Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (66)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Bredt udvalg af rovfugle på Odden

mandag 7. april 2025
af Susanne Primdahl & Oliver Bøgh Jensen

Ringmærkningen: Dagen startede ud med en første runde, hvor jeg havde travlt - ikke voldsomt, men når man ikke ved, hvad der venter på den næste runde, skal det gerne gå hurtigt, så man er forberedt på endnu en travl runde.
Antal fugle på anden runde var under det halve af første runde, og det var meget sparsomt med fugle resten af dagen, lige bortset fra en runde, hvor der kom en pæn portion Gransangere.

IMG 8589 redGransangeren blev dagens talrigeste fugl, så det skal selvfølgelig være et foto af den art, der skal vises her.  Foto: Susanne Primdahl

Fuglen på billedet er en af de få Gransangere, jeg har bestemt til 3k+ (3. kalenderår eller ældre) i løbet af den uge, jeg har været her. Ud af 45 individer, har jeg kun noteret 6 med den alder.
Gransangeren kan godt være lidt svær at aldersbestemme, da det kræver et godt lys og lidt længere tid at bestemme den i forhold til flere andre af de almindelige arter. Det betyder, at der bliver en hel del ubestemte 2k+ (2. kalenderår eller ældre), især når der er travlt. Jeg kalder dem ubestemte, fordi 2k+ kan passe på enhver alder om foråret.
Udover de 6 nævnte 3k+ fugle har jeg noteret 25 individer som 2k+ og 14 som 2k (præcis 2. kalenderår).

Da Oliver kom tilbage fra træktællingen på Odden, tilbød han at hjælpe med at lukke de sidste net, men kom kort efter tilbage med besked om, at der hang en Spurvehøg i et af nettene. Jeg gik med ham til nettet, hvor Spurvehøgen stadig gjorde sit bedste for at slippe fri, og vi nåede lige akkurat næsten hen til den, før den vinkede farvel og fløj videre efter et frokostbytte et andet sted.

Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Udklip 07.04.2025

Trækket på Odden: Det var en kold og stille morgen på Odden med vind fra nordvest. Vinden lå på cirka de 3 m/sekundet fra starten, men tiltog derefter jo længere op af dagen vi kom. Temperaturen lå på mellem 5 og 10 grader.

Morten og Benjamin gjorde os ved selskab fra start og var med til at tælle træk i standard periodens 5 timer. Det er altid godt med flere folk på Odden, for man ser og opdager mange flere arter af den grund. 

Der gik ikke længe før en trækforsøgende 2K (2. kalenderår) vandrefalk lå oppe over hovedet på os og derfra begyndte flere rovfugle, at vise sig og komme indtrækkende ude fra havet af. Vi havde blandt andet dværgfalk, tårnfalk, fiskeørn, spurvehøge og rørhøge som bare nogle af de indtrækkende rovfugle vi så. Så der var et bredt udvalg af rovfugle og det vækkede begejstringen hos os alle og gjorde dagen noget mere spændende.

Ederfuglene var der lidt flere af i dag og antallet landede på lidt under 4000 individer trækkende mod øst. Der kom også en del bramgæs cirka mellem 2-3 tusinde over land og langt ude over havet mod øst. Dertil kom der en enkelt landsvale over fuglestationen trækkende mod nord.

tempImage4EPGbNEt billede fra dagens trækobs. Gert kom også forbi og lagde anledning til et par gode snakke. Foto Oliver Bøgh Jensen

Folk på stationen: Marith Mol, Jimmy Skat Hansen, Oliver Bøgh Jensen, Susanne Primdahl