Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
5 akters drama opført i stationshaven
Vi kunne i dag nyde et fantastisk vejr med blå himmel uden en sky og en meget behersket vindstyrke på 4-7 m/s. Sol på nettene gør dem dog lettere at se for fuglene, men vi havde alligevel fugle nok til, at Anne fik taget nogle flere blodprøver, og jeg også fik ringmærket lidt.
Fra starten af dagen havde jeg en helt særlig oplevelse, der føltes som en forestilling i fem akter.
1. akt (1. netrunde):
Da jeg pillede en fugl ud af det 9. net på runden, kunne jeg høre noget i krattet ud mod vejen, der lød som en fugl, der skreg for livet, suppleret af et par vingeslag i ny og næ. Det lød præcis, som når en Spurvehøg kæmper med et bytte, der stadig er levende.
Ikke så sært, at Gærdesmutten i nettet havde filtret sig ind, så det nærmest lignede en fugl i et garnnøgle. Den har sikkert også kæmpet en kamp for at komme væk fra den farlige situation.
2. akt eller netrunde:
Da jeg nærmede mig det 14. net på runden, blev jeg fuldstændig blændet af solen, men jeg kunne se noget, der lignede en Spurvehøg, flakse rundt i nettet.
Da jeg kom nærmere, fløj Spurvehøgen ud af nettet, og tilbage hang en Stor Flagspætte. Den var død og fuldstændig afpillet på hoved og hals.
Var det mon Spurvehøgen, jeg hørte på 1. runde, der var havnet i dette net med sit bytte?
Jeg havde fugle i poserne, så jeg lod i første omgang spætten hænge i nettet, så jeg kunne få de andre fugle ringmærket og sluppet fri igen.
3. akt eller netrunde:
Da jeg nærmede mig net nr. 14, skete præcis det samme, som på den foregående runde. Sol i øjnene og Spurvehøgen, der igen stak af fra nettet. Den var åbenbart kommet tilbage til sit bytte, og nu forstyrrede jeg den endnu en gang.
Denne gang pillede jeg den døde spætte ud af nettet. Jeg måtte hive hovedet af den for at få den fri, får nettet sad stramt om den afpillede hals. Jeg lagde den hovedløse fugl ved nettet og håbede, at Spurvehøgen ville komme tilbage efter den, så dens død trods alt havde gjort gavn ved at mætte Spurvehøgen.
Hovedet af den uheldige spætte fotograferet efter afslutning af dagens ringmærkning. Her kan man tydeligt se, hvor stort og kraftigt et næb en Stor Flagspætte har - godt værktøj til at hakke redehul til sine unger. Foto: Susanne Primdahl
4. akt eller netrunde:
Da jeg kom ud til net 14, var den hovedløse spætte væk. Altså må Spurvehøgen havde været sulten nok til at komme tilbage til nettet for 3. gang. Mens jeg står ved nettet, ser jeg en fugl lette fra vejkanten lige udenfor stationshaven med bytte i kløerne og flyve i retning mod det net, hvor jeg hørte hele dramaet starte.
Allerede her var jeg helt høj over den oplevelse, jeg havde haft, og Anne måtte lægge øre til alle detaljer, da jeg kom tilbage til lab'et.
5. akt eller netrunde:
Da jeg nåede ud til net nr. 11 på runden (altså mellem net 9 og 14), sad Spurvehøgen i nettet, så hun ikke kunne undslippe, og den hovedløse spætte lå på jorden lige nedenunder.
Spurvehøgen må være fløjet langs vejen og ind i haven et nyt sted for at have fred til at æde sit bytte. Der var også spist en smule mere omkring spættens hals.
Spurvehøgen kom med i lab'et for at få ring på, og spætten fik lov til at ligge og vente på måske at blive hentet og spist færdig senere.
Et dårligt billede taget med mobilen, da jeg havde fået greb om Spurvehøgen, som stadig hang i nettet. Man kan ane spætten i græsset til højre for Spurvehøgens hoved.
Det var med en følelse af, at den, der ler sidst, ler bedst, da jeg fortsatte til lab'et med Spurvehøgen i en pose. Foto: Susanne Primdahl
Den vedholdende jæger, skulle selvfølgelig fotograferes efter ringmærkningen.
2k Spurvehøg hun.
Ligner hun ikke en, der siger: "Mig? Spætte uden hoved? Det kender jeg virkelig ikke noget til." :-) Foto: Susanne Primdahl
Jeg bliver forøvrigt aldrig træt af det blik, man tit får af en ringmærket Spurvehøg lige før man slipper den fri.
2k Spurvehøg hun. Foto: Susanne Primdahl
Resten af spætten blev desværre aldrig hentet.
Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Folk på stationen: Anne Ramskov Hermanns, Susanne Primdahl