Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Et dejligt gensyn
For snart 14 år siden besøgte jeg fuglestationen for første gang. Det var vel det man kalder kærlighed ved første blik, for jeg var solgt på stedet. Året efter fik jeg ringmærkningslicens og årene efter blev weekender, ferier og sabbatår brugt på at mærke fugle ved Gedser. Siden da er tiden gået med studie og vi er også flyttet til Fyn, så vejen til Gedser er pludselig lidt lang. Derfor er det faktisk også 4 år siden jeg har været i Gedser - og det er jo alt for længe. Min kære kone kunne nok mærke at jeg længtes for hun tilbød at vi alle sammen tog afsted.
Så efter barnedåb søndag kørte vi afsted mod Gedser igår og ankom op ad eftermiddagen. Vores datter på 2,5 havde glædet sig utroligt meget til at kommer til Gedser, men hun blev lidt skuffet da vi ankom og spurgte mange gange "Hvor er gæsserne?". Hun havde vidst regnet med, at vi skulle ned til et sted med en masse gæs, for det måtte der jo være i "Gæsser".
Hun tøede dog hurtigt op og nyder den dejlige have i fulde drag.
Idag kom nettene op til klokken 4 og de første netrunder var skønne og der var kommet et lille ryk af acroer. En rødhals og 2 musvitter var gået helt fejl af årstiden, de skulle være trukket i marts/april. I alt blev 18 fugle mærket idag og det er ganske pænt så sent på sæsonen. En grå fluesnapper var nok det mest specielle. To karmindompapper holdt til i haven hele dagen og en gulirisk rastede kortvarigt.
Hans og Gert kiggede ud og hentede nogle ringe da de skulle til Bøtø og mærke ungerne i nogle redekasser der hænger deroppe.
Imorgen står den igen på morgenmærkning inden vi vender snuden hjemad mod Fyn igen.
Jesper Brinkmann