Ringmærkning: Der var fuld bemanding til dagens ringmærkning - både Oliver, Signe og jeg var igang. Mængden lignede meget den fra igår, men vi formåede stadig at overgå med antallet af arter. Det blev til hele 12 forskellige, og med fire forskellige arter af sanger - vi fangede nemlig årets første tornsanger!

Tornsanger (Curruca communis) er en langdistancetrækker, som bruger vinteren i Afrika syd for Sahara, og har derfor en god flyvetur for at komme nordpå når den skal yngle. Den ligner rigtig meget en gærdesanger når man ser den på afstand, men som ringmærker kan man i ny og næ tvivle når man står med en art i hånden. Det var da tilfældet for Oliver idag, der ikke før havde set tornsangeren så tæt på. De to arter adskiller sig kort sagt fra hinanden ved, at gærdesangerens vinger har et gråligt udtryk hvor tornsangeren har et brunligt udtryk. Begge arter er hvad man på engelsk kalder "white throats" (hvidstrubede) og der findes flere eksotiske arter af disse. Tornsangeren var for os idag det mest eksotiske, og den blev også studeret nænsomt. Vi aldersbestemte den til en ung (2k) han, hvilket til dels kommer til udtryk ved den smule grå fuglen har i hovedfjererne. Ellers ligner den ved første øjekast en hun. Når hannerne har været igennem deres første komplette fældning efter yngletiden vil de få et helt askegråt hoved og dermed være nemmere at kende fra hunnerne.

Tornsanger 2k han. Foto: Amanda Johannisson

Den anden fugl i fokus blev løvsanger (Phylloscopus trochilus), da vi fangede tre styks og de var de første løvsangere for mig dette år. Oliver er en dygtig feltornitolog og er da bekendt med de gemene feltkarakterer for artsbestemmelse af mange småfugle. For løvsanger lyder huskereglen ofte, at man kan kende den fra gransanger ved at kigge på benene - løvsanger har gule ben, gransanger har mørke. Når man som ringmærker kommer tættere på fuglene og bliver bekendt med de mange variationer en enkelt art kan have, kan det godt vende sig lidt i maven når folk remser denne huskeregel op for andre fuglekiggere. Vi vil derfor gerne gøre jer alle klogere ved at fortælle, at man skal passe på med at artsbestemme en lille phyl-sanger kun på dens benfarve! Rigtigt nok har mange løvsangere gule ben og gule fødder, MEN som i kan se på billedet nedenfor har dette individ altså mørke ben som en gransanger.

Løvsangeren er en meget fin fugl, og ret rolig af temperament, dens sang er skøn og man ved der nok ikke kommer mere frost når man støder på den i foråret. I forhold til aldersbestemmelse om foråret er den ikke synderligt interessant, men det er kun fordi vi ikke kan aldersbestemme den, og de ofte noteres som 2k+ (forårets indikator for "alder kendes ikke"). Det er dog meget interessant HVORFOR vi ikke kan aldersbestemme den. Løvsangeren er nemlig en af få fugle der har en helt vild fældningsstrategi (måden en fugl årligt fælder sine fjer). Normalt vil de voksne individer af småfuglearter fælde alle deres fjer efter yngletiden, og måske fælde et par fjer hist og her i løbet af vinteren. Det er smart ikke at fælde hele fjerdragten flere gange, men nøjes med én komplet fældning, da det kræver rigtig meget energi. Det bider løvsangeren sig ikke i, for de voksne fugle laver BÅDE en komplet sommerfældning OG en komplet vinterfældning - en utrolig energitung bedrift, men har måske sine fordele for arten og dens overlevelse. Ungfuglene laver også en komplet vinterfældning, og derfor ligner voksne og unge fugle hinanden om foråret, hvorfor ringmærkerne dermed ikke kan se forskel.

Løvsanger 2k+. Foto: Amanda Johannisson

Dagsrapport

Nyt fra stationen: Vi har i dag fået besøg af Anna og Mads som skal følge ringmærkningen de næste to dage. De synes faget virker meget interessant og er selv begyndt at interessere sig mere for fugle. Vi håber de vil få noget ud af dagene, og at fuglestationslivet kunne være noget for dem!

Folk på stationen: Marith Mol, Amanda Johannisson, Oliver Bøgh Jensen, Signe Agermose, Anna og Mads.