Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Træk til tiden for lommer og skalleslugere
Ringmærkningen: På grund af regn kom ingen net op under stadardtiden.
Anne forsøgte aftenfangst efter ugler, men desværre uden held.
Om aftenen stod den på lidt film.
Trækket på Odden: En regnfyldt morgen gik efterhånden over i almindeligt gråvejr med med 10-11 sekundmeter vind fra sydsydøst. Dagens mest bemærkelsesværdige fugl i trækket blev en Mellemkjove (Stercorarius pomarinus). Lyset var ringe på det tidspunkt, og den var lidt langt væk, men vi bestemte den på tungere look og flugt end de Almindelige Kjover (Stercorarius parasiticus), som vi ser flest af om efteråret ved Gedser Odde. En anden kjove lidt længere ude over havet og mest skjult mellem bølgerne forblev ubestemt, men virkede lettere og slankere end Mellemkjoven, så det var nok en Almindelig Kjove.
Trækket af Rødstrubede Lommer foregår sent og langt ind i december. Som grafikken viser tager det lige nu til, som man kan forvente, og vi kan se frem til et væsentligt større træk i de næste uger. Kurven på grafikken fra Trektellen viser gennemsnittet per time for Gedser Odde. De grønne søjler gælder for sidste års træk, og de røde for trækket i år.
Ederfuglene (Somateria mollissima) var lidt mere talrige end onsdag, og oven i var der kommet flere hundrede, som rastede på vandet gennem hele observationsperioden. Der ud over bekræftede dagens observationer, at trækket af Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) med 58 på sydvestlig kurs forløber normalt. Det samme var tilfældet med flere flokke af Fløjlsænder (Melanitta fusca), som løb op i tæt på hundrede, og lige ved 130 Toppede Skalleslugere (Mergus serrator).
Trækket af Toppede Skalleslugere ser ud til at forløbe normalt ifølge grafikken fra Trektellen. Kurven viser gennemsnittet per time for Gedser Odde. De grønne søjler fra 2022 viser, at der kom flere end normalt midt i oktober, mens de røde søjler stort set passer med gennemsnittet, bortset fra et lidt mindre intenst tidligt træk i september.
En af torsdagens flokke af Toppede Skalleslugere, som typisk er på 4-12 fugle. Nogle er nået længere end andre i det skifte af udseendet, som foregår nu, så fuglene kan se temmelig forskellige ud. Bemærk hannernes to sorte bånd i de hvide vingefelter, hvor hunnerne har et enkelt. Hos unge hunner er det sorte bånd kortere og mindre udviklet, og hos unge hanner kan det næsten mangle helt. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
En voksen/adult Havørn (Haliaeetus albicilla) med helt hvid hale passerede tæt forbi langs kystskrænten på en sydlig rute ud over havet. Småfugle var der næsten ingen af ved Odden, og vi talte kun en håndfuld Stillitser (Carduelis carduelis) på udtræk.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Lærke Winding, Anne Ramskov Hermanns, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen