Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
En festlig afslutning på et skønt ophold
Så blev det min sidste dag på GFU for denne gang - 15 dejlige dage, som kunne afsluttes på bedste vis med en masse glade mennesker på besøg til åbent hus. Vejret viste sig fra sin bedste side til arrangementet med en svag vind, lune temperaturer og sol det meste af dagen.
Der var åbent hus fra kl. 8 til 12, så de fleste fugle blev desværre fanget, inden gæsterne indfandt sig. Allerede da jeg åbnede nettene, var der noget i gære, for der lød meget korte strofer, som i mine dårligt fungerende ører havde en klang, der kun kunne betyde Nattergal. Jeg gik og spekulerede på, om det kunne være en anden art, der var i stand til at efterligne de klukkelyde så godt, at jeg ikke kunne høre forskel, men det er jo den slags spørgsmål, der kan få lov til at stå ubesvarede. Men ikke denne gang!
På første runde alleryderst i det 2. net sad den første fugl, og minsandten om ikke det var årets første Nattergal, der kunne tages med til ringmærkning. Den var ikke så begejstret for at blive fotograferet - ja, faktisk synes jeg, den ser direkte sur ud, men den viser da både sin vinge og rustfarvede hale fint frem.
Jeg havde nok at lave fra morgenstunden, for de to første runder gav 29 fugle. Deriblandt årets 2. Brogede Fluesnapper - denne gang en hun.
Det blev også til endnu en første-i-år-fugl, da en fin Skovpiber blev ringmærket.
Med 29 fugle klaret på de to første runder ud af 36 ringmærkede + 11 aflæste hele dagen, lyder det, som om der ikke blev ret meget at vise frem til åbent hus gæsterne. Men resten af fuglene kom dumpende lidt efter lidt frem til lukketid lidt over kl. 12, og flere fugle, som allerede var ført til protokols, havnede i nettene igen senere på formiddagen, så alle gæster fik flere forskellige fuglearter at se på tæt hold.
Foto lånt af John Hartwich
Jeg var rigtig glad for at kunne aflevere en Rødstjert han til fremvisning, men samtidig ærgrede jeg mig lidt over, at arter som Nattergal og Kernebider havde lagt vejen forbi for tidligt til at kunne glæde publikum. Nattergalen har alle et forhold til, så den ville have været interessant at vise frem, og Kernebideren er både smuk og har et imponerende næb, når den ses så tæt på.
Dagens ringmærkede og aflæste fugle (ringed + recaptured):
Skovpiber / Tree Pipit 1 + 0
Jernspurv / Dunnock 3 + 3
Rødhals / Robin 1 + 2
Nattergal / Thrush Nightingale 1 + 0
Rødstjert / Redstart 0 + 1
Solsort / Blackbird 1 + 1
Sangdrossel / Song Trush 3 + 0
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 6 + 3
Tornsanger / Common Whitethroat 1 + 0
Munk / Blackcap 2 + 0
Gransanger / Chiffchaff 4 + 0
Løvsanger / Willow Warbler 9 + 0
Fuglekonge / Goldcrest 0 + 1
Broget fluesnapper / Pied Flycatcher 1 + 0
Bogfinke / Chaffinch 2 + 0
Kernebider / Hawfinch 1 + 0
Total 36 + 11
Tilbage er kun at sige MANGE TAK FOR DENNE GANG - vi ses forhåbentlig en anden gang!