Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Skovsnepper og larvefødder i haven
Ringmærkningen: Det havde sneet en smule i nat, men det var let rystet ud af nettene så de kunne sættes op.
Jeg havde lige sat det ene spurvehøgenet op og mens jeg var ved at sætte det næste op fløj en skovsneppe i det jeg lige havde sat op. En del ryger sikkert i nettene oppe langs hegnet ved de høje træer, men pga dens størrelse kommer de let ud af nettet igen, men høgenettet har større masker og derfor slipper den ikke ud der.
Dagens første fangst i trygge hænder. Spor i sneen tyder på, at der er flere Skovsnepper (Scolopax rusticola) i haven, men det er sjældent, at en bliver ringmærket ved Gedser Odde. Ringmærkningsdata viser, at fuglen på billedet kan stamme fra Sverige, Finland, Rusland eller de baltiske lande, og den er formentlig på vej mod Nordfrankrig for at overvintre der. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Sneen begyndte igen, men kun let drys og ikke våd sne så runderne blev gået konstant. Kort før 10 begyndte det at sne for meget og sneen begyndte at lægge sig i nettet så der lukkede jeg da det ikke er godt for fuglene. Dog var de 2,5 time ganske gode med 8 ringmærkede fugle.
Dagens ringmærkning/Todays ringing:
Skovsneppe/Woodcock 1
Solsort/Blackbird 1
Gråsisken 1
Nordlig gråsisken/Redpoll 5
Total 8
Onsdag blev der ikke talt noget træk, fordi der var så meget andet at tage sig af på fuglestationen, hvor gravemaskinen – med fører – ankom og skulle tages imod klokken otte efter en del praktiske problemer med overhovedet at få den frem. Blokvognen med maskinen kunne nemlig ikke køre på de isglatte veje ud til fuglestationen. Da den endelig var inde på området, gik det til gengæld hurtigt.
Vi havde længe talt om, at det ville være dejligt at få ryddet haven i forlængelse af fuglestationsbygningen for slåen, så der kunne komme mere lys ind ad nordvinduet i stuen, men det forekom at være et voldsomt projekt. Det klarede maskinen med fører på et kvarters tid.
Vi har tidligere brugt en del af det areal til langtidsparkering af biler, når der er frivillige på stationen, men det sluttede, da nogle store grene fra gamle træer i storme faldt ned meget tæt på de parkerede biler. Nu er området ryddet, fordi det skråner nedad, og der kan blive plads til at anbringe en masse jord fra graveriet ved søen på fuglestationens strandeng.
Tidligt onsdag morgen, den 3,8 meter brede maskine på larvefødder når frem til fuglestationen.
Rydning af brombærkrat, træstubbe og andet for at få plads til jord fra søen på engen.
... og så får vi mere lys i stuen gennem nordvinduet.
Så er der gang i oprensningen af søen på engen. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Senere på formiddagen kom arbejdet med at rense søen op. Den er i et par år groet mere og mere til, derfor bliver siv, rør og dunhammer gravet væk, og samtidig bliver søens kanter gjort fladere og bredere, så der kan samle sig mere regnvand. Der er ikke noget tilløb til søen, så den skal have vand oppefra. Den må gerne tørre ud i kortere perioder om sommeren, men helst ikke i længere tid.
Arbejdet vil tage et par dage, og det er netop nu, det skal udføres, mens frøer og tudser ikke er i søen, men ligger i vinterhi andre steder i området.
Folk på fuglestationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen