Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (283)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (1)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (22)juli (20)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (27)dec. (13)

Det har været en lang dag

lørdag 25. april 2020
af Susanne Primdahl

Det har været en lang dag, og jeg er rigtig godt træt. Derfor vil jeg for en enkelt gangs skyld spise jer af med nogle billeder af to Gråsiskener, jeg ringmærkede i dag.

Og så selvfølgelig listen med de fugle, jeg har ringmærket og aflæst.

IMG 3283 red
3K+ Lille Gråsisken han

IMG 3280 red
3K+ Lille Gråsisken han

IMG 3260 red
2K Lille Gråsisken

IMG 3257 red
2K Lille Gråsisken

25 04 2020 19 51 18

Sylvia'ernes dag

fredag 24. april 2020
af Susanne Primdahl

Det var den første morgen, hvor jeg ikke frøs om fingrene, da nettene skulle åbnes. Temperaturen var også oppe på 10 grader allerede før solopgang - til gengæld var den kun steget 2 grader, da nettene blev lukket.

I går og i dag har det været så vindstille om morgenen, at jeg har bemærket, at jeg har selskab om morgenen, når jeg åbner net. Det er de Grønne Frøer, der synger morgensang for mig sammen med de tidligste fugle, og det er faktisk rigtig hyggeligt.

Vinden startede på 1,5 m/s, og så steg den i styrke i løbet af perioden, så jeg var ikke i tvivl om, da det var lukketid. Vindstyrken var nået helt op 11,8 m/s, da jeg var færdig med at lukke. Der er noget læ i haven, men når det blæser så meget, bevæger nettene sig alligevel så meget, at fuglene kan se dem.

Vinden var stadig omkring det vestlige hjørne i dag. Den startede i nordvest og flyttede i direkte vest i løbet af dagen. Ligesom i går kunne det ses på antallet af fugle, at vinden ikke længere er i øst. 
Der blev endda ringmærket flere end i går, og et antal aflæsninger på kun 5 vidner om, at de fugle, der har været i haven nogle dage, er draget videre mod deres ynglelokaliteter.

Det var Sylvia sangernes dag i dag. Det vil på nuværende tidspunkt sige Munk og Gærdesanger. De to arter står for halvdelen af dagens ringmærkninger.
Årets første Munk blev ringmærket den 7. april, og det er ikke mere en 3 dage, siden den første Gærdesanger blev mærket. Nu bliver det spændende at se, hvornår de to andre almindelige Sylvia'er, Tornsanger og Havesanger dukker op. Måske kan Tornsangeren nå at komme, inden jeg tager hjem om godt en uge. Havesangeren er nok mere tvivlsom.

IMG 3221 red
Gærdesanger

Vi fangede årets første Skovsanger for et par dage siden, men den fik ikke ring på, fordi den i forvejen var ringmærket i Finland. I dag sad endnu en Skovsanger i nettet, og denne gang var det en, der skulle have en ring.

IMG 3203 red
Skovsanger

24 04 2020 19 01 02

Jeg mødte en vampyr i haven i formiddag

torsdag 23. april 2020
Ja, jeg troede også, de kun var fremme om natten, især ved midnatstid.
af Susanne Primdahl

I dag var vinden blevet væk, eller det føltes i hvert fald sådan. DMI's målinger siger, at vindstyrken har ligget fra 0 til 2,6 m/s, men i stationshaven giver træer og buske også læ, selvom der ikke er så mange blade på endnu.

Temperaturen startede ved 4 grader, og med sol hele dagen havde den sneget sig op på 13 grader, da jeg lukkede nettene kl. 14.15.

Jeg startede med 18 fugle på første runde, så det lovede godt for dagen, og efter anden runde var jeg over gårsdagens antal.
Det fortsatte desværre ikke i samme tempo, men det blev trods alt til 38 ringmærket og 13 aflæsninger.

Dagen gav ingen nye årsarter, men jeg vil mene, at den til gengæld gav farver i rigelige mængder. Bedøm selv på de fotos, jeg har udvalgt fra dagens ringmærkning.

IMG 3178 red
Gulspurv han. Det er ikke svært at forstå, hvorfor arten har fået det navn.

IMG 3196 red
Tornirisk han med det flotte røde bryst og rød plet i panden.

IMG 3176 red
Stillits hun, som leder tankerne hen på en hel farvelade.

Og så til dagens uhyggelige møde med en fra vampyrfamilien!
Det skete ved et net, der står lidt skummelt i havens nordlige ende. Der falder tit et halvvissent blad ned i det net, og så piller jeg det ud, når jeg går runde.
Det skete også denne gang, men da jeg tog bladet, bevægede det sig og gav sig til at kravle hen ad min hånd.
Bladet, eller hvad det nu var, så sådan ud:

IMG 20200423 091135 red
Billedet er taget med min mobiltelefon, og farverne er ikke gengivet helt korrekt. Aftegningerne var meget mere klart orange i farven.

