Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Se indlæg fra måned: jan. (1)feb. (9)mar. (31)apr. (30)maj (31)juni (20)juli (19)aug. (31)sept. (30)okt. (31)nov. (30)dec. (8)
Aftagende vind med tiltagende træk
Ringmærkning på stationen: Ingen standardfangst på stationen i dag. Først klokken 11 i formiddags valgte jeg at sætte et par net op. Mest så der var lidt at lave for Kirsten Bregn, som er kommet for at få lidt erfaring på en fuglestation med mange fugle. Det blev dog ikke til ret mange i dag, men til gengæld var der god tid til at gå i detaljer omkring ringmærkningsteknikker, aldersbestemmelser mm. Vejret forventes at ændre sig til noget meget bedre i morgen og det vil vi glæde os til.
Trækket på Odden: Torsdag blev der ikke tid til at skrive om trækket i regn og rusk på grund af et privat ærinde, som varede resten af dagen efter standardtiden, men det åbner for at sammenligne en barsk dag med middelvind fra sydvest på 15-17 meter i sekundet, lav sigtbarhed, store bølger på havet og regn meget af tiden med en fredag, der stadig var blæsende, men med middelvind fra syd på 10-12 meter i sekundet, tør og med opklaring til blå himmel og solskin hen over formiddagen. Et eller andet sted imellem de to intervaller lå grænsen for mange fugles lyst til at trække.
Torsdag: En lille flok Pibeænder syner ikke af meget over et oprørt hav. De er lette at genkende på de store hvide felter på hannernes vinger. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En Sule (Gannet) med 'vedhæng' har i flere dage holdt til ved Gedser Odde. I stormen torsdag kom den så tæt på land over revet, at det var til at se, at der er tale om en blå snor af plast. Et livstruende eksempel på plastikforurening af havene. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Torsdag kom der således kun 370 fugle af 14 arter i løbet af standardtidens fem timer, og langt de fleste var bare to arter, nemlig Ederfugle (Eiders) med 112 og Landsvaler (Swallows) med 160. Kun en enkelt rovfugl blev overhovedet set i området, da en Dværgfalk (Merlin) lidt uventet jog ud over havet i den hårde modvind. Landsvalerne og en enkelt Bysvale (House Martin) var de eneste arter af småfugle, der blev set på odden og trak ud.
Fredag kom der 1.800 fugle af 34 arter på fem tilsvarende timer, men med noget lavere vind. På havet var det småflokke af Ederfugle og Sortænder (Common Scoters), der dominerede, men der kom også lidt lommer (divers) og vadefugle (shorebirds). Bemærkelsesværdigt var også, at der så ud til at foregå et træk af Stormmåger (Common Gulls) og Sølvmåger (Herring Gulls) ud af Østersøen. Der var også flere rastende og fouragerende måger langs stranden, end der har været i de seneste uger, så noget sker der for de hvide fugle. Fra land kom en del småfugle, men det blev for meget både at holde styr på dem og det rovfugletræk, der opstod. Derfor forblev mange finker og måske andre småfugle ubestemte, men der var flere rene flokke af Grønsiskener (Siskins) og en del Landsvaler (Swallows) om end færre end torsdag formiddag – det må snart være slut med dem.
På rovfuglefronten kom der straks fra morgenstunden Spurvehøge (Sparrowhawks) og Tårnfalke (Common Kestrels), som overraskede lidt ved at stryge af sted ganske lavt over jorden på samme måde som Spurvehøgene. Det gav lidt ekstra arbejde med at sortere de to arter fra hinanden. trækket af Tårnfalke blev ganske pænt med 23. I samme dur kom 7 Dværfalke (Merlins). En enkelt ung Blå Kærhøg trak ud, en anden nøjedes med at jage lidt i området. Dagens Røde Glenter (Red Kites) skulle heller ikke nyde noget. Først en og siden en flok på 11 vendte om og forsvandt mod nord. Det var nok samme flok, der forsøgte igen, da 10 Røde Glenter halvanden time senere var helt ude at vende langs kystskrænten, før de forsvandt mod nord.
Fredag: Der kom igen gang i trækket af Spurvehøge, og de fløj meget lavt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Fredag: Tårnfalkene fløj overraskende lavt som Spurvehøgene. Det gav lidt ekstra arbejde med at holde rede på dagens pæne mængde af dem. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Store europæiske trækdag: Husk, at fuglestationen lørdag fra klokken 9 til 13 deltager i EuroBirdwatch 2021 samme med fuglestationerne i Blåvand og Skagen. Det betyder, at vi sørger for ekstra folk ved observationsposten på sydspidsen af Danmark til at fortælle om trækket og hjælpe med at identificere fuglene. Vejrudsigten virker måske ikke opmuntrende, men det skal man ikke lade sig kyse af. Pludselige huller i skylaget og pauser i vinden kan give store oplevelser af eksplosive fugletræk.
Tjek tallene for de enkelte arter fredag formiddag i DOFbasen ved at klikke her.
Folk på stationen: Kirsten Bregn, Vagn Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.