Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Rastende alk på Odden
Ringmærkningen: Det var nærmest helt vindstille her til morgen, hvor solen også kom frem og skinnede det meste af dagen. Nettene var åbne kl. 05:15, og både Marith, Amanda og jeg ringmærkede i dag. Vi havde et antal på 28 ringmærkede fugle og 10 aflæsninger, så ikke så mange fugle i dag som i går, men det blev det bestemt ikke værre af, da vi så i stedet havde mere tid til at studere aldersbestemmelse og detaljer i fjerdragterne.
Her Marith og jeg der er i gang med at pille et par fugle ud af nettene. Foto: Amanda Johannisson
På anden runde, vi gik, var der en gråspurv (Passer domesticus) hun, som var fløjet i nettet. Det er ikke en art, vi normalt fanger og ringmærker, da de af en eller anden grund sjældent flyver i nettene. Gråspurven er en standfugl og holder sig typisk til et lille område, hvilket sandsynligvis betyder, at den kender placeringen af nettene i haven – og derfor ved, hvor den skal undgå at flyve hen. Derfor er det altid lidt interessant når de så indimellem ryger i nettene.
Da gråspurve gennemgår en komplet fældning om sommeren – enten når de forlader reden som unge, eller efter de har ynglet – er det ikke muligt at aldersbestemme dem. Denne fældning betyder, at hele fjerdragten udskiftes på én gang, så der ikke er nogen tydelige alderstegn at gå efter.
Gråspurv (Passer domesticus) hun. Foto: Amanda Johannisson
Dagsrapport
Der var ingen træktælling i dag, men Marith og jeg tog alligevel en tur ud forbi Odden, for der lå nemlig en rastende alk (Alca torda) ude på en af betonklodserne ude i vandet. Det er ikke et hverdagssyn, at se en alk på disse kanter og slet ikke et rastende individ.
Alk (Alca torda) samt en hovedløs skarv (Phalacrocorax carbo) i baggrunden. Foto: Oliver Bøgh Jensen
Folk på Stationen: Marith Mol, Amanda Johannisson, Oliver Bøgh Jensen