Men hvor kommer vampyren så ind i billedet?
Jo, sværmeren er en Husmoderugle (Scoliopteryx libatrix), som hører til en familie der hedder Vampyrerne (Calpinae).

23 04 2020 18 38 27

Jævnt ned ad bakke

onsdag 22. april 2020
- og dog...
af Susanne Primdahl

Med hensyn til vejret kan jeg egentlig bare henvise til bloggen i går, for i øjeblikket sidder vi åbenbart fast i den samme vejrtype. Vi havde en anelse svagere vind, og så var den flyttet fra øst til nordøst.

Den lille ændring gjorde ikke noget godt for antallet af fugle - tværtimod.
Jeg fik kæmpet mig op på 15 ringmærkninger og 9 aflæsninger ved at holde nettene åbne, indtil der var helt tomt.

Jeg fik ikke fanget Ringduen i æblehaven. Da jeg kom derind for at tjekke nettet, nåede jeg bare at se den sidde i øverste netlomme, og den lettede fuldstændig ubesværet derfra, da jeg kom til syne.
Er det mon ved at blive moderne med hængekøjer til fugle? Jeg er i hvert fald spændt på, om jeg overrasker den i hængekøjen igen i morgen.

Det er åbenbart efter kl. 7, tingene sker her på GFU. I går kom der pludselig fugle i nettene, og i dag fik vi en ny årsart - ikke ringmærket, men en aflæsning tæller vel også på disse fuglefattige dage.

Det var denne smukke Skovsanger, som sad og ventede på mig:

IMG 3168 red

Da jeg så, den var ringmærket, tænkte jeg, at det var en, jeg havde ringmærket sidste år, for den havde ring på venstre ben. Det var jo nærliggende at tro, at den havde valgt samme rute som sidste forår, og de andre ringmærkere hernede sætter ringen på fuglens højre ben.

Men et nærmere kig på ringen afslørede, at fuglen var ringmærket i Finland, så nu bliver det spændende at høre fra Ringmærkningscentralen, hvor i Finland og hvornår den blev ringmærket.

Med tanke på, at den lille fugl er rejst den lange vej fra sit vinterkvarter i tropisk Afrika, var jeg overrasket over, at den havde en fedt-score på 6 på en skala fra 0 til 9. Så meget fedt er der ikke mange af de andre fugle, der har.

Når fuglene ikke lægger så meget beslag på min tid, får jeg overskud til andre gøremål. Sådan en gang bolledej kunne klaskes sammen mellem to netrunder, og så passede bagetiden perfekt med lukkerunden.

Færdigt arbejde og en kop kaffe med lune boller - det dur.

IMG 20200422 135202 red

22 04 2020 17 31 19

En god dag i østenvind

tirsdag 21. april 2020
af Susanne Primdahl

Jeg havde næsten indstillet mig på, at jeg ville få endnu færre fugle i dag med vinden direkte i øst og en vindstyrke på 6,7-9,8 m/s. Samtidig sol fra en skyfri himmel hele dagen, ligesom jeg havde i går

Jeg var da også lige ved at falde i søvn. Ud kl. 4.50 for at nå at åbne alle net inden kl. 5.30, og så havde jeg kun sat ring på 3 fugle, da klokken var 7.30.
Men så vågnede fuglene pludselig, og jeg havde et par runder, som gav 18 fugle, før det igen blev kedeligt.

Jeg havde hele 3 Hvide Vipstjerter på samme runde. Det har jeg aldrig oplevet før, men det gav mig god mulighed for at få trænet ekstra på aldersbestemmelse af den art.

Og så kom årets første Gærdesanger endelig på besøg. Her i forårssæsonen er noget af det bedste at opleve de forskellige trækfugles ankomsttidspunkter, og hver gang en art er kommet på listen, går man og venter på de andre arter, som må være lige om hjørnet.

IMG 3082 red

Jeg fik også årets første Rødstjert i hånden i dag, for mig personligt altså, men det var da også kun den anden i år, der har fået ring på her på stationen. Det var en hun denne gang - den første var en han.

IMG 3131 red

Resten af de syv timer, jeg holdt nettene åbne, var udbyttet pr. runde mellem 0 og 2 fugle. På lukkerunden var jeg heldig igen. Denne gang var det en helt ny art, jeg aldrig før har set i virkeligheden.
Det var ikke en fugl, selvom navnet godt kunne lyde sådan. Det var en Skovblåfugl (sommerfugl).

