Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
En stille og forsigtig dag
Ringmærkningen: Udover, at der selvfølgeligt bliver sat en ring på fuglene bliver fuglene, såvidt muligt, også bestemt til alder og køn samtidigt med at der bliver foretaget målinger af vingelængde, vægt samt størrelsen af fuglens depot af fedt.
Når alderen af en fugl skal bestemmes er det vigtigt med et kendskab til hvornår henholdsvis unge og voksne fugle skifter eller fælder deres fjerdragt og hvor stor en del af fjerdragten der skiftes. Efter at være fløjet fra reden skiften en Gulbug (Hippolais icterina) således kun nogle enkelte fjer på vores breddegrader inden den flyver til overvintringsområdet i Afrika hvor hele fjerdragten udskiftes. Tilsvarende skifter de voksne Gulbuge kun nogle få fjer på vores breddegrader medens hele fjerdragten udskiftes i vinterkvarteret.
Når en Gulbug ankommer til vores breddegrader fra overvintringsområdet er dens fjerdragt derfor slidt medens de unge fugle har en mere frisk fjerdragt, da de ikke har været i Afrika og deres fjerdragt er anlagt for nyligt. Specielt på de fjer der kaldes tertialerne kan denne forskel tydeligt ses, bl.a. fordi tertialerne er blandt de fjer der får mest sollys og derfor slides kraftigt. Tertialerne er de svingfjer, som hæfter til den del af fuglens knogle, som svarer til vores overarm.
På det desværre lidt uskarpe billede til venstre ses en ung Gulbug med friske tertialer medens der til højre ses en voksen Gulbug med slidte tertialer
Trækket på Odden: Der kom mindre regn, end meteorologerne havde lagt op til, og det gav mere tørvejr til at opleve et stadig beskedent træk, men med en fin variation af arter. Den slags dage er lige for tiden gode til træning i at bestemme terner, der mest flyver temmelig langt ud over havet og passerer hurtigt.
Denne morgen bød blandt andet på flere Sortterner (Chlidonias niger), som stadig var overvejende i sorte sommerdragter med tydelige hvide undergumper, mere end ti Dværgterner (Sternula albifrons) og pænt med Splitterner (Thalasseus sandvicensis), som har et meget karakteristisk kald. For de to sidst nævnte arter af terner gælder, at der også er lokale fugle, som fouragerer ved Odden, så vi må prøve at skelne mellem trækkende og rastende fugle. Dertil kom lidt træk af Dværgmåger (Hydrocoloeus minutus), hvor de adulte/voksne fugle selv på meget stor afstand er tydeligt sorte på undersiden af vingerne.
I alt blev det til 643 fugle af 27 arter i løbet af standardtidens fem timer.
Se alle dagens observationer på Gedser Odde i DOFbasen.
Natur i øjenhøjde for børn. Her er det en Grønåret Kålsommerfugl (Pieris napi), der er fanget ved Det Sorte Geomuseum i Gedser. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Aktiv Sommer: Tirsdag var fuglestationen med til at lave ’Aktiv Sommer’ for børn i Guldborgsund Kommune. Det foregik i samarbejde med Det Sorte Geomuseum i Gedser og med støtte fra kommunen. Gedser Fuglestation har flere års erfaring med den slags aktiviteter for børn. Frivillige fra fuglestationen forsyner børnene med net, plasticbokse med forstørrelsesglas og andet udstyr til at fange insekter. Børnene bliver sendt af sted for at finde og fange forskellige typer og arter af insekter, som så bliver bestemt af stationens aktive sommerhold. Børnene var søde, ivrige og glade; det var godt at opleve.
Vinbjergsneglen (Helix pomatia) var lettere at få øje på end myrer og andre småinsekter i opgaverne på 'Aktiv Sommer'. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
På stationen: Anne Marie Reith, Tina Elley, Mads Elley, Gert Juul Jeppesen, Bo Kayser, Ole Friis Larsen og Søren Mygind.