Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2025 (48)2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Rygvind fik 4.500 Ederfugle til at lette

tirsdag 25. marts 2025
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Lidt uventet var der tåge,men også en smule vind så der var intet dug i nogen net.

I dag var Janus som kommmer fra en vildtplejestation og var med for at lære lidt om ringmærkning. Han er også med i morgen.

De første 2 runder havde pænt med fugle, hvor de fleste var jernspurve.

Dagen endte på 45 fugle hvoraf de 40 var nye fugle. Jernspurv udegjorde lige over halvdelen af dagens fangst med 21 ringmærkede.

I morgen loves lidt mindre vind med vind fra vestlig retning så det kan godt give en pæn bunke fugle igen.

Dagens ringmærkning og kontroller/Todays ringing and recaptures:

Gærdesmutte/Wren 1(1)

Jernspurv/Dunnock 21(0)

Rødhals/Robin 4(2)

Solsort/Blackbird 2(0)

Gransanger/Chiffchaff 5(0)

Fuglekonge/Goldcrest 2(1)

Rødtoppet fuglekonge/Firecrest 2(0)

Gråspurv/House sparrow 1(0)

Bogfinke/Chaffinch 0(1)

Grønirisk 1(0)

Gulspurv/Yellowhammer 1(0)

Total 40(5)

Trækket på Odden: En kold og fugtig morgen med tåge over havet og sigtbarhed helt ned til kun et par hundrede meter ind imellem, men vinden var drejet om i vest, og det gav rykvind til havtrækket ind i Østersøen. Ederfuglene (Somateria mollissima) var omgående på banen og kom i flokke på helt op til noget over hundrede af gangen. I løbet af standardtiden blev det til 4.470 af dem i et samlet træk på lidt over 5.000 fugle.

Det var hannerne, der havde travlt og dominerede. I en enkelt flok var der endda over 50 hanner helt uden hunner, i de fleste andre flokke dog 1-3 af de brune fugle. 3.500 af dagens Ederfugle kunne kønsbestemmes til 3.047 hanner og 453 hunner, en andel på bare 12,9 procent.

Det er på tide, at der kommer en periode med et større træk af Ederfugle. Vi har ikke nogen god dækning af forårstrækket ved Gedser Odde endnu, men sidste år havde vi en fin daglig dækning i marts, så 2024 og 2025 kan uden videre sammenlignes med hinanden. I marts 2024 registrerede vi 84.355 Ederfugle på træk mod nordøst. Indtil nu har vi i marts i år talt 31.365 Ederfugle – der mangler så at sige at komme over 50.000 Ederfugle forbi. Kan det mon nås i den uge, der er tilbage af måneden?

Skaermbillede 2025 03 25 144229Grafikken fra den hollandske database Trektellen, som vi bruger parallelt med DOFbasen viser med grønne søjler, at trækket af Ederfugle i første halvdel af marts var større end sidste års røde søjler og tilmed lå over kurven for gennemsnittet over alle de år, vi har talt, men i den seneste uge har trækket af Ederfuglene så ligget langt under samme uge sidste år og gennemsnittet i det hele taget. Meget af det kan forklares med modvind fra østlige retninger og solskin, som næsten altid får andefugle til at blive, hvor de er.

Dagens træk bød på 28 arter. Værd at bemærke var ud over Ederfuglene blandt andet en Rød Glente (Milvus milvus), som kom ind fra havet og fortsatte mod nord, hvor vi ellers i marts har set de få glenter trække ud mod syd. En flok på 122 Blisgæs (Anser albifrons) trak ud mod øst højt over Odden og i flot V-formation. De havde en lang rejse foran sig mod ynglepladserne i Nordsibirien. Dagens Splitterner (Thalasseus sandvicensis) trak ikke, men fløj rundt over havet og ledte efter mad. De raster formentlig på Rødsand vest for Gedser.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Marith Mol, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.