Jeg var næsten færdig med at lukke alle net, men her var jeg altså nødt til at tage en timeout. Jeg spænede hen efter mit kamera, og jeg var heldig, at sommerfuglen blev siddende, så jeg fik nogle billeder.
Sådan en lillebitte sommerfugl kan få smilet frem - ligeså stort og langvarigt, som havde det været en ny ringmærkningsart.

IMG 3136 red

Selvom ikke alt var fugle, så glæder jeg mig over, at jeg havde lidt mere at fortælle i dag. :-)

21 04 2020 17 31 24

Stille og rolig dag

mandag 20. april 2020
- både hvad angår vejr og fugle
af Susanne Primdahl

En vindstyrke på 0,8 m/s er altså nærmest lig med ingenting, men i løbet af dagen sneg den sig op på 4 m/s, hvor man kan begynde at mærke en smule vind. Den fraværende vind, bagende sol og tocifrede plusgrader gav sammen med de syngende fugle og summende insekter et indtryk af sommerdag.

Vindretningen hoppede lidt mellem nord og sydøst, og valgte til sidst at blive i sydøst. Alt i alt var der ikke meget ved dagens vejr, der gjorde noget godt for antallet af fugle i nettene, og det blev til beskedne 19 ringmærket og 10 aflæst.

Harer var der til gengæld mange af, og sjældent har jeg hørt dem snakke så meget og højlydt sammen. De havde totalt forårskuller, og gang på gang kom en 2-3 stykker farende forbi på jagt efter hinanden. Jeg tog flere gange mig selv i at gøre klar til at træde til side, hvis de skulle overse mig.

I dag blev der ringmærket flest Gransangere, men jeg har ikke et billede til bloggen. Det vil jeg råde bod på ved at vise et, Hans tog i sin have i Gedser by forleden dag. Jeg ville heller ikke selv have været i stand til at levere et foto af en Gransanger i så smukke omgivelser.

2020 04 17 gransanger Vinkelvej IMG 3755

Fire arter konkurrerer om bundplaceringen med kun én ringmærket, deriblandt en Bogfinke hun, som fik ring på i dag.

IMG 3008 red

Jeg håber, der bliver lidt mere at skrive om i morgen, selvom vejrudsigten ikke ser meget anderledes ud end i dag. Lidt kraftigere vind, og direkte fra øst - det er ikke godt for ringmærkningen på GFU.

20 04 2020 19 42 54

Så kom Hvid Vipstjert på årets liste

søndag 19. april 2020
af Susanne Primdahl

En let vind fra øst, blå himmel og 6-11 grader - så er det en fornøjelse at vandre fra net til net, selvom vi kun har ringmærket 19 fugle. Jeg forsøgte ellers med at holde nettene åbne til kl. 15, men det hjalp ikke ret meget. De 14 aflæsninger pynter heldigvis lidt på dagens resultat.

Alex drog af sted mod Århus, efter standardmærkningen var gennemført. Det har ellers været hyggeligt med hans selskab, men så må jeg i stedet glæde mig over, at der bliver lidt flere fugle til mig.

Vi fangede to Hvide Vipstjerter i dag, og det er de første i år. Der blev fotograferet og diskuteret meget, for de er bestemt ikke nemme at aldersbestemme. Vi havde også god tid til det i dag, så det var fint.

IMG 2948 red

En anden særlig gæst i dag var en Lille Gråsisken. Det er kun anden gang, den art er blevet ringmærket i år, og det var en flot adult han.

IMG 2989 red

Det var en lidt sjov historie med den gråsisken, for der stod tre fuglefolk og fotograferede den i nettet. De stod fint ude på vejen, som du skulle, for ikke at forstyrre fuglene.

Jeg gik hen og hilste på dem, tog fuglen ud af nettet og tilbød, at de kunne fotografere fuglen i hånden. Jeg hørte godt, at en nævnte Tornirisk, men tænkte egentlig ikke over, om det var rigtigt - prøvede bare at få fuglen præsenteret pænt.

Da jeg efter runden tog fuglen op af posen for at ringmærke den, blev jeg helt forskrækket, for det jeg tog op, var denne Lille Gråsisken.
Det hedder sig jo, at kvinder er gode til at multitaske, men det kan da godt være, at det står lidt sløjt til med den evne hos mig.

Jeg håber, de tre herrer finder ud af, hvad de har fotograferet, når de kigger på billederne efterfølgende. 

19 04 2020

Rødhalse-dag

lørdag 18. april 2020
af Susanne Primdahl

Dagen startede rigtig dårligt for mig, for jeg vågnede ved, at Alex bankede på min dør på det tidspunkt, hvor vi skulle begynde at åbne net. Hvad der er gået galt med alarmen på telefonen, ved jeg ikke, men Alex er superhurtig til at åbne net, så vi blev faktisk kun nogle få minutter forsinket.

