Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (311)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Sorte ænder og Sølvmåger

tirsdag 10. december 2024
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: Det var meget mørkt da nettene skulle op, men det var hurtigt klaret med pandelampe på. Da jeg ser mod Gedser by var der blandet farver på himlen dog svagt og i Sverige har jeg tidligere set nordlys så jeg henter hurtigt Ole og han giver mig ret i at det ligner svagt nordlys.

Dagen gik meget stille med en enkelt solsort på runden klokken 8, men vinden var også lige i overkanten til at starte med og meget vind fører sjældent småfugle med sig.

Der var dog senere enkelte småfugle som fløj over, dompap grønirisk og engpiber, men de trak ikke ud.

I morgen ser det godt ud med svag vind og ingen regn.

Om aftenen fik vi ryddet godt ud i køleskabene, så de er snart tømte for i år.

Dagesn ringmærkning/Todays ringing:

Solsort/Blackbird 1

Total 1

Trækket på Odden: En overskyet og forblæst morgen stadig med relativ hård vind var nordøst, så det var nødvendigt at søge læ ved den gamle marinestation, men selv om der kun var en enkelt observatør, gik tiden hurtigt. Der var et udmærket træk af sorte ænder, og der var en del måger, som ledte efter mad i brændingen langs stranden. Nogle fuglefolk specialiserer sig ligefrem i måger, mens andre synes, at det er kedeligt eller besværligt, fordi de ligner hinanden, men efterhånden er der gode bøger at lære af, og så er mågerne en rigdom af variationer og udfordringer. Hvorfor skal det være nemt, når det kan være sjovt og lærerigt?

Trækket over havet løb op i næsten 1.700 fugle af 24 arter, hvoraf halvdelen var Sortænder (Melanitta nigra) med 818. Desuden lå der mindst 430 og rastede på havet. De plejer at ligge længere ude end Ederfuglene (Somateria molissima), men denne morgen var det omvendt. Sortænderne lå tæt pakket tæt på land og var til at studere i teleskop, mens Ederfuglene lå længere ude og kun røg på, hver gang en af lodsbådene pløjede gennem deres rasteområde.

En anden sjov oplevelse var 28 Snespurve (Plectrophenax nivalis), som på et tidspunkt rastede et øjeblik på vejen ved marinestationen. En halv time før kom en gruppe på fem ind fra havet, men hvor resten kom fra forbliver ukendt.

Sølvmågerne (Larus argentatus) har det ikke godt med, at vi har lukket minkfarmene, lossepladserne, og der ikke er meget fiskeri tilbage. Undersøgelser har vist, at de har svært ved at finde mad til ungerne, og bestandene rundt omkring nærmest er i frit fald, Men denne tirsdag var der Sølvmåger i alle aldre og mindst to varianter at se ved Odden.

Her er nogle billeder med kommentarer baseret på hjemmearbejde med Gulls of North America, Europe and Asia af Klaus Malling Olsen og Hans Larsson, 2003, samt Gulls of Europe, North Africa, and the Middle east – An Identification Guide af Peter Adrians, Mars Muusse, Philippe J. Dubois og Frédéric Jiquet, 2021:

GFU dec tir 2340Ung Sølvmåge i sin første dragt, en fugl fra i år. Den manglende fjer i vingen er måske tabt i et slagsmål.

GFU dec tir 2330Ung Sølvmåge i sin anden dragt, hvor halen er blevet lidt renere hvid og sort, og den har fældet til en del grå fjer på ryggen og oversiden af vingerne. Den er mellem et og to år gammel.

GFU dec tir 2323Sølvmåge i sin tredje dragt, hvor det sorte halebånd er ved at forsvinde, og fuglen er blevet mere grå på oversiden. Den er mellem to og tre år gammel.

GFU dec tir 2325Adult/voksen Sølvmåge med ren hvid hale og grå overside. I vinterdragten er Sølvmåger mere eller mindre grå på hovedet.

GFU dec tir 2339Nogle adulte/voksne Sølvmåger har så meget gråt på hovedet om vinteren, at det næsten ligner en grå hætte. Nogle kilder peger på, at det især gælder meget nordlige Sølvmåger - ved Gedser Odde måske fra den nordligste del af Østersøen.

GFU dec tir 2320Andre Sølvmåger har kun sparsomt gråt på hovedet i vinterdragten, især omkring øjnene. I Klaus Malling Olsens mågebog står, at det især ser ud til at gælde for Østersøbestanden af gulbenede Sølvmåger. Alle billeder er taget ved Gedser Odde tirsdag 10.12.2024. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.