Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Sjælden gæst fra Nordrusland
Ringmærkningen:
Det var ret blæsende og allerede efter første runde vidste vi at det ville blive en stille dag da vi kun fik 2 fugle på den.
På runden klokken 9 siger Larissa at hun havde fanget en piber så jeg tænkte at det var en engpiber og da hun havde pillet den ud af nettet var det selvfølgelig hendes. Hun siger så mens hun ringmærker den om de plejer at have så meget bryn så jeg flyver hen for at se den og med det samme vidste jeg at det her var ikke en engpiber, så der kom hurtigt gang i bøgerne hvor jeg efter lidt mål osv kom til at det måtte være en tajgapiber. Vi tog en hurtig runde og så gik jeg hurtigt ud på Odden hvor det blev bekræftet og så blev der ringet rundt til de nærmeste lokale som alle nåede at få set den. Tajgapiberen er den første der er blevet ringmærket her på fuglestationen.
Tajgapiberen (Anthus hodgsoni) skilte sig ud fra andre arter af pibere, som bliver fanget og ringmærket på Gedser Fuglestation, med sin kraftigt olivenfarvede overside, det markante lyse øjenbryn og en mørk og en lys plet bag øjet. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Resten af standardperioden var stille og dagen endte med kun 8 ringmærkede, men dog med et kæmpe guldkorn(tajgapiberen).
Dagens ringmærkning:
Spurvehøg/Sparrowhawk 2
Tajgapiber/Olive-backed pipit 1
Gærdesmutte/Wren 1
Solsort/Blackbird 1
Fuglekonge/Goldcrest 1
Grønsisken/Siskin 1
Dompap/Bullfinch 1
Total 8
Trækket på Odden: En smuk søndag på sydspidsen, selv om det var blæsende og mest overskyet. Dagen blev selvfølgelig præget af den sjældne Tajgapiber, som blev fanget og ringmærket inde i fuglestationens have, men vi fik heldigvis lov at se den, og måske var det den, vi hørte en halv time tidligere ude på Odden, da vores gode ’lytter’ på observationsposten, Louis A. Hansen, udbrød Tajgapiber! Men vi hørte ikke flere kald og kom bort fra det igen, indtil vi lidt senere blev inddraget i bestemmelsen af den nordrussiske piber.
Desuden kunne trækket ved Odden byde på adskillige fine observationer. Først og fremmest med over 1.000 Pibeænder (Mereca penelope), som er en af de arter, der kommer så talrigt, at den kan bruges i pålidelige statistikker over østersøtrækket, men vi havde også bemærkelsesværdige observationer af en flok på 18 Pibesvaner (Cygnus columbianus), som skød genvej ind over land på en vestlig kurs. Pibesvanerne er den mindste af de to arter af gulnæbbede svaner, som overvintrer i Danmark eller passerer os på deres træk fra Sibiriens tundra til Nordtyskland, Holland eller Nordfrankrig.
Sådan en flok Pibesvaner hører til de smukke oplevelser i arbejdet med at registrere trækket ved Gedser Odde. Pibesvanerne er mindre en den anden og langt mere talrige gulnæbbede art i Europa, Sangsvanen (Cygnus cygnus). De har kortere hals, rundere hoved og mindre gult på næbbet. Det gule buer desuden indad forneden, så Pibesvanerne til forskel fra Sangsvanerne ser ud til at have et 'sort smil'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Også en hurtigt forbiflyvende Islom (Gavia immer) var en sjælden observation. Den sprang i øjnene med sin store størrelse i forhold til de Rødstrubede og Sortstrubede Lommer vi lige nu ser dagligt, især med kraftige ben og store fødder, men også med sin karakteristiske lyse plet på halsen. Værd at nævne var også 17 Dværgmåger (Hydrocoleus minutus) og tre observationer af muligvis kun to Suler (Morus bassanus). De var ved at blive et almindeligt syn ved Gedser Odde, men så blev de ramt af fugleinfluenza og forsvandt. Nu ser det ud til, at bestandene er på vej op igen, og omstrejfende fugle uden for yngletiden er på vej til at blive et almindeligt syn for os igen.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Lara Winsloe, Larissa Britton, Anne Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen.