Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
To nye forårsarter trods blæsevejret
Trækket på Odden: “Der blæst’en vældig vind den daw ud’ fra vest”, som de nattergale så fint synger; så vi måtte søge i læ bag buskadset helt ude på sydspidsen. En frisk vind der havde en middelvind på 11,8 fra start, og senere da vi sluttede tællingen på 7,2 m/sekundet. Temperaturen lå på mellem 7,9-8,9 grader og sigten var god.
Vi havde ikke mange forhåbninger til dagens trækobs, men lidt positivt overrasket blev vi alligevel, selvom fuglene ikke var mange. Vi havde fem forskellige rovfuglearter trods vejret og lidt forskellige andefugle, gæs og lommer. Ederfuglene landede på et antal på 785 individer trækkende i alt, så et langt mindre tal end de sidste mange dage. Vi havde derudover den første digesvale og de første fem trækkende småspover mod nordøst, senere på dagen sås også en flok på tolv.
Efter standard tidens 5 timer på Odden kørte Jimmi og jeg til Bøtø, hvor vi forsøgte at få fuglekongesangeren at se på lidt tættere hold, så vi kunne se den ordentligt. Det lykkedes dog ikke, den ville kun sidde og synge skjult i granerne. Efterfølgende kiggede vi fra tårnet ved Bøtø Nor, hvor der blandt andet lå to rastende sortænder; et ikke helt almindeligt syn inde i landet.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen
Denne sortstrubet lom dukkede op nær hvor vi stod ud fra Odden, hvor den lå og rastede i lidt tid inden den trak videre. Foto: Jimmy Skat Hansen
Ringmærkningen: Grundet meget vind til morgen, blev nettene ikke sat op i dag, så Susanne fik sig en velfortjent fri dag.
Nyt fra fuglestationen: Søren ankom i dag på stationen, som skal erstatte og overtage ringmærkningen for Susanne. Hun har sidste dag på søndag, hvor hun igen drager tilbage til det midtjyske.
Folk på Stationen: Marith Mol, Jimmy Skat Hansen, Jennifer Luedtke, Susanne Primdahl, Søren Mygind, Oliver Bøgh Jensen