Ellers en fin dag at stå op til, selv om det var koldt, og vi igen i dag havde rim i græsset først på morgenen. En svag vind fra nordøst, så vi åbnede alle net, men det gav ikke ligeså mange fugle som i går. Et antal på 47 ringmærkede er dog stadig pænt, når dagsgennemsnittet om foråret ligger på ca. 30.

Hvor det var Phylloscopus'erne der dominerede i går, tog Rødhalsene over i dag. Hele 55% af dagens fugle var Rødhalse.

IMG 3720 red
En Rødhals med næsen, eller rettere næbbet, i sky over at have taget førertrøjen i dag. Den burde selvfølgelig have været gul, men rød trøje klæder altså Rødhalsen bedst.

Vi lukkede nettene lige over middag efter et par timer, hvor vi kun genfangede ganske få fugle, som vi havde ringmærket tidligere på dagen. På en af de tomme runder kom 4 Traner flyvende henover haven. Det føltes nærmest, som om de lige ville trøste lidt.

Jeg har været i gang med at slå græs i eftermiddag, og det er slet ikke så tosset en tjans, når det er flot solskinsvejr. Og nu har vi også fået lavet datatjek på det sidste af marts måned, så Hans kan få sendt data for første kvartal videre til Ringmærkningscentralen.

I skal selvfølgelig have alle dagens tal. Selvom Rødhalsene fylder over halvdelen antalsmæssigt, er der blevet plads til yderligere otte arter i dag.

2020 04 18

Chiffchaff her, chiffchaff der...

fredag 17. april 2020
... og alle vegne chiffchaff - plus masser af andre fuglestemmer
af Susanne Primdahl

I dag fik vi nemlig fugle efter nogle magre dage. Det havde vi også forventet med en vejrudsigt, der lovede meget svag vind, tørvejr og en hel del sol.

Det var rigtig koldt til morgen med nogle få plusgrader, og vi skulle igennem de første par runder, før rimen i græsset var forsvundet. Vi fik ikke noget kæmpe boom af fugle på de første runder, men vi har haft jævnt med fugle hen over formiddagen.

Ved middagstid var vi nået op på 70 fugle, og selvom det var begyndt at gå langsommere, valgte jeg at holde nettene åbne indtil kl. 16.
De sidste 4 timer gav 7 fugle mere, og jeg fik en masse god motion.

Som overskriften antyder, dominerede Gransangerne i dag, og et par Løvsangere blev det også til. Derudover var det kun Jernspurv og Gærdesmutte, der kunne præstere tocifrede antal.
Til gengæld er hele 13 arter repræsenteret på dagens liste.

Et af de særligt smukke indslag var denne Tornirisk han:

IMG 2850 red

Og det mest usædvanlige indslag var denne Blåmejse:

IMG 2905 red1

Den særligt opmærksomme læser ser måske straks, at der stikker en brun alula frem på vingen, men ellers er der indsat et nærbillede af de tofarvede alula'er.

Fra ryggen kan man se, at det ikke var det eneste sted, den blå farve var helt eller delvist erstattet af brunt.

IMG 2899 red

Enkelte fjer var helt brune, men de fleste havde kun brune spidser.

Til slut skal I selvfølgelig have dagens liste over ringmærkede og aflæste fugle.

2020 04 17

Vi blev nødt til at arbejde over

torsdag 16. april 2020
af Susanne Primdahl

Nu skal overskriften ikke misforstås - det med overarbejde skyldes ikke, at vi er overbebyrdede, men at det er nødvendigt at arbejde ekstra for at få en smule fugle.

I dag var vinden ikke helt så kraftig som i går, men vi kunne alligevel kun åbne et enkelt net mere, så vi kom op på tæt ved halvdelen af de tilgængelige netmeter.

Vi lukkede nettene, så snart standardtiden var ovre, og havde på det tidspunkt ringmærket 6 og aflæst 11. Selv om det var dobbelt så mange som i går, valgte vi alligevel at arbejde over, så vi åbnede alle net kl. 17, hvor det var blevet næsten vindstille.

Det var nu ikke, fordi det havde givet ret mange flere, da vi lukkede 3 timer senere.

2020 04 16

Vi har ingen fuglebilleder i dag, så jeg besluttede mig for at tage et solnedgangsbillede. Det så ud til, at jeg have god tid, men før jeg var nået det lille stykke vej ned til stranden, var det nærmest for sent. Man kunne kun lige ane en lille stribe af solen.

IMG 2813 red

Til gengæld synes jeg, den lille sø på engen gjorde sig godt i aftenlyset.
På gensyn i morgen, hvor vi gøre os meget umage for at levere lidt flere fugle. :-)

IMG 2821 red


FORRIGE     1  |  ...  |  20  |  21  |  22  |  23  |  24  |  ...  |  27     NÆSTE