrale halefjer.

Værd at bemærke fra dagens træk, var en Lille Skallesluger (Mergellus albellus), der fløj forbi med 3 Hvinand (Bucephala clangula), ganske tæt på, hvor dens hvide dragt lyste op.

IMG_20221202_114412.jpgSolen var fremme gennem de mørke skyer et par gange I dag, her er den vist ved at blive slugt af skyerne igen. Foto: Kristina Winther Pedersen

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen:  Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.

Om tre uger bliver udsigten lysere

torsdag 1. december 2022
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Igen i dag var der topskæring, så Gert og jeg fik løbende ryddet vejen ind til fuglestationen så grenene ikke blev kørt fast. Hvis alt går vel bliver det sidste taget i morgen, og det er ikke meget der mangler at blive skåret ned.

Trækket på Odden: Gråt, vådt og koldt, men kun tre uger til solhvert, og lyset begynder at komme tilbage. Torsdag var der god plads på ruten for såvel land- som havtrækket. Vi havde kort sigtbarhed på grund af dis, og der var småregn i luften gennem det meste af perioden. Intet tydede på, at der var nævneværdigt mange trækfugle, som vi ikke så. Årets første decemberdag ligger tydeligvis så sent i trækket, at der kun er få arter tilbage, som mangler at flytte sig, og der skal noget ekstraordinært til at overraske med en god dag. Vi talte 247 fugle af 10 arter på de fem faste timer og så hundredvis af Bramgæs (Branta bernicla) igennem for farveringe, mærkelige fjerdragter eller andre arter på marken med roeresterne.

Dagens mest talrige art blev de Toppede Skalleslugere (Mergus merganser med 84 fugle mod sydvest og 8 i den ’forkerte’ retning mod nordøst. På samme måde fløj 12 af dagens 37 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) mod nordøst, som om de havde fortrudt trækket mod mildere himmelstrøg, der ikke var til at få øje på, men sådan er det med fugletræk. Der er altid nogle, som trækker i andre retninger end de fleste. To Røde Glenter (Milvus milvus) var også ude ved kysten, før de vendte om og forsvandt tilbage, hvor de kom fra.

GFU torsdag 030 Ung Rødstrubet Lom fra i år på træk ved Gedser Odde torsdag formiddag. Hals og hoved er mørkere på de unge fugle end på de adulte/voksne i vinterdragt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Vi prøver igen fredag morgen. Selv om vores tal er små, er der ikke andre steder i den sydlige del af Danmark, hvor der stadig bliver holdt dagligt øje med trækket ud af Østersøen. Også vores kolleger i Finland og Estland ser ud til at være stoppet for i år.

GFU torsdag 029Bramgæs på vej ned igen til roeresterne på Odden efter en tur i luften. To Musvåger i indbyrdes strid om et eller andet var nok til at skabe panik i de hundredvis af gæs. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens tal fra Gedser Odde i DOFbasen her.

Folk på stationen: Kristina Winther Pedersen, Henrik Jørgensen og Ole Friis Larsen.


FORRIGE     1  |   2