Gedser Fuglestation Blog
Her på Gedser Fuglestations blog bringes korte nyheder i dagbogsformat om hændelser på fuglestationen.
Oplevelser som helt ny ringmærker
Ringmærkningen: Efter flere dage med regn, blæst og grå skyer var morgenens blå himmel et yderst kærkomment syn for ringmærkerne på stationen. Blæsevejret var dog kun aftaget en smule siden dagen forinden, og det var langt fra alle nettene, som vi forsvarligt kunne tage i brug. Blandt andet spurvehøgenettene måtte forblive sammenrullede, og vi gjorde os ingen store forhåbninger om andet end forvirrede fuglekonger og arrige blåmejser i nettene.
Skønt der ikke var mange fugle blev denne formodning imidlertid hurtigt indfriet. Derudover fangede Philip en spurvehøg - på trods af de lukkede spurvehøgenet – og det var bestemt dagens ringmærkningshøjdepunkt. Philip insisterede desuden på at holde nettene åbne i tre timer efter standardtid i et (mislykket) forsøg på at fange nogle af de halemejser, som han havde hørt.
En af de små arrige Blåmejser. Foto: Lærke Winding
Der pustes fedt på Blåmejsen. Foto: Susanne Primdahl
Dagens højdepunkt var at holde en Spurvehøg. Foto: Lærke Winding
Om eftermiddagen aflagde Tina og Mads Elley samt deres hund Frida Fuglestationen et besøg. Vi spiste kage, drøftede fugle og hyggede os. Dagen sluttede af med kortspil og risengrød, der kun kogte over én enkelt gang (kan det overhovedet gøres bedre??)
Dagens ringmærkede (RI) og aflæste (RC) fugle:
Trækket på Odden: Havtrækket holdt stort set fri mandag morgen og formiddag, men i landtrækket så der ud til at være tusindvis af fugle, som havde ventet i dagevis på bedre vejr til turen ud over havet fra nordens sydligste punkt. Efter flere dage med vind fra sydøstlige retninger kom vinden stadig med 10 meter i sekundet, men fra sydvest, og så var det tørvejr med sol og masser af blå himmel.
Allerede før solopgangen var luften fuld af finker og drosler, men det stod også hurtigt klart, at der var et havtræk – om end beskedent – at holde øje med, samtidig med at Spurvehøge myldrede frem højt og lavt, tæt på og længere væk, så efter en halv times tid var det nødvendigt for dagens enlige observatør i de første timer at vælge noget fra, og det blev dagens største træk, alle småfuglene, til fordel for havfuglene og Spurvehøgene (Accipiter nisus), som vi prioriterer højere i fuglestationens træktællinger.
Størrelsen afslører kønnet, og øjenfarven siger noget om alderen på Spurvehøgene i trækket, men begge dele kan være svære at se, når fuglene jager forbi. Mandag så der dog ud til at være rigtig mange adulte/voksne hanner i trafikken, som denne han med sit køns karakteristiske blå og røde farver. Unge Spurvehøge har gul iris i øjet, som efterhånden bliver orangefarvet. Denne han har formentlig mindst et par års livserfaring. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
I løbet af standardtidens fem timer blev det til over 500 Spurvehøge; det er suverænt den bedste dag med Spurvehøge ved Gedser Odde i dette efterår. Ingen andre dage har antallet været bare i nærheden af så mange.
Den ene af mandagens fire Blå Kærhøge (Circus cyaneus) var en ung han fra i år. Også her har øjenfarven betydning. Allerede nu er de unge hanner på vej til at få artens gule øjenfarve, mens hunnerne først får den øjenfarve senere. Den mørke overside viser, at det er en ung Blå Kærhøg til forskel fra de voksne/adulte hunners mere gråtonede og lysere brune overside. Foto: Ole Friis Larsen/GFU
At der i høj grad var tale om fugle, der havde ventet i nærheden på at kunne komme videre, viste sig hen over formiddagen, da trækket af såvel småfugle som Spurvehøge stille og roligt ebbede ud til næsten ingen fugle i den sidste standardtime. Det var en forrygende formiddag at opleve sådan et landtræk.
Se alle dagens observationer fra Gedser Odde i DOFbasen.
Folk på stationen: Susanne Primdahl, Lærke Winding, Signe Agermose, Philip Elbek, Ole Friis Larsen