Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Stort fald i trækket af Rødhals og Solsort
Ringmærkningen: Igen i dag var der meget kraftig vind så jeg vidste at det ikke ville være muligt at køre standard.
Efter et kig på hvilke net der kunne sættes op, kom 3 plus det ene høgenet op og der blev sat lyd på til 2 arter. Det gav også lidt af begge af uden det store antal trods en del fløj over, men vinden var lige hård nok og det gjorde nok at flere røg ud igen, men vinden har nok også gjort at lyden ikke var så tydelig.
Et kig på totalen til nu for efteråret viser at vi igen i år ligger meget lavt, dog ca 500 højere end sidste år som var et ret skidt år. Dette efterår har især været præget af rigtigt mange blåmejser og det har helt sikkert gjort at i år ikke ville blive det dårligste år. Pt siger tallet for efteråret 8054 og af dem er de 1615 blåmejser, så trækker man dem fra ville vi kun ligge på 6419, men så skulle ca 200 ligges til som der ellers normalt mindst villle være i fangsten på et efterår. " andre arter som virkelig ligger langt under normalen er solsort med kun 83 i dette efterår, hvor normalen plejer at ligge på ca 150. Grunden til det tror jeg skyldes at der var meget tørt da de skulle yngle så jorden var hård og tør og har derfor ikke kunne finde føde nok til deres unger. Den anden som også virkelig mangler er rødhals som ligger på 843 hvor der normalt mindst bliver ringmærket over 1500, grunden til det lave antal i år ved jeg ikke.
I morgen loves igen ret kraftig vind og der kan komme lidt regn, så det vil nok blive de samme net som kan sættes op der.
Dagens ringmærkning /Todays ringing:
Fuglekonge/Goldcrest 2
Grønsisken/Siskin 2
Lille gråsisken/Lesser redpoll 10
Total 13
Trækket på Odden: Endnu en dag med hård vind på 12-13 meter i sekundet og nu fra sydvest fik de fleste fugle fra land til at prøve igen og igen, for så at give op. En enkelt byge på ti minutter sendte os i tørvejr ved marinestationen, men ellers placerede vi os helt ude på sydspidsen i læ af det levende hegn og koncentrerede os om havtrækket, som heller ikke denne dag bød på store tal i trafikken over bølgerne, selv om vi det meste af tiden var tre til at observere og i en del af tiden helt op til fire.
For et par uger siden krævede det detaljestudier at se forskel på hanner og hunner af begge arter af skalleslugere, men nu er hannerne i fuld gang med at skifte fra de hun-lignende sommerdragter til deres kønsspecifikke pragtdragter. Her er det tre Store Skalleslugere (Mergus merganser) med lidt grumsede rester af sommerdragten endnu. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Mest bemærkelsesværdigt var nok hele otte Alke (Alca torda), hvoraf fem passerede i samlet flok. Desuden var det til at se, at der foregik et reelt træk af Hættemåger (Chroicocephalus ridibundus) og Stormmåger (Larus canus) inde fra Østersøen.
Gråsæler (Halichoerus grypus) er et dagligt syn i havet ved Gedser Odde, men ænder og skarver er ikke helt trygge ved Danmarks største rovdyr, og det er tydeligt, at de i hvert fald prøver at holde en vis sikkerhedsafstand. Her har en Skarv (Phalacrocorax carbo) lidt småtravlt med at komme væk fra en af tirsdagens mindst to Gråsæler i området. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
Den slags dage er til gengæld gode øvedage i kald af de småfugle, der hvirvler rundt, bestemmelse af mågerne, som raster på flydende øer af løsrevne vandplanter, og fordybelse i de ænder, der trods alt kom nogle af.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Lærke Winding, Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen