Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Så er vi her igen!
Observation: (Philip)
På Gedser Odde var det en meget stille morgen, både fugle og vejrmæssigt. 4 dværgterner lagde vejen forbi, og 2 lærkefalke valgte at raste i området og besøge odden et par gange. Det flotte vejr gav fine forhold til lidt fotografering, og en af lærkefalkene gik velvilligt med til at ophøje oplevelsen. Det betød også, at der var masser af insekter i luften, hvilket især digesvalerne fik mæsket sig i.
Ringmærkningen:(Vagn)
Dagen viste sig fra sin pæne side i dag med svag NV-vind, sol og tørvejr. Vi var dog lidt overraskede over, at vi så rim i græsset og på havebordet til morgen. Termometret sagde nemlig 6 grader!
Dagen havde bragt os en frisk forsyning af løvsangere, som blev den hyppigste art. Der var dermed lidt at lave fra morgenstunden, hvor lillebroren havde vundet retten til at sætte nettene op til kl. 04:45, så Hans kunne møde ind til direktørtid og frisklavet kaffe.
Som standardtidens afslutning nærmede sig, ebbede det også ud i antallet af fugle i nettene, så vi valgte at slutte for i dag.
Der kommer igen ryk-ind af gæster på stationen i aften, så der skal lige laves lidt forberedelser.
Ved middagstid kunne vi så tage afsked med Susanne efter hendes 4 ugers ophold på Danmarks sydligste boplads. Men mon ikke hun kommer igen en anden gang?