Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Her dækker vi trækket af lommer
Ringmærkningen: Et kig på vejret for dagen sagde tørvejr på DMI, men den holdt ikke stik da der klokken 8 begyndte at småregne og 20 minutter efter begyndte det at regne rigtigt så der lukkede jeg ned for dagen.
Det småregnede stadig klokken 9 så jeg valgte at kaste håndklædet i ringen for i dag og gik ud på Odden og hjalp med at tælle trækket.
Vejret for i morgen er ret usikkert, så det er ikke helt til at vide.
Hans kom ud ved middag da der skal laves lidt ændringer på rovfuglefælden.
Trækket på Odden: Et blik på den hollandske, men internationalt brugte fugledatabase Trektellen tyder på, at der er lukket og slukket for det daglige tælleri på alle andre nordeuropæiske lokaliteter, og der er ikke meget tilbage at tælle, men det gør det ikke mindre interessant og lærerigt, og på Gedser Fuglestation bliver vi ved til 20. december. Trækket af lommer foregår meget sent og topper først her i første del af december, og da vi begyndte på daglige træktællinger for allerede en del år siden, var der folk, som insisterede på, at vi skulle have trækket af lommer med i vores systematiske program.
Derfor var der også folk fra fuglestationen på plads i mørket – og regnen – en halv time før solopgang denne tirsdag. Heldigvis var det mildt med en temperatur omkring 7 grader og let at finde læ for den aftagende vind fra sydvest. Desuden var der pænt træk af lommer og masser af udfordring i at bestemme dem, fordi de fløj langt ude, hvor de var svære at se i disen.
Dagens samlede tal blev ikke stort, fordi trækket af Ederfugle (Somateria mollissima) næsten er stoppet, og lodsbådenes trafik gennem flokkene af rastende fugle samtidig gør det svært at skelne mellem reelt træk og opflyvende rastefugle. I alt blev det til lidt over tusind fugle på træk fordelt på 25 arter, hvoraf 190 var deltagere i det interessante træk af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) ud af Østersøen.
Dagens største lyspunkt var en Tejst (Cepphus grylle), fordi arten er ret sjælden ved Gedser Odde. Den overvejende lyse alkefugl var enten en adult/voksen i vinterdragt eller en ung fugl i sin første vinterdragt. Den rastede kort på vandet, før den fløj videre mod sydvest, men den var langt ude og ikke til at se detaljer på med sikkerhed, før den var væk.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Hans Lind, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.