Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
På med pandebåndet og ud i den store verden
Ringmærkning: Blandt dagens mærkninger var en ung Rødstjert han og hun begge med en en fin fedt score på 5, så der er tanket op til den lange flyvetur mod Afrika. Hannen, som ses på billedet nedenfor, er samtidigt ved at anlægge pandebåndet, så han er en sej fyr klar til at erobre verden.
Ung Rødstjert han med begyndende pandebånd
Trækket på Odden: Havet skyllede gråblåt ind mod stranden fra sydøst og lagde tydeligt sand til. Danmark rykkede en lille meter sydpå i løbet af standardtidens frem timer, og dagen bød på godt selskab af en af de faste gæster på Odden, Orla Jacobsen, og Bo Kayser fra fuglestationens styregruppe. Trækket kom lidt trægt i gang efter solopgang, og en del svaler skulle have tilløb, før de fløj ud over havet i moderat modvind.
Slutfacit på 1.505 fugle af 28 arter var ikke så ringe endda. Det var Sortænderne (Melanitta nigra), der dominerede trafikken ud af Østersøen med lidt over 600 fugle, mens antallet af andre fugle i havtrækket forblev lavt, men dog løftet af en flok blandede terner, hvorimellem vi talte 16 Sortterner (Chlidonias niger) tæt på sluttiden klokken 10:04.
Egentlig var det udtrækket af Digesvaler (Riparia riparia), der påkaldte sig mest opmærksomhed med over 350 fugle. De vil væk nu helt i overensstemmelse med grafikken i DOF/BirdLife Danmarks oversigt i Danmarks Fugle. Punkttællinger har dokumenteret et stort fald i bestanden gennem mange år, og obervationerne i DOFbasen ligger i år under gennemsnittet for de seneste 10 år. August er artens store træktid mod Afrika, så det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at forløbe ved Odden i det næste par uger.
Med til dagens beretning hører, at trækket af terner ikke kun foregår om dagen, men også om natten. Vi sætter næsten hver nat en diktafon til at optage nattens kald af fugle. Ofte er der ikke noget i denne tid, men præcis klokken 2 natten til tirsdag 6. august optog vi en flok terner trække over fuglestationen. Vi kunne ikke bestemme dem nærmere end Havterner (Sterna paradisea) eller Fjordterner (Sterner hirundo), men om dagen ser vi flest Fjordterner, så det er den mest sandsynlige art.
Ternetræk gennem natten. Sådan ser spektogrammet ud; det er en visuel gengivelse af lyd. Spektogrammet viser, hvordan lyden tager til i styrke, efterhånden som flokken af terner nærmer sig, for derefter at aftage i styrke, mens flokken forsvinder. Det er et interessant indblik i, at terner også kan trække om natten. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Se alle dagens observationer ved Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på fuglestationen: Joakim Matthiesen, Søren Mygind, Ole Friis Larsen.