Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Det går den rigtige vej
Endnu en skøn og pragtfuld morgen på Gedser Odde med rolige vindforhold og lunt vejr. Det blev en ”dyr” tur, de tre kilometer fra Gedser by til fuglestationen: Syv harer og to rådyr omkring den snirklede vej derud, og for at det ikke skulle være løgn, så var der hele to pindsvin i haven, da nettene skulle åbnes! Efter gårsdagens fire fugle kunne det kun gå fremad, og det gjorde det da osse. Det var en meget broget landhandel med 14 nymærkede småfugle, fordelt på 13 arter.
Jeg havde håbet på at kunne efterleve det gamle ordsprog: ”Når det regner på præsten, drypper det på degnen”, men det blev ikke i dag, men hvem ved: Den svovlgule på Chrø har tilsyneladende forladt øen, måske med kurs mod Sydfalster? Vi skal have et vejrskifte med lidt nordvestenvind for at få lidt af det sjove her nede sydpå, så måske om nogle få dage?
Vi har nu i 14 dage været med i et pilotprojekt med indsamling og registrering af fuglebårne flåter, flåter som potentielt kan bringe forskellige sygdomme til landet fra sydlige himmelstrøg. Ganske jævnligt ser man fuglene med disse bæster omkring mundvigene.
Gert og Anders Z. dukkede op i formiddag for at udføre forskelligt have- og computerarbejde på stationen. Det er altid hyggeligt at få besøg. Der var ikke gang i noget træk, men to forskellige karmindompapper sang samtidigt i haven med 7-tiden.
Hvid vipstjert/White Wagtail 2
Kærsanger/Marsh Warbler 1
Gulbug/Icterine Warbler 1
Gærdesanger/Lesser Whitethroat 1
Tornsanger/Common Whitethroat 1
Munk/Blackcap 1
Gransanger/Chiffchaff 1
Grå Fluesnapper/Spotted Flycatcher 1
Broget Fluesnapper/Pied Flycatcher 1
Bogfinke/Chaffinch 1
Grønirisk/Greenfinch 1
Lille Gråsisken/Lesser Redpoll 1
Gulspurv/Yellowhammer 1
Total 14