Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Uhhh - kulde og stilhed
Ringmærkningen: Det var en kold og stille dag i stationshaven. Ikke stille på grund af mangel på fugle, men vi startede med en vindstyrke på 0 og temperatur under ftysepunktet.
Der var jævnt med fugle. De fleste fik vi på anden runde, men med fugle på hver eneste runde, var der rig mulighed for, at både Oliver og Alix kunne øve sig. Fuglene var næsten ligeligt fordelt mellem ringmærkninger og aflæsninger, men når det er håndtering, der skal øves, er begge dele lige velegnede.
Oliver bliver hver dag bedre til at pille fugle ud af nettene, og har også håndteret flere fugle ved ringmærkningsbordet. Alix havde for allerførste gang en fugl i hånden i går, og i dag pillede hun sin første Rødhals ud af nettet.
Alix er meget glad for Stillits og fik igen i dag mulighed for at håndtere en af de smukke fugle. Foto: Susanne Primdahl
Alix er taget hjem i eftermiddag, men hun har været så begejstret for oplevelsen, at hun allerede planlægger at komme tilbage snart, hvis det kan passe ind i bemandingskalenderen.
Jeg gik en lille tur sidst på eftermiddagen og kunne konstatere, at der venter masser af mad, når der kommer flere af de små sangere til haven - både i form af nektar fra mirabelleblomsterne og de insekter, der bliver tiltrukket af dem. Foto: Susanne Primdahl
På turen mødte jeg også en af stationsharerne, som nød solen ude på engen. Foto: Susanne Primdahl
Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Trækket på Odden: Det var en stille og kølig morgen på Odden, hvor trækket ikke var det helt store. Jimmi havde kun omkring 100 ederfugle den første time, så begejstringen var ikke helt i top. Antallet landede på cirka 1500 ederfugle i løbet af standard tidens 5 timer. Lidt andre forventelige arter var også at se, men overordnet var det en meget stille dag uden de helt store træktal.
Folk på stationen: Marith Mol, Jimmi Skat Hansen, Oliver Bøgh Jensen, Alix Bortolussi, Susanne Primdahl