Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (252)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Fuglene gemmer sig for vinden...

onsdag 7. juni 2017
...men så hjælper det på humøret med nogle Musvit redeunger
af Susanne Primdahl

Vejrudsigten havde varslet en del vind, for nu at sige det på godt jysk, men den holdt sig på 11-12 m/s. Tæt overskyet, som dog klarede op mod slutningen af ringmærkningsperioden, og en temperatur på 13-15 grader.

Jeg ved, at man på fuglestationen glæder sig til at få beplantningen skåret ned og tyndet ud til efteråret, men i dag gjorde den god gavn som læ for vinden, så jeg kunne have de fleste net åbne. Men ét er at have nettene åbne, noget andet er at få fuglene til at flyve i dem.
Der blev kun fanget 6 fugle, så ikke meget mere end 1 fugl i timen - det var til at overse.  En af dem var en lille fyr, som lige var draget ud i den store, barske verden.

2017 06 07 Hvid vipstjertNyudfløjen Hvid Vipstjert

Dagens 4 mærkninger og 2 aflæsninger:

Hvid Vipstjert / White Wagtail    1 ringed
Tornsanger / Whitethroat    1 recapture
Gærdesanger / Lesser Whitethroat    1 recapture
Løvsanger / Willow Warbler    1 ringed
Tornirisk / Linnet    2 ringed

Efter dagens mærkninger kom Hans og hentede mig, fordi jeg gerne ville være med til ringmærkning af Musvit redeunger. Vi havde travlt, så jeg fik tilmed hjælp til at lukke nettene, så tak for det, Hans!

Så gik turen til Bøtø, hvor 30 kasser skulle tilses. Der var det hele - tomme kasser, kasser med æg, kasser med for små unger og kasser med ringmærkningsklare unger. Der var sågar en kasse, hvor den rugende Musvit blev liggende, selv om vi forsigtigt kiggede indenfor.

2017 06 07 Mærkning af redeungerGert og Hans har gang i ringmærkning af et kuld Musvitunger

Jeg har aldrig mærket redeunger før, så det var rigtig spændende at være med. Vi fandt alle kasser og fik mærket 47 unger, inden turen gik forbi bageren, hvor Hans gav en omgang ny energi i form af kaffe og wienerbrød.

2017 06 07 Musvit pullusEn af de små "skønheder"

Så kom sommervejret, og fuglene tog på ferie

tirsdag 6. juni 2017
af Susanne Primdahl

Lad det være sagt med det samme - det væltede ikke ind med fugle i dag. Men det var ren meditation at gå fra net til net i det dejlige vejr. Sol fra morgenstunden og en næsten skyfri himmel.
Temperaturen lå mellem 14 og 17 grader, og vinden, som startede med 6 m/s fra sydøst, drejede hurtigt om i øst og faldt til 4 m/s.

2017 06 06 MorgenstemningEva, som besøger mig nogle dage, nød også den dejlige morgen. 

Hen på morgenen fik vi besøg af Bo Kayser, som var ude med kikkerten og kameraet. Det var hyggeligt med en fuglesnak, og Bo tog sig også tid til at vise mig, hvordan jeg sætter billeder på bloggen, så nu har mine tidligere grå indlæg fået lidt farve.

Dagens første runder var helt fugletomme, og jeg begyndte at blive lidt nervøs for, om der overhovedet blev fugle at vise frem for Eva. Da nettene blev lukket, havde der alligevel været 8 fugle forbi.

 2017 06 06 Eva med JernspurvEva var vist ret glad for Jernspurven

Dagens fangst udgjorde 5 mærkninger og 3 aflæsninger:

Jernspurv / Dunnock    1 ringed
Rødhals / Robin    1 ringed  +  1 recapture
Gulbug / Icterine Warbler    1 recapture
Munk / Blackcap    1 recapture
Bogfinke / Chaffinch    2 ringed
Tornirisk / Linnet    1 ringed

Da vi midt på eftermiddagen kom tilbage fra lidt fuglekig ved Bøtø og et par kæmpe is i Marielyst, sad Gert og svedte foran huset. Trods sommervarmen (21 grader og næsten vindstille) havde han været rundt og skære fri i alle net baner, hvor vegetationen var begyndt at genere nettene lidt. Eva og jeg behøvede bare at tage en tur rundt med riven.
Tusind tak for hjælpen, Gert! Nu behøver jeg ikke være nervøs for problemer i den varslede blæst i morgen.

Godt vejr og fugle i nettene - så kom jeg i gang

mandag 5. juni 2017
af Susanne Primdahl

Efter gårsdagens vejr var det skønt at stå op til en vejrudsigt med godt vejr og uden en dråbe nedbør. Lunt vejr, en del sol og vind på 8 m/s fra vest, som ret hurtigt ændrede sig til 7 m/s og drejede til sydvest.

Lidt hen på morgenen kom Anders Prehn forbi, men jeg kunne desværre ikke byde på en sjælden fugl. Til gengæld var Anders så flink at tilbyde en sms, hvis han så noget til Gåsegribben ude fra spidsen af odden.
Så heldige var vi ikke, men jeg havde fugle i nettene, og dagen gav 14 ringmærkninger og 9 aflæsninger fordelt på hele 13 forskellige arter.

Tornsanger 05.06.2017Blandt andre denne overlegne Tornsanger...

Tornirisk 05.06.2017...og denne generte Tornirisk

Dagens 23 fugle. hvoraf 9 var aflæsninger:

Jernspurv / Dunnock    1 recapture
Rødhals / Robin    1 ringed  +  1 recapture
Solsort  / Blackbird    1 ringed  +  2 recaptures
Rørsanger / Reed Warbler    1 ringed
Gulbug / Icterine Warbler    2 ringed  +  1 recapture
Gærdesanger / Lesser Whitethroat    3 recaptures
Tornsanger / Whitethroat    1 ringed
Munk / Blackcap    1 ringed
Gransanger / Chiffchaff    1 ringed
Skovspurv / Tree Sparrow    1 ringed
Bogfinke / Chaffinch    1 ringed
Grønirisk / Greenfinch    1 ringed
Tornirisk / Linnet    3 ringed  +  1 recapture

Særligt kan nævnes, at Skovspurven var min første helt nyudfløjne "baby" i år, og den aflæste Gulbug var ringmærket som 2K+ tilbage i 2011 og altså mindst 7 år gammel.

En hyggelig dag ved nettene blev krydret med Røde Glenter, som flere gange gled hen over fyrhaven, og da jeg sad sammen med min gæst Eva Heering i eftermiddag og nød solen, fik vi selskab af en ung Karmindompap, som sad frit fremme og sang i den nærmeste busk.
Den skal være meget velkommen i nettet i morgen, så jeg kan få mig en ny ringmærkningsart. :-)

I øvrigt er det skønt med en gæst, som sørger for madlavning, mens jeg gør mit arbejde færdigt ved computeren. Og der indgik både lækre nye kartofler og jordbær i menuen.
Jeg ser frem til de kommende dage, hvis det bliver med den samme opvartning.

Vejrguderne tog pænt imod mig...

søndag 4. juni 2017
...men det var, da jeg ankom i går. I dag havde de skiftet mening.
af Susanne Primdahl

Forventningen om en god første dag ved nettene var i top, da jeg sidst på eftermiddagen i går ankom til GFU i det dejligste sommervejr. Men jeg skulle blive klogere!

Jeg stod op til lunt vejr med knap 14 grader og en østlig vind på 2 m/s, men DMI's nedbørsradar viste, at et regnområde med torden var på vej fra det nordøstligste Tyskland med direkte kurs mod Gedser Odde. Kun 10 net blev åbnet, så jeg var sikker på, at jeg hurtigt kunne lukke.
Allerede fra første runde dryppede/småregnede det lidt, og efter to timer måtte jeg lukke. Jeg gjorde et forsøg senere på morgenen, men efter en halv time måtte jeg igen give op.

Tre fugle blev fanget, hvoraf de 2 fik ring på, og 1 blev aflæst:

Rødhal / Robin   1  (recapture)
Jernspurv / Dunnock   1
Gulbug / Icterine Warbler   1

Gulbug 04.06.2017Gulbugene høres overalt i haven, så mon ikke jeg kommer i nærkontakt med flere af dem i løbet af mit ophold på GFU

 

En tynd kop te, der krævede en masse kaffe . . . .

lørdag 3. juni 2017
. . . . men reddet på målstregen!
af Hans Lind

Næsten helt klart vejr ved netopsætningen, men efterhånden blev det mere og mere skyet. Vinden var jævn fra sydøst, og det lugtede helt klart af et hit, men det udeblev desværre, i dag var det såmænd Skagens tur med den flotte hætteværling: STORT til lykke til Morten og co!

De første par timer var der fugle på hver netrunde, men desværre næsten kun aflæsninger af egne mærkninger. Mellem kl. 7 og 8.30 skete der absolut intet på fuglefronten, så det var da heldigt, at Anders Prehn dukkede op for en sludder og en kop kaffe. På sidste runde inden standardtiden udløb, hang der dog en flot han af rødrygget tornskade, og lidt senere en blåmejse og en grønirisk. Der blev også tid til at mærke et kuld musvitter i en af kasserne, så dagen sluttede på et dusin fugle.2017 06 03 rødrygget tornskade IMG 7115

Den var ret hidsig, skulle jeg hilse og sige!

I eftermiddags ankom Susanne Primdahl fra Nordjylland. Hun tager resten af forårsmærkningen til godt midten af juni. Spændende at se, hvad den periode kan bringe.

2017 06 03 karmindompap han IMG 7119

En karmindompap, uden rødt, sad kortvarigt og sang sit "pleased to meet you" ved huset.

Dagens mærkninger: 12 fugle

Gransanger - chiffchaff 1

Blåmejse - blue tit 1

Musvit - great tit 7 pulli

Rødrygget tornskade - redbacked shrike 1

Bogfinke - chaffinch 1

Grønirisk - greenfinch 1

Små-snapper lige før lukke-tid

fredag 2. juni 2017
af Rune Skjold Tjørnløv

Endelig havde blæsten lagt sig og en meget flot morgen var i vente, da nettene igen blev hejst ukristeligt tidligt! På trods af næsten perfekte forhold var der kun ganske få fugle.. Nye gulbuge og rørsangere var kommet til i løbet af natten, og selvom der var stille i haven, så var det en væsentlig bedre morgen til ringmærkning end i de foregående 2 meget blæsende vestenvinds-dage. Anders Prehn kom forbi og gik med på runde og sagde, at jeg gerne måtte ringe, hvis jeg fangede en spændende fugl. Det skete ca. en time senere, da jeg fangede denne smukke lille fluesnapper i sydenden af haven.

Lille fluesnapper blog

Lille fluesnapper 2k - pga. sliddet i sving-og halefjer. Gedser Odde 2. juni 2017, Foto: Anders Prehn.

Jeg var nødt til at lukke tidligt og køre afsted imod Roskilde til et aftalt møde. Nåede lige at hilse på Gert, der kom forbi for at klare diverse praktiske opgaver på stationen - forhåbentlig fik han også tid til at spise sin madpakke og nyde det gode vejr. Tak for denne gang - Vi ses nok snart igen!

Morgenformidling og sommerfugle-udflugt

torsdag 1. juni 2017
af Rune Skjold Tjørnløv

I håbet om lidt flere fugle var jeg ekstra tidlig på den i dag.. Kl. 03.10 stod jeg klar til at gå ud med pandelampe og bådshage. Klokken 03.43 var nettene sat. En af dagens bedste fangster blev en brun karmindompap, der sad i nettet for enden af gavlen. Senere blev en partielt rødfarvet karmindompap set og hørt i haven.Hans Lind ankom lidt før formidlings-arrangementet skulle starte og bryggede kaffe of gjorde klar, imens jeg gik net-runder og samlede fugle ind til ringmærkning og fremvisning.Gert Jeppsen ankom lidt senere, da vi havde aftalt at tage på sommerfugle-tur efter formidling og standard-mærkning.Gruppen, der skulle formidles for var primært biologer fra forskellige steder i landet. Anført af Anita Pedersen, der er biolog og naturforvalter i Guldborgsund skulle de senere på dagen besigtige resultaterne af et LIFE-naturgenopretningsprojekt i højmosen på Horreby Lyng beliggende midt på Falster. Men de startede altså dagen i selskab med os til en fremvisning af fugle og fortælling om arbejdet på fuglestationen. Gruppen var meget interesseret og modtagelig og så er det jo en fornøjelse af fortælle og vise frem - også selvom man var været oppe længe før fanden har fået sutsko på! Dagens fangster blev:

gulbug 2

munk 1

havesanger 1

gransanger 1

løvsanger 1

stillits 3

Karmindompap 1

tornirisk 1

Efter formidlingen og standard-mærkningen pakkede Gert og jeg hurtigt sammen og kørte til Søholt Storskov ved Maribo-søerne. Vi skulle lede efter 2 sommerfugle-specialiteter, der næsten kun findes på denne ene lokalitet i landet. Vi fandt dem...

 Søholt Rødlig1 blog1

 Rødlig perlemorsommerfugl, Søholt Storskov 1. juni 2017, Foto: Rune Skjold Tjørnløv

Søholt sortplettet blog1

Han af Sortplettet bredpande, Søholt Storskov 1. juni 2017, Foto: Rune Skjold Tjørnløv

Efter nogen søgen i skoven dukkede de op i solbeskinnede skovlysninger. Jeg var ekstra glad for begge arter var nye for mig og har længe stået på ønskelisten.

Efter en powernap i bilen (Gert kørte) var jeg ellers klar igen, og det blev til lidt beskæring og græsslæning i forhaven og under nettene sidst på dagen, hvor solen stadig varmede dejligt!

Vinden er aftagende, og fra nordvest.. det tegner godt for i morgen...

 

 

 

 

 

Blæst fra vest giver sort glente til test

onsdag 31. maj 2017
af Rune Skjold Tjørnløv

Ganske som forudsagt blev dagen i dag en blæsende affære. Selvom der var frisk vind fra vest kunne mange af nettene åbnes, men, men.. det blev kun til 4 mærkninger:

Gulbug 1

Rørsanger 1

Tornirisk 2

Morgenens absolutte højdepunkter blev en trækforsøgende flok små korsnæb, der kom retur og kaldte ivrigt og så denne sorte glente, der på typisk vis kom svævende over fårefolden for atter at glide nord igen kort efter.... Men den var en fin fugl at prøve fotogrejet af på.. man lærer lidt hver gang..

Sort glente blog1

Sort glente blog2

Sort glente blog3Sort Glente, Gedser Odde (over fårefolden), 31/5 2017. Fotos: Rune Skjold Tjørnløv

Hen under aftenen ankom Lars Ulrich Rasmussen, Kim Skelmose, Mona Lykke Jacobsen og Ole Friis Larsen fra havørne-gruppen. Det var mægtig hyggeligt med selskabet der gav anledning til en snak om stort og småt. De var så venlige at byde på øko-pizza og lidt at skylle ned med - tak for det!

I morgen ser mere lovende ud, så jeg håber meget, at den faldende vind, der skal dreje lidt om i nordvest kan bringe nogle nye fugle til og give gode betingelser for morgenens fangst... Vi har en formidling for Anita Pedersen, der kommer med en gruppe biologer i morgen ved 6-tiden. Vi glæder os og håber, at der er nogle fugle, at vise frem... Følg med i morgen..

I alt slags vejr

tirsdag 30. maj 2017
af Rune Skjold Tjørnløv

Så er jeg igen tilbage på skansen og klar til at tage endnu et par dages ringmærkning i denne agurke-tid, hvor ynglefuglene dominerer, men hvor der også er gode muligheder for noget eksotisk. Efter ganske få timers søvn og lidt vand i hovedet var jeg klar til at åbne net kl. 03.20. Nettene var oppe lige omkring kl. 4, det var varmt, vindstille og overskyet og jeg havde temmelig høje forventninger til at den kombination kunne kaste noget spændende af sig. Det skete dog ikke.. Der var meget få fugle og med et hidsigt vejr-system i vente var det med at være på vagt og få lukket net i tide. Klokken 08.30 var nettene lukkede og 5 minutter senere piskede det ned og tordnede! Fuglene må ikke hænge i nettet og blive våde, så ringmærkeren skal hele tiden have et øje på himlen og holde sig orienteret på vejr-radaren. Heldigvis kunne det på trods af vejret godt lade sig gøre at opfylde standarderne. Dagens fugle i nettene:

Rørsanger 1

Løvsanger 1

Gærdesanger 1

Tornsanger 2

Rødstjert 1

Gråsisken (Lille) 2

I alt 8 fugle. 

Uvejret, der mildest talt fejede indover odden mellem 8.30 og 10 var dramatisk med skybrud og masser af sommer-buldrende torden.Jeg fik mig en tiltrængt lur og gik efter opklaringen en tur ud til Sydstenen med mit helt nye, men brugte kamera-udstyr og fik skudt lidt billeder.. Lyset er slet ikke værst lige efter et regnvejr..

 Gedser Gul vip redigeret blog

 Gul vipstjert han af racen flava - en meget smuk fugl! Foto: Rune Skjold Tjørnløv, Gedser Odde 30/5 2017

Sidst på eftermiddagen kom solen mere frem og admiralerne vimsede rundt i solbeskinnede lækroge i stationshaven...

Gedser Admiral blog

Admiral, Foto: Rune Skjold Tjørnløv, Gedser Fuglestations have 30/5 2017

Her til aften er det blæst meget op fra vest og det skal vist vare det meste af morgen-dagen. Ikke ligefrem godt til morgen-mærkning, men så længe der er kaffe på kanden kan det ikke gå helt galt... Følg med i morgen..

 

Støvsuget på alle måder

søndag 28. maj 2017
Clean garden and house
af MIchael Angel Bjerregaard

Bedst som man ikke kunne forstille sig færre fugle i nettene end i går skete det, første runde var en nulrunde. "Hvad sker der lige her" tænker man så !
Vinden var svag til jævn fra syd og temperaturen var 15 grader. Så faktisk en pragtfuld morgen, men lidt for meget tid til morgenkaffen.
Dog var anden runde en trøsterunde for i nette hang der en fin lille fluesnapper, snerrende ganske utilfreds over at blive forstyrret i morgenmaden, af en ringmærker der ville give den en lille ring på. Rasmus blev da også ganske tilfreds da det var en ny mærkeart. 
28maj2017
Tak for nogle fine dage.

 

Frem til kl. 12 da nettene blev rullet sammen fik kun 6 fugle ring om benet. 
Derfor beslutte vi at tage det ganske bogstavligt det med at alt var støvsuget, så vi gik amok i huset med kost og spand samt støvsuger. 
I haven blev der hørt Pirol og to syngende Karmindompapper, samt en fin gulirisk overflyende.

Gærdesanger   1
Havesanger 1
Munk 1 
Gransanger  1
Lille fluesnapper  1 
Bogfinke   1 

Total 6/ arter 6 

Farvel for denne gang 

Michael Bjerregaard

 

 

 


FORRIGE     1  |  ...  |  193  |  194  |  195  |  196  |  197  |  ...  |  221     NÆSTE