Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Årets første dag med standardtælling
Ringmærkningen: Vinden lå på 10 m/s så det var ikke alle net som kunne komme op.
Vinden aftog dog lidt op ad formiddagen og det blev ganske flot vejr med en del sol.
Hans og Gert var forbi et par timer og ordne nogle ting.
Der var ikke mange fugle at se i haven, men alligevel blev 5 fugle fanget hvoraf de 4 var nye, så en godkendt dag.
I morgen når nettene skal op ser det ud til at der stadig kan komme lidt regn, men det skulle stoppe der omkring og vinden skulle falde en del.
Dagens ringmærkning og kontrol/Todays ringing and recapture:
Rødhals/Robin 1/0
Solsort/Blackbird 1/1
Musvit/Great tit 2/0
Total: 4/1
Trækket ved Odden: Årets første standardtælling med fem timer på Gedser Odde fra en halv time før solopgang blev en fin start. Der kom ikke mange fugle, men solen skinnede og gjorde arbejdet behageligt trods en lidt hård vind fra sydvest. Det var vigtigt at komme i gang på denne februarsdag, fordi 21. februar er første officielle tælledag i dækningen af forårstrækket, som vi længe har ønsket at dække fra Gedser Fuglestation. Så det var en symbolsk endagstælling, idet vi ikke får talt igen med sikkerhed før starten af marts, om halvanden uge.
Sidste år lykkedes det at dække en del af trækket, især i marts. I år ser vi ud til at kunne nå endnu længere med det projekt. Der kommer en observatør med erfaring fra sidste efterår på Blåvand Fuglestation og tager marts samt et godt stykker ind i april. Derefter er der stadig et hul i dækningen, indtil vi får en amerikaner med interesse for fugletræk på stationen fra midt i maj.
Den første dag bød på en varieret trafik af 19 arter plus en fin rastende adult/voksen han Husrødstjert (Phoenicurus ochruros), som flere gange viste sig omkring den gamle marinestation, som står endnu, med insekter i næbbet. Der plejer at være nogle få, som overvintrer i Danmark, så det kan være sådan en. De fleste tilbringer vinteren i Sydeuropa.
Husrødstjerten så vældig godt ud i solskinnet på Odden. Bemærk den rødtonede hale og meget sorte dragt, som sammen med et stort hvidt felt op oversiden af vingerne er typisk for en voksen/adult han. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Det tidlige træk kan være lidt af en rodebutik med fugle af samme art i flere modsatte retninger. Sådan var det også på åbningsdagen. Der var op mod 60 Sanglærker (Alauda arvensis), men 44 blev set på udtræk mod syd over havet, mens 15 blev set på indtræk fra syd, mens der også var et par stykker, som sang lystigt og så ud til at holde til på marken ved Odden. Måske var der heller ikke så mange, som blev set. Mange kan sagtens have været de samme fugle, som ubeslutsomt trak ud og ind flere gange. Sådan en tælling kan på dette tidspunkt derfor reelt kun bruges til at konstatere, at der er gang i Sanglærkerne.
Også en art som Toppet Skallesluger (Mergus serrator) viste egentlig mere ubeslutsomhed, men dog forårsfornemmelser med 40 på havruten mod sydvest og 32 den modsatte vej mod nordøst ind i Østersøen.
Syv Traner (Grus grus) i samlet flok på en klar rute nordfra og ud over havet mod syd var en fin oplevelse. Måske vil de slutte sig det store træk mod øst og nordøst, der har været i de seneste dage over Tyskland.
Dagens Traner i samlet flok på målrettet kurs mod Tyskland, hvor der er et større træk i gang. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En typisk flok Ederfugle i dagens trafik. De fleste flokke var på 5-7 fugle, og der var flertal af hanner i dem alle. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mest klarhed var der over trækket af Gedser Fuglestations logoart, Ederfuglen (Somateria mollissima). I dagens trafik fløj kun tre mod sydvest, mens der kom 378 i den ’rigtige’ forårsretning mod nordøst. 75 procent af dem var hanner og 25 procent hunner. Det passer med, at det som regel er hannerne, der har mest travlt hos langt de fleste fuglearter. De skal nå frem til de bedste ynglepladser, før andre tager dem.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen