Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Det var ikke fuglene, der holdt mig i gang i dag

fredag 27. april 2018
af Susanne Primdahl

I dag oplevede jeg, at allerførste runde var fugletom. Det er første gang i de 13 dage, jeg har været her. Vejret har været meget blæsende i flere dage, og det har åbenbart afholdt fuglene fra at trække, så den bedring, vejrudsigten lover for de kommende dage, er ventet med længsel.

Da standardmærkningen var overstået kl. 10, havde jeg kun mærket en Solsort og en Jernspurv og aflæst andre 4, deriblandt en Rødhals, som nærmest er ved at være en sjælden fugl i nettene. Og sjældne fugle skal der jo vises billeder af. :-)

IMG 0368

Med i alt 6 fugle i nettet på 5 timer må jeg vel have lov til at kalde det en røvsyg affære. Jeg mærkede en 2K Solsort han, som vist også syntes, situationen var røvsyg. Han havde overhovedet ingen hale, og hans ene lår var plukket fuldstændig bart og havde skrammer.

IMG 0372

Men som det kan ses på billedet, var der allerede ved at vokse en ny hale ud. Jeg forestiller mig, at han måske er sluppet heldigt fra et møde med en Spurvehøg el.lign.
Jeg gik efterfølgende og spekulerede på, hvornår det mon var sket. Derfor kontaktede jeg Jesper Brinkmann, som kunne fortælle, at det nok var ca. en uge siden, halen blev revet af, og at fjerene faktisk vokser rigtig hurtigt ud igen.
Den Solsort har vist gode chancer for at klare sig videre gennem livet, når den indenfor sit første leveår er sluppet fra sådan en oplevelse med livet i behold.

I aftes ankom Anders Odd Wulff Nielsen og Hans Ægidius til fuglestationen. De har ikke været ude i felten hele dagen, så de har været hyggeligt selskab på en fuglekedelig dag.
Kl. 10 valgte jeg at holde nettene åbne, og da jeg var ved at gå kold ved 15-tiden, overtog Anders. Det betyder, at nettene i skrivende stund stadig er åbne, så listen nedenfor indeholder kun det, der var fanget indtil ca. kl. 16. Tallene bliver selvfølgelig opdateret, når vi lukker nettene.

Dagens ringmærkede og aflæste fugle (ringed + recaptured):

Gærdesmutte / Wren    0 + 1
Jernspurv / Dunnock    1 + 3
Rødhals / Robin    0 + 3
Rødstjert / Redstart    1 + 0
Solsort / Blackbird    1 + 1
Gærdesanger / Lesser Whitethroat    0 + 2
Fuglekonge / Goldcrest    0 + 1
Blåmejse / Blue Tit    0 + 1
Musvit / Great Tit    0 + 1

Total    3 + 13

Nettene blev lukket kl. 17.45, og opdatering af tallene var ikke nødvendig.