Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.

Se indlæg fra år: 2024 (284)2023 (292)2022 (265)2021 (271)2020 (268)2019 (239)2018 (214)2017 (236)2016 (169)(se alle)

Fire arter af lappedykkere og over hundrede lommer

søndag 5. november 2023
af Henrik Jørgensen & Ole Friis Larsen

Ringmærkningen: 

Det regnede da jeg stod op, men ifølge radaren var det overstået, men da der lå mere bagude valgte jeg alligevel at sætte et begrænset antal net opindenfor et mindre område så jeg hurtigt kunne klappe net hvis der kom regn.

Det var ret stille frem til 8.30 hvor det begyndte at dryppe så der gik jeg konstant runde, men regnen tog hurtigt til så jeg fik hurtigt klappet alt. Efter en lille halv time kunne alt igen åbnes og lige efter kom der gang i blåmejserne igen.

Da standardtiden var gået fik jeg sat lyd på, men det gav kun et par grønsiskner.

Dagen endte dog med et ganske pænt antal når man tænker på vejr og at vi er i november.

Dagens ringmærkning og kotroller/Todays ringing and recaptures:

Spurvehøg/Sparrowhawk 2/0

Gærdesmutte/Wren 1/0

Rødhals/Robin 1/0

Solsort/Blackbird 1/0

Vindrossel/Redwing 1/0

Gransanger/Chiffchaff 2/0

Fuglekonge/Goldcrest 8/1

Blåmejse/Blue tit 27/1

Musvit/Great tit 3/0

Stillits/Goldfinch 1/0

Grønsisken/Siskin 2/0

Dompap/Bullfinch 9/0

Total 58/2

Trækket på Odden: Nogle gange er det en fordel at være forud for sin tid, andre gange ikke, og det bedste er nok at forholde sig til nuet. Derfor var dagbogen i går heller ikke forud for sin tid, da afsnittet om træktællingen konsekvent kaldte lørdagen for søndag. Der var bare tale om en tanketorsk, og der skulle selvfølgelig have stået lørdag. En fast læser var så venlig at gøre opmærksom på fejlen, som nu er rettet. Tak.

Til gengæld gælder denne tekst for søndag 5. november med et varieret træk og flere bemærkelsesværdige arter i havtrafikken. Selv om det første par timer blev præget af regn, følte en håndfuld feltfolk sig fristet til at møde tidligt op på Odden for at opleve nogle fugle og bidrage til tællingen. Det var dejligt.

Over havet talte vi i løbet af de fem standardtimer næsten 120 Rødstrubede Lommer (Gavia stellata) og et par Sortstrubede Lommer (Gavia actica) – det hidtil største antal lommer på en dag i dette efterår ved Gedser Odde. Helt fint var det også med fire arter af lappedykkere, hvoraf to Sorthalsede Lappedykkere (Podiceps nigricollis) var temmelig sent på vej mod deres overvintringspladser, men skilte sig ud fra dagens tilsvarende små Nordiske Lappedykkere (Podiceps auritus) med større hvide felter på vingerne og en iøjnefaldende stejl pande på i hvert fald den ene af fuglene. Seks Alke (Alca torda), hvoraf fire fulgtes ad i tæt formation, var også en lidt speciel oplevelse, ligesom det var flot med over 160 Fløjlsænder (Melanitta fusca) og lige over 720 Sortænder (Melanitta nigra).

GFU sdg 1134To af lørdagens Hvinænder (Bucephala clangula) i trafikken over havet. Arten findes som ynglefugl i Danmark, og der er fugle, som overvintrer, så de to på billedet behøver ikke at være fløjet langt - men de kan også komme fra en yngleplads højt oppe i Sverige,  Finland, Estland eller dybt inde i Rusland. Foto: Ole Friis Larsen/GFU

Glade var vi også for en enkelt adult/voksen Sule (Morus bassanus). For to år siden steg antallet af observationer af Suler ved Gedser Odde markant, og vi så i efteråret stort set dagligt op til flere Suler fouragere og flyve forbi, men det sluttede brat med sidste års voldsomme fugleinfluenza i nogle af de største nordeuropæiske ynglekolonier, og nu ser vi igen højst en enkelt Sule af og til. Influenzaen har sat sit tydelige præg, men forhåbentlig bliver Suler snart igen et almindeligt syn ved landets sydspids.

Fra land var tallene mere beskedne, men ’småfugleholdet’ forekom alligevel at have travlt og føle sig godt underholdt. De leverede ved slutningen af tællingen en varieret liste af arter, som ’havholdet’ ikke havde haft tid til at tage sig af. Flere øjne ser som bekendt mere end færre øjne.

Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.

Tak til alle, der bidrog til såvel tællearbejdet som en god morgen og formiddag på Odden.

Folk på stationen: Henrik Jørgensen, Ole Friis Larsen