Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
En fin start
Det er altid med stor spænding at en ny sæson startes op og i år var ingen undtagelse. For ikke at blive overasket af en meget stort antal fugle og for at have tid til at kikke godt på fuglene, så kriterierne for køns og alders bestemmelse kan øves havde jeg bestemt mig for kun at åbne 133 meter net.
Fra morgenstunden var der pænt med fugle og specielt Kærsangerne (Acrocephalus palustris) forekom i et for arten pænt antal. I alt 10 fugle blev mærket heraf 8 voksne fugle og 2 ungfugle. Ved voksne fugle forstås fugle, som er i deres andet kalenderår eller ældre (2k+) medens der ved ungfugle forstås fugle, som er i deres første kalnderår (1k). De voksne fugle havde generelt væsentligt større fedtdepoter end de unge og er derfor i øjeblikket mere klar til efterårstrækket end de unge. Billedet herunder viser en 1 k Kærsanger.
Ung (1 k) Kærsanger.
Ved mærkning først på sæsonen sker det ofte at vi fanger unger af lokale ynglefugle, som er i deres juvenile dragt, som kan afvige noget fra den dragt som ungfuglene fælder til inden for de første måneder af deres liv. Et godt eksempel herpå er den juvenile Rødhals (Erithacus rubecula), som ses på billedet nedenfor.
Ung 1 k Rødhals, som endnu er i den juvenille dragt.
Som ringmærker er det naturligvis spændende at mærke en ny art, hvilket skete for mig i dag da en fin ung Skovsanger (Phylloscopus sibilatrix) røg i nettet. Allerede da fuglen sad i nettet var den fine silkeagtige lyse underside i kontrast til det gullige bryst tydelig. Efterfølgende viste målinger i laboratoriet at Skovsangeren med sine 9,7 gram er væsentligt tungere end en Løvsanger (Phylloscopus trochilus), som typisk vejer omkring 7 gram. Samtidigt skulle Skovsangeren have en såkaldt 9a ring, som blandt andet også anvendes til Rødhalse medens Løvsangeren får en F-ring, der har fået deres navne fordi de anvendes til Fuglekonger (Regulus regulus), som er Europas mindste fugl. Så på alle måder fremstod Skovsangeren som Phylloscopusernes maskuline bodybuilder type, om end den sagde farvel til mig med et meget fint og blødt kald.
Ung (1k) Skovsanger
Så alt i alt en fin start på sæsonen.
På stationen: Ole Friis Larsen og Søren Mygind