Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
I tror, det er løgn
Jeg begynder altså at savne vejret i sidste uge. I dag lå temperaturen lige omkring 7 grader i hele ringmærkningsperioden, og kombineret med en sydvestenvind, der startede ved 7 m/s og steg til 10 m/s, så er det altså koldt.
Fuglene gider heller ikke at flytte på sig. Kun 11 fik ring på i dag, og jeg aflæste 5 af vores egne. Når nu jeg er i gang med at kigge tilbage på sidste uge, så er det sjovt at se, hvordan Rødhalsen har været helt væk som mærkeart de seneste dage, hvor vi i sidste uge havde masser af nye Rødhalse gennem haven. De to, der blev aflæst i dag, var ringmærket hhv. den 14. og 15. april, så de holder åbenbart en lidt længere ferie på GFU. Her er også godt at være!
I tror, det er løgn, når jeg fortæller, at jeg har fået et foto af den Tornsanger, jeg fotograferede for 3 dage siden uden hukommelskort i kameraet... og det er det også.
Men næsten ligeså godt var det at fange årets 2. Tornsanger, og denne gang fik jeg den foreviget. Man lærer vel lidt af sine fejl. :-)
Jeg fik også et billede af denne smukke Løvsanger. Det var den eneste i den størrelseskategori, der smuttede i nettet i dag, og man kan også godt undre sig over, hvordan 8,5 gram fugl formår at styre rundt i en strid vind på 10 m/s. Det kan selvfølgelig være, det netop var derfor, den landede i nettet, men jeg tror det nu ikke.
Dagens ringmærkede og aflæste fugle (ringed + recaptured):
Jernspurv / Dunnock 2 + 1
Rødhals / Robin 0 + 2
Rødstjert / Redstart 1 + 0
Solsort / Blackbird 1 + 0
Gærdesanger / Lesser Whitethroat 2 + 1
Tornsanger / Common Whitethroat 1 + 0
Løvsanger / Willow Warbler 1 + 0
Musvit / Great Tit 0 + 1
Bogfinke / Chaffinch 1 + 0
Grønirisk / Greenfinch 1 + 0
Gulspurv / Yellowhammer 1 + 0
Total 11 + 5