Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Alt godt får en ende på et tidspunkt
Det blev en flot dag til min sidste ringmærkningsmorgen, efter jeg har nydt stedet og fuglene i 3 uger. En dejlig tørvejrsdag, pænt med skyer, og så brød solen igennem sidst i ringmærkningsperioden.
Temperaturen gjorde ikke de store udskejelser - kunne kun svinge sig op fra 8 til 10 grader, hvorimod vinden tog til i styrke og endte på over 9 m/s efter at have været helt nede på 4 m/s. Og med vinden startende i nordvest og senere drejet til vest var der også fugle til os.
Søren var også med i dag, og allerede ved netåbning gjorde han, den garvede feltornitolog, mig opmærksom på, at det var en Sydlig Nattergal, der sad og sang. I går var det almindelige Nattergale, vi hørte, men de var åbenbart draget videre, for dem hørte vi ikke i dag.
Vi mente helt klart, at vi skulle have ringmærket den Sydlige Nattergal, men den indfandt sig ikke på første runde - faktisk var der ikke ret mange fugle.
Da vi gik ud på anden runde, gik vi hver sin vej for at mødes midtvejs. Søren valgte at starte fra huset og sagde kækt, at nu ville han gå ud og hente nattergalen.
Og minsandten, om ikke han gjorde det.
Det er den første Sydlige Nattergal mærket på GFU i år - desværre så tidligt på morgenen, at der ikke var nogen, der nåede at komme i tide og se den.
Dagens Sydlige Nattergal ankom næsten en uge senere, end den første sidste år, men hovedsagen er, at vi fik den. Flot fugl, som forstod at vise sin flotte rødlige hale frem for fotografen.
I dag lagde Gærdesangerne sig virkelig i front antalsmæssigt, og så er Rødhalsen, helt usædvanligt, fuldstændig fraværende. Sjovt at se, hvordan sammensætningen af arter ændrer sig fra dag til dag.
Nu er klokken ved at være mange - i hvert fald i forhold til det tidspunkt, jeg stod ud af sengen i morges, så jeg kan ikke holde mig vågen til mere. Den gode sønderjyde, Vagn, som overtager min plads i ringmærkningslaboratoriet, har budt på rødvin, og det gør ikke frisk efter en lang dag udendørs.
Mange tak for denne gang - jeg håber, at jeg snart får lejlighed til at skrive til jer